Interview: Bjarke Ingels

BIG - Bjarke Ingels Group: Yes is More (installationview),

Hvordan vil du beskrive udstillingen for dem, der ikke har mulighed for at opleve den?

Den er udtænkt som en slags back-stage besøg på tegnestuen, hvor man kan opleve de mange processer, som rent faktisk er med til at forme vores byer og bygninger, og gøre dem til det, de er. I stedet for kun at præsentere det færdige resultat for de besøgende i form af det arkitektoniske objekt, så er det en invitation til at høre nogle af de mange historier, som rent faktisk ligger bag projekterne. Det er med andre ord et forsøg på at genskabe et besøg på tegnestuen. Altså, at man ser et væld af modeller, tegninger og billeder samtidig med at man får mange af de historier, som man ville få, hvis man fik en rundtur på tegnestuen.

Vi har valgt en form hvor udstillingen er udformet som en kæmpestor tredimensionel tegneserie. Galleriet er draperet i en 150 meter lang tegneserie på 400 sider, som ved hjælp af tegneseriens formsprog – altså billeder, tegninger, talebobler og tekstkasser – fortæller historien om, hvordan ca. 35 af vores projekter er blevet til i en tumult af politiske og økonomiske og økologiske interesser.

BIG - Bjarke Ingels Group: Yes is More (installationview),		BIG - Bjarke Ingels Group: Yes is More (installationview),

Hvad har inspireret dig til at bruge tegneserien som udtryksform?

Det var faktisk fordi vi spurgte os selv, hvordan man kunne fortælle historier med arkitektur. I stedet for den traditionelle præsentation af det færdige objekt, og billeder hér og tegninger dér, som sådan en form for dissektion, så ville vi hellere fortælle, hvad der skete i skabelsesprocessen og hvordan formerne og de forskellige idéer opstod.

I starten arbejdede vi med det vi kaldte en ’bookture’ – altså en blanding mellem en bog og et foredrag – book og lecture. Vi testede det ved at printe et PowerPoint og sætte post-its på med de ting, man plejede at sige. Det fungerede bare ikke rigtigt. Så jeg slæbte en stak af mine graphic-novels med ind på tegnestuen og så vi på, hvordan man strukturerede fortællingerne dér. Vi valgte så nærmest at kopiere formatet eller i hvert fald oversætte det til en arkitekturtegneserie.

BIG - Bjarke Ingels Group: Yes is More (installationview),		BIG - Bjarke Ingels Group: Yes is More (installationview),

Er udstillingen et opgør med det klassiske arkitekturfotografi?

Ja, i og for sig, eftersom det er fortællingen og idéen bag, der er det vigtige for os. Den traditionelle måde at kommunikere arkitektur på, er gennem arkitekturfotografiet. Men for os er det vigtigt at den besøgende får formidlet idéerne bag bygningerne på en så intuitiv og umiddelbar måde som muligt. Vi har ikke siddet og arbejdet med at ”uuuh… teksten skal liiige sidde sådan der” som en komposition i det perfekte fotografi. Det er mere noget med ”smask!” at smække en taleboble ind på billedet som i en tegneserie. Så det er en anden slags æstetik en det der skønne arkitekturfotografi, der jo også er fuldstændigt barberet for mennesker. Der er jo masser af mennesker i tegneserien på udstillingen. Også på forsiden [af bogen ’Yes i More’ der indeholder hele tegneserien] er der en masse karakterer såsom de her parkour-drenge i Århus, der løber rundt som nogle abekatte, op og ned af bygninger, Den Lille Havfrue og Haribao (maskotten for EXPO 2010 i Shanghai), der forsøger at stjæle Den Lille Havfrue. Så der er et helt lille drama i forgrunden af forsiden, fordi tegneserier jo handler om historier. De handler ikke om bygninger. Denne arkitekturtegneserier handler om historierne bag bygningerne.

BIG - Bjarke Ingels Group: Yes is More

Udstillingen blev oprindeligt skabt til at blive vist på Dansk Arkitektur Center, men bliver nu vist på et kunstmuseum. Hvordan kom det i stand?

Det kom sig faktisk af, at vi laver et samarbejde med Jeppe Hein til vores pavillon ved verdensudstillingen EXPO i Shanghai 2010 (BIG vandt konkurrencen om den danske pavillon til EXPO 2010). I den forbindelse foreslog Jeppe, (der er aktuel med udstillingen Sence City på ARoS [ se www.kopenhagen.dk/index.php ]), at vi kunne holde en dobbeltåbning. Det hang også sammen med at Jeppe fortalte, at hans udstilling Sence City er inspireret af vores Yes is more-udstilling, som han så, da den blev vist på Dansk Arkitektur Center. Det havde ellers været fint med sådan en form for dialog, men det endte med at glide fra hinanden... hans åbning var for en måned siden.

BIG - Bjarke Ingels Group: Yes is More (installationview),		BIG - Bjarke Ingels Group: Yes is More (installationview),

Du samarbejder med en del billedkunstnere. Er det vigtigt for dig at tænke billedkunst ind som et element i arkitektur?

Ja, jeg kan godt lide den der idé om, at når du alligevel skal flytte nogle betonelementer og du alligevel laver nogle store flader, så er det en form for urbant lærred, der kan lægge ryg til større eksperimenter. Hvis du lægger mærke til det, så har vi i en del af vores byggerier fået integreret nogle bygningsintegrerede kunstværker. Hvis du fx tager ’Bjerget’, så er facaden en perforeret aluminiumsplade, hvor hullerne i aluminiummet er blevet til et gigantisk portræt af Mount Everest set på afstand. Billedet er oprindeligt taget af en japansk Himalaya-fotograf, som vi har købt fotografiet af. Den portugisiske billedkunstner Victor Ash har lavet nogle kæmpestore vægmalerier på alle betonfladerne i trappekernerne. Det var Jesper Elg fra V1, som foreslog, at vi skulle lave noget med Victor Ash.

Vi arbejdede også sammen med Victor Ash i forbindelse med ’8-Tallet’-byggeriet. Der er nogle sort-hvide sprosser, som danner en anamorfose, når man ser dem fra en særlig vinkel. Dvs. at når du kommer gående fra en bestemt vinkel, danner de et billede. Victor har med inspiration fra bygningen lave et billede af en gigantisk Zebra. Han har været virkelig god at arbejde sammen med, fordi han kan tage et element af bygningen og gøre det til at kunstværk.

Vi laver også et kunstmuseum i Mexico for kunstneren Rufino Tamayo. Her er facaden en traditionel mexicansk hvidglaseret murstensfacade, hvor murstenene har forskellige mellemrum. Det danner så en stor forstørrelse af en Tamayo reproduktion.

I Stockholm er vi i gang med et hotel, hvor hvert værelse har et horisontalt vindue, der udvider sig og trækker sig sammen. Når du set det på afstand, bliver det et frimærkeportræt af Victoria, Prince Carl Philip og Madeleine som en slags konge-statue midt ude på motorvejen. Om aftenen vil farven på gulvtæpper og vægge skinne igennem billedet, så her har vi arbejdet med et ekstra Andy Warhol-lag. Hele det byggeprojekt er ved at blive realiseret lige nu.

Vi ville også gerne have et bygningsintegreret kunstværk til hver af de to 80m2-hovedindgange til ’VM-husene’, men bygherren sagde, at han var bygningsudvikler og ikke kunstmæcen og at vi bare skulle bruge aluminium. Men så spiste jeg middag i Hotel Royals restaurant, der hedder Alberto K. Der så jeg så det her kunstværk og fik at vide, at det var et portræt af Alberto K, som var malet af ingen ringere end Arne Jacobsen. Og udover at være navnet på restauranten, så er det også navnet på direktøren for hotellet dengang det blev opført. Så jeg fortalte vore bygherrer Per Høpfner og Axel Frederiksen, at det nærmest var en dansk moderne tradition at arkitekterne beærede deres bygherrer med et portræt. Eftersom at jeg ikke er kunstmaler, så endte vi med at få 10 forskellige farver af fliser i 10x10cm, som så er blevet til det her store bygherre-portræt.

BIG - Bjarke Ingels Group: Zira Islands Masterplan,		BIG - Bjarke Ingels Group: Yes is More (installationview),

Fortæl om de forskellige kunstnere, I samarbejder med i forbindelse med jeres danske pavillon til EXPO 2010 i Shanghai.

Vi har arbejdet en del sammen med Peter Funch, som jo laver de her kondenserede fotografier. Det er jo en ret fed måde at lave subjektiv dokumentarisme af fortættet sandhed på. Det giver nogle ret fede portrætter af livet i byen. Ham har vi hyret til at tage nogle billeder af vores Shanghai-pavillon. Han leverer også nogle Danmarks-portrætter til Pavillonen, men vi ville gerne have nogle billeder, hvor livet i pavillonen stod frem på samme måde.

Vi har også inviteret Martin De Thura til at lave nogle små film til pavillonen. Det er en slags musikvideoer, der portrætterer livet i byen set fra cyklen, at man kan bade i havnen og den urbane picnic. Når vi transporterer Den Lille Havfrue til Shanghai, laver vi en havfrue-film om rejsen. Det kommer til at ske med helikopter ind over byen som en genskabelse af åbningsscenen i ’La dolce vita’ af Fellini, hvor Kristus-statuen bliver fløjet ind over Rom. Det bliver ret sjovt.

Og så kommer der to Jeppe Hein-værker. Det ene er ’Den sociale bænk’, som er lavet specielt til pavillonen og er meget integreret af bygningsarkitekturen. Den løser utrolig mange funktioner i bygningen. Det andet er et af hans springvand. Der er en historie om grunden til, at det blev det værk... Vi kom til EXPO i Zaragoza i 2008 lige efter vi havde vundet konkurrencen om den danske pavillon EXPO i 2010. Det var simpelthen så dårligt det hele på EXPO, men på vejen hjem kom vi så forbi det her springvand, der viste sig at være et Jeppe Hein-værk. Det var nærmest det eneste på den udstilling, der virkede, fordi ungerne bare syntes det var så sjovt at lege i. Det var simpelthen det socialt bedst fungerende område på hele EXPO. I mellemtiden var der så blevet opført et lignende springvand på Vesterbro i København, fandt jeg ud af, og så var det bare totalt oplagt at tage det med til Shanghai. Det er et kunstværk, du på en intuitiv måde møder.

Tak