Interview: Aniara Omann & Johannes Sivertsen - Odense Kunsthal

Forberedelse af projektet Odense Kunsthal.

Hvorfor har i valgt at lave jeres egen 1. årsudstillingen? Og hvad ligger der bag navnet Odense Kunsthal?

Aniara Omann: Udgangspunktet er, at vi ikke har en etableret 1. års udstilling, som man har i København. Selvom Det Fynske Kunstakademi er blevet mere anerkendt de seneste år, har det stadig lidt en " underdog"-position i forhold til landets øvrige akademier. Vi mener, at det får alt for lidt opmærksomhed i forhold til, hvor godt et akademi det faktisk er. Derfor kom vi på ideén med at efterligne 'kunsthallen' som form - for at gøre opmærksom på os selv gennem en undersøgelse af de hierarkier, der eksisterer i kunstverdenen.

Som 1. års studerende står vi et sted mellem at være udenfor og indenfor i kunstverdenen. Derfor er udstillingen også et forsøg på at gengive vores forståelse af den, repræsenteret i form af en kunsthal. Vi kunne selvfølgelig også have valgt at mime et museum, og så ville projektet have peget på nogle andre historier og referencer. Men vi har altså valgt kunsthallen, fordi den har et mere moderne præg. Det, vi så gør, er at efterligne alle de elementer, som en kunsthal består af. Det gælder bl.a. kurateringen, udarbejdelsen af pressemeddelelser og af en hjemmeside. Alle de her elementer forsøger vi at fortolke, men på en måde som stadig giver os plads til at have en kreativ tilgang til det. Man kan måske sige, vi forsøger at være naive omkring det - samtidig med at vi også har en bevidsthed om, at vi er naive.

Johannes Sivertsen: Derudover har vi meget konkret forsøgt at skabe et rum, som man ved første øjekast tror er en kunsthal. Ved nærmere eftersyn finder man så ud af, at det hele har en hjemmelavet karakter, så det bliver synligt, at det bare er en efterligning. Et andet stort spørgsmål, som vi har diskuteret i forhold til konceptet, er om det her projekt kunne blive en tilbagevendende begivenhed. Men vi er nået frem til det kun skal ske en gang. For hvis det bliver en institution, mister det sin eksperimenterede karakter.

En del af jeres koncept har også været at invitere etablerede kunstnere til at udstille sammen med jer. Hvorfor har I valgt at gøre det, og hvordan har de modtaget jeres initiativ?

Aniara Omann: Som sagt handler det om at gøre opmærksom på os selv. Som studerende har vi en meget usynlig rolle, og en del af projektet går netop ud på at undersøge den her usynlighed. Ved at etablere en 'kunsthal' har vi fået mulighed for at udstille samme sted som fx John Kørner, hvilket ellers ikke ville ske. Så det er et forsøg på at deaktivere og udfordre hierarkiet mellem etablerede og ikke-etablerede kunstnere.

Johannes Sivertsen: De fleste af dem, vi har præsenteret ideen for, syntes, at det er et enormt interessant eksperiment. De har taget det som en udfordring og accepteret, at det hele foregår på vores præmisser og i de her hjemmelavede rammer. Nu bliver det så spændende at se, hvad vi alle sammen får ud ad det, når det hele er kommet op at stå.

Er der noget, der har overrasket jer i processen omkring projektet indtil videre?

Johannes Sivertsen: Dét at 36 kunstnere har sagt ja til at deltage. Det har ramt nogle fordomme i os selv i forhold til, hvordan vi troede kunstnere var. Vores oprindelige mål var at udstille 12 studerende og 12 etablerede kunstnere. Vi tænkte, at hvis vi arbejdede rigtigt hårdt og tiggede og bad, så kunne det være, at det ville lykkes at få tolv kunstnere med på idéen - inklusiv vores lærere på skolen. Så på det punkt er vi blevet meget positivt overraskede.

Lige da vi kom på idéen med en kunsthal, virkede det jo helt grotesk, men da vi fik det talt igennem, viste det sig at rumme nogle interessante spørgsmål, men også en masse muligheder, som vi havde brug for at undersøge. 

Aniara Omann: Vi har tænkt meget over betydningen af, at vi har valgt at kalde projektet Odense Kunsthal. Vi tror ikke, at vi ville have fået den samme tilslutning, hvis vi fx havde valgt at kalde det "1.års udstillingen på Det Fynske Kunstakademi". Vi er meget interesserede i at forstå, hvad de her ord og begreber betyder. Og hvor meget det betyder, at vi kan sige, at vi har en 500 m2 stor hal til rådighed.

Etableringen af udstillingsrummet.

Men hvilke spørgsmål er det egentlig, i vil rejse? At der findes etablerede kunstnere og mindre etablerede?

Johannes Sivertsen: Ja, det er noget, som interesserer os. Med det her projekt har vi fået mulighed for at møde mange af de kunstnere, som vi er inspireret af, men kun kender gennem medierne. I løbet af processen har vi også fundet ud af, at der er forskellige kriterier for at være etableret. Som kunststuderende prøver man jo også at finde ud af, hvordan kunstverdenen fungerer. Vi har alle sammen været ude for at tro, at noget er godt, men når man går lidt dybere ind i det, så finder man måske ud af, det slet ikke var så godt alligevel. Odense Kunsthal handler om at lege med det eksisterende system - og at komme tætterere på det. Og én ting er i hvert fald blevet meget tydeligt for os, og det er, at de eksisterende hierarkier ikke er noget, som kunstnerne selv har skabt. Vi er blevet meget positivt overraskede over de mennesker, som vi har kontaktet og arbejdet sammen med.

Det peger måske også på, at de hierarkier, som i sætter fokus på, er lige så forestillede, som de er reelle?

Johannes Sivertsen: Ja, præcis. De er fabrikerede på samme måde, som vores kunsthal er fabrikeret. Det er noget, som er blevet skabt, og som kunne være blevet skabt på en anden måde under andre omstændigheder. Det gælder også den kunstscene, som vi har i Danmark - det er jo en meget specifik ting, fordi der er penge nok i landet til, at den kan fungerer, som den gør. Hvis man tager en lille smule syd eller øst på, så ser det helt anderledes ud, fordi det er nogle andre magtforhold, som gør sig gældende.

Aniara Omann: Vi er helt bevidste om, at den hierarki-forskel, som vi taler om, er minimal, set i et internationalt persepktiv. Vi sætter jo ikke Damien Hirst op over for en afrikansk kunstner. Men vi håber alligevel på, at det kan få folk til at reflektere over, hvorfor hierarkiets betydninger og definitioner er, som de er. Og over hvad der afgører, at nogens kunst bliver respekteret mere end andres.

Johannes Sivertsen: Det, at vi overhovedet kan problematisere hierarkiet, er samtidig et udtryk for, at vi allerede er ret højt oppe i hierarkiet. Vi bor i Danmark i et velfærdssamfund, vi går på akademiet, og på den måde befinder vi os i en priviligeret situation. Derfor ligger der noget frækhed i projektet, fordi vi faktisk kan gøre det her. Vi har muligheden for at undersøge, hvad det egentligt betyder. Der er måske en eller anden grund til, at 1. års studerende normalt ikke laver en kunsthal, men så vi finder måske ud af hvorfor.

Aniara Omann: Eller måske finder vi ud af, at vi godt kan. Måske finder vi ud af, at det, der begrænser os mest, er vores bevidsthed om, hvilken rolle vi har.

De spørgsmål, i rejser i den her debat, er det noget, som i vil bringe videre end de 4 dage, som udstillingen varer?

Johannes Sivertsen: Det regner vi med. Men vi ved ikke præcist, hvordan det kommer til at ske. Det hele er gået meget hurtigt. Kunstnerne fik først besked om udstillingen for en måned siden, så det hele er blevet til i sidste øjeblik. Vi har fået stillet de spørgsmål, som vi gerne ville, men vi har ikke haft tid til at snakke det hele igennem. Det håber vi, at vi får mulighed for til ferniseringen og under udstillingen.

Aniara Omann: Som baggrund for udstillingen har vi skabt et manifest, som vi har fulgt meget slavisk. Men i manifestet ligger der også en åbenhed. Vi har fx ikke defineret, hvornår kunsthallen slutter. Vi har stadigvæk ikke taget stilling til, om det bliver med afslutningen af udstillingen, eller når vi lukker hjemmesiden.

Johannes Sivertsen: Men jeg tror ikke, at vi finder nogle svar på de her problematikker, ligesom det heller ikke er vores projekt at sætte gang i en alternativ kunsthal i Odense. Vi er jo studerende, og vi får forhåbentligt lejlighed til at finde ud af meget mere hen ad vejen. Vores projekt er først og fremmest at lave en 4 dages event, som står åben til diskussion, og så må vi se, i hvilken retning det udvikler sig.

Etableringen af udstillingsrummet.

Men er det mest for jeres egen skyld, at i laver det her projekt, eller handler det om, at i gerne vil ændre noget? Hvor ligger tyngden?

Johannes Sivertsen: Det vil være lidt for optimistisk at tro, at vi kan ændre på kunstverdenen. Det er noget, vi har lidt delte meninger om, men det er i hvert fald en form for provokation af kunstverdenen.

Aniara Omann: Det er et forsøg på at gøre noget, man ikke umiddelbart kan. Selvfølgelig ændrer det ikke folks hverdag eller liv, men forhåbentlig kan det påvirke folks bevidsthed. Og på den måde måske ændre noget.

I skriver i jeres manifest, at det er et demokratisk projekt, hvor i ikke er smagsdommere for, hvad i hver især bringer ind i det. Men i er trods alt 12 mennesker, der skal have det til at fungere, hvordan har i håndteret det?

Aniara Omann: På en eller anden måde er vi blevet en form for kunstnergruppe i den her proces, og vi har lært enormt meget af, at der er forskellige tilgange til et projekt, som det her. Det er umuligt at opnå fuldstændig enighed om alt, når man er så mange, så vi har selvfølgelig måttet indgå nogle kompromisser.

Johannes Sivertsen: Men netop derfor har vi skåret konceptet ned til et minimum og defineret det ud fra, hvad vi kunne blive enige om. 

Hvilke midler har i haft til rådighed til at lave projektet for?

Aniara Omann: Vi har faktisk ingen penge mellem hænderne. Vi har en række sponsorer, som har hjulpet os med helt konkrete ting, fx har vi fået øl, som vi kan dele ud til ferniseringen. Begrænsningerne i forhold til penge og tid har været en del af denne skabelsesproces og undersøgelse af, hvad det er muligt at lave ud fra et minimum af ressourcer.

Johannes Sivertsen: Så har vi hver især lagt 100 kroner i en fælleskasse til fx transportudgifter. Det er selvfølgelig ikke mange penge, men på den anden side kan man heller ikke sige, at vi er startet op med ingenting. Vi har jo en fod indenfor i en institution, og selvom der ikke er nogen form for økonomi i det, har vi en masse forbindelser.

Aniara Omann: Men vi er bestemt ikke interesseret i at sende det signal, at kunstnere ikke skal have løn for det de laver - det her er virkelig et generøst bidrag fra alle dem, der deltager. Det er vigtigt for os at understrege, at vi ikke forsøger at demonstrere, at man kan lave kunst for ingen penge - det er ikke det vi vil.

Har i allerede opnået noget opmærksomhed, fx fra lokalmiljøet i Odense?

Aniara Omann: Vi har lige talt med Fyns Stifttidende, de vil gerne gøre opmærksom på det. Man kan sige, at Det Fynske Kunstakademi lidt er en isoleret ø i Odense. Der er en distance mellem de folk, der bor i Odense, og os, fordi vi laver nogle mærkelige ting i forhold til, hvad de er vant til - det er jo ikke H.C. Andersen det hele. Men vi håber på, at der vil være en lokal opbakning, og på at folk har lyst til at komme ind og se, hvad vi laver. Vi vil rigtig gerne have de folk ind, som ikke normalt ser på kunst, eller dem som synes at samtidskunst er svært tilgængelig. Folk, som måske en gang har hørt om John Kørner, men som ikke rigtig kender til ham eller til de andre kunstnere. Og måske kan vi, fordi vi studerer og bor i Odense, fungere som en slags mellemvej eller et link. Det håber vi i hvert fald rigtig meget på - og så håber vi selvfølgelig også, at folk vil tage godt imod udstillingen.

Tak.

Etableringen af udstillingsrummet.