Interview: Allan Otte

Allan Otte: Efterbilleder (installationsview), 2010.

Hvorfor blev du maler?

Det er der flere grunde til. En af dem er, at det er en stille og tavs måde at udtrykke sig på. Det kan jeg personligt godt lide. Og så er det at male at arbejde med noget meget praktisk. Tilbage i gymnasiet var jeg meget optaget af naturvidenskab og troede dengang, at jeg skulle være ingeniør. Men et ophold på Kunsthøjskolen på Ærø fik mig på andre tanker. Som maler beskæftiger man sig med noget, der tager afsæt i den virkelige verden. Maleriet er en bearbejdning af et fysisk materiale, og det minder på den måde om skulpturen. Det er kun illusionen i maleriet, der er to-dimensionel. Maleriet er en realitet – maling i forskellige farver på plan overflade af et objekt, der hænger på væggen. Så den primære grund til jeg blev maler er, at ånd og tanke kommer til udtryk som noget konkret.

Der optræder ofte uheld med biler eller køretøjer i dine billeder. Hvor finder du dine motiver, og hvordan hænger bilerne sammen med landskabet som genre?

Det er rigtigt, at mine billeder ofte viser forulykkede køretøjer. Køretøjerne er et fremmedelement i forhold til landskabet som rent naturmaleri, hvilket jeg aldrig kunne finde på at male. I stedet handler det om at sætte noget ind, der forstyrrer eller ligefrem fortrænger landskabet. Tidligere var det landbrugsmaskiner, industribygninger og den slags. Ting, der viser provinslandskabet, som det er, nemlig som kultiveret landskab og ikke denne her romantiske forestilling om rå natur. Den findes jo ikke her. Jeg finder fotografier af forulykkede køretøjer på internettet, der er en uudtømmelig kilde af den slags billeder. Der findes freelance fotografer, der lytter med på politiets og redningstjenesternes radio, så de er hurtigt fremme ved ulykkesstederne. Og så ligger fotografierne ellers på nettet samme dag, som ulykken er sket. Det er ret utroligt. Når jeg laver skitser af de digitale fotografier, fjerner jeg altid mennesker, hvis der er nogle tilstede. Mine forlæg er ofte komponeret af flere fotografier, og tit er det en blanding af nogle, jeg har fundet, og nogle jeg selv har taget. Computeren er et spændende værktøj til at arbejde med billeder, da det er immateriel virkelighed, men det er alligevel en måde at gøre idéer synlige. Så der er et godt og konstruktivt spænd i, at den immaterielle virkelighed gøres til maleri. Og så kan jeg godt lide tanken om, at jeg ikke er en naturromantiske landskabsmaler, der opsøger landskabet derude, men i stedet arbejder en del med det foran computeren.

Allan Otte: Knækket, 2009. 75,4 122 cm. Akryl på plade.

Mange kunstnere forsøger i deres værker at skildre en form for klimaks eller topmål af handling. Men i dine billeder er det altid et bagefter, det handler om. Hvad er det for en type fortælling, der opstår efter en voldsom eller uventet begivenhed, og hvilke muligheder ser du som skaber af historien i dette her 'efter'?

Først og fremmest hænger oplevelsen af et 'efter' sammen med selve maleriets væsen. Hvis film og video kaldes for levende billeder, så kan man jo sige at fotografi og maleri er døde billeder. Et maleri er et 'efterbillede', altså et spor af aktion og bevægelse. Flydende maling, der er størknet. Der er sket noget, og derefter er det forladt. Man kan sige det samme om de motiver, jeg vælger. Den situation, der er tilbage efter et færdselsuheld, er på samme måde spor af en handling, der er foregået. Og på denne måde kommer form og indhold til at stå i en konkret forbindelse med hinanden. I nogle klassiske malerier er det omvendt; der har kunstneren typisk skildret højdepunktet af et drama, men det virker næsten komisk, at imens alt går amok, er billedet en stivnet tilstand. Så jeg finder de helt stillestående motiver, hvor bevægelsen er afsluttet og handlingen er udtømt. Det, der står tilbage, er åbent for fortolkning, men jeg synes, der grundlæggende er en melankolsk stemning over noget ubevægeligt.

Motivet er altid umiddelbart genkendeligt i dine værker. Men realismen hører op, når man bevæger sig helt tæt på billederne. Hvilken rolle spiller teknikken for dig, og hvorfor er der altid denne her overgang mellem realismen og det abstrakt maleriske i dine billeder?

Det, du beskriver, handler rigtig meget om afstand i forhold til det, man ser på. Maleriet frembyder ligesom skulpturen forskellige oplevelser alt efter, hvor man som beskuer stiller sig i rummet. På afstand ses en illusion – en overskuelig aflæselig helhed. Men tæt på ses mere konkrete, taktile og abstrakte niveauer, hvor illusionen falder fra hinanden og opløses i enkeltdele. Det handler om forholdet mellem sum og bestanddele. Det er en dobbelt bevægelse af noget, der på samme tid dannes og opløses. Realismen og abstraktionen er i mine malerier to sider, der er afhængige af hinanden. Teknisk og formelt forsøger jeg at udføre mine malerier så nøgternt som muligt. Helt konkret har jeg jo sat penselskriften i system, så der er aldrig store udladninger af penselsvingeri eller ekspressivitet. Penselskriften er lavet efter lineal og er enten lodret eller vandret. Og tre af mine nyere billeder Fugl, Frugt og Fjernsyn er malet ved, at de har roteret på en drejeskive, imens jeg har holdt hånden med penslen helt stille. Så udførelsen er altid systematisk og struktureret, men det er til gengæld i motivverdenen, der ligger ladede betydninger og fortællinger, eller antræk til fortællinger. Jeg forsøger at lave en ny kobling mellem formelt maleri og realisme. I kunsthistorien er der masser af maleri, der er konceptuelt og metodebaseret, men det forbindes sjældent med et figurativt motiv. Det klassiske eksempel er den røde firkant på sort baggrund. Det er maleri, der ikke står i forbindelse med og ikke forsøger at efterligne den synlige virkelighed. Modsat kan man sige, at der også er figurativt maleri, der naivt prøver at være et middel til fortælling og ikke har bevidsthed om sin form.

Ophængning fra Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010.

Kan du sige om ét enkelt billede - dette her opsummerer hele mit projekt som maler?

Der er selvfølgelig stor forskel på billederne. Nogle har en høj kompleksitet, mens andre har en stor enkelthed. Det er svært at pege på et enkelt billede, der opsummerer hele mit projekt. Alligevel kan man måske sige, at de fire billeder, jeg netop har gjort færdige til Erhvervs- og Byggestyrelsen, og som er med på udstillingen, ret præcist konkretiserer det forhold, jeg ønsker at opnå i billedet, mellem motivet og den systematiske metode. I disse fire billeder gør det særlige forhold sig gældende, at billedfladen er opspaltet i geometriske mønstre, som kun kan ses, hvis man abstraherer fra motivet. Det er ligesom en dobbelteksponering, hvor der ligger to optagelser i samme billede. Så her er to sider af maleriet i endnu højere grad end tidligere sat i spil overfor hinanden.

Hvilken plads har kunsten og det enkelte kunstværk for dig i forhold til de mange mediebilleder, der i øvrigt præger vores virkelighed?

Maleriet har i hvert fald den egenskab, at det rummer et nærvær, fordi det er håndens arbejde. Også i høj grad selvom værket ikke har den ekspressive karakter, jeg tidligere talte om. Malerier er helt anderledes end strømmen af mediebilleder, fordi de er direkte aftryk, analoge og unikke. Mit udgangspunkt er en bestemt metode, som jeg prøver af på forskellige typer af motiver og forskellige genrer - altså i særdeleshed landskab og nogle gange stilleben. Genremalerierne yder allermest modstand, netop fordi de er forbundet med konventioner, der ikke er til at komme udenom.

Tak.

Allan Otte: Ny begyndelse, 2010. 122 x 150 cm. Akryl på plade.

Allan Otte: Slut, 2008. 122 x 250 cm. Akryl på plade.

Allan Otte: Presset, 2009. 175 x 175 cm. Akryl på plade.		Allan Otte: Delt, 2009. 175 x 175 cm. Akryl på plade.

Allan Otte: Frugt, 2009. 100 x 100 cm. Akryl på plade.

Allan Otte: Strandet, 2010. 100 x 200 cm. Akryl på plade.