Interview: Afgang 2010 - Det Kgl. Danske Kunstakademi

F, 2010. Repos: 2 x 9 x 2,8 m. 5 lydspor af henholdsvis 18:54 min. (højtalere), 2:20 min. (høretelefoner), 3:16 min. (høretelefoner),3:50 min. (høretelefoner) og 5:40 min. (høretelefoner).

Hvad har du lavet til udstillingen?

Jeg har lavet en 5-sporet lydinstallation med titlen F. F består af en trækonstruktion, der laver en forskydning i rummet og danner et 'oppe' og et 'nede'. 'Nede' fungerer konstruktionerne som en blokade og 'oppe' som et opløftet repos. Lyden afspilles i henholdsvis 4 sæt høretelefoner, og et sæt højtalere. Lyden er fra danske tonefilm fra perioden 1931 til 1951, en periode domineret af to markante skift i dansk filmhistorie; skiftet fra stumfilm til tonefilm og fra eksport- til lokal produkt - en konsekvens af førstnævnte skift og dets medfølgende forstærkede sprogbarriere. Lyden er klippet op og sat sammen på ny. Hovedsporet, der afspilles i højtalerne fra rummets 'nede', består af forstærket stilhed, primært lyden af datidens optageudstyr, og rester fra den fraklippede tale og musik. Lyden i de fire høretelefoner består mest af sammensatte 'musikrester' og lidt stilhed og lidt 'stemmerester'. Høretelefonerne er placeret på gulvet på det opløftede repos ved vinduerne, hvorfra man har udsigt til de smukke royale bygninger overfor, et glimt af Nyhavn og Charlottenborg kunsthals indgang. I de forskellige lydspors sammenspil ligger der en vekslen imellem hvornår hvad indtager forgrund, og hvornår hvad indtager baggrund. Min tilgang til filmen i F er filmen som et folkeligt medie. Den valgte periode er perioden for den danske opblomstring af lystspillet. Overgangen fra den danske stumfilms internationale succes til det pludseligt indsnævrede markedet som tale på film medførte - omfattede en strategi der havde til hensigt at involvere befolkningen så bredt som muligt, hvilket blev løst med 'falde på halen komik', romancer, national glæde og den muntre og letbenede melodi. F's lyd er sammensatte rester fra den lystige fortids fornøjelige lydspor. Den uønskede lyd i form af den forstærkede stilhed fra hovedsporet er på åben manér spredt i rummet via højtalerne. Hist og her overdøver hovedsporet de sammensatte rester af organiseret munterhed repræsenteret ved musikken, der er bundet til en ledning og hørt i en lukket situation via høretelefonerne.

Hvorfor har du valgt at lavet netop dét værk?

Der er mange lag i min motivation for at lave F. Overordnet forsøger jeg at opretholde flere indgange til oplevelsen af det præsenterede projekt - i et forsøg på at favne så bredt som muligt! Der er selvfølgelig en hel del, som jeg ønsker at rive op med roden og kaste ud fra 1. sal, så F er bredfyldt af fordomme og konventioner og underkastet elementære effekter. Specielt er jeg optaget af at undgå at blive svimmel over at betragte denne værdifulde, lystige helhed, jeg med mit frydefulde tilhørsforhold er en del af.

Sonja Cicilie Rendtorff Akulinin: F, 2010.. Repos: 2 x 9 x 2,8 m. 5 lydspor af henholdsvis 18:54 min. (højtalere), 2:20 min. (høretelefoner), 3:16 min. (høretelefoner),3:50 min. (høretelefoner) og 5:40 min. (høretelefoner).

Sonja Cicilie Rendtorff Akulinin: F (detalje), 2010. Sonja Cicilie Rendtorff Akulinin: F (detalje), 2010. Sonja Cicilie Rendtorff Akulinin: F (detalje), 2010.

Transport Exchange Passage, 2010.

Hvad har du lavet til udstillingen?

Jeg har gennemført en udveksling med Académie des Beaux-Arts i Kinshasa, DR Congo. Installationen på Charlottenborg består af en passage mellem to gigantiske trækasser, der fungerer som kulisse. I rummet hænger en transportkasse med træsnit på indersiden, og på gulvet er en video bestående af 10 skærme. Alt sammen som en del af en samlet spatial oplevelse.

Hvorfor har du valgt at lave netop dét værk?

Projektet skulle både pege bagud og fremad. Jeg havde længe tænkt over, hvad der ville ske ved at placere et værk i sin egen kontekst. Det ville jeg prøve ved at sende et projekt, der er opstået i DR Congo tilbage til landet. Et sådant værk skal kunne tåle at blive vist både i Danmark og i DR Congo. Den viden, man henter et sted, skal gerne bringes tilbage til sit oprindelsessted, men alt for ofte sker det ikke - som når udenlandske forskere undersøger Christiania uden bagefter at dele forskningsresultaterne med stedet selv. Derudover er jeg interesseret i håndværk og tradition. Når professor Hassan Tshamala, som jeg udvekslede med, laver en træfigur, så er han vævet ind i sit lands tradition. Han er tæt på sin tradition og er ikke i tvivl om, hvad den er for en størrelse. Denne tradition blander han med det kontemporære. Desuden arbejder han som kunstner ikke med et delt subjekt. Idé og produktion er i høj grad vævet sammen, hvilket jeg mener at vi kan lære meget af.

Søren Assenholt: Transport Exchange Passage, 2010.

Søren Assenholt: Transport Exchange Passage, 2010.		Søren Assenholt: Transport Exchange Passage, 2010.		Søren Assenholt: Transport Exchange Passage, 2010.

Private Collection or Playing the Piano for Pleasure, 2010. Installation med fotokopier, 3 bøger, foto fra kunstnerens atelier og fotoprint af badeklæde.

Hvad har du lavet til udstilingen?

Jeg viser en konstellation af objekter, der består af følgende elementer:

Tre bind af førsteudgaven af Simone de Beauvoirs Det andet køn på dansk, monteret til væggen på Kunsthal Charlottenborg; et fotografi af en belyst studiebaggrund fra kunstakademiets studie på Charlottenborg; tre fotograferede kopier af den samme reproduktion af et modelstudie fra 1844, malet af tidligere professor på kunstakademiet C.W. Eckersberg; en sommerkjole/et strandtæppe, som min mor brugte, da jeg var barn, samt et index, der i en institutionaliseret sprogbrug beskriver de udstillede objekter.

Hvorfor har du valgt at lave netop dét værk?

Jeg er interesseret i repræsentationelle hierarkier (billedets status), den historiske etablering af en kunstneridentitet i relation til køn samt repræsentationen af det personlige i en kunstinstitutionel kontext (i værket exemplificeret ved det Kongelige danske Kunstakademi samt Kunsthal Charlottenborg).

Berit Basten: Private Collection or Playing the Piano for Pleasure, 2010. Installation med fotokopier, 3 bøger, foto fra kunstnerens atelier og fotoprint af badeklæde.

Berit Basten: Private Collection or Playing the Piano for Pleasure (detalje), 2010. Berit Basten: Private Collection or Playing the Piano for Pleasure (detalje), 2010.

Virage (den sidste Truck ca. 2000 AD), 2010. Stål og porcelæn.

Hvad har du lavet til udstilingen?

Fronten af et lastbil en til en i porcelæn. Title er Virage, som betyder vejsving på fransk.

Hvorfor har du valgt at lave netop dét værk?

At udstille på Charlottenborg var et udfordring, fordi rummene er store med højt til loftet. Jeg ville gerne lave noget tilsvarende, skabe noget overraskende for beskueren, og det blev så en lastbil i porcelæn.

Delphine Simone P. Bechard: Virage (den sidste Truck ca. 2000 AD), 2010. Stål, porcelæn.

Delphine Simone P. Bechard: Virage (den sidste Truck ca. 2000 AD), 2010. Stål, porcelæn.		Delphine Simone P. Bechard: Virage (den sidste Truck ca. 2000 AD), 2010. Stål, porcelæn.

1:1, 2010. Trælægter, spånpladeskruer, gips, sækkevæv, tokomponent silikonegummi, vermiculite, støbejernsgryde, emalje, knust tegl, bronze, tyggegummi, kavalet, rustfrit stål, hår, hud, negle, fodvorter, beton, armeringsjern.

Julie Bitsch: 1:1 (detalje), 2010.

Julie Bitsch: 1:1 (installationsview), 2010. Julie Bitsch: 1:1 (detalje), 2010. Julie Bitsch: 1:1 (detalje), 2010.

The Kopi Luwak Technology, 2010. Eight phase - lenticular photograph; Harald Blåtand Sand sculpture; 4:44 min. DJ mix - Muzeum feat. Chefkoch,Dead Rabbit, Madog and P-Rizm; Bluetooth “Hot-Spot” transmitting every 60 sec. a free Mp3 file to any “switched on” and set to “discoverable” Bluetooth capable device in a radius of 100 m.; A Mercedes S-Class, parked in the Kunsthal’s yard during the opening evening.

Sofia Burchardi: The Kopi Luwak Technology - Harald Blåtand sand sculpture, 2010.

Sofia Burchardi: The Kopi Luwak Technology - Eight phase - lenticular photograph, 2010.		Sofia Burchardi: The Kopi Luwak Technology - Eight phase - lenticular photograph, 2010.

Looking into the Abyss, 2010. Videoinstallation med bord, stole og trappe i træ.

Hvad har du lavet til udstillingen?

Jeg har lavet en installation, hvor jeg har skabt et scenerum med scenografiske elementer og en videoprojektion.

Hvorfor har du valgt at lave netop dét værk?

Jeg er interesseret at undersøge stedet mellem vores umiddelbare væren i rummet og vores reflekterende forhold til det. Jeg har her arbejdet med rum, der fungere som både reelle og repræsentative rum med udgangspunkt i et forladt og forfaldent hus. Jeg har været interesseret i stedets iscenesatte kvalitet og dets tilsynlandene utilgængelighed som andet end billede.

Michala B. Clemmensen: Looking into the Abyss, 2010. Videoinstallation med bord, stole og trappe i træ.

Movement of Control - A personal mapping of an infrastructure, 2010. Videoinstallation.

Suada Demirovic: Movement of Control - A personal mapping of an infrastructure, 2010. Videoinstallation.

39 km2, 2010. Papir, blyant.

Variations in 56 minutes, 2010. Video, aluminiumsfolie. 56 min.

3900 tons, 2010. RAF Radar Blocking Aluminium Window. Aluminiumsfolie, pap.

Signe Falck Diederichs: (fra venstre) 39 km2, 2010. Papir, blyant; 3900 tons, 2010. RAF Radar Blocking Aluminium Window. Aluminiumsfolie, pap; Variations in 56 minutes, 2010. Video, aluminiumsfolie. 56 min.

Kanada, 2010. Kartonkort med tekst, lagt direkte på gulvet.

Lasse Ejersted: Kanada, 2010. Kartonkort med tekst, lagt direkte på gulvet.

Lasse Ejersted: Kanada (detalje), 2010., Kartonkort med tekst, lagt direkte på gulvet.

Hoodoo Now, 2009-10. 107 x 69 cm. Akryl, blyant, spray, papir, dymolabel, snor, perler, metal, lak på træ.

Into the Deep Magic 2-4, 2009-10. Akryl, lærred, søm i glasramme.

Coco Trumpet, 2009-10. 74 x 60 cm. Akryl, papir, blyant, dymolabel, perler, snor, porcelæn, lak på træ.

Forgotten by mortals, 2009-2010. 109 x 78 cm. Akryl, blyant, papir, dymolabel, snor, perler, metal, lak på træ.

Bird 3: Island Ghost, 2009-10. 110 x 59 cm. Akryl, blyant, serigrafi, papir m/ klorin, lak på træ/metal.

Whisper to the Sleeping Ear, 2009-10. 120 x 65 cm. Akryl, blyant, papir, dymolabel, airbrush, serigrafi, skruer, lak på træ.

As If a Dream, 2009-10. 94 x 64 cm. Akryl, lak på træ.

Masker # 1-24, 2009-10. Ca. 30 x 20 cm. Stentøj.

Untitled (skjold & 2 spyd), 2009-10. Skjold: 120 x 60 cm, spyd: 223 cm. Akryl, metal, lædersnor, stentøj, lak på træ.

I Never Finish Anythi (#2), 2009-10. 90 x 59 cm. Spray, dymolabel, lak på træ.

Untitled (4 Rammer), 2009-10. Hver: 52 x 42,5 cm. Papir, blæk, klorin i glasrammer.

Dvd Movie, 2009-10. 61 x 30 cm. Akryl, blyant, metalkæde, dåseåbner, lak på træ.

Old Shaper, 2009-10. 225 x 132. Metal - akryl på lærred.

Pet Semetary, 2009-10. 50 fotos fra en dyrekirkegård, dvd afspiller, projektor, stativ.

1001 Trophies, 2009-10. 1000 gratis plakater af foto fra Sahara 2001, koskind m/ zebratryk, plakater: 59x42 cm, skind: 220x180 cm. Montre: kranie, fløjte, sand fra sahara, stentøj, ulvetænder dyppet i mescalin, træperler, lædersnor, nylonsnor, træpodie og stentøjskrukke.

Hvad har du lavet til udstilingen?

Maleri og installation.

Hvorfor har du lavet netop dét?

Det er svært at forklare kort. Kom ind og kig på udstillingen. Men jeg arbejder med naturens kraft og manifestationer af tanker omkring inspiration, drømme og altings samhørighed samt stort og småt fra hverdagen.

Jan S. Hansen: Installationsview, 2010.

Jan S. Hansen: Titel ukendt, 2009-10.		Jan S. Hansen: Untitled (skjold & 2 spyd), 2009-10. 120 x 60 cm, spyd: 223cm Akryl, metal, lædersnor, stentøj, lak på træ, skjold.		Jan S. Hansen: I Never Finish Anythi (#2), 2009-10. 90 cm x 59 cm. Spray, dymolabel, lak på træ

Triumph, 2010. Videoprojektion, RED-Cam / 5 min.

Hvad har du lavet til udstillingen

Jeg har lavet en video, som er et portræt og en hyldest til 80'er heavy metal. En video appellerer mere til ens følelser end ens intellekt.

Hvorfor har du valgt at lave netop dét værk?

Jeg har efterhånden lavet en del musikvideoer for bl.a. Oh Land og Filur. Derfor tænkte jeg, at det ville være rigtigt for mig at adoptere musikvideoens æstetik i en kunstvideo. Mit hjerte banker for fiktion, og jeg er også filminstruktør på super16, men det har været interessant denne gang har været at kombinere et dokumentaristisk portræt med et fiktivt formsprog. Det er helt sikker noget, jeg vil fortsætte med i fremtiden.

Ask Hasselbalch: Triumph, 2010. Videoprojektion, RED-Cam / 5 min.

Ask Hasselbalch: Triumph, 2010. Videostill.

Inuuik Saliiffik / Fødselsdagsskrald, 2010. Fotomanipulation, tegning. Illustrationer til børnebogen Inuuik Saliiffik / Fødselsdagsskrald af Stina Sørensen, udgivet af milik publishing, 2010.

Hvad har du lavet til udstilingen?

Jeg udstiller illustrationer til en børnebog.

Hvorfor har du valgt at udstille netop dét?

Det er historiefortælling, der fascinerer mig mest for tiden, og at skabe for børns fantasi er for mig dejligt umiddelbart. De er nogle ærlige kritikere.

Inuk Silis Høegh: Inuuik Saliiffik / Fødselsdagsskrald (installationsview), 2010. Fotomanipulation, tegning.

Inuk Silis Høegh: Inuuik Saliiffik / Fødselsdagsskrald, 2010. Fotomanipulation, tegning.

Res Inventa (fundet objekt), 2010. Fundet taske, plastik.

Hvad har du lavet til udstillingen?

Værket hedder Res inventa. I februar fandt jeg ved et tilfælde en taske smidt i en port. Jeg har valgt at indkapsle tasken i plastik for at give den en fossilagtig karakter.

Hvorfor har du valgt at lave netop dét værk?

Fordi jeg ønskede at se tasken på en anden måde.

Morten Jacobsen: Res inventa (fundet objekt), 2010. Fundet taske og plastic.

Facsimile, 2010. Spånplade, laminat, papir, tape, te, klister, acryl, gips, tusch, kaffe, olie. Ed. 1+1ap.

Colorless green ideas sleep furiously, 2010. Linialer. Ed. Unika.

Untitled, 2010. Spånplade, laminat, mdf, poster. Ed. Unika

Hvad har du lavet til udstillingen

Jeg har lavet et sæt bestående af tre skulpturer; En repræsentation af en garderobe med en stereogram poster på døren; fem linialer og tegnetrekanter, der hænger på væggen samt et antal minutiøst kopierede storskraldsobjekter, der læner sig op ad en væg. De kan forstås som separate værker, men er tænkt lidt som et "Venn-diagram", hvor hver entitet udgør en cirkel, der overlapper andre, og i overlapningen dannes nye sammenhænge og muligheder.

Hvorfor har du valgt at lave netop dét værk?

Jeg ville gerne udforske det, vi forstår som dagdrømme eller ret og slet som eskapisme. Jeg er fascineret dels af vores evne til faktiskt at være to steder på én gang - og endda bevæge os i både datid, nutid og fremtid - og dels af hvad kernen i dagdrømme kan rumme af potentialer i forhold til frigørelse og utopi.

Christian Jeppsson: (fra højre)Untitled, 2010. Spånplade, laminat, mdf, poster. Ed. Unika; Facsimile, 2010. Spånplade, laminat, papir, tape, te, klister, acryl, gips, tusch, kaffe, olie. Ed. 1+1ap.; Colorless green ideas sleep furiously, 2010. Linialer. Ed. Unika.

Christian Jeppsson: Facsimile, 2010. Spånplade, laminat, papir, tape, te, klister, acryl, gips, tusch, kaffe, olie. Ed. 1+1ap.		Christian Jeppsson: Colorless green ideas sleep furiously, 2010. Linialer. Unika.

Feeding My Family, 2010.

Hvad har du lavet til udstillingen

Jeg har lavet naturalistisk maleri med udgangspunkt i en collage.

Hvorfor har du valgt at lave netop dét værk?

Med mit værk har jeg ønsket at belyse emnet seksuelt begær. Titlen Feeding My Family er en sammendragning af den psykoanalytiske narration, som kan forekomme i et individs motiver og seksuelle udvikling.

Bjørn Tonny Jørgensen: Feeding My Family, 2010.

All That Candy, 2010. Serigrafi/Hovedtelefoner/iPod.

Sebastian T. W. Kristiansen: All That Candy, 2010. Serigrafi/Hovedtelefoner/iPod.

Uden titel, 2010. Akvarel og honning på papir. 30 værker.

Uden titel, 2010. Olie på lærred, 8 værker.

Uden titel, 2010. Tusch på papir. 15 værker.

Hvad har du lavet til udstilingen?

Jeg har lavet 3 grupper af værker. Tegninger med tynde tuscher i forskellige farver i stort format. En serie af akvareller, der er en blanding af portrætter og kropsdele. Derudover har jeg lavet en gruppe af små malerier. De undersøger og beskriver kroppens levetid og opløsning.

Hvorfor har du valgt at lave netop de værker?

Jeg interesserer mig for alt, hvad der findes i og omkring os. Mit arbejde undersøger de eksistensielle aspekter af mennesket. Værkerne viser kroppens udvikling og afvikling, også det man helst vil undgå at se eller være tæt på. De store og voldsomme oplevelser i livet afspejles i de kropslige malerier og perspektiveres gennem maleriets sprog.

Rusudan Melikishvili (væggen): Uden titel, 2010. Akvarel og honning på papir - 30 værker. Olie på lærred - 8 værker.

Rusudan Melikishvili: Uden titel, 2010. Akvarel og honning på papir.		Rusudan Melikishvili: Uden titel, 2010. Akvarel og honning på papir.		Rusudan Melikishvili: Uden titel, 2010. Akvarel og honning på papir.

The Cave of the Unknown, 2010. Sort/hvid 16 mm. filminstallation. 3.24 min. Loop.

Hvad har du lavet til udstilingen?

Mit værk hedder The Cave of the Unknown og er en filminstallation. Filmen er en sort/hvid 16 mm. film, projekteret på en frithængende skærm. Ved indgangen står der to kulissevægge, som er tænkt som en obstruktion i rummet, men er samtidigt et element, der antyder, at vi befinder os i en konstrueret verden. På væggen hænger en tekst, som fortæller en historie om en grotteudforsker ved navn Floyd Collins, som levede i starten af 1900-tallet i det centrale Kentucky, US. I et forsøg på at finde et ny vej mellem to hulesystemer bliver Floyd fanget i en smal passage og kan ikke komme fri. Ingen har set ham siden. Det siges, at Floyd Collins havde fundet et nyt vidtrækkende hulesystem, men det er aldrig blevet bekræftet. Dette sted fik efterfølgende navnet ’Unknown Cave’.

Hvorfor har du valgt at lave netop dét værk?

Et gennemgående træk i mine projekter er en interesse for eksperimenterende film, fotografi, historier og steder, og hvordan disse kan opleves og mødes på forskellige måder. I dette projekt har jeg blandt andet arbejdet med forholdet mellem virkelighed og fiktion, ’det sande’ og myten. Derudover har jeg arbejdet med ideen omkring ’det ukendte’. Jeg har altid været draget af steder, som indeholder en særlig form for mystik, steder som af en eller anden grund virker hemmelighedsfulde i sit udtryk. Igennem mit arbejde med fotografiet er jeg blevet mere og mere interesseret i det usynlige i billedet, i hvert fald i tanken om det billedet udelukker og dermed også antyder. Det, som vi ikke kan se, men kun fornemme. Det som gemmer sig bag hjørnet eller inde i mørket.

Lui Gram Mokrzycki: The Cave of the Unknown, 2010. Sort/hvid 16 mm. filminstallation. 3.24 min. Loop.

Lui Gram Mokrzycki: The Cave of the Unknown, 2010. Sort/hvid 16 mm. filminstallation. 3.24 min. Loop.		Lui Gram Mokrzycki: The Cave of the Unknown, 2010. Sort/hvid 16 mm. filminstallation. 3.24 min. Loop.

Tell It the Way They Tell It, 2009. Installation, 6 channel HD video, 15:00 min loop.

Hvad har du lavet til udstillingen?

Jeg har arbejdet med forholdet imellem minoritet og majoritet og adgangen til de kollektive, offentlige billeder og sproglige betegnelser. Man kan iagttage, at majoriteter oftest er repræsenteret i et væld af former indenfor en given kulturel ramme, imens minoriteterne tit forefindes i meget reducerede stereotyper. Med bevidstheden om, at handlingshæmmende stereotyper forefindes på mange planer, har jeg valgt at fokusere på majoritet-minoritets magtbalancen og en multilingvistisk strategi. Værket handler om selve repræsentationen og forhandlingen af denne. Hele rummet er opbygget som et forhandlingsrum, hvor modsætningsfyldte entiteter bliver dekonstrueret fra singularitet og dualitet til en hybrid- eller multiæstetisk dimension. Især det multisproglige har jeg arbejdet med i vægteksten, som er en slags proxy oversættelse af engelsk, dansk og koreansk. Men når man nærlæser teksterne, viser det sig, at der er mange små eller større variationer eller endda direkte modstridende budskaber. Jeg prøver at give sprogene forskellige kulturelle og æstetiske kontekster samt at pege på internaliserede konflikter, der opstår hos en flerkulturel eller dobbelttydig person. Men især på muligheden for at indeholde denne liminalitet eller oversættelse af det kulturelle i ét stort, sameksisterende spor af uregelmæssige paralleller.

Hvorfor har du valgt at lave netop dét værk?

Værket blev til ved, at jeg forskød afsenderrollen og inviterede en filminstruktør og et hold af kreative folk fra film, teater, mode, kunst og reklame, der i brede træk repræsenterede kulturel produktion i Danmark, til at være medskabere af værket. Dvs. jeg overgav min autoritet til det kollektive. Kuratoren havde sidste ord mht. værkets installering. Det hele blev til en totalperformance over 3 dage i et filmstudie, inspireret af Eugenio Barba og Jerzy Grotowskis teaterlaboratorier, begge pionærer inden for eksperimentalteater og undersøgelser af hirerarkier og ikke-kolonial, ikke-kapitalistisk udveksling af ideer.

For at fremme mulighedsrummet for en liminal tilstand, hvor ideerne kunne oscillere frit imellem os, guidede jeg en modificeret varjayana meditation, hvor man arbejder med subjektets opløsning, flydende ind i en tilstand af forbundne singulariteter eller sind. Dvs. ikke det samme som et kollektiv der nødvendigvis søger at ensrette og afstemme individet, men mere set som selvstændige, forbundne punkter der ligeligt interagerer og frit kommunikerer med hinanden. På den ene side kan værket ses som et utopisk moment, på den anden side håber jeg at værket visuelt kan med-konstruere reflekterede muligheder for nogle af de svære men nødvendige refleksioner omkring forskelle, sprogligheder og uligheder. Titlen er et citat fra Trinh T Min Ha´s bog "Woman, Native, Other", refererende til den antropologiske idé om at man forhandlingsfrit kan se igennem Den Andens øjne, direkte ud fra en egen ideologisk, æstetisk og kulturel grundmodel.

Jette Hye Jin Mortensen: Tell It the Way They Tell It, 2009. Videostill.

Lazy Roof, 2010. 7 x 4 m. Træ, tagmaterialer, tagrende.

Uden Titel, 2010. 20 x 70 x 150 cm. Olie på jesmonite.

Hvad har du lavet til udstillingen?

Jeg har lavet to værker. Det ene er Lazy Roof, et ca 7 x 4 m komplet tag monteret på væggen, drejet 90 grader så 'opad' er udad. Det andet hedder Uden Titel, en 20 x 70 x 150 cm skulptur i bemalet jesmonite, placeret på gulvet. Begge behandler størrelse og skala i forhold til værkerne selv, repræsentationen og udstillingsrummet.

Hvor har du valgt at lave netop de værker?

Lazy Roof er bl.a. lavet ud fra en interesse i at bidrage til traditionen for den sorte monokrom, jf. Malevich, Reinhardt, Rothko etc, via et 'hverdagsobjekt' set fra en bogstavelig talt ny vinkel. Samt den rumlige, fysiske oplevelse at befinde sig foran en kendt konstruktion i dette nye, uventede perspektiv. Uden Titel er en abstrakt, formel skulptur, samtidig med det dog også er en slags skalamodel af en eksisterende struktur/arkitektur. Man kan sige jeg har 'stjålet' og kopieret formen til abstrakt figur. Jeg er interesseret i feltet imellem skalamodel/repræsentation og abstraktion.

Rasmus Høj Mygind: Uden titel, 2010. Olie på jesmonite.

Rasmus Høj Mygind: Lazy Roof, 2010. 7 x 4 m. Træ, tagmaterialer, tagrende.		Rasmus Høj Mygind: Lazy Roof, 2010. 7 x 4 m. Træ, tagmaterialer, tagrende.

Recalled Recollection, 2010. Index Table: mdf, fyr, inkjet folie ,95 x 155 x 55 cm. Limbo Stick WR: stål, 245 x 165 cm. Front-Back: inkjet folie, stål, magneter, 42 x 60 cm. Suspended Sotomayor 1993: inkjet folie, stål, magneter, 42 x 60 cm. Bipoles: stål, 300/290 x 65 x 65 cm. Light Maladroit Element: chloropren ballon, hjul, helium, Ø 170 cm. Lid: mdf, lysstofrør, 15 x 185 x 75 cm.

Hvad har du valgt at lave til udstillingen?

På Afgang 2010 udstiller jeg værket Recalled Recollection; en installation bestående af 8 værker, der lader én ane formerne af noget genkendeligt. De er dog frataget en del information og efterlader det enkelte værk rent, minimalt og uden illusioner. Selve indholdet af værket omhandler min genkaldelse og minder om min ældre søster, der døde i 1993.

Hvorfor har du valgt at lave netop dét værk?

Gennem hele arbejdsfasen indgik jeg en slags ’udrensning’, hvori jeg, via processen med udførelsen af værket, måtte erkende, at jeg næsten intet mindes og husker om søster. Derfra blev jeg fascineret af, hvor lidt jeg egentligt mindedes om hende, og af hvordan minder, som jeg troede tilhørte mig, bare var vage kopier af andres. Ganske få ting stod dog klart: en kop, et foto, en dag, en bisættelse. Derfor disse værker, som nærmest er fattige symboler på de opdelte, splittede minder og genkaldelser, der forbliver tilbage. I værket er der også inddraget referencer fra hukommelsens kunst samt ordlege og spil mellem årstal og datoer. Fx hvem husker af ren interesse, at Sotomayor ikke er en hvid mand, som jeg har fremstillet ham på det ene foto? Og er det ikke også lige meget? Forhåbentligt kan jeg inspirere folk, der ser mit værk til at fundere over ” Hvad man ikke husker, har man måske aldrig rigtigt kendt til?”, og om hvor dybt dette måske egentligt rækker - ud over at være et subjektivt spørgsmål.

Saskia Te Nicklin: Recalled Recollection, 2010. Installation af bl.a. chloroprenballon, hjul, mdf, lysstofrør, inkjet folie, stål, magneter m.m.

Saskia Te Nicklin: Recalled Recollection (detalje), 2010. Saskia Te Nicklin: Recalled Recollection (detalje), 2010.

We Make Sense, 2010. Cirkulerende videoprojektion.

Adam Olsson: We Make Sense, 2010. Cirkulerende videoprojektion.

Adam Olsson: We Make Sense, 2010. Cirkulerende videoprojektion.

SamtalemJ, 2010. Videoinstallation på to skærme, 35 min. To fotos. To siddemøbler. Fire sæt hovedtelefoner.

Rasmus Brink Pedersen: SamtalemJ, 2010. Videoinstallation, to skærme, 35 min. To fotos. To siddemøbler. Fire sæt

Rasmus Brink Pedersen: SamtalemJ, 2010. Videoinstallation på to skærme, 35 min. To fotos. To siddemøbler. Fire sæt hovedtelefoner.		Rasmus Brink Pedersen: SamtalemJ (detalje), 2010.

My Ghost, my Pearl, 2010. Videoinstallation med 100% ren silke.

Hvad har du lavet til udstilingen?

Til Afgang 2010 har jeg bidraget med en installation, som omhandler substansen Ectoplasma. Jeg har i et års tid arbejdet i større rum og med de spøgelser, som eventuelt må findes omkring rummet.

Hvorfor har du valgt at lave netop dét værk?

Den hvide chiffon, som et medie i en seance ville bruge for at få folk til at tro, at der er en ånd tilstede, fandt jeg enormt smukt.

Marie Johanne Edinger Plum: My Ghost, my Pearl, 2010. Videoinstallation med 100% ren silke.

Marie Johanne Edinger Plum: My Ghost, my Pearl, 2010. Videostill.

Mesmerized Machines (aka the Heap of Janes or the Über Jane Heap), 2010. 3 channel video (scanned 16 mm negative, scrolling text, graphic text) projected on 3 metal plates. Each plate displays a silk screen text. 7 metal poles (4 m long).

What have you made for the exhibition?

Mesmerized Machines (aka the Heap of Janes or the Über Jane Heap) was a 24-hour group experiment, an assembly of 7 performing bodies, 7 somnambulant parts, programmed to become aspects of Jane Heap/ jh. For 24 hours, this self-organized, 7-headed/-limbed Jane Heap-apparatus resurrected the late Jane Heap, creating 7 openings into Heap's anatomy and cellular history, focusing on her sudden departure from the Arts in order to join a certain occult Mr. G. I. Gurdjieff and his mystical group-machine. Through the embodiment of Heap's own personal notes and Gurdjieff's rituals, movements and Work-related activities, the Jane Heap-apparatus probed the vertical extent of Heap's inner space and personal extremes. Within this dark matter, the apparatus created a morphic field of resonance from where Heap's body and recollections were reanimated and acted out as the raw material of the real work.

Why have you chosen to make exactly this art work?

The actual situation of art today is not a very important or adult concern; it is interesting only as a pronounced symptom of an ailing and aimless society. jh

Self-expression is not enough; experiment is not enough; the recording of special moments or cases is not enough. jh

All of the arts have broken faith or lost connection with their origin and function. jh

Lea Porsager: Mesmerized Machines, 2010.

Lea Porsager: Mesmerized Machines, 2010. Video still.		Lea Porsager: Mesmerized Machines, 2010. Video still.		Lea Porsager: Mesmerized Machines, 2010. Video still.

Aliona Sazonova: Uden titel, 2010. Formstøbt plast, spand, vandkande, laserlys.		Aliona Sazonova: Uden titel, 2010. Formstøbt plast, spand, vandkande, laserlys.

Aliona Sazonova: Uden titel (detalje), 2010.

Grå velfærd/reklameskov, 2010. Fototapeter, malersjatter, folie og reklamer.

Sarah Sillehoved: Grå velfærd, 2010. Installation - fototapeter, malersjatter, folie, reklamer.

Sarah Sillehoved: Grå velfærd, 2010. Installation - fototapeter, malersjatter, folie, reklamer. Sarah Sillehoved: Grå velfærd, 2010. Installation - fototapeter, malersjatter, folie, reklamer. Sarah Sillehoved: Grå velfærd, 2010. Installation - fototapeter, malersjatter, folie, reklamer.

Maria, or the Wrongs of Woman, 2010. Tegninger på væg, indrammede tegninger og tekst på væg.

Jeanette Sætre: Mariea, or the Wrongs of Women, 2010.

Jeanette Sætre: Maria, or the Wrongs of Woman (detalje), 2010. Jeanette Sætre: Maria, or the Wrongs of Woman (detalje), 2010.

A Cave Reference, 2010. Papmache, styroskum, latex, træ, gummi, voks, hvede, div. genbrugsmaterialer.

Hvad har du lavet til udstillingen?

Jeg har lavet et projekt, der hedder A Cave Reference, der omhandler 3 hovedemner; Historie, tradition og besøgene, som understøtter fysikaliteten på den måde som værket vises. Projektet er ikke ment som en fuldstændig realistisk kopi af en hule, men en repræsentation af en.

Hvorfor har du valgt at lave netop dét værk?

Den kunsthistorie, som vi bliver fortalt om i skolen, begynder ved malerierne, der er lavet inde i huler under den palæolitiske tid. Siden da har kunsthistorien udviklet sig til mere komplekse former for udtryk i relation til den tid mennesket oplever. Huler er geologiske formationer produceret af en erosions proces, der i nogle tilfælde startede før den sidste istid, selv før mennesket var her. I tusinder af år er huler forblevet et mysterie for os, nogle af de største og mest imponerende er fundet for blot 20 år siden. For eksempel er Lechuguilla hulekæden i New Mexico, anset for at være en mekka af hule opdagere, kun i begyndelsen af den kartografiske fase, fordi det stadig er uvidst, hvor langt kæden rækker ind i planeten.

Ved at træde ind i dette værk kan man ikke glemme de idéer som tidligere er blevet introduceret, fordi på den eller eller den anden måde er de fleste besøgende bevidste omkring disse oplysninger, hvorend dog er der altid ting, som forbliver ukendte om en hule og de mennesker, der bruger den. Dette værk er lavet i Danmark, og mange af dets indre elementer er dansk fremstillet, men situationen som her er repræsenteret, er en situation som kan ses som en model på et mere generelt adfærdsmønster og en reflektion over de faktorer, som genererer et sådant miljø.

Javier Tapia: A Cave Reference, 2010. Papmache, styroskum, latex, træ, gummi, voks, hvede, div. genbrugsmaterialer.

Triptykon (Skaberen, Formidleren, Moralen og Den Troende), 2010. 200 x 600 cm. Keramik, beslag, håndlavet papir, akrylfarve, pastelkridt, bladguld og lak på træplade. Courtesy the Artist / Galleri Nicolai Wallner.

Hvad har du lavet til udstillingen?

På udstillingen bidrager jeg med værket Triptykon (Skaberen, Formidleren, Moralen og Den Troende). Værket kan aflæses som et traditionelt triptykon, præsenteret i stadiet mellem at blive hængt op eller taget ned. Triptykon kan ses i forlængelse af mine tidligere værker, hvor jeg har beskæftiget mig meget med temaer om og inde for religion og tro. Værket er et forsøg på at illustrere vores forståelse af at tro igennem billeder.

Hvorfor har du valgt at lave netop dét værk?

Triptykonet er en del af et større projekt, som jeg arbejder med under titlen New Eternity. Projektet handler om at 'fysikalisere' idéen om religion. Jeg skabte New Eternity for at undersøge billedets rolle som led mellem det dyrkede og den dyrkende. I værket Triptykon har jeg valgt at fokusere på objektdyrkelse, og jeg har prøvet at mime scenariet: opsætning af kirketavler.

Ved at hænge en af tavlerne op på væggen tillægges den en yderligere værdi i forhold til de tavler, som står på gulvet. Fratagelsen af de stående tavlers værdi kan sammenlignes med, hvordan en prædikestol, der ikke står i et kirkerum, mister sin autoritet.

Alexander Tovborg: Triptykon (Skaberen, Formidleren, Moralen og Den Troende), 2010. Keramik, akrylfarve, lak, bladguld, sølvpapir, håndlavet papir på træplade.

Alexander Tovborg: Triptykon (Skaberen, Formidleren, Moralen og Den Troende) (detalje), 2010. Variable mål. Keramik, akrylfarve, lak, bladguld, sølvpapir, håndlavet papir på træplade. Alexander Tovborg: Triptykon (Skaberen, Formidleren, Moralen og Den Troende) (detalje), 2010. Variable mål. Keramik, akrylfarve, lak, bladguld, sølvpapir, håndlavet papir på træplade. Alexander Tovborg: Triptykon (Skaberen, Formidleren, Moralen og Den Troende) (detalje), 2010. Variable mål. Keramik, akrylfarve, lak, bladguld, sølvpapir, håndlavet papir på træplade.

Afgang fra Akademiet, 2010. Olie på lærred.

Kay Dansk filosof, 2010. Olie på lærred.

Verden, 2010. Olie på lærred.

Aboriginerens Lyst, 2010. Metal.

Hvad har du lavet til udstilingen?

Jeg har lavet tre oliemalerier og konstrueret en skulptur.

Hvorfor har du valgt at lave netop de værker?

Fordi jeg elsker at arbejde med oliemaling. Det er et traditionsrigt materiale, som rummer gode kvaliteter, hvad angår udtryksmuligheder.

Jurij Vinogrodskij: Installationsview, 2010.

Arbejde på Teglholmen Maj 2010, 2010. Video 09:24 min.

Uudfoldet banner, 2010. Metalrør, stof, trykplade.

Thomas Bo Østergaard: (th) Arbejde på Teglholmen Maj 2010, 2010. Video 09:24 min. (tv) Uudfoldet banner, 2010. Metalrør, stof, trykplade.