Interview:Marianne Torp

Tomas Saraceno: Biospheres, 2009. Oppustelige moduler, akryl, reb, planter, vand

Kunne du fortælle mig lidt om, hvad der ligger til grund for denne her udstilling, det kuratoriske arbejde og hvordan I greb emnet an?

Udgangspunktet var jo, at Alexandra Instituttet havde fået nogle penge til at lave en udstilling med nordisk kunst i anledning af klimatopmødet, så vi kunne jo ikke helt komme uden om det her med klimaet. Men altså både her og på de to andre udstillingssteder har vi været meget bevidste om, hvordan man kunne forholde sig til klimadebatten og hvilke værker man kunne vælge, så værkerne ikke gik hen og blev illustrationer af en eller anden politisk dagsorden. Men hvis man ser bredere og måske også en anelse mere abstrakt på hele klimaspørgsmålet, så er der jo i virkeligheden en masse kunstnere, som i lang tid har arbejdet med nogle tematikker, som ligger inden for den diskurs, så det var selvfølgelig det, øvelsen bestod i. Og først og fremmest er det selvfølgelig vigtig herfra, at de værker vi viser er af høj kunstnerisk kvalitet.

Vores udstilling her på SMK har vi valgt at kalde Rethink Relations ud fra en forestilling om, at hele denne klimadiskussion har affødt et behov for at gentænkte nogle af de relationer, som indgår i verden. Ikke bare med klimatopmødet men med hele klimadebatten er fulgt en skærpet bevidsthed om, at man har indflydelse på verden, altså at der er en eller anden ny bevidsthed om, at du har en meget konkret indflydelse på, hvordan verden kommer til at forandre sig og se ud. Det er jo i virkelighed på et enormt lavpraktisk plan, vi er blevet tudet ørene fulde af, at det er vigtig at spare på lyset og køre mere på cykel end i bil. Men også på de sociale og geopolitiske niveauer tror jeg, vi har opnået en fornemmelse af, at verden hænger sammen, at der er en slags universalisme. Tidligere har man jo også været vant til at tænke meget i begrebspar f.eks. natur/kultur, som man jo traditionelt i det moderne verdensbillede har tænkt som to vidt forskellige ting. Men også det lokale i forhold til det globale i miljøet. Jeg tror, at der er opstået et punkt, hvor man simpelthen bliver nødt til at bløde op på de kategorier og tænke et nyt forhold imellem dem. Det synes jeg, at de her værker gør på forskellige abstraktionsniveauer og det var det, der interesserede os.

Hvad bliver kunstens rolle i det her klimaperspektiv, skal kunsten nu også spændes for den klimapolitiske vogn?

Jeg har nu altid syntes, at interessant kunst er politisk, altså ikke partipolitisk men politisk, hvis man forstår politik som en bevidst refleksion over verden med henblik på at pege på nogle strukturer i samfundet. Der synes jeg, at særligt Thomas Saracenos værk går ind og opbløder det adskilte forhold mellem natur og kultur. Han ser selv det her værk som en meget utopisk model for nogle nye boformer, nogle nye sociale rum, som kunne opstår her.

Tomas Saraceno: Biospheres, 2009. Oppustelige moduler, akryl, reb, planter, vand		Tomas Saraceno: Biospheres, 2009. Oppustelige moduler, akryl, reb, planter, vand

Det her værk, Biospheres, er det er en utopi om, hvordan vi skal tænke os fremtiden?

Ja, han er glødende interesseret i, hvordan man positivt kan bruge denne her situation og de nye teknologier. Men han er også optaget af de sociale og befolkningsmæssige konsekvenser, de yderste konsekvenser af hele den her klimaproblematik. I mange af sine projekter har han arbejdet med luftrummet og han har lavet en værkserie, der hedder Airport Cities. Han har selv opholdt sig oppe i luftrummet i en luftballon igennem længere tid og for ham repræsenterer luftrummet et frirum, som ikke er underlagt nationale grænser, men hvor der stadigvæk er mulighed for mobilitet og mulighed for at eksistere på nogle alternative vilkår.

Saraceno er levende optaget af, hvordan man kan bruge naturvidenskaben. Hvis du går ud i den store biosfære, så er det et helt særligt rum, du træder ud i og det er et rum, hvor du bliver meget bevidst om, hvordan dine egne handlinger har indflydelse på de andre personer, der opholder sig derude. Han er meget interesseret i, hvordan man som publikum interagerer med værket. Han er desuden optaget af kombinationen mellem kunst og naturvidenskab, de her netstrukturer er nogle meget komplicerede strukturer, der er baseret på nogle scanninger han har lavet sammen med italienske naturvidenskabsfolk. De har scannet nogle edderkoppespind fra edderkoppen den sorte enke, den laver nemlig 3-D spind. Der er nogle science fiction perspektiver i det her, men samtidig er det inspireret af naturen - en form der fungerer.

Olafur Eliasson: Your watercolour machine, 2009. Projektor, vand, prisme, spejl, folie, gummi, rustfrit stål, aluminium, træ, motor

Så de her ”relations” er i virkeligheden også sammenhængen til vores omgivelser, altså hvordan vi bor og hvordan vi indretter os, som vi opfordres til at gentænke?

Ja, det kan du sige. Henrik Håkansson har jo også i mange år arbejdet med naturen. I værket her, som jo er en ny film, han har produceret til denne udstilling, tager han et udsnit af naturen og bringer det ind i museet, som jo er et kulturelt rum. Henrik Håkansson er meget interesseret i naturvidenskab og hele den måde naturvidenskabspersonen går ud og registrerer, arkiverer og forsøger at fastholde en del af verden. Man lader et udsnit tale om helheden og lader det få en betydning, der rækker ud mod noget større og samtidig er det meget æstetisk og poetisk. Det gør sig også gældende for Olafur Eliasson. Når du nævner landskabet som en repræsentation af naturen, så synes jeg det er relevant i Eliassons nye installation. Når man kommer ind i det sorte rum og ser den store projektion, der står som en todimensional flade, så er der jo netop tale om en repræsentation af et naturfænomen. Når man så træder rundt om projektionsskærmen, så folder der sig hele den her meget konkrete, logiske og tredimensionale konstruktion sig ud. Jeg er meget glad for det her værk, som vi jo faktisk har erhvervet til samlingen med støtte fra Ny Carlsberg Fonden. Jeg synes, det er et enormt interessant værk fordi det jo har det her det her flotte meditative rum og så går du bagom og ser en konstruktion, som nærmest er så lavpraktisk. Olafur Eliasson er meget stærk i værker, hvor han også tillader sig at bruge nogle materialer, som er fuldstændigt basale, her er det trælægter, vand, gummi, prisme og spejl. Det er ikke så forarbejdede materialer, men nogle materialer der bare fungerer, valget af materialer er ligesom bestemt ud fra deres funktion og det synes jeg giver en råhed, som klæder den poetiske og mere sanselige dimension i hans værk.

Jeg tænker bare, forholder Olafur Eliasson sig til klimaspørgsmålet i det her værk?

Det siger han selv, at han ikke gør. Men når vi har valgt at tage det her værk med, så er det jo fordi, et af de centrale områder af hans kunst er hans insisteren på at perception altså sansning kan føre til indsigt. Det at opholde sig i den her installation your watercolour machine, som vi har stående nu, giver dig en bevidsthed om, hvordan du reagerer på det rum, du står i, men også en bevidsthed om, hvordan du generelt reagerer på verden omkring dig. På et meget abstrakt plan måske også om hvordan du fungerer som menneske i verden. Værket rammer meget godt i det reflekterende niveau, som vi gerne vil have udstillingen fungerer på.

Kunstens grænseløshed kan bruges til at forestille os nogle svar eller hvad?

Nu er de her værker jo ikke ment som løsningsmodeller. Nogle af værkerne tager dog et mere direkte fokus, det kan man sige i værket af Allora & Calzadilla. De arbejder i mange af deres værker med udgangspunkt i en måske lidt mere konkret geopolitisk situation. Videoen de præsenterer her, er optaget sidste år i New Orleans langs med floden Mississippi i staten Mississippi, hvor orkanen Katrina hærgede i 2005. Det der er tilbage, udover det flotte floddelta man ser, er så bl.a. et forladt socialt boligbyggeri som står urenoveret tilbage. De vil gerne pege på den politiske virkelighed, der gør at de huse, der tilsyneladende sidst bliver renoveret, er dem der tilhører en gruppe, der i forvejen har været udsat. Orkanen Katrina har jo formentlig været et resultat af de voldsomme klimatiske forandringer, så de går simpelthen ind og ser på, hvad det kan komme til at betyde for en befolkningsgruppe med de her klimaforandringer. Så de arbejder lidt mere konkret med de sociale perspektiver.

Henrik Håkansson: 7.Aug, 2009. 35mm film uden lyd, 3:38 min

Hvordan fungerer det med de her forskellige udstillingssteder skal man se det som et samlet hele eller som selvstændige udstillinger?

Det har vi selvfølelig diskuteret meget i den kuratoriske proces, men vi blev egentlig meget hurtigt enige om, at det gav mening, at vi arbejdede med nogle selvstændige udstillingstemaer. Man kan se det som et hele, men det fungerer hver for sig. I hele det her klimaspørgsmål er det jo meget interessant med forskellige bud og vi er jo bare tre mulige indfaldsvinkler til hele den her klimadebat.

Så er der jo også en del af udstillingen på nettet på www.rethinkclimate.org som Alexandra Instituttet har kurateret, en ustillingsdel med netbaserede værker. Hvis jeg må sige noget generelt om vores samarbejde, så har det været enormt inspirerende at arbejde sammen med nogle andre kollegaer og nogle andre institutioner. Vi er jo også tre meget forskellige institutioner og det har været en udfordring, fordi vi er så forskellige i størrelse, tradition og arbejdsgange, men rent kuratorisk har det været virkelig frugtbart. På Den Fri er det en mere fænomenologisk indfaldsvinkel og på Kunsthallen Nikolaj har de arbejdet med det her kakotopi, som er sådan et dystopibegreb.

Tak.