Interview: Ulrik Heltoft

Ulrik Heltoft: Deception Island, 2009. Mixed media		Ulrik Heltoft: Deception Island, 2009. Mixed media

Kan du sige, hvad det er, der binder værkerne i udstillingen Elements of a Nightmare sammen?

Ja, helt overordnet er det jo mig, de har til fælles. Men den er sat sammen ud fra en spænding mellem det sorte og det hvide – og gråzonerne derimellem. Man kan også sige det helt hvide, hvor man blændes og ikke kan se, også er helt sort. I udstillingen er fotografiet fra Antarktis hvidt og fotografiet af indgangen til guldminen det sorte, ligesom filmen er i sort/hvid og indeholder sekvenser med kalejdoskopiske spejlmønstre - elementer der går igen i spejlkonstruktionsobjektet. Det er de bittesmå forskydninger og nuancer mellem værkerne, der interesserer mig, og som binder dem sammen.

Ideen med udstillingen har også været at skabe en slags labyrint, hvor man bliver desorienteret ligesom i en drømmetilstand, men hvor man alligevel godt ved, det er en drøm. Derfor hedder udstillingen også Elements of a Nightmare.

Fotografiet fra Antarktis har jeg lavet for ti år siden. Jeg har taget det med et fotografiapparat spændt fast på kroppen. Det var virkelig svært at tage billeder, når man ikke kunne se, hvad man tog billeder af. Jeg lavede en hel serie. Ideen var at lave fotos helt uden ydre referencer. Et drømmeagtigt landskab hvor himmel og jord flød sammen i det hvide. Men en sneekspert dukkede op i mit atelier og kunne sige nøjagtigt, hvor og hvornår billederne var taget. Og så faldt projektet lidt til jorden. Jeg kan godt se nu, man selvfølgelig ikke kan tage et foto i dag uden ydre referencer. Men så kunne jeg pludselig bruge det i denne her udstilling. Jeg kunne sagtens have haft flere værker med, men der var simpelthen ikke plads.

Ulrik Heltoft: Deception Island, 2009. Mixed media		Ulrik Heltoft: White Out, 1999-2008. 40x40 cm Pigment print

I udstillingslokalet opstår der også flere rum, gallerirummet udnyttes ret godt. Kan du sige noget om ophængningen?

Jeg tænkte, at når man kun har et lille rum til rådighed, så må man prøve selv at skabe illusionen om flere rum. Og med spejlkonstruktionen er det ikke svært, for man kan netop med spejleffekter skabe indtrykket af mange rum. Så udstillingen er sat op, så man kan se fotografierne og filmen i spejlkonstruktionen osv. Konstruktionerne er meget lette og derfor til at flytte rundt på, så vi rykkede rundt på dem og prøvede det af, men i virkeligheden er der ikke så mange muligheder.

I videoværket har du ladet dig inspirere af den franske forfatter Xavier de Maistres roman Rejse i mit kammer, der beskriver en mand indespærret i et lille tårnværelse. Her skriver han med fantasiens kraft en rejsebog. Hvordan og hvorfor blev du inspireret af dette værk helt tilbage fra 1700-tallet?

For det første er det dekadencen i det, jeg godt kan lide. Men ellers tror jeg ikke, jeg helt kan huske romanen længere – det er lang tid siden jeg læste den, og det er ikke værket som sådan, der interesserer mig, men ideen i det. Det er jo ikke en filmatisering af romanen, jeg har lavet. Det er desværre ofte sådan, at hvis man fortæller, at man har ladet sig inspirere af noget, så bliver objektet bundet til det. Så måske skal man bare lade være med at fortælle det, for det er min helt egen version, der er kommet ud af det. Filmen er jo også ret humoristisk.

Du har sagt i tidligere interviews, at du især bliver inspireret af litteratur. Hvorfor tror du, det er sådan?

Jeg bliver inspireret af litteratur, fordi man er alene, når man læser, og selv skaber sine egne mentale billeder. Jeg bliver også inspireret af mange andre ting, men især litteratur, hvorfra jeg så kan videreudvikle min egen æstetik. Og så er der jo så meget at læse.

Ulrik Heltoft: Deception Island, 2009. Mixed media		Ulrik Heltoft: Old Mine, 2009. 180x150 cm Pigment print

Du spiller selv hovedrollen i videoen. Er det også en form for selvportræt?

Nej det er det ikke. Jeg er nu en gang den eneste skuespiller, der kan være tilstede hele tiden. Det var af rent praktiske grunde - jeg havde lokalet en vis periode, og så gik jeg i gang med en bunke skjorter og noget teaterblod. Nogle gange har jeg venner til at hjælpe mig, men jeg kan bedst lide, at det er nogen, jeg kender, men som så også ofte er professionelle. Jeg kan godt lide at lave det hele selv. Jeg er en talentfuld amatør, der tilegner mig metoder og praksisser. Jeg vil fx gerne fremkalde fotografier selv, også selvom det kræver en særlig vanskelig teknik.

Er det også for at kunne bevare kontrollen?

Ja måske, men i forhold til film er det, fordi det ikke skal blive et helt hold; det skal ikke blive en stor Hollywood produktion.

Hovedpersonens mentale rejse i videoen kunne være en metafor for kunstens evne til at flytte beskueren erkendelsesmæssigt eller give en ny sanselig oplevelse. Mener du kunsten kan det, og hvis det er tilfældet kan kunsten så ændre verden?

Det er det, videoen handler om, og jeg mener, at kunsten kan ændre noget i det små, men det kommer selvfølgelig også an på, om beskueren vil flyttes. Jeg ser ikke mine billeder som en modkultur til populærkulturen. Kunsten er også populærkultur. Jeg ser også selv alle mulige slags film og interesserer mig for reklamer osv. Jeg vil gerne skabe min helt egen æstetik, men der skal alligevel være noget velkendt, noget beskueren kan hægte sig på. Jeg har ingen svar, men vil gerne lave en undersøgelse med udstillingen og vil selvfølgelig gerne flytte beskueren lidt.

Ulrik Heltoft: Deception Island (detalje), 2009. Mixed media		Ulrik Heltoft: Deception Island, 2009. Mixed media

Så beskueren kan via associationer skabe sin egen fortælling i udstillingen, ligesom den indespærrede hovedperson i videoværket rejser mentalt?

Ja, men det er konstrueret. Når man går en tur i et landskab, får man sin helt egen oplevelse, tror man. Man går forbi en sø, et træ, går over en bakke, men man har gået på den samme gennemtrampede sti som alle de andre. På samme måde kan man forsøge at styre beskueren rundt i udstillingen. Beskueren går rundt i en iscenesættelse.

Har du nogle nye projekter i fremtiden?

Ja, jeg sørger altid for at have flere projekter i gang samtidig. Jeg skal lave en udstilling sammen med en af mine venner i juni måned. Vi er faldet over filmen Topas af Alfred Hitchcock, som faktisk er filmet her i København. Det er ikke en særlig kendt film, og der er ingen stjerneskuespillere med. De første ti minutter af filmen er optaget ved den russiske og amerikanske ambassade, hvor vi begge to bor. Først ville vi fotografere i Østerbro området, men så gav det pludselig mening at fotografere de samme steder, som filmscenerne i Topas er optaget i. Hitchcocks filmhold kom til Danmark i starten af 1960’erne og skulle lave noget om Danmark. Derfor har de taget lige nøjagtigt det, der var i turistbrochurerne. Det har faktisk været meget vanskeligt, næsten umuligt for os at fotografere Rådhuspladsen fx. Men projektets pointe er altså det andet blik på det velkendte. Projekt er ikke en interesse i Hitchcock, inspirationen kunne ligeså godt have været noget helt andet. Igen kan man komme lidt i samme situation som med inspirationen i Xavier de Maistres værk. Folk kan sige: ”men det har jo slet ikke noget med Hitchcock at gøre”. Og det har det heller ikke, det er et materiale, vi tager afsæt i. Den mening og betydning Hitchcocks film har, er helt anderledes, end det vi har brugt den til.

Tak.