Interview: Tue Greenfort

Tue Greenfort: Project For The New American Century, 2009.

Hvad associerer du med:

Urban byplanlægning anno 2009?

Byøkologi og gentrifikation samt stigmatisering af randgrupper via forskydninger af grænserne mellem et privat og offentligt byrum.

Rum og tid anno 2009?

Acceleration og klaustrofobi.

Og anno 2012?

Ditto. Ikke de store forandringer.

Du er aktuel på tre udstillinger i henholdsvis New York og London. Lad os starte med PLOT: This World & Nearer Ones i New York. Hvad dækker udstillingens titel over, og hvad udgør i 20 kunstnere tilsammen?

Titlen er vel et forsøg på at finde en fællesnævner for de 20 kunstnere og deres kunstprojekter til den specielle ø tematik. De 20 kunstnere udgør intet samlet udtryk eller bestemt kunstretning. Der er tale om en traditionel gruppeudstilling med kunstnere, som på det seneste har markeret sig internationalt. Der er også enkelte etablerede kunstnere repræsenteret, som siden sidst i 1960erne har været aktive og sat deres præg på kunsthistorien.

Tue Greenfort: Project For The New American Century, 2009.		Tue Greenfort: Project For The New American Century, 2009.

Vil du beskrive, hvad du har skabt til Govenors Island og fremhæve tre aspekter ved installationen?

Mit projekt til udstillingen forholder sig aktivt til øen Governors Islands særlige militære historie og den transformation, som øen i øjeblikket gennemgår. Projektet er et forsøg på at stille spørgsmålstegn ved den historisering, som finder sted. Dels via forandringen fra et lukket militært kompleks til et semi-offentligt rum og heri med afsæt i en nær historisk referenceramme at forholde sig åbent og kritisk til kunstens funktion i denne proces.

Kort beskrevet er installationen en genåbning af et boligkompleks - en såkaldt ’Barrack Village’. Det amerikanske militær har bygget Barrack Villages, hvor de har baser eller militær præsens i verden. Barrack Villages fungerer primært som boliger til soldater samt til udstationerede af enhver slags. Øen har været lukket siden 1996, hvor militæret, US Coast Guard, forlod den. US Coast Guard kæmpede blandt andet i 1980’erne en håbløs kamp mod narkokartellerne i Sydamerika. Efter 1996 har øen været lukket for offentligheden, og først i de senere år er den blevet åbnet på bestemte tidspunkter af året for en begrænset offentlighed. Jeg valgte at beskæftige mig med et område, hvor 16 store bygninger i dag står til at blive demoleret – revet ned. Mit projekt er en reaktualisering af disse huse som potentielle boliger tæt på Manhattan, som har nogle af de højeste m2 priser i verden. Derudover forholder projektet sig direkte til det faktum, at alle bygninger på øen, som er bygget efter anden verdenskrig, skal rives ned. Årsagen er, at øens højeste instans ikke tillægger dem historisk værdi. Kun de meget gamle bygninger bliver bevaret med henblik på en patriotisk historisering af øens militære funktion.

Min installation er en genåbning af området og en guidet rute ved hjælp af hegn og med punktnedslag, der understreger øens militære historie og de politiske omvæltninger, som øen har gennemgået siden præsidentvalget i november 2008. Øen blev solgt for en dollar til New York by og militæret forlod øen. Så Governors Island historie, arkitektur og kultur spillede en stor rolle i udviklingen af installationen. Jeg tænkte meget på kunstens funktion i forhold til øens militære historie. Øens transformation til en ’public park’ for Lower Manhattan er blevet iværksat henover de sidste par år. Denne transformation indebærer mange aspekter, som er blevet favoriseret og iscenesat med kunsten som aktiv katalysator. Ikke kun til det bedre.

Tue Greenfort: Project For The New American Century, 2009.		Tue Greenfort: Project For The New American Century, 2009.

Hvilke valg tog du i forhold til materialer og det rent æstetiske eller ikke-æstetiske udtryk?

Jeg har til dels arbejdet direkte med de allerede givne materialer i form af selve bygningerne og deres placering. Derudover brugte jeg den allerede givne udstillingsarkitektur, som findes på øen i form af informative skilte og indhegninger. Et vigtigt element i installationen er en væg tekst som citerer en neokonservativ hjemmeside med citatet: Project For the New American Century. Etableringen af hjemmesiden og vægteksten refererer indirekte til øens militære historie. Det er hjemmesiden www.projectforthenewamericancentury.com, som var en neokonservativ tænketank, der blev etableret i midthalvfemserne og var aktiv til 2006. Hjemmesiden blev lanceret med det formål at styrke og modernisere det amerikanske militær. Dette var før 9/11 og Bush’ krig mod den globale terror. I en af tænketankens centrale tekster proklamerede man, at USA kunne opnå militær præsens i verden som absolut supermagt gennem en stærk patriotisme anført af en katastrofe som Pearl Habour og repræsenterer dermed et historisk øjeblik i amerikansk politik. Det blev essentielt at understrege og belyse dette i forhold til den historisering og patriotisme, som øens militære historie repræsenter i dag. Af denne grund valgte jeg at skrive hjemmesidens navn ved hjælp af interiørdele fra the Brick Village, som barakkerne blev kaldt. Vægteksten vil blive stående til den planlagte nedrivning af bygningerne er gennemført. Nedrivningen af huset med teksten vil blive fotograferet, og dette moment vil dermed repræsentere afslutningen på projektet. Denne tekstuelle reference til en militær og politisk værdikamp er aktuel med udnævnelsen af Barack Obama som præsident. Udnævnelsen af ham medførte en radikal drejning fra Bush æraen til håb om en ny amerikansk æra. Velvidende at citatet er af neo-konservativ støbning, får det pludselig en tvetydig betydning med udnævnelsen af Barack Obama. To naturrelationer er også fremhævet i installationen. Der er blevet plads til skelettet af et egern, som havde forvildet sig ind i et af husene gennem et hul i taget og havde lidt en langsom sultedød. Et andet element var billedet af en dagligstue fra barakkerne, der grundet et hul i taget er blevet indtaget af bregner og tykt mos.

Dine værker er som regel altid en kommentar til det givne rum eller den sfære, hvor du udstiller. Hvordan har det været at skabe noget i så stor skala som på Govenors Island?

Egentlig gjorde øens særlige beskaffenhed og historie det nemt at arbejde med. Men på den anden side var konteksten meget kompleks. Forholdet mellem det amerikanske militær, forfatning og øen som første koloni gjore det til en stor udfordring. Jeg stødte hurtigt ind i en masse barriere i form af restriktioner. Der var en udpræget censur i forhold til Creative Time og deres engagement på øen. Alle projekter blev overvåget af øens øverste ledelse, og mit projekt tog mange drejninger i løbet af hele processen. Planen om at gøre øen til en park og et historisk militæranlæg bærer præg af typisk amerikansk iscenesættelse. Jeg fokuserede derfor på mindre interventioner og værdimønstre for øens fremtidige udformning og funktion som semi-offentlig park og militær seværdighed. Barakkerne og deres omgivelser rummede en særlig ’uncanny’ stemning, og det blev mit mål at bevare denne stemning som en del af mit projekt. En legeplads og nogle bænke står ubrugt hen. Tilrustede og tilvoksede. Det blev mit mål at fremstille dette tidslige vakuum som aktiv del af mit projekt.

Tue Greenfort: Project For The New American Century, 2009.		Tue Greenfort: Project For The New American Century, 2009.

Kuratoren Mark Beasley skriver om udstillingen: It was the Impressionists that chose to employ dark mirrors, in order to refresh their eyes and see color anew; to stare into dark glass before turning back again to the world. This, then, is the exhibition as a dark mirror. Hvordan forholder dit værk sig til dette citat?

Jeg synes godt om denne prisme, som Mark Beasley sætter op foran udstillingen og øens historie. Stedet har en særlig ’uncanny’ atmosfære som samtidig er forstærket af placeringen. Ikke mere end ti minutter med færge fra Downtown Manhattans hektiske liv og trængsel ligger denne 'glemte' ø. Det er slående så stille og fjern øen virker på én, når man ankommer. Måske netop fordi Manhattan og New Jersey´s finanstårne altid er synlige i horisonten, hvor end man befinder sig på øen. Nordamerikas brutale og vanvittigt hurtige forandring på under 500 år er også yderst interessant. Fra det første møde mellem urbefolkningen og de hollandske besættere på øen, der med en spottende mindesten praler om ervervelsen af øen for to øksehoveder, et perle smykke og en håndfuld søm. Denne historie står meget klar på øen og kan efter min mening ikke siges at være andet end ’dark’. Havde det ikke været passende at udtænke en fremtidig funktion af øen som kunne stå som en absolut modpol til 'business as usual', som øens historiserende funktion nu understreger?

Tue Greenfort: Beyond these walls, 2009.

Den 24. juli åbnede udstillingen Beyond These Walls på South London Gallery. I forhold til The World & Nearer Ones i New York er denne udstilling defineret af et specifikt rum bestående af galleriets fire vægge. Vil du beskrive, hvad du har skabt til South London Gallery? Gerne i sammenhæng med udstillingens titel?

South London Gallery inviterede mig allerede for over et år siden til at skabe et kunstprojekt, som sammenflettede galleriet med nærmiljøet og Sceaux Garden Estate, som ligger bagved institutionen. Ideen var at opbløde den ellers ofte elitære grænse mellem kulturinstitutioner, naboliggende beboelsesområder og andre omkringliggende institutioner. Den fysiske ramme er allerede defineret af det bestemte socioøkonomiske felt, som netop det sted udgør. South London Gallery har i den sammenhæng gjort et stort arbejde for at integrere Sceaux Garden Estate i deres program. De har bl.a. etableret et Residency-program for unge kunstnere i et nedlagt butikslokale. Sceuax Garden Estate har i lang tid været et boligkompleks berygtet for social urolighed, kriminalitet og manglende menneskelige ressourcer. Det er en udfordring at tænke kunsten ind i disse rammer. Det var derfor vigtigt at træde særdeles varsomt i dette semi-offentlige beboelsesområde. Boligkomplekset har meget tragisk, siden jeg blev inviteret, været udsat for en voldsom brand med 6 døde til følge. Estaten og South London Gallery ligger i området Peckham i Sydlondon, og grundet de store socioøkonomiske kontraster mellem Syd- og Nordlondon er det ikke været en sjældenhed, at South London Gallery’s publikum ankommer i ’black cabs’ på grund af frygt. Mit projekt til udstillingen Beyond these walls udsprang af den ovenstående problematik. Kort fortalt har jeg skabt en ny indgang til galleriet via det sociale boligkompleks. Det er en fysisk åbning, som gør det muligt at besøge galleriet fra Sceaux Garden Estate. For at gennemføre en fysisk ændring i området var det naturligt at tale med beboerne i området, da den fysiske intervention vil involvere dem indirekte i projektet. Derudover skulle Estatens forvaltere også involveres, og deres sympati vindes for projektet. Dette var en lang proces, som krævede, at institutionen involverede sig yderligere i relationen mellem Estaten og institutionen. Selve udformningen af den nye indgang blev overladt til en ren praktisk overensstemmelse med projektets mål; at skabe en ny indgang fra Sceaux Garden Estate. Jeg syntes, at invitationen var utrolig spændende, da det er sjældent, at kunstinstitutioner så direkte samarbejder lokalt og bevæger sig ud af institutionens snævre rammer. Der er jo dybt vand, i modsætning til den trygge selvforståelse, der præger perceptionen af kunst indenfor galleriets og institutionens white cube. Projektet viser, hvordan the white cube er eroderet, og hvordan kunsten er blevet mere offentlig samt kompleks.

Tak.

Tue Greenfort: Beyond these walls, 2009.		Tue Greenfort: Beyond these walls, 2009.