Interview: Troels Wörsel

Galleri Susanne Ottesen, 2009. Installationsview

Jeg tænkte på om du har lyst til at introducere udstilingen. Har den et navn?

Nej det har den ikke, fordi den ikke handler om et tema man ikke rigtig kan give et navn, den handler om det den er. Og det kan man jo ikke rigtig give et navn fordi den handler om maleri og hvad det er.

Udstillingen består af to slags billeder; der er store billeder af heste, store i den forstand at de er naturlig størrelse, og så er der nogle mindre billeder, hvor man ser benene og bugen af en hest. De er allesammen i guldrammer, der er lavet efter antikke forbilleder. På den måde udgør hestens ben og bug jo ligesom en ramme i rammen, og det er det jeg har prøvet at lave med dem.

Så er der de store hestebilleder, der er jeg vendt tilbage til et motiv jeg har benyttet et par gange, som jeg synes er interessant af mange grunde; for det første er det jo sådan et kunsthistorisk standardmotiv. Lige fra jeg begyndte at male, har jeg tænkt at det ville være en virkelig god idé, hvis man kunne male en hest, som på en eller anden måde er ligeså god, som alle de der klassiske rytterportrætter. Men sådan et kan man jo ikke male i dag.

Så for nogle år siden faldt jeg over et billede af en væddeløbshest i en avis, og det malede jeg så et billede over. Den hest den havde fået sådan et tæppe over sig, og det fik mig selvfølgelig straks til at tænke på forskellige klassiske forbilleder hvor man netop ser hesten i et dækken, fra tidlig renæssance i Italien.

Der er et helt fantastisk billede af Velasquez af en hest, der også har sådan et dækken på, så der kunne jeg så se, at på den måde kunne man lave et moderne billede af den type.

Så gik der nogle år, vel næsten 10 år før jeg tog motivet op igen og det var her til biennalen for to år siden...

Ja, jeg kan godt huske hestebilledet...

Ja, der var en hest, det var bare en indskydelse at jeg malede det billede. Jeg havde sådan set hele udstillingen på plads, det var en meget gennemkomponeret udstilling. Billederne var malet lige præcis til det sted i rummene hvor de hang, og jeg manglede et billede, og det skulle hænge på det sted der, hvor det nu kom til at hænge, og så skulle det kunne fungere som pendant til et andet billede, der også var i udstillingen, og så blev det altså en hest. På den måde udviklede billedet sig.

Men da jeg havde malet en i forvejen 10 år tidligere, var jeg begyndt at interesse mig lidt mere for hvordan motivet egentlig ser ud, altså hvordan ser en hest ud? Hvordan er dens ben bygget op? Men jeg havde ikke nogen hest og kigge på så kiggede jeg på tegninger af nogle af de kunstnere, der har haft bedst forståelse for motivet.

Troels Wörsel: Uden titel, 2009. 50 x 65 cm. Acrylic on canvas Troels Wörsel: Uden titel, 2009. 50 x 65 cm. Acrylic on canvas

Hvem er det for eksempel?

Dégas og Toulouse-Lautrec helt bestemt, der er også andre, men de står i dag som de velkendte malere, der er nogle af de bedste. Så da konstruerede jeg mig frem til billedet på baggrund af information jeg kunne hente af, hvordan de havde tegnet

musklerne og sådan noget.

Sidste sommer kom jeg i snak med nogle mennesker, og de fortæller mig så, at de kender en der er træner i en væddeløbsstald ude i Klampenborg, og der kunne jeg da godt komme til at se nærmere på heste, hvis det virkelig interesserede mig meget. Jeg tog derud, og det var enormt interessant. Det tilførte jo pludselig det hele meget mere i den forstand, at det var meget meget meget mere information. Når man står overfor sådan et dyr i glitrende solskin, og der var en præcens og et virvar af detaljer, og den måde lyset spiller på skindet. Og musklerne bevæger sig hvergang den bare foretager sig den mindste lillebitte bevægelse, så ser man hvordan musklerne sådan du-ka-du-du-ka-du (Troels siger en lyd) Så der fik jeg et helt andet forhold til motivet.

Og hvordan hænger det sammen med tidligere, sådan som jeg har hørt dig tale om heste før, så har det mere været et fladt billede?

Ja, og det er det sådan set stadigvæk...

For du er jo ikke sådan en naturalistik maler på den måde...

Nej, det er jeg ikke nej, men hvis jeg lige skal komme ind på det der med, at det er fladt, så er en af grundene til at jeg har været interesseret i motivet (hesten, red), at det er på en måde er et meget perfekt motiv, - det er meget velegnet motiv til at male et billede efter, fordi kroppen er horisontal og benene vertikale, så det passer fuldstændigt. Selve kroppen passer ind i billedformatet og halsen når hesten står normalt, angiver sådan en diagonal, og hvis man forlænger den diagonal, så får man enhver mulig forstørrelse af billedet, og hvis man følger den tilbage kunne man formindske billedet. Det rækker ud over sig selv. Det definerer et hvert muligt format, hvilket er ret interessant. Så på den måde er det et godt motiv. Samtidig er jeg, i forhold til tidligere, blevet mere og mere interesseret i hvad det er man ser når man ser. Fordi det rummer så mange problematiske aspekter, det er meget fascinerende, også fordi det er så usikkert hvad det er man ser.

Da jeg nu engang var kommet i gang med, eller havde fået lejlighed til at se på de der heste, så så jeg dem selvfølgelig ud fra den synsvinkel; hvad er det jeg ser?

Og var mere bevidst om den rent visuelle oplevelse af det. Det er så noget af det, som er flydt ind i billederne, på den måde, at jeg har prøvet at reagere på det, ikke bare på billedet som billede, sådan som jeg plejede at male mine billeder, men jeg har også reageret på; hvad det er jeg ser? eller hvad det var jeg så da jeg så hesten?

Det er derfor at billederne for det første er delt, en blå del og en hvid del, og nogengange er den ene del ved hesten malet i sort-hvidt og nogengange er den malet i blåt, hvidt og sort.

Troels Wörsel: Uden titel, 2009. 50 x 65 cm. Acrylic on canvas

Det er sådan et grundmønster du har på den ene side?

Ja, og det er for at angive den oplevelse af hvordan ens fokus hele tiden skifter. Hesten går forbi dig, og på et tidspunkt fokuserer du på den, du ser på hesten, den er helt klar, men det tager kun et lille øjeblik, og den er gået videre, og du må så fange den igen og fokusere på den, og der forsvinder det første ud af fokus og noget andet kommer ind i fokus, så det bliver hakket op i sådan nogle stykker.

Det er samtidig også det der giver, på en måde, livligheden i motivet..

Så der er faktisk flere tidspunkter i samme billede? Flere momenter? Det er ikke bare et billede af "noget", det er simpelthen en registrering over tid, samlet i et værk?

Ja lige præcis, men samtidig er det jo sådan, at når vi ser på en hest, eller når vi ser på hvad-som-helst; jeg ser på dig nu, eller vi ser begge to over på denne væg, der står to billeder op ad væggen. Vi kan jo ikke se det hele på een gang, vi har en forestilling om, at vi ser på en helhed, men det gør vi faktisk ikke. Hvis vi kigger over på billedet til højre, så falder vores blik på et-eller-andet ret lille område

af billedet, men vores blik vandrer hele tiden, og der er hele tiden nye detaljer, der falder på plads, men de falder tidsligt på plads, men danner så en rumlig helhed, eller det synes vi der er. Det er noget vi bilder os ind eller den bygges op, og det er jo fordi vi husker det vi lige har set, og nu ser vi igen på noget nyt, husker det vi lige har set...

Så vi stykker det sammen af de dele vi ser?

Ja og det er noget af det jeg har prøvet at beskæftige mig med i de her billeder. Det er derfor de er både en helhed og samtidig falder de fra hinanden i små stykker...

Ja, fragmenter af helheden, derovre der kan jeg se at der kun er ben tilstede i billedet...

Det er så et lidt andet problem, fordi der har jeg bare forholdt mig til det problem, at billedet er i en ramme. Og så har jo så valgt et motiv der passer til rammen, netop en ramme der udgøres af et fragment af en hest, og jeg ved ikke om du ved det, men jeg har jo også lavet billeder der er malet på bagsiden, hvor man så ser blændrammen, og den blir så vældig vigtig. Det der er interessant ved dem (guldrammerne, red), det kan beskueren, der ser udstillingen jo desværre ikke se, men hvis man prøver at bytte rundt på billederne og skifte billederne fra den ene ramme over i den anden ramme, så får de straks en helt anden virkning.

Dengang jeg havde fået lavet de første rammer, der havde jeg endnu ikke lavet nogle billeder der passede til dem, men jeg havde nogle billeder stående i mit atelier i det format. Jeg prøvede prøvede rammerne på dem, og sjovt nok, det virkede overhovedet ikke! Overhovedet ikke!

Billedet skal være malet på en måde - det lyder fuldstændig fjollet bare at sige det sådan -men billedet skal forholde sig til rammen på en eller anden måde, og jeg kan ikke sætte fingeren på hvad det er der gør at det virker. Så det er en lille gåde for mig, som jeg prøver at nærme mig, fordi det har noget at gøre med den måde billedet er present på. Det er det der får det til at relatere til rammen på den rigtige måde, eller på en måde som er overbevisende eller ikke overbevisende.

Så hvert billede er malet til hver ramme? Du har haft rammerne og så...

Ja så har jeg malet til rammerne, og så har jeg også, selvfølgelig er man nysgerrig, så man prøver andre billeder. Og jeg havde også malet nogle billeder med nogle helt andre slags motiver, som jeg også har prøvet i de her rammer, og det gav også anledning til nogle virkelig interessante små-problemer. Ret nørdet vil jeg gerne indrømme...

Troels Wörsel: Uden titel, 2009. 240 x 400 cm. Acrylic on canvas

Troels Wörsel: Uden titel, 2009. 240 x 400 cm. Acrylic on canvas Troels Wörsel: Uden titel, 2009. 240 x 400 cm. Acrylic on canvas

Jeg tænkte på har du lyst til at gå med hen til de store billeder, måske du kunne sige lidt om dem også?

Ja

Er der kun heste på alle dine billeder til denne udstilling?

Ja ja! Der er kun heste! Jeg har også lavet nogle andre små billeder med andre motiver, som jeg først havde tænkt på evt at bruge i rammer, men så tænkte jeg at det ville blive en renere udstilling ved kun at bruge det ene motiv, eller én kilde rettere sagt, fordi ellers begynder det hele at blive for kompliceret. For beskueren bliver indtrykket for rodet.

Der er meget stor klarhed i det sådan som jeg kan se det...

Det skal man prøve at opnå.

Kan du sige noget om farverne, eller hvordan er det nu med dig og farverne?

Jeg er jo ikke nogen koloristisk maler, i og for sig interesser farven mig ikke så meget, eller i sig selv rettere sagt.

På de billeder af de store heste, som vi ser på nu, er farverne reduceret til blåt, grønt og gult, hvidt og sort. Den grønne og den gule er sådan set ret tilfældige. Det kunne have været nogle andre farver. Jeg har også malet nogle hvor nogle af felterne var brune. Jeg har også lavet nogle hvor nogle af felterne var orange, men nu efterhånden har jeg lavet de fleste i bare grøn og gul, og i sær den grønne jeg bruger, den er sådan lidt grålig, så det gir sådan en vis kølig effekt, og det synes jeg er godt. At billedet ikke bliver for overophedet.

Der er nemlig samtidig det ved den blå, at det er en farve jeg har blandet mig frem til, og den har den egenskab at man ikke rigtig kan identificere hvad det er for en slags blå, den er ikke bare blå, den er blå på en eller anden måde, som man ikke nærmere kan sige hvad er. Det er også sådan at alt efter hvilket lys den bliver set i, kan den virke ret varm, og hvis den er i sådan gammeldags neonrørlys så bliver den meget meget kold og så en snert rødlig, så den står og veksler mellem at være grøn eller rød. Og derfor skal man passe på med de andre farver man sætter op mod dem, fordi de vil jo altid understrege et af aspekterne i farven. Og jeg vil netop have, at den blå skal være så neutral som mulig, derfor har jeg kun brugt de her få farver.

Grunden til at jeg overhovedet bruger farver, for jeg har jo malet mange sort-hvide billeder, det er simpelthen for at have en mulighed for at skelne lidt mere i billedet.

Jeg kan lave baggrunden blå, og jeg kan lave den ene halvdel af hesten blå, eller jeg kan lave den sort-hvid i det blå felt, eller jeg kan lave en sort-hvid hest på et blåt felt. Jeg kan i det hele taget flytte om på det, og netop for at komme tilbage til det vi begyndte med, på den måde gribe fat i den der oplevelse man har af, hvordan fokuset skifter når man står og kigger på hesten, eller når hesten går forbi en, når man har synsoplevelsen af hesten. Det er altid bedste at prøve at gøre det så klart som muligt...

Ligesom billederne, som samtidig også rummer en kompleksitet?

Ligesom virkeligheden hvis jeg må sige det sådan...

Tak.