Interview: Tino Sehgal & Jeppe Hein

Before this meeting i was told that I'm not allowed to quote what you say directly. Why is that?

It's not a conceptuel thing, and it has nothing to do with my work. It's just a personal thing because I'm much more interested in what you have to say about my work than what I have to say. I don't think it's gonna help my work what I have to say about it because my work is already there.

The nature of art is dialogical or twofold. It's a game, and you can't decide to play football by yourself. It's part of the game that somebody proposes something and afterwards comes a reception, a critique or a viewership which completes the work. If you play both roles I think it kills the art.

In recent time there has been a liberation of the artist. From being craftsmen they’re now considered somehow intellectuals. Some of these people write really well, but I still think their work is more interesting than their writing. And because their writing are quite good the reception is all about repeating what the artist has said. So as I have the privillige to have a reception I have to be a bit careful.

How about photo documentation? There's not a single picture of your work on the internet for example...

No, that's a hardcore princip about my work. My work is in four dimensions and a photo is in two. You make a documentation to give the reader an impression of the work but here you will not see anything on the photo anyway. It's also part of this idea I have, about not producing anything material. I'm interested in what happens in such a situation as this and that is for me the core. The experimental dimension is the center and if the fourth dimension gets lost I think it looses what's really interesting about the piece.

Can I get you to introduce the piece that are taking place right now at Karriere?

Well, you can see it if you look for the waiters. I don't have much more to ad to it. Or maybe you can ask Jeppe - or one of the waiters. I find it much more interesting what they have to say about it, than what I have to say myself.

Sehgal ser spørgende på kopenhagens udsendte, rejser sig så resolut op, og griber fat i Jeppe Hein, der netop passerer vores bord. Fem minutter efter sidder vi med endnu en kop kaffe og er klar til at høre om Heins oplevelse og forståelse af Sehgals værker, deres samarbejde og de foreløbige observationer omkring, hvordan værket er blevet modtaget af stedets gæster.

Jeppe Hein på Karriere.

Hvordan er samarbejdet med Sehgal kommet i stand?

Da Peter Eriksen og jeg begyndte at finde ud af, hvilke kunstnere vi skulle have med i projektet, besluttede vi at der skulle være nogle forskellige former for værkkarakter. Det, der er vores interesse med stedet her, er at man har en mere fysisk oplevelse af værket. Det går igen i næsten alle værkerne, at man fysisk kan mærke værket på en anden måde end et maleri, der hænger på væggen. Man bliver kropsligt mere intergreret i værket. Jeg snakkede med Tino om, hvordan vi kunne få hans værkkarakter til at være interessant i denne her sammenhæng, og jeg tror at han tænkte meget over det, fordi han kommer ud fra en kontekst, som er meget beskyttet. Han har aldrig før lavet noget, der var uden for den kontekst, som en institutions- og galleriverden udgør. Derfor var det også en enorm udfordring for ham, ligesom mange af de andre værker har været for andre kunstnere.

Han prøvede at få en tjener til at gå baglæns en gang imellem for sjov på restauranter i Berlin, og det fungerede åbenbart enormt godt. Han fandt ud af, hvordan folk meget hurtigt lærer at gebærde sig. Så han sagde meget tidligt i processen, at hans idé var, at alle tjenerne skulle gå baglæns og at de så skulle have lidt mere i løn for det. Omkring åbningen var det en lidt for stor mundfuld for os, fordi strukturen på det tidspunkt ikke var til det. Vi vidste ikke hvordan folk ville tage stedet, men nu har vi haft et år, hvor vi har fundet ud af hvordan det hele egentlig fungerer og hvordan folk opfører sig på forskellige tidspunkter, så nu var det et godt tidspunkt at prøve noget nyt.

Hvad er det ved Sehgals værker, der fascinerer dig?

I første omgang var det den karakter, de har, hvor de giver et twist på museumsudstillinger. Det er noget, der ligger på grænsen til at blive opfattet som noget andet end kunst. Det er jo netop det, som Karriere også handler om: Man behøver ikke have nogen som helst baggrundsviden, eller vide at det er kunst. Man kommer bare ind og får en oplevelse. Mange af de værker som jeg synes er interessante, er nogle, som opfatter kunst på den måde, at det kan tolkes på flere forskellige måder. Det er også dét Tino siger: Han vil ikke fortælle tjenerne, at det her, dét er værket. Det eneste han har sagt er, at de ikke må sige, at det er performance. Tino er meget imod at bruge begrebet performance fordi der i 60'erne og 70'erne var en enormt stærk ideologi omkring performancekunst. Han er meget opmærksom på det, tror jeg, og kender til alt, der er blevet lavet på det tidspunkt, men han vil helst ikke relateres til det. Han vil gerne komme ud over det, fordi hans koreografier er meget værkorienterede. Når værket er blevet opført så siger aktørerne tit: "Tino Sehgal, en edition af fem, 2003". De pointerer at det er et værk.

Hvordan oplever du, at gæsterne har taget imod det?

Det er meget koreografisk, og det smitter. I går begyndte kokkene også at gå baglæns, når de kom ud i restauranten. Der var nogle i går, som ikke engang lagde mærke til det, før jeg pointerede det overfor dem. De havde set, at der var et eller andet mærkeligt twist, men kunne ikke sætte en finger på hvad. Det bliver en kommunikation imellem værket og beskueren: Når tjenerne kommer ned til bordene, spørger folk, hvorfor de går baglæns, og så kan tjeneren fortælle, at det er et værk af Tino Sehgal. Normalt når man er i en café eller restaurant, så er tjeneren én man helst ikke ser - de er meget anonyme. Nu er de ikke så anonyme længere, fordi de er værker. Jeg ved godt at der netop ikke er objekter i Tino's værker, men sådan opleves de alligevel på en eller anden måde.

Jeg tror, at folk bliver enormt engagerede i det, og at de på et tidspunkt vil begynde at gå baglæns selv, når de har fået et par drinks - eller prøve på det. Ligesom mange af de andre værker vi har her, så handler det om de små twists på hverdagen, som egentlig kan have en enorm effekt, både på én selv, men også på andre og på samfundet. Som Tino også har sagt, så har han instrueret folk i går og i dag, men vi ved ikke, hvordan det hele kommer til at spænde af. Jeg tror at tjenerne bliver enormt meget et team. Det er også fantastisk når man går baglæns, for så ser man hele tiden på sine gæster. Gæsterne kan nå at få fat på tjeneren igen, og jeg er sikker på, at der i det hele taget kommer mere kontakt imellem gæsterne og personalet. Jeg tror også, at folk begynder at flirte mere: kigge mere på tjeneren, og nu mener jeg jo at det er nogle meget smukke tjenere vi har, hvilket man måske vil opdage, når de ikke er så anonyme længere. Man vil få en anden oplevelse, og det er jo det, det handler om.

Tak.