Interview: Tina Maria Nielsen

Din nye udstilling hedder Tilbage til tomten. Hvorfor har du kaldt den det, og hvad er det for en tomt, du tænker på?

En tomt er et sted under forvandling. Noget er blevet fjernet, og det er endnu ikke defineret, hvad stedet skal bruges til. Måske er der nogle reminiscenser af noget tidligere – fx en bygningsrest – noget der har haft en funktion, og hvor naturen igen er ved at få overtaget. Et sted midt imellem noget der var, og noget der skal komme. Men det er jo et billede; tomten skal mere forstås som en mental ramme omkring udstillingen. Et sted for spontanitet – et irrationelt sted.

Er du også vendt tilbage i kunstnerisk forstand? Til nogle tidligere erfaringer eller primære metoder?

Både og. Jeg tror ikke, jeg kan vende tilbage i mit kunstneriske arbejde. Når jeg arbejder, skal der altid være en grad tilbage af noget, jeg ikke forstår i værkerne. Mine erfaringer er selvfølgelig med i bagagen, og jeg har brugt de fleste materialer og måder at forarbejde dem på mange gange før. Alligevel må jeg bilde mig selv ind, at det her er nyt. Selv bronzestolpen, som jeg tidligere har brugt som element i en anden skulptur, er ny for mig. På den anden side er der også kontinuitet i mine værker, de fleste har senere givet afsæt til et nyt værk.

Tina Maria Nielsen: Tilbage til tomten, 2009. Installationsview.		Tina Maria Nielsen: Under the Influence, 2009. 8 x 40 x 15 cm. Uldsweater, voks, stålhage.

Du har bevæget dig tematisk; fra arbejder du kaldte Eget værelse over arbejder under titlen Værk/sted og nu til tomten. Altså fra værelset til det åbne rum. Er der også tale om en åbning i din måde at arbejde på?

Jeg har tidligere inddraget rummet aktivt i mine skulpturer og fx lagt vægt på beskuerens passage igennem det, men på denne udstilling er rummet mere en ramme end en decideret medspiller. Værkerne træder frem i forhold til hinanden, og på den måde dannes et rum. De er lavet næsten samtidig, så det er meget samtalen værkerne imellem og deres indbyrdes forskellige volumener, der skaber udstillingen. På tomten kan tingene ikke kategoriseres så entydigt, men som aktører indgår de i samme skue-spil.

Overordnet set, hvad er det så du arbejder med i dine nye skulpturer?

Det ligger helt i forlængelse af den serie af værker, jeg lavede under fællestitlen Værk/sted, hvor det var transporten af værket i konkret såvel som overført betydning, der optog mig. Transport fra et værkstedsrum til et udstillingsrum og transporten fra ét til et andet materiale. I transporten sker en transformation. Det samme gør sig gældende her, hvor jeg også har inddraget fundne objekter mere konkret. Transformationen er både overordnet, men også konkret. Jeg deformerer, splitter ad, vender på vrangen. Denne handling er nemmere aflæselig end en transformation fra 4x4 træstolpe til bronzeskulptur.

Tina Maria Nielsen: Uden titel, 2009. Detalje. 280 x 9,8 x 9,8 cm. Bronze. Tina Maria Nielsen: Tilbage til tomten, 2009. 40 x 100 x 55 cm. Bronze.

Hvad sker der så med den her 4x4 træstolpe? Den er meget fysisk præsent, en solid bronze, som jo signalerer kunst og seriøsitet, men samtidig er det en afstøbning af det mest primære og simple byggemateriale?

Nu er stolpen jo også sat ind i rummet med en kile, som er en del af værket. Stolpen er altså knap så stabil, som den umiddelbart signalerer. Og fremhævelsen af det ellers ret oversete bygningsmateriale skaber en distance til det meget seriøse bronze, som måske åbner for egne historier om 4x4 stolper og andre oversete materialer. Der er selvfølgelig referencer forbundet med materialet, som i bronzens tilfælde er meget historisk tungt og absolut – nærmest uforgængeligt. Men hvis jeg skal sige noget om, hvad der sker i afstøbningen, så er det en oversættelse. Til et andet sprog. Der ikke kan tales. Den grad af stumhed ligger generelt i billedkunst – men jeg synes den tydeliggøres i afstøbningen, fordi det næsten er det samme og så alligevel noget helt andet, og denne andethed er på en måde ret uforståelig.

Tina Maria Nielsen: Tilbage til tomten, 2009. Installationsview.		Tina Maria Nielsen: Stripped bare....chair, 2009. 175 x 180 x 220 cm.Stål, plastik, spånplade, gummi, skumgummi, voks, silikone.

Dine titler er meget talende. Her også direkte kunsthistorisk henvisende som Stripped bare…chair, der jo henviser til Marcel Duchamps store glas, The Bride Stripped Bare By Her Bachelors. Even. Hvorfor har du valgt den titel og den henvisning? Der ligger også noget kønspolitisk her, gør der ikke?

Jeg ved ikke, om det direkte er kønspolitisk, men i hvert fald kønskommenterende. De kropslige referencer tydeliggjorde jeg ved nærmest at kortlægge stolens anatomi. Stolen – min egen – var gået i stykker, og så valgte jeg at pille den helt fra hinanden, nærmest dissekere den. Derudover afstøbte jeg dele af stolen og lagde både voksstøbningerne og formen frem. Stellet hænger konkret på væggen, men væggen bliver også et slags optisk 3D-rum, som stolen svæver i som et frosset filmbillede. Uden at skulle gøre mig klog på Duchamps værk har jeg valgt den titel, fordi der i hans værk er en erotisk konfrontation og kortlægning. Værket er også todelt, og som en væsentlig del af det er det gået i stykker. Faktisk er det dette uheld, der fuldender værket, og det udefrakommende moment, synes jeg, virker meget inspirerende i en ellers meget styret proces. For mig var det så bare omvendt, idet stolen først gik i stykker. Samtidig fortæller titlen meget konkret, hvad jeg har gjort, og så rimede "bare" med "chair". Og endelig, så er det jo også ”bare" en stol.

Tina Maria Nielsen: Drømte mig en drøm i nat, 2009. Hver afstøbning: 7 x ø 4 cm. Bronze.		Tina Maria Nielsen: Drømte mig en drøm i nat, 2009. Detalje. Bronze.

Du inddrager i højere grad end tidligere readymades. Og dine støbte skulpturer kan jo godt snyde og ligne readymades, noget hentet ind fra virkeligheden. Hvordan ser du dette forhold?

Som udgangspunkt skelner jeg ikke mellem fundne objekter og dem, jeg omstøber. Alle objekterne har undergået en bearbejdning i mere eller mindre tidskrævende grad. Man sampler jo alle steder, hvor man kommunikerer. Naturligvis er der en anden dynamik og tidslighed i en deformeret paraply end i en bronzestøbning. Det hurtigt oversete udtryk eller ”det er jo bare en” er et udtryk jeg har arbejdet med længe, og som måske er mere tydeligt på denne udstilling.

Hvad betyder det for dig at være en del af udstillingsstedet Skulpturi, som du var medstifter af i 2007?

Det betyder noget for mig at være med til at bidrage til den kunstneriske offentlighed udover mit eget arbejde. Være med til at vise, hvor meget god kunst der findes. Og så sker det i et meget frugtbart samarbejde med kloge kolleger. Derudover vil jeg gerne være med til at sætte fokus på skulptur, som for mange kan forekomme uoverkommeligt. Jeg synes, at der sker meget virkeligt spændende indenfor det store felt, som skulpturbegrebet efterhånden dækker. På Skulpturi vil vi gerne dække feltet så bredt som muligt, og det kan sagtens være, at en skulpturudstilling udelukkende består af videoværker. Jeg skelner mellem om, der er nogle grundlæggende rumlige undersøgelser på spil. Jeg vil fx altid regne Bruce Nauman for billedhugger, selvom han laver en video. Det kan virke nørdet at ville dele kunst op i kategorier, og det er selvfølgelig hele tiden en diskussion, om det overhovedet er vigtigt. For mig har det altid været at undersøge (for at citere Willy Ørskov): de vilkår, vi selv – som kroppe – lever under, uafbrudt. I rumlig funktion med omgivelserne.

Tak.

Tina Maria Nielsen: State of mind inverse, 2009. ø 115 x 28 cm. Paraply (stål, træ, polyester).		Tina Maria Nielsen: Uden titel, 2009. 87 x 48 x 50 cm. Beton, akryl, flyttetæpper.