Interview: Superflex

Superflex: Flooded McDonald's, 2008. Film still

Flooded McDonald’s er jeres første solo udstilling i London og filminstallationen har endda verdenspremiere her. Hvad betyder det for jer at udstille på South London Gallery?

Det betyder da rigtigt meget. Vi har et par gange før udstillet i London, men det har været i større gruppeudstillinger. South London Gallery er et super godt sted med historie og engagerede mennesker. Det er altid specielt at lave solo udstillinger, da man kan skabe en total oplevelse, og det giver flere muligheder.

Hvad handler udstillingen og jeres filminstallation af samme navn, Flooded McDonald’s, om? 

Filmen handler om mange ting. Den er et forsøg på, at skabe og visualisere en katastrofe vi frygter men samtidig også fascineres af. Den filmiske afbildning af katastrofen er et fantasibillede, en psykisk og fysisk tænkepause, hvor beskueren får lov at opleve hele oversvømmelsens forløb på tæt hold.  

Hvad er en symbolfilm, og hvorfor anvender I denne genre?

Symbolfilm reagerer på de billeder, medierne gentagne gange viser på specifikke situationer, som eksempel krigen i Irak, tsunamien i Asien eller klimaændringer. Billederne indprintes i vores bevidsthed og skaber vores forståelse af virkeligheden. Symbolfilm er oplevelsen fra start til slut og dermed en slags retorisk kommunikation.

Superflex: Flooded McDonald's, 2008. Production still

Hvilken tematik og problemstilling ønsker i at adressere med filmen?

Flooded McDonald’s er ikke noget svar men snarere et spørgsmål. På én gang er det meget simpelt – titlen siger jo ligesom hvad det er. Der er mad, og der er vand – forbrug og destruktion. Filmen er samtidigt symbolet på en mere kompleks problematik, som ikke har egentlige svar. Der er muligvis mange tematikker, der kan passes ind i filmen, men vi forsøger ikke at adressere noget specifikt. Derimod forsøger vi at gøre værket åbent for beskuerens egen oplevelse og forståelse.

Oversvømmelser er noget vi ser oftere og oftere. Alle kender McDonald’s, da det er et ikon som udgør en del af vores fælles forståelse af virkeligheden. Man snakker for eksempel om McDonald’s index, når man skal måle hvad købekraften er i et givent land. Det er en del af en ny virkelighed, der til dels er skabt af forbrug, og det vil uundgåeligt være en del at tematikken.

Hvilken reaktion hos beskueren ønsker I at opnå?

Som antydet: Ingen bestemt. Vi ønsker en åben reaktion. Verden er kompleks og har brug for referencer, så vi kan debattere og udfordre dagligdagen.  

Hvorfor optræder McDonald’s og vandet som hjælpeløse aktører i filminstallationen?

Stedet er forladt på grund af situationen - oversvømmelsen. Vi har skabt en realistisk registrering og oplevelse af denne situation, hvor aktørerne er symboler på en global kultur, der afbildes i filmen.

Historien fortælles gennem sekvenser under og over vandet, samt af hele rummet og detaljer af de forskellige McDonald’s produkter. Kan I fortælle lidt om valget af medie og selve filminstallationens opbygning?

Det var oplagt at anvende film som medie i dette værk, da man kan skabe en meget realistisk udførelse, og fordi vi på den måde blander os i den enorme mængde af levende billeder, der for det meste har eneret på at fortælle vores fælles historie. Vi kender til oversvømmelser, fordi vi har set utallige klip på tv og film. Vores film adskiller sig markant fra de typiske Hollywood katastrofefilm og Discovery Channels tv-fortællinger om naturkatastrofer og vores fascination heraf. Flooded McDonald’s dokumenterer oversvømmelsen i et andet tempo og med en helt anden æstetisk. Oversvømmelsen foregår over længere tid, hvilket giver beskueren lov til at forstå og tage stilling til selve oversvømmelsen.

Vi valgte at konstruere en McDonald’s restaurant 1:1 ud fra vores hukommelse og ikke en specifik eksisterende. Derfor ligner restauranten ikke noget, du kan finde i dag men snarere en lettere retro udgave. Vi valgte McDonald’s, fordi fastfoodkæden er et ikon i vores fælles bevidsthed, og fordi denne hænger meget sammen med måden, vi som mennesker har valgt at indrette vores samfund på. Et bassin omgav den konstruerede McDonald’s restaurant og blev langsomt fyldt med vand til også restauranten var fyldt helt op.

Filmen er opbygget som en narrativ fortælling hvor vandet, restaurant inventaret, maden og emballagen er skuespillere. Historien er kronologisk, så man som beskuer for så realistisk en oplevelse af oversvømmelsen som muligt.

I anvender ydermere lyd som et værdifuldt redskab til at skabe stemningen af katastrofe og destruktion. Hvordan arbejdede I med lyden til produktionen?

Da det er en konceptuel film, der viser fænomenet Flooded McDonald’s, valgte vi udelukkende at anvende lyden fra de maskiner, der er i restauranten kun forstyrret af lyden af vand, der kommer ind og langsomt overtager.

Superflex: Flooded McDonalds, 2008. Film still

Hvordan adskiller denne filminstallation sig fra jeres første film, Burning car fra 2007?

Burning car var en brændende bil, og Flooded McDonald’s er en restaurant der bliver oversvømmet – det er to ret forskellige ting! Begge film omhandler eller beskriver aktuelle fænomener, der er vigtige for os som medborgere at tage stilling til. Burning car kan relateres til mere specifikke situationer, som foregik i Frankrig, Danmark og senest Grækenland i 2007 og 2008. Her bombarderede medierne os med hurtige og skræmmende billeder af brændende biler, og billedet blev derved en slags ikon på netop denne situation. Det ikon visualiserede vi i en tidløs og generisk film, som giver tid til at sammenkoble oplevelsen i sin helhed og ikke som en enkeltstående hændelse taget ud af sin sammenhæng. Burning car og Flooded McDonald’s har mange ligheder specielt i måden, hvorpå vi ser og forstår realisme. Vi accepterer mediernes billeder som et udtryk for virkelige hændelser og tager dem med videre i vores egen kontekst og fortælling som værende faktuelle. Alt er konstrueret, og begge film er en anden måde at se realisme på.  

I har før skabt alternative og virkelige livsmodeller gennem Guaraná Power og Superchannel. Denne film er en illusion på den faktuelle sandhed, men den udspiller sig som en virtuel virkelighed. Er den virtuelle virkelighed fremtiden eller blot et skrækscenarie?

Intet er kun rigtigt eller virtuelt. Vi skaber selv de fantasier og de rum, vi ønsker at tro på. Vi vælger venner og oplevelser for derved at indgå i en specifik kontekst - en konstrueret kontekst, som opleves realistisk. Vi konstruerer altså, hvad vi finder mest rigtigt og lever i det spektrum. Virkeligheden er konstrueret, og vores film er en idé i en større kontekst.  

I beskæftiger jer med globaliseringens politiske, økonomiske og sociologiske konsekvenser, der øges gennem kommunikation, rejse og migration. Hvorfor er I interesseret i dette felt?

Vi er interesseret i dette felt, fordi det påvirker globalt, og alle har en mening om det. Selv dybt inde i Amazonas har de meninger om Bush, Irak krigen og EU. Gennem medierne bliver vi en del af en global kultur, hvad enten vi vælger det eller ej. Det er derfor naturligt for os at beskæftige og stille spørgsmålstegn ved globale strukturer.

Hvad er jeres næste projekt og udstilling?

Den 29.01.2009 udstiller vi på Kunsthallen Brandts. Udstillingen hedder Blackout og er et samarbejde med den britiske kunstner Simon Starling.

Tak.