Interview: Stephanie Donsø - Træ(f)punkt

Ann Louise Andersen: Silent site, 2009. Finér, lim, skruer, MDF, planker, lak, lægter.		Ann Louise Andersen: Silent site 2, 2009, Finér, lim, skruer, MDF, planker, lak, lægter.		Ann Louise Andersen: Silent site 2, 2009, Finér, lim, skruer, MDF, planker, lak, lægter.

Vil du ikke som det allerførste forklare dit valg af udstillingens titel?

Jo, når F’et er sat i parentes, kan titlen jo læses på i hvert fald to måder, altså ”træ-punkt” og ”træf-punkt”. Titlen rummer på den måde to væsentlige aspekter af mit eget arbejde – aspekter, som sættes i nyt spil ved at lave en gruppeudstilling sammen med andre kunstnere.

For det første handler ”træf” om mødet mellem værker. Alle udstillingens værker er hovedsagligt lavet af materialet træ i forskellige bearbejdelser. Desuden er det et ”træf” mellem de mange punkter, der netop opstår, når flere tredimensionelle formater sættes i samme rum: et træf mellem forskellige vinkler og udtryk, også helt basalt i form af de mange samlingspunkter der er indenfor hvert enkelt værk. Det handler altså både om det enkelte værks egne træfpunkter og om de mange indbyrdes træf mellem værkerne. Og endelig…så er der jo også træfpunktet i byen, her hvor vi som publikum møder værkerne. Jeg arbejder tit med de her flertydige eller drilagtige titler, som får os til at studse lidt, som overrasker, maner til eftertanke…

Hvordan bestemte du dig for hvem og hvad, der skulle mødes i udstillingen?

Min opmærksomhed fanges jo nok altid af kunstnere, som arbejder med samme materiale som jeg selv. Det inspirerer jo at se helt andre arbejdsformer og udtryk. Udstillingen har været planlagt længe, så jeg har kurateret kunstnerne, altså inviteret dem, og ikke værkerne. De er først blevet til til denne udstilling. Udstillingsidéen bygger simpelthen på min grundlæggende nysgerrighed overfor,

hvordan vores værker ville fungere sammen og overfor hinanden, ud fra hvordan vi tidligere hver især har arbejdet og med materialet træ. Kan det fungere – og hvad sker der? Det kan det, synes jeg – og der sker en masse….

Stephanie Donsø: Nedbrydning, opbygning, 2009. Træ fra baghaven

Hvad oplever du, der sker?

Her er en god summen mellem værkerne. Det er som om, rummene vibrerer af liv. Jeg oplever en slags højtidelig stemning, når jeg træder ind i udstillingen, en ophøjethed. Sådan en ophøjethed, som jeg kan opleve i store, klare kirkerum. Der er intet direkte religiøst indhold i nogle af værkerne -  det eneste jeg sammenligner med er den følelse, jeg kan få fx i et kirkerum. Jeg tror, det har at gøre med den form for stilhed, der kan være larmende. Den slags stilhed, man kan høre. Her i udstillingen får hvert enkelt værk plads til sig selv, selvom det er forholdsvis små rum. Vi har gjort meget ud af de helt præcise placeringer af værkerne. De har alle luft og plads omkring sig, men står også så tilstrækkeligt tæt til at have en vis kontakt – det styrker dem enkeltvist og samlet, synes jeg. Og man mærker den her vibration, som måske også er endnu en forbindelsen, værkerne imellem.

Kan jeg få dig til at uddybe opbygningen og den kontakt, du taler om, som opstår mellem værkerne?

Både Ann Louises Andersens værk og mit er defineret ved at være blevet til i gallerirummet. Vi vidste også, at de to værker, skulle placeres ved siden af hinanden – de fylder helt konkret meget. Den fylde kræver sit modstykke – altså lethed. Og den fysiske lethed er fx i Lars Worms meget poetiske kvist. Dahlgaards tunge skulptur måtte ud på gulvet, så man kan gå omkring hele dens selvstændige, pulserende verden. Karin Linds fjerlette mobiler og installationer får godt modspil i vinduet i forreste rum og i bagerste lokale. Værkernes fine, enkle spinkelhed går i spil med lysindfaldene – og vinduets sorte karm bliver et kontrast-virkemiddel. Søren Assenholts værk var vi enige om at placere i bagerste rum, hvor galleriets arbejdsø også er. Hans værk er det eneste i ramme – og at placere det her giver en virkningsfuld kontrast mellem på den ene side at understrege det kontoragtige og så alligevel overraske med rammens indhold: en ægte skive stamme, meget rå, men også behandlet omhyggeligt serigrafisk.

Karin Lind: Remains of the massive, 2009. træpinde, lim		Karin Lind: Remains of the massive, 2009. træpinde, lim

Både du, Worm og Assenholt peger med jeres værker meget med materialet træ på ”træ” som det rå, naturlige træ  - pålagt menneskehånd. Hvilken rolle er det træet eller materialet får her?

Begge værker peger på sammenhængen mellem træ og vi mennesker. Vi har talt om det, Assenholt, Worm og jeg, Vi er begge optaget af den rolle, træet, altså det levende træ i naturen, kan spille for mennesker. Fx... Hvis man nu går en tur i en park eller i en skov og ser et træ blive fældet, kan det gøre ondt på mange. Det er som regel mange, mange levende år, der får en ende, når man fælder et stort træ. Det er som en gammel sjæl, der falder – man tager livet af noget. Nogle gange levendegør vi altså træet på den måde, vi opfatter det som et levende, selvstændigt væsen. Som Enderne hos Tolkiens ”Ringenes Herre”, der kan slås, når det hele bliver for meget.

Det er det, Lars Worms gren gør. Han har manipuleret med de spinkle kviste, ordet ”HATE” opstår. Når man først har fået øje på det, ser man ikke andet på grenen. Det er blevet et stykke vredt natur, som vil påpege noget overfor mennesket – og tyr til vores sprog. Træet, grenen, dette stykke natur er blevet så magtesløst i sin frustration, at det kun kan udvise vrede. Det er denne følelsesmæssige tilgang til træet, som jeg selv arbejder med. Jeg kunne ikke have lavet de samme strukturer i stål, det ville for mig blive for koldt et materiale at arbejde med – sådan har Karin Lind det i øvrigt også. Det er simpelthen den følelsesmæssighed, som jeg på forskellige måder forbinder med træet, der interesserer mig.

I PROLOG 2009, som Søren Assenholt har skabt i samarbejde med forfatteren Sanne Flyvbjerg, arbejder de med de mange lag og historier, der gemmer sig i træet side om side med årringene: vi får faktuelle oplysninger om træ, vi får små prosauddrag om personlige oplevelser med træ og vi får navne på deres bedsteforældre, som levede dengang, træet også levede. Pludselig blander træets historie sig med kunstnerens egen historie.

Lad os holde fast i en ”forbundenhed” mellem menneske og træ og gå til Jesper Dahlgaards skulptur-konstruktion. Hvordan er rollerne her mellem menneske og træ?

Jesper har ikke brugt træet som direkte byggemateriale, men og opbygget en sindrig konstruktion, som tager form af en stiliseret stamme med en trækrone for oven. Neden for kronen åbner sig en verden fuld af arbejdende liv, som en myretue med mennesker i stedet for myrer. Det er en underjordisk verden, som holdes sammen og bæres af træpiller. Mennesket er søgt ned under jorden for at overleve – de tager træet med sig. Der er et langt mere pragmatisk, nyttebetonet forhold mellem menneske og træ end et følelsesmæssigt forhold.

Karin Lind bruger også træet til at bygge og konstruere med. De her på en gang spinkle og så stærke, raffinerede konstruktioner. For hende, tror jeg, handler det meget om et nærliggende, organisk nærvær i træet selv når det er forarbejdet byggemateriale. Træet tilbyder en tilgængelighed – mennesket har altid betjent sig af det på den ene og anden måde, i høj grad som byggemateriale.

Lars Worm: HATE, 2009. kvist

Både du og Karin Lind bygger i træ. Hvordan vil du karakterisere slægtsskabet mellem jer – hvis det er der?

Jeg synes, der er et slægtsskab mellem os. Helt klart. Også selvom Karin bruger de fine, maskinforarbejde pinde og jeg de råt afhuggede pinde eller kæppe. Karin arbejder med rektangler, finder hjørner og punkter mellem dem, som skal forbinde dem. Jeg leder også efter punkter, når jeg sammensætter minde pindekonstruktioner, som kan sættes sammen, så der dannes nye helheder. Karins er fine og sarte, transparente – mine er store, kraftige og ugennemtrængelige, men fælles er, at der skabes formmæssige helheder som bærende strukturer. Forskellen er, at Karin udtrykker sig langt mere arkitektonisk end jeg...jeg er nok mere følende i mit udtryk...

I dine seneste udstillinger har du arbejdet med temaet natur og menneske – og det har været gennemgående længe i dine egne værker. Er dette "følende udtryk" en del af din naturforståelse?

Ja! I min egen installation her på udstillingen er et stykke natur i kraft af ren form – men også i kraft af det følelsesmæssige udgangspunkt og historien bag: al træet er fra min egen baghave, det blev fældet i foråret. En gang var det en fast solid form som en træstamme nu er. Her er det bare hugget i dele og sammensat til at danne en ny form, som jeg har bestemt. Men træet er nu i sin nye konstruktion mere skrøbeligt og sart, end det var som voksende træ i min baghave. Jeg kalder værket Nedbrydning, opbygning, idet jeg ser en parallel mellem min behandling af træet og menneskelige, måske uundgåelige, processer. Vi kan falde fra hinanden, men også genopbygges og hvad indebærer det..? Naturens og menneskets skrøbelighed, bevægelighed og ombyggelighed interesserer mig.

Søren Assenholt: PROLOG 2009, 2009. Egetræ fra 1892, wenge fra D.R. Congo, silketryk, glas og ramme

Det menneskelige aspekt eller den menneskelige indgriben fylder mere i denne installation, end det plejer, gør det ikke?

Jo, menneskets ageren får en mere synlig og fremtrædende rolle i mit arbejde nu end tidligere. Jeg har haft lyst til at arbejde mere med denne menneskelige gøren og ageren med træet, dette redskab til nye former og symbolik, end at værket skulle ligne noget forstilt.

Den menneskelige handling i forhold til materiale og omgivelser optager også Ann Louise Andersen i installationen Silent Site 2. Hvordan oplever du dette værk-træfpunkt på udstillingen?

Ann Louise har bag den hvide dør her skabt et meget klaustrofobisk rum. En høj, smal passage beklædt med cognacfarvede træpaneler og messinglamper i loftet. For enden er der en dør, man kan åbne og træde ud i galleriets vindue. Inspirationen til rummet er skibsbyggeri. Der er en rigdom og overskud i rummet i kraft af de fint og nøjagtigt sammensatte paneler og lister, et menneskeligt overskud og dominans i forhold til materialet, i forhold til træet.

Rummet lokker indbydende med sin varme lød og bløde, organiske materiale – men den tunge dør smækker hurtigt og hårdt i, og pludselig forvandles fornemmelsen til klaustrofobisk indespærring.

Jesper Dalgaard: Det var anderledes dengang. Vi boede i huse på overfladen, dyrkede jorden og levede godt deraf.Årstidernes skiften var en velsignelse, og solen var som en gammel ven. Men gradvist kom forandringerne snigende, Jorden var ikke længere frugtbar som før. Solen svulmede op, og udtørrede i perioder floder og søer. Dyrearter døde og andre kom til. Så vi så os til sidst nødsaget til at finde alternativer for ikke at blive til et forbigående fænomen., 2009. Skumpap, trælim, polyuretanskum, jord, sand, akrylmaling, silikone, plastikfigurer, ler, sten og piletræ

Jeg er jo meget bevidst om at gå ind i et rum, ind i værket, når jeg åbner døren her, men når jeg går igennem den næste dør og træder ud i vinduet, så...

Bliver du ubevidst en udstillingsgenstand, ikke? Du står i vinduet og kigger ud på gadens liv og bliver lige så meget kigget på. Og du ser måske ikke trærelieffet ved siden af dig på væggen, som gør dig endnu mere til en del af en udstilling. Passagen fører fra et punkt til et andet, sætter én i forskellige fysiske og måske mentale bevægelser.

Træet kan nok tilbyde en form for tryg genkendelighed, der gør, vi lokkes ind og ledes over til noget nyt. Det er den bevægelighed, der i det hele tage opstår overalt i udstillingen. Materiale og værker får os som kunstnere og publikum i bevægelse... fysisk og menneskeligt.

Tak