Interview: Rune Søchting & Mads Kullberg

Dodda Maggy: Lucy, 2009. Still

Hvad er Nordic Sound Art?

Rune Søchting: Nordic Sound Art er et studieprogram på masterniveau. Det er et 2 årigt program som er designet til at møde den interesse for arbejde med lyd som har været på kunstakademierne i lang tid. Lydkunst er som sådan en gammel historie, men der har været en stadig stigende interesse for det de sidste par år. Der har ikke rigtig været andet end lidt tilfældige, og begrænsede, muligheder for at arbejde med det i akademi sammenhæng. Uddannelsen er skabt indenfor rammerne af KUNO, der er en sammenslutning af kunstakademierne i de nordiske lande. Der har været nogle tiltag med fælles nordiske programmer før, men aldrig et program der er så omfattende som dette her. Det er et samarbejde mellem akademierne i København, Oslo, Malmø og Trondheim, men programmet er åbent for alle akademistuderende i norden. Vi har haft 9 studerende, som sammenlagt kommer fra 6 forskellige akademier. Der har været workshops og studieaktiviteter fordelt på de forskellige skoler, så der har været en del rejsen frem og tilbage, men det har givet os mulighed for at bruge de forskellige akademiers lokale ressourcer og lærere.

Soundings er Nordic Sound Arts afgangsudstilling. Hvordan kom den til Roskilde og hvordan har arbejdet med den været?

Rune Søchting: Det var egentligt ret tidligt I processen vi spurgte Museet for Samtidskunst om de ville være interesserede I at holde afgangsudstillingen for Nordic Sound Art. Museet har et stort fokus på lyd og mediekunst, og derved passer vi rigtig godt sammen. Det er også pladsmæssigt et utroligt attraktivt sted herude, - tænk på hvordan de er pakket inde på Exit på Gl. Strand! En afgangsudstilling er jo en præsentation af nogle projekter der har været udviklet i op til et trekvart år, så de har været relativt lang tid under vejs. Vi har taget udgangspunkt i hvad de studerende selv har villet arbejde med. Der har også været nogle rent praktiske og logistiske problemer i at skulle realisere denne her udstilling, da kun tre af kunstnerne bor i København. Resten bor spredt rundt om i norden, så den reelle tid de har kunnet arbejde i Roskilde og København har været relativ sparsom. Det skal siges at programmet ikke på den måde har et centrum, men selve administrationen ligger formelt i København. Så selvom det er et nordisk samarbejde, vejer det nok tungest i Danmark og København.

Marie Muller: There is no place like home - Mapping the sound part 1, 2009.		Marie Muller: There is no place like home - Mapping the sound part 2, 2009.		Marie Muller: There is no place like home - Mapping the sound part 3, 2009.

I skriver i pressemeddelelsen, at lydkunst er en del af samtidskunsten, der udfordrer og udfolder sig i skæringspunktet mellem de traditionelle kunstarter. Hvad er det skæringspunkt, og hvad kan der komme ud af det?

Rune Søchting: Skæringspunktet ser man i nogle af værkerne, der er præsenteret her på udstillingen ved at man for eksempel viser en videoprojektion, der har en lyd side. At det bliver noget, der følger med noget andet. Idet man begynder at arbejde helt konkret med lyd og begynder og tænke over, hvad lyden gør i samarbejde med noget andet, begynder det pludselig at vokse til en selvstændig komponent, der kan bruges til noget aktivt. Det kan der så leges og arbejdes med på forskellige måder, som for eksempel hos Nanna Hellberg, som deler lydsiden fra billedsiden. Hun har udstillet lydkomponenten i en brønd i haven og dertil hører en lydløs videoprojektion indenfor. Hun arbejder helt konkret med det rum, der sker imellem de to komponenter. På samme måde sker der noget, når man begynder at arbejde med surround. Her mener jeg ikke traditionelt cinematisk surround, men det at placere lydkilder forskellige steder i et rum, hvilket skaber et nyt og anderledes rum. Det er ikke en ny opfindelse, men vinklen bliver ny ved at bruge lyd, og der opstår en anden type rumlighed. Det er i arbejdet med den måde, hvorpå det visuelle bliver sat i spil i forhold til det rum, der bliver etableret, at det begynder at blive interessant.

Der er måske en tendens til at lyd ofte bliver supplement til det visuelle, hvor det i nogle af disser værker nærmere er omvendt?

Rune Søchting: Ihvertfald er det et samspil. Det er vigtigt at samspillet bliver tematiseret og sat i spil. Ellers bliver det dét her underforståede forhold til lyd, som man traditionelt har set i video. Her bliver der rent faktisk stillet spørgsmålstegn. Det er det skæringspunkt og forhold, der er helt centralt. Det interessante starter dér, hvor lyden går ind og samarbejder med noget andet og derved påvirker et rum.

Selvom lydkunst har en relativt lang historie, og har været genstand for tiltagende interesse de seneste år, er det ikke i særlig høj grad repræsenteret i prominente museums samlinger. Hvorfor har den fået større bevågenhed, selvom den ikke er så bredt repræsenteret?

Mads Kullberg: Det er svært at svare på. Det har ligget og ulmet lige under overfladen i lang tid. Bevågenheden beror sig måske på at der er kommet en større ekspertise og kunnen inden for området. Det tror jeg får folk til at se potentialet i lydkunst og blive gjort opmærksom på de perceptionsmæssige goder der er i arbejdet med lyd. Jeg tror også det har noget med den almindelige hverdagsrefleksion at gøre. Hele vores dagligdag er blevet gennemsyret af forskellige lyde, det er ikke kun kunstproduktioner der mærker denne her bevågenhed. Det har i høj grad at gøre med teknologiens udvikling i hverdags regi.

Rune Søchting: I kunsten er der altid en dynamik i at afprøve nye områder, og selvom vi på ingen måde har udforsket alt eller været det hele igennem, har det hele tiden været et felt hvor folk har opereret. De har lavet lydskulpturer eller lydinstallationer, men aldrig helt været med i en selvstændig lydtradition. De har måske mere arbejdet i overlap med andre medier. Et af problemerne førhen har også været tilgængelighed. Det er nu blevet meget lettere at arbejde med lyd som medie. Alle værkerne her er ikke ligefrem eksemplariske for denne tendens, men det har været et stort skred. Meget af det man nu kan skabe med en bærbar og nogle programmer til et par tusind kroner, var jo før forbeholdt store institutioner.

Linn Halvorsrød: Status report from the archives, 2009.

Samtidig har mange af værkerne på udstillingen ikke krævet avanceret teknologi at skabe...

Rune Søchting: Der sker jo altid en modbevægelse. Når man har været rundt om det komplekse og teknologi fikserede, så skal man tilbage til det simple igen. Men der er en stor vigtighed i at have været rundt om det, og udforsket det, inden man går tilbage.

Normalt fokuserer vi jo ofte på lyd i form af enten tale, musik eller en mere symbolsk lyd, som man for eksempel kender det fra et tog eller en computer. Er der en manglende fokus på den lyd, der findes udover de nævnte felter?

Mads Kullberg: Det vil jeg ikke sige. I design og arkitektur er der en stor fokus på lyd og dets egenskaber til at påvirke rum og skabe forståelse. Så der bliver i høj grad arbejdet med lyd uden for samtidskunsten.

Rune Søchting: Man kan sige, at en af grundende til kunstakademierne nu har fundet arbejdet med lyd interessant har været, at det ikke før var muligt at blive undervist i. Det har været et felt, man kunne opsøge og eksperimentere i, og derfor har det tit været miljøer, der opstår autonomt. Det har kunnet opsuge noget interesse udefra, fra samfundet, tildels fra de proffesionelle, lydtekniske miljøer. Indenfor interessen for lyd er der to parallelle bevægelser: På den ene side er der de her iskolde folk, der tænker meget strategisk i, hvordan lyd kan bruges til at tjene penge. På den anden side opstår bevægelser, der er meget åbne, eksperimenterende og nysgerrige. De har en nærmest barnlig tilgang til lyden. Det kan man også se her på udstillingen. Mange af kunstnerne har en meget åben tilgang til stoffet, hvilket skaber en ny vinkel på tingene.

Morten Skrøder Lund: Towboat, 2009.

Værkerne på udstillingen er meget forskellige, men ikke desto mindre har alt lyd nogle specifikke karakteristika tilfældes. Hvad har jeres tanker været om præsentationen af værkerne?

Mads Kullberg: Der har traditionelt set været to ordninger. Den ene har været at skabe et lukket rum; en black box, hvor man isolerer lyden så den ikke blandes sammen med udefrakommende støj. Den anden retning er at sige, jamen sådan er det, værkernes influeren af og på hinanden er lydens karakter. Det, vi har arbejdet meget med til denne her udstilling er, hvordan de enkelte værker spiller sammen. Den slags problemstillinger har visualiteten selvfølgelig også, men det er måske mere præsent i arbejdet med lyd, fordi det er så konkret forstyrrende. Lyden ændrer konkret karakter i samspillet med anden lyd. Samtidig kan man opleve at en sammenblanding går rigtig godt, og værkerne giver hinanden noget. Til denne her udstilling bevæger vi os lidt i en pragmatisk mellemzone mellem de to positioner, da det er op til de enkelte kunstnere, hvordan værkerne bliver udstillet. Derfor har der været en stor grad af dialog mellem kunstnerne i opsætningen.

Nu er det her en udstilling med en masse nye kunstnere, som skal starte egen karriere. Hvad er jeres bud på lydkunstens fremtid, især i forhold til teknologi og den opmærksomhed, der er omkring lydkunsten?

Rune Søchting: Det er klart, at der har været stor bevågenhed omkring lydkunsten i en lang periode, og ligesom de andre kunstgenre vil det gå i bølger. Jeg tror snart vi kommer til et punkt, hvor det i mindre grad er nyhedsværdien, man fokuserer på, men hvor lyd i højere grad bliver anerkendt som et selvstændigt arbejde. Et materiale man i højere grad arbejder selvstændigt med, velvidende at man har gjort det i snart 60 år. Jeg tror også der kommer flere steder, der fokusere på lydkunst ligesom museet her i Roskilde. Med hensyn til teknologi kan man sige mange ting. På den ene side bliver ting stadig lettere. Hvis man opsøger en bestemt effekt, eller lyd, så er værktøjerne til rådighed og oftest gratis. Det kræver kun at man går igang, og dertil skal man bruge stadig kortere tid på at få et resultat. Men det får også folk til at søge og udforske nogle andre områder. Så jeg tror, der vil komme nogle grupperinger, hvor folk arbejder på nogle specifikke måder, altså autonome og trash miljøer, hvor fokus er på det materielle og det elementære - hvor der for eksempel ikke bliver brugt computere. Jeg tror, det er i samspillet med andre objekter og kunstarter, at nye og dynamiske måder at arbejde med lyd kan opstå.

Tak.