Interview: Pind

Pind: This Title is an Artwork of Mine, 2009. Installationsview.

Hvorfor laver du værker af genbrugsmateriale?

Da jeg i sin tid startede med at lave værker af genbrugsmaterialer, var det egentlig af nød. Jeg ville gerne afprøve nogle idéer til nogle store værker, men havde ingen penge og desuden intet sted at opbevare dem efterfølgende. Derfor gik jeg ud i byens containere og fandt noget pap og byggede nogle store pap-skulpturer, sådan nogle vægge af ord. Jeg fandt ud at, at pappets beskaffenhed og egenskab som materiale i sig selv, samt trykte logoer osv. blev medbestemmende for værkets endelige udtryk. Det var en banal processuel erfaring som førte til den idé, at jeg så at sige ikke selv bestemmer udgangspunktet, men bliver givet en udgangsform, et grundmateriale hvorfra jeg så må gøre mit arbejde så godt som muligt. Ligesom fx de evner man er født med. Dem må man også prøve at udnytte så godt man kan. At bruge genbrugsmaterialer er et link til virkeligheden og til måden, hvorpå liv opstår i naturen, nemlig som videreudvikling af noget allerede bestående.

Det andet aspekt som interesserer mig ved genbrug er, at genstanden eller materialet er værdiløst. Nogen har smidt det ud, fordi de ikke længere kunne tilskrive det en værdi. Jeg tager det værdiløse og gør det værdifuldt ved at omforme materialet og tilføre det en tanke, en idé. Jeg oparbejder skrald til artefakter, hvorved det genvinder en økonomisk- og betydningsmæssig værdi. Den samme person, som smider stolen ud den ene dag, går den næste hen på et galleri og køber den igen, fordi den lige pludselig betyder noget. Men det er en anden betydning end den oprindelige stols betydning. Det er blevet en stol med nye muligheder. Det ligner nok historien om den grimme ælling, men det siger også noget om, hvordan vores sind fungerer. En stor drivkraft bag min produktion af værker er forundringen over, hvad vores bevidsthed er for en størrelse.

Bevidstheden er det værktøj, hvormed vi reflekterer over verden og iagttager os selv. Denne evne til at iagttage os selv uden at kende den mekanisme, som ligger bag, er forunderlig. Den driver os i retning af forestillingen om at vores ”jeg” udgøres af en sjæl, noget som Gud har givet os. Men jeg tror bevidstheden er en tom skal, et fænomen som opstår på baggrund af en hvilken som helst neutral struktur, som er kompleks nok i sin opbygning. Jeg afviser i den forbindelse ikke at en myre har en bevidsthed. Det ”jeg” ,du føler inden i lige nu, er blot en illusion. Det er lige så svært at forstå, som at prøve at begribe, hvordan der er på den anden side af universets grænse.

Pind: This Title is an Artwork of Mine, 2009. Installationsview.		Pind: This Title is an Artwork of Mine, 2009. Installationsview.		Pind: This Title is an Artwork of Mine, 2009. Installationsview.

Hvordan kommer det til udtryk i din udstilling?

Jeg har lavet et arkiv over mine tidligere og fremtidige værker samt ting og sager, som relaterer sig til disse værker. Arkivet er bygget på en platform med forskellige niveauer, hvorpå der står en masse arkivreoler i blankt stål. På hylderne har jeg placeret værkerne i adskilt form side om side med andet materiale og hverdagsobjekter af forskellig art. Arkivet er en metafor for vores indre verden. For at fremhæve dette har jeg indrettet det som et hjem med bord, stol, seng håndvask, toilet osv. Jeg ser kunst som en konkret materialisering af alle de tanker, som influerer vores sind, men som ikke umiddelbart har nogen konkret betydning. Jeg forestiller mig, at der som et biprodukt fra bevidsthedens bearbejdning af sanseindtryk, erindringer osv. opstår en række overflødige tanker, som ikke umiddelbart kan omsættes til noget brugbart. Der er altså en form for tankeaffald, som fylder op og til stadighed influerer vores indre verden. Dette affald udskilles som kunstobjekter, hvorved vi kan få tingene konkretiseret i virkeligheden, komme på afstand af dem og spille dem op mod den virkelighed, som vi befinder os i, for på ny at indoptage dem gennem sanserne. Indgangsværket SeventyUpThousand er et eksempel på en sådan materialisering af tanker, som ikke umiddelbart giver mening. Værket tilhører en type af konceptuelle, selvrefererende, approprierede værker, som er meget fremherskende pt. Resten af udstillingen kan ses som en undersøgelse af denne type værker, og hvad jeg mener, de kan sige om os som individer.

De adskilte værker og andre genstande på hylderne i arkivet er også materialiserede ideer og erindringer og stålreolerne og platformen er den faste fysiologiske struktur som holder disse ideer sammen.

Hvordan vælger du ud, når du skal finde materiale?

Næsten hver dag tjekker jeg vores storskraldsrum derhjemme, og ellers kigger jeg i containere og andre storskraldsrum, når muligheden er til det. Enten er det af nysgerrighed, eller også leder jeg efter noget bestemt. Nogle gange er det i denne situation, at ideerne til værkerne opstår, andre gange finder jeg ikke, hvad jeg leder efter, men falder over noget andet som drejer værket i en ny retning. Det er en form for sampling af gener, hvor værkets muligheder udbygges hen af vejen.

I sammenhæng med arkivinstallationen bruger jeg mine værker, men også materialer eller ting, som jeg benytter i hverdagen på mit værksted. Der er fx nogle fræseskabeloner eller den store passer dér, som blev brugt til at lave en stor spejlskulptur med. Det er værktøjer, jeg selv har lavet. De er også en masse kasser, der fungerer som beholdere for ting osv. Jeg kender hver enkelt tings ophav, funktion osv. Beskueren må aflæse dem og søge at skabe en mening i sammenhængene, hvorved de helt sikkert finder nogle andre betydninger end, dem jeg kender. Det fantastiske ved vores evne til at fortolke verden er, at den aldrig stopper, men altid forsøger at skabe mening med tingene. Vi indlæser altid en historie, hvad endten den er rigtig eller forkert i forhold til et konkret forløb. Så længe vores forestilling ikke er afsløret som illusion, er det en sandhed for os.

Mht. placeringen af værkerne er der relation mellem tingene men også tilfældig sammenstilling. Overvejelsen omkring installeringen har ligget på et plan, hvor det handler om at skabe en mulig fortælling uden at den bliver for åbenlys, og hele arkivet som installation balancerer mellem en fragmenteret konstruktion og en iscenesat filmisk verden.

Pind: This Title is an Artwork of Mine, 2009. Installationsview.		Pind: This Title is an Artwork of Mine, 2009. Installationsview.		Pind: This Title is an Artwork of Mine, 2009. Installationsview.

Hvad har du gjort dig af formelle overvejelser?

Jeg kan godt lide at tænke på arkivet som én stor skulptur. Man kan så gå rundt inden i skulpturens verden og blive en del af den. Lidt ligesom hvis man kommer til en ny by eller et nyt landskab, og det eneste, man har med sig, er sine egne erfaringer, og måske en rygsæk med nogle ejendele i. Alt omkring dig har du skiftet ud med noget fremmed og helt nyt. Sådan er det også med skulpturen her. Man må prøve at tilpasse sig skulpturen, og det bliver helt bogstaveligt i nogle af passagerne, der er meget smalle at komme igennem. Man skal orientere sig i skulpturen, man tillægger værket en betydning, men værket former også dig.

Og det er et værk i proces ikke?

Jo, arkivet er en konkretisering af den tankestrøm, som konstant flyder i vores indre. Jeg påtænker derfor at finde nye ting og lave nye objekter som lægges ind på hylderne og blive ved med at flytte rundt på tingene og dermed opdage nye facetter, ligesom du også gør med dine tanker inde i hovedet. Hver gang man orienterer sig mod noget, er det med til at stemme tingene i en retning, og så ændrer det sig så hele tiden. Sådan er det også her. Jeg blev ret overrasket over, hvor brunt mit univers er. Måske kan det ses som en slags fordøjelse af tankerne, eller også er det tid for mig til at lave nogle mere farvestrålende værker og dermed ændre stemningen.

Pind: Halo, 2006.		Pind: This Title is an Artwork of Mine, 2009. Installationsview.

Hvorfor er toilettet og håndvasken med?

Det er for at pege på det reelle, at det godt nok er tankeobjekter, der er materialiseret, men at der ikke er så lang vej mellem det reelle, fysiske og tankerne. Det er også en reference til Marcel Duchamp. Hvor han med sin pissekumme tillægger et hverdagsobjekt en ny værdi som kunstværk, undersøger jeg, om kunstværkerne kan fravristes denne værdi igen. Jeg tager mine værker, skiller dem ad og opmagasinerer dem i et lager sammen med andre hverdagsobjekter og materialer. Spørgsmålet er, om et kunstværk kan miste sin værdi og sendes tilbage i storskraldsrummet, eller om det for altid vil være ophøjet? Toilettet henviser til denne problematik. Publikum må så lege med og se bort fra, at vi befinder os i en institutionel udstillingssammenhæng, men det hjælper måske, at den hvide kube som normalt udgør udstillingsrammen er flyttet ind i rummet ved siden af.

Så du forholder dig til traditionen?

Jeg forholder mig til traditionen. Jeg laver værker, der referer til andre, i erkendelsen af at tingene altid kommer et sted fra. Du er aldrig, eller i hvert fald sjældent original. Man må erkende, at der altid er et ophav til tingene. Det interessante for mig er at se på, hvad resultatet af ens indre struktur er. Den struktur som er formet gennem ens dannelse i livet. Når jeg putter noget ind i denne struktur, kommer der noget ud i den anden ende som et aftryk af det filter eller den kværn, der har bearbejdet det. Der kommer noget ud, som ser ud på en bestemt måde, fordi det har været igennem mig. Hvis det nu havde været igennem dig, havde det set ud på en anden måde, men fordi vi er gjort af det samme materiale, er der altid en fælles forståelsesramme, noget vi genkender i hinandens udtryk.

Tidligere har du lavet genbrugsværker som en kommentar til forbrugersamfundet, er det også idéen med dette værk?

Nej ikke så meget i dette værk. Tiden har også ændret sig på det sidste. Jeg har været optaget af miljøspørgsmål, genbrug og alternativ energi og er det stadig. Tidligere har jeg fx lavet værket A Huge Pile of Waste, som var en kommentar til smid-væk kulturen. Men tiden har måske allerede indhentet det værk. Det ses i storskraldsrummene som tidligere bugnede af nye ting, men som nu er tyndet meget ud. Der ligger selvfølgelig også i dette værk ideen om helt at afskaffe begrebet affald, så man i stedet for at smide ud laver tingene om til et nye produkter.

Pind: This Title is an Artwork of Mine, 2009. Installationsview.		Pind: This Title is an Artwork of Mine, 2009. Installationsview.

Den næste del af udstillingen, det tomme rum, hvorfor det?

Det er en isolering af den hvide kube. Det er en slags intethed, hvor man er alene med sig selv. Det skal forstås, hvis man referer til gallerirummet, som en slags intet-rum eller et rum afskåret fra virkeligheden. Et neutralt rum. Det fungerer så som en suspense til døren for enden af rummet, som lokker beskueren til at krydse rummet måske i en afsøgning for at få øje på værket. Så kommer man hen til døren og går ind i det grønne rum.

Ja det grønne rum giver en oplevelse af en anden virkelighed?

Man kan godt komme i en slags vægtløs tilstand efter et stykke tid, hvor øjet langsomt vender sig til det grønne lys og opfatter det som hvidt. På væggene hænger tekster. Den første tekst lyder: ”You, being in this room is a performance of mine”, den næste ”Your sense of red is an artwork of mine”. Og sådan fortsætter det med teksterne. Jeg overtager beskuerens identitet eller bevidsthed. Jeg fratager beskueren følelsen af et originalt ”jeg”. Det grønne rum er et mentalt eller immaterielt rum i modsætning til arkivrummet. Det er sværere for mig at tale om det grønne rum, men konstaterer bare at det virker.

Pind: This Title is an Artwork of Mine, 2009. Installationsview.		Pind: This Title is an Artwork of Mine, 2009. Installationsview.

Det er bevidst, at du gerne vil provokere beskueren?

Ja, men det er ikke en provokation i den forstand, at jeg vil forarge. Det er mere en provokation på det personlige plan for at gøre opmærksom på, at beskueren ikke er et besjælet væsen. Jeg undersøger, om det er muligt at afskrive denne sjæleværdi på samme måde, som jeg forsøger at afskrive mine værkers værdi i arkivrummet. Det er i hvert fald intentionen med det. Når man står der helt afmonteret, så kan man undersøge, om sjælen eller ”jeg”’et findes eller ej.

Jeg forestiller mig, at det næste store fald for menneskeheden, er, når vi erkender, at vi ikke er andet end fysiologiske robotter, og at alt hvad vi føler: kærlighed, sorg, glæde osv., blot er kemi. Videnskaben er nået til denne erkendelse, men som mennesker indser vi det først den dag, vi står ansigt til ansigt med robotter eller lignende, som vi selv har skabt i vores eget billede. Den dag du ikke længere slukker for din computer, fordi du respekterer den som et ligeværdigt væsen, indser du at din egen selvfølelse blot er en simulering.

Jeg prøver at gøre beskueren til et materiale som gennem udstillingen omformes.

Det er vel også et værk, der afsøger grænserne for, hvad et værk er?

Ja helt sikkert, det interesserer mig selvfølgelig at sprænge grænserne for, hvad et værk er ligesom i arkivrummet, hvor jeg afmonterer værkerne tilbage til materiale igen.

Tak.