Interview: Peter Holm & Torgny Wilcke

WHAM - Painting and Beyond, Den Frie Udstillingsbygning.

Hvad betyder WHAM?

Peter: Det er et ord med en god signalværdi og grafiske muligheder. I starten var det en arbejdstitel, men undervejs blev det mere og mere klart, at sådan skulle det være. Wham er også blevet brugt i amerikansk tegneseriekultur og i Roy Lichtensteins værker. Vi vidste, at vi ville stå med nogle værker med en ret høj signalværdi og egen styrke. Wham er også et udtryk, som blev brugt under 2. Verdenskrig af de amerikanske soldater; "Wham Bam, Thank you mam!". Så der er mange forskellige betydninger iblandet. Erfaringsmæssigt ved vi, at vi skal råbe enormt højt for overhovedet at blive hørt.

Torgny: Titlen er meget direkte. Den trækker udstillingen væk fra den teoretiske eller akademiske tilgang, som nogle af værkerne måske godt kunne tolkes ind i. Titlen tilfører udstillingen noget pop og noget, der er en vis fart på. Den skal pege på den direkte tilgang til maleriet, som jeg synes er enorm vigtig. WHAM - det er noget, du gør! Det er sådan, jeg ser maleri. Der er meget kort vej, fra du tænker det, til du gør det, til du har det.

WHAM - Painting and Beyond, 2009. Installationsview.		John Armleder: AC (furniture sculpture), 2006, 121 x 535 x 100 cm. Bed / fiber polyester (sample by Andreas Christen, 1960), acrylic on canvas.

Udstillingen holder fast i maleriet, men den er samtidig meget andet end bare maleri. Hvad er udstillingen en undersøgelse af?

Peter: Udstillingen er helt klart et ønske om at vise en anden side af maleriet. Maleriet popper jo hele tiden op. Nu har der været en periode, hvor maleriet har haft medvind på grund af markedets gunstighed. Det maleri, vi viser her, har også haft det rigtigt godt, men her er der fokus på folk, der arbejder konsekvent med maleriet på en anden måde. Det er ikke bare fire pinde og et stykke stof, populært sagt.

Torgny: Men det er det også - det er også fire pinde og et stykke stof…

Peter: ..ja, ja, det fornægter vi heller ikke.

Torgny: Det er lige netop det, vi ikke gør. Udstillingen er ikke i opposition til tidligere maleriudstillinger. Vi prøver at give en enorm bred malerisk værdi uden at sætte grænser. Så det klassiske maleri er også repræsenteret, men på en måde, hvor det har en fysisk interesse. Alle kunstnerne er folk, der arbejder med at se et rum og installerer værket i rummet.

Rummene spiller op til værkerne med en væsentlig tyngde. Er Den Frie valgt specifikt på den baggrund?

Torgny: Vi har en stor kærlighed til de her rum og til den her bygning. Der har været mange udstillinger her, som har været fuldstændig ligeglade med rummene. Den Frie er ofte blevet opfattet som en ”white cube”, men det er det jo ikke.

Peter: Lyset er jo fantastisk. I starten tænkte vi på Charlottenborg, fordi Charlottenborg har den profil, der skal til. Men da vi begge to er fascinerede af Den Frie - både af rummene, som er unikke, og af historien, som vi synes, er utrolig væsentlig - fik vi meget hurtigt styret os ind på det.

Torgny Wilcke: In the..., 2009, 600 x 550 x 150 cm. Timber, aluminium & oil paint.		Ellen Hyllemose: Untitled, 2009, 370 x 1270 cm. Mdf, lycra, nylon string, iron & industial paint.		Kristina Bræin: Waiting Room, 2009. Masking tape, coloured cardboard and nails.

Det er umiddelbart en meget fysisk udstilling. Er jeres agenda en udvidelse af maleriet?

Peter: Ja, det handler om en udvidelse eller om accepten af en udvidelse. Vi vil gerne vise, at de her ting findes. Det er ikke sådan, at vi kommer og postulerer noget. Vi vil bare gerne vise, at der er kommet nye konstellationer og navne, der arbejder med de her problematikker.

Torgny: Man kan male en streg, og man kan få den meget lige ved at sætte malertape på begge side af det, man maler. Men man kunne i virkeligheden ligeså godt bruge tapen som streg, og det er dét, Kristina Bræin har gjort. Det er en meget direkte tilgang til maleriet, hvor hun bruger materialet som en mulighed blandt mange.

Der er mange forskellige objekter og materialer repræsenteret på udstillingen...?

Peter: Ja, det er ikke nogen dogme udstilling. Det er netop det, vi siger: Emnet og ordet er frit. Der er ikke nogle krav.

Torgny: Man kan sagtens lave et maleri uden at have brugt maling, pensel og lærred. Vi kom lidt op at diskutere, Kristina Bræin og jeg. Jeg fik sagt, at det næsten var det mest klassiske maleri på udstillingen, fordi hun stod der og fortalte, hvordan hun var kommet frem til hvor tapen skulle placeres. Det var præcis som at se en maler stå foran sit lærred med sin pensel.

John Armleder: Untitled (thunder and lightning, furniture sculpture), 1986, 250 x 160 x 120 cm. UV lamp, flourescent colour, acrylic on canvas.		Julian Opie: Bijou gets undressed, 2003, 700 x 260 cm.		Simon Callery: Chromium Oxide Cut Pit Painting, 2009, 230 x 210 cm. Distemper, canvas, wood and aluminium.

Hvad er det, der fascinerer jer ved maleriet?

Peter: Det er jo historien. Man kan ikke ignorere de historiske aspekter og erfaringer eller det materiale, man har arbejdet med gennem lang tid. Det er det, man bygger på hele tiden. Man kan ikke opfinde, man kan videreudvikle. Man kan lave nogle referencer, når man arbejder inden for det samme sprog, og det kan man så bryde eller lege det. Man prøver hele tiden at søge de unikke ting, for der er tydeligvis ufuldendte dele inden for det her felt. Derfor er det utrolig spændende at finde uopdagede nicher og sprækker. Det har vi forsøgt. Det er enormt frugtbart i vores tilfælde, at der har været udenlandske kunstnere med til at bygge op og installere.

Torgny: For mig er der også en fascinerende direktehed i maleriet.

Nogle af værkerne virker uafsluttede eller taget i processen...

Torgny: Mange af værkerne har en åbenhed i forhold til beskueren. Det er åbnet for beskueren at digte sin egen historie og indpasse den i sin egen tid.

Peter: Det er tilfældet med kabinetterne, jeg har lavet. Det er et værk med en åben historie. Det er ikke forbudt at åbne skabet, men der står heller ikke skrevet, at man godt må. Man må selv tage nogle chancer, ligesom jeg selv prøver at tage nogle chancer en gang imellem. Når man gør det, så sker der et eller andet. Både med rummet, med skabet, og det der er indeni. Men hvis man nu åbnede alle lågerne, så opstår der pludselig flere kombinationsmuligheder - en, to eller alle låger åbne.

Torgny: Ustillingen indbyder til at gå rundt i værkerne og afprøve dem, som hvis man gik rundt i Ikea og samlede sin reol.

Peter: Tilgangen i de her ting er utrolig interessant, fordi man med så få ting kan rumme så meget. Der er én, der har sagt om Gerold Millers ting, at han danner bro over afgrunden mellem kunst, design og arkitektur – og det synes jeg, mange af værkerne gør. Det er interessant, at et maleri, bare fordi det er lavet af nogle andre materialer, fremlægger de her analysemuligheder.

Gerold Miller: Instant Vision I-IV, 2005. 70 x 70 x 55 cm Aluminium, laquer		Gerold Miller: Instant Vision I, 2005. 70 x 70 x 55 cm Aluminium, laquer

Synes I, at maleriets muligheder med alle de her tilføjelser og den rummelighed, det kan have, har været en smule underkendt?

Torgny: Jeg tror den maleriske metode har vist sig igen og igen at være ekstremt produktiv. Det er ikke så vigtigt, om det er et maleri, eller hvad det egentlig er, og derfor bliver det heller ikke så vigtigt, om det er blevet underkendt eller ej. Det handler om, at man har en malerisk metode og nogle gange et malerisk indhold, som du kan opdage noget nyt med og som du kan lave noget nyt med.

Peter: Det er også bevidstheden om, at når man bliver klogere på sit stof, så er det jo uudtømmeligt. Så selv om man kan sidde en måned på sit værksted og være i tvivl om, hvor ens værk skal bevæge sig hen, så kan man pludselig vågne og opdage, at der er masser af ting, der kan arbejdes videre med.

Værkerne hænger eller står forholdsvis utraditionelt. Hvad får man igen ved at gøre det på den måde?

Torgny: Det er en optagethed af rummet.

Peter: Det er utrolig vigtigt, hvordan tingene bliver installeret. Når man pakker tingene ud, kan man begynde at lave en slags udstillingsarkitektur. Da jeg viste John Nixon rummet, som vi mente, han skulle udstille i, så sagde han: ”Peter, jeg tror bare, jeg sætter dem på den dér gesims, der kører rundt der”.

Torgny: Det tager højtideligheden fra maleriet, at det ikke skal hænge lige midt på væggen over sofaen med fare for at blive en kunstig størrelse i hjemmet eller i rummet. Sæt dem ned, hvor varmeapparatet er.

Udstillingen har elementer af dagligdagen - hvorfor fungerer dette dagligdagsvirke godt med et malerisk indhold?

Torgny: Ja, der er et aftryk af dagligdag, og af hvad der sker, når vi er i hverdagen. I stedet for at kigge på det, som noget der hænger oppe på væggen, så har vi en meget mere dagligdagsoplevelse. Claus Egemose taler direkte om, at nogle af hans værker kaldes Stue. Det betyder også, at beskueren er med til at bygge på værket. Kunstneren sætter processen i gang, så man får lyst til at kigge ind i skabet og se, om man pludselig ryger til Narnia, eller om der bare er et kæmpe rod.

Peter: Denne her opgave er meget legelysten og åben for både rummene og for beskueren. Der er et meget større spillerum. Det er også vigtigt at understrege, at udstillingen er kurateret, ikke på værker, men på kunstnere. Vi vidste ikke på forhånd, hvad kunstnerne ville komme med. Udstillingen er kurateret på, hvad kunstnerne står for.

Claus Egemose: Untitled, 2009. 450 x 175 x 50 cm Electric light, acrylic and aluminium		Claus Egemose: Untitled, 2009. 280 x 100 x 200 cm Laminated wood, compact laminate, acrylic and electric light

Vil i fortælle om de værker, i selv har med på udstillingen?

Torgny: Mit værk består af trælægter i den størrelse, som man nu køber trælægter i; 4,6 meter. De er sat op så de kan skydes hen ad en aluminiumsliste, så man kan flytte dem alle sammen hen i den ene ende. Det fungerer lidt ligesom en skabslåge, et gardin eller som Ikeas modulting. Samtidig er det af træ, så det er også som at gå rundt i en skov. Man kigger igennem noget, der kunne være træstammer, blade eller blomster. Jeg synes, at man bliver indbudt til at gå ind og ud imellem træet. Der er ikke den højtidelighed, som gør, at man holder sig fra det eller ikke tør røre ved det.

Hvordan spiller farverne ind i værket?

Torgny: Farver i et maleri er væsentlige. Jeg har holdt mig lidt til naturfarver eller skovfarver. Da jeg stod og lavede det, kom jeg til at tænke på en katedral, fordi det er så højt og så smalt. Der er noget med stolperne og lyset i en katedral, men man kunne også tænke, det bare var gardiner i et rum. Det har været vigtigt for mig, at man kunne se igennem værket, og at det var stort og luftigt, så man kunne kigge ind på det, der skete bagved. Med alt det lys, der er herinde, havde jeg en drøm om, at man kiggede igennem værket. Det gør man også igennem gardiner, vinduer og tremmer i virkeligheden.

Peter: Materialemæssigt er det absolut low-key. Det er så absolut lige fra tømmerhandlen. Det er ikke finessen – værk-finessen.

Torgny: Sådan kunne det jo godt se ud. Selvom man godt kunne synes, at det kunne være et minimalt værk med lige striber og sådan noget, så er det jo slet ikke sådan. For det første så er linjerne slet ikke særlig lige, for det andet så er materialerne ikke industrielt fremstillede. Det er malet i hånden og det er meget malerisk. Der er en glæde ved strøget, - malerstrøget. Det synes jeg faktisk gælder alle værkerne; der er en glæde ved at udføre tingene.

Torgny Wilcke: Lenghts - That's beat, 2009. Timber, aluminium and oil paint

Længder – det er beat er igen et eksempel på, at tingene skal installeres i rummet. Det hænger meget lavt, sådan så man måske kommer til at tænke på bænken eller radiatoren derhjemme, mere end man kommer til at tænke på et maleri, men det er en meget malerisk tilgang til at lave værket alligevel. Det, jeg oplever i det her rum, i modsætning til de andre, er en ekstrem stilhed. Jeg fik lyst til at sætte mig ned, og det får jeg ikke lyst til i det andet rum, hvor det er de store armbevægelser.

Peter, hvad er det, du har lavet?

Peter: Jeg har lavet en lille kombination af tre kabinetter og tre malerier. Det er der mange grunde til. Jeg har igennem mange år arbejdet med kombinationer af forskellige ting, som jeg selv producerer og sætter op i rummet. Jeg har lavet flag, små hylder, som er lakeret med nogle mønstre på, bildøre og nogle strukturer som hænger ude i rummet. Mange forskellige ting, hvor installationen og kombinationen af de her ting og størrelser skal gøre et eller andet. Jeg kan godt lide, at der er mange lag, man kan gå ind i. Skabet er en direkte kopi af et kinesisk lakskab, et klassisk møbel, som jeg har forstørret op. Det er meget stramt i sin form og så er der en lidt heftig farvesammensætning, som kører rundt i en kombination. I forhold til udstillingens koncept har jeg kendt det i lang tid og har haft rigtig god tid til at arbejde på det her værk. Jeg har et ønske om, at man defilerer ned igennem de her meget stramme, stærke strukturer, og så gemmer maleriet sig bagved – det her lidt mere gammeldags, klassiske maleri. Det fremstår forhåbentlig som en oplevelse, man kan gå ind i, hvis man har lyst.

Der er et møde mellem det strenge og de heftige farver og det runde maleri, hvis motiv er luftigt og holdt i små farverfelter. Hvad genererer denne modsætning

Peter: Der er et sammenstød mellem det kinesiske og maleriet, som peger hen imod det svenske almuemaleri. Det er jo sådan nogle pudsige størrelser at sætte sammen. Det var en spændende oplevelse at se malerierne, som kom hjemme fra mit værksted, sammen med skabene, som er produceret ude i byen. Det er på Den Frie, de er mødtes første gang. Det er et sammenstød mellem det stramme og det poetiske. Der er mange, der oplever det her som værende feminint, der er også mange, der har set, at det peger hen imod noget interiør og noget rumligt, og det synes jeg er enormt positivt, for det er helt klart der, jeg er på vej hen. Det centrale for mig er, at jeg hele tiden har et sted at gå hen med det næste værk.

Peter Holm: (Hey... You gotta) Hide your love away, 2009. 210 x 54 x 106 cm Laquer on beech and mdf		Peter Holm: (Hey... You gotta) Hide your love away, 2009. Ø: 121 cm Enamel on mdf

Hvad flyver gennem dit hoved, når du laver et værk?

Peter: Der opstår nogle paradokser og sammenstød, fordi jeg arbejder enormt intuitivt, og det passer jo ikke rigtig sammen med, at de her malerier tager lang tid at lave, fordi det er lakarbejder, der er nogle lange tørretider. Det kan godt se ud som om, det er meget pænt og ligetil, men man kan ikke rette i det. Hvis du først har lagt malingen på, så kan du ikke lave det om. De fejl, du laver må du inkorporere i værket eller smide det hele ud. Så det er meget direkte; læg noget tape og maling på, gå i seng og så vågne op og tage tapen af. Så står man og tænker. "Gud, hva’ nu?". Det er på den måde egentlig et paradoks, et sammenstød mellem helt forskelligartede processer inden for et maleri. Derfor arbejder jeg hele tiden på dem, fordi jeg er enormt spændt på, hvor de her værker går hen.

Torgny: For mig er det, du beskriver med, at der sker noget undervejs, og at det tager nogle andre drejninger end man havde forestillet sig, i virkeligheden ekstremt meget maleri. I maleriet sker tingene direkte, når du gør det, og at det er åbent for, hvad der sker undervejs. Så det er ikke et skrivebordsprojekt, og det har udstillingen heller ikke været. Der er meget intuition i den, og alligevel synes jeg, vi har holdt en linje.

I udstillingen handler det heller ikke om det formelle eller det konkrete maleri. Det handler også om, at historierne kommer op, tegneserien dukker op, der kommer eventyr op, der kommer alle mulige ting op. Hvis man havde nogle andre briller på, så ville man kigge på det formelle. Hvis man bare kigger, så er det pludselig et helt banalt maleri.

Tak.

WHAM - Painting and Beyond, 2009. Installationsview med værker af Peter Bonde.