Interview: Ole Faarup

Du elsker at tage til Basel. Hvorfor det?

Det er jo et skønt sted at mødes. Det er her det hele sker. Det er den vigtigste messe i verden. Man har et samspil mellem den helt tunge kunst og sattelitmesserne Volta - med stor dansk repræsentation - og Liste, som viser alt det unge, i sjove, snævre omgivelser.

Den store centrale messe i to etager har nederst den moderne kunst; Picasso og mange fantastiske værker – der er en hel stand kun med Miro. På første sal er der “cutting edge” og samtidskunsten. Det er samtidskunsten, der interesserer mig.

Troels Carlsen: Fools Rast, 2009. 90 x 146 x 65 cm. Mixed media installation

Yoshitomo Nara: Torre de Málaga, 2007. Wooden tower with paintings and mixed media		Yoshitomo Nara: Torre de Málaga, 2007. Wooden tower with paintings and mixed media

Der bliver vist over 2500 kunstnere på Art Basel, det er et bombardement af kunst. Hvordan strukturerer du din tilgang til sådan en messe?

Jeg vil sige, at der er års arbejde i det. Jeg siger altid til dem der begynder, “se meget og se endnu mere, og gå først derefter på messe”. Så kommer det lige så stille.

Jeg har jo visse kæpheste i øjeblikket – de indiske kunstnere - og dem kigger jeg efter. En af dem jeg holder meget af er Nalini Malani. Jeg så hende sidste år på Arco (kunstmesse i madrid red.), hun er en af Indiens mest væsentlige kunstnere. Der er også andre indere hernede. En af de største oplevelser i år synes jeg er Bharti Kher, som er på Art Unlimited (Art Basels platform for large-scale værker red.). Hun er i øvrigt gift med Subodh Gupta, der er en af Indiens største kunstnere. Han er også repræsenteret hernede.

Huset af Yoshitomo Nara, var også en af de store oplevelser i år.

Men det er klart at jeg også har visse gallerier jeg følger. Ikke mindst var jeg meget glad for at se en god udstilling af det danske galleri V1, som jeg synes havde en fremragende installation af Troels Carlsen.

Nedko Solakov: A Beauty 2, 2000-2009. 110 x 200 x 500 cm. White artificial fur, black cloth, stuffing materials, watercolor on paper with a cutout crescent-moon-shape opening, sanded glass, bulp		Nedko Solakov: A Beauty 2, 2000-2009. 110 x 200 x 500 cm. White artificial fur, black cloth, stuffing materials, watercolor on paper with a cutout crescent-moon-shape opening, sanded glass, bulp

Art Basel er blevet kritiseret for at favorisere en europæisk kunsttradition. Er du enig i det?

Det er jeg ikke enig i. Der sidder jo en komité, og den bliver skiftet ud hen ad vejen. Det er for at give et nyt input. Det er klart, at der er ting der er mere dominerende i perioder end andre. For et stykke tid siden var det Leipzig skolen, så var det unge amerikanere, så var det kineserne, og nu er indien ved at dukke op. Det følger udviklingen. Et år skal sofaen være beigefarvet et andet år skal den være grøn.

Krisen, hvordan har den påvirket messen i år?

At dømme efter alt det jeg har hørt og oplevet hernede, så går det meget godt. På en eller anden måde har det ikke helt manifesteret sig i kunsten endnu.

Jeg tror at krisen på en eller anden måde har strammet tingene op. Det er gået for hurtigt, der er blevet malet for meget. Nu højner gallerierne standarden. Der er rigtig mange fine værker på Art Basel i år, de er skarpere. Nu må vi også huske, at vi bevæger os på toppen af kunstverdenen. Det er virkelig gode og fornemme gallerier, der er repræsenteret. Vi taler om alle de bedste. Tendensen hernede er rimelig positiv.

Li Dafang: Zhang Hunngbo, 2009. painting: 350 x 950 x 50 cm. Mixed media installation: painting, sculptures, floor- and wall painting

Kan man ellers tale om nogle særlige trends i år.

Tendensen er at maleriet stadig står meget stærkt, mens at foto og video er trådt lidt i baggrunden. Men Nathalie Djurberg havde en film på Art Unlimited, der har været talt meget om.

Hvad har du ellers set der er særligt spændende i år?

Der var et værk på Art Unlimited af Nedko Solakov (A Beauty 2, 2000-2009 red.), som jeg synes er meget spændende, en fantastisk subtil ting. Og et værk af Li Dafang (Zhang Hongbo, 2009 red.). Der tænker jeg jo ikke på mig selv som samler, men på hvor vidunderligt det kunne være at få det vist på et museum i Danmark.

Arken står mig meget nær, fordi de gør noget der rækker ud over rampen. På Art Unlimited sidste år stod en togvogn (Qiu Anxiong: Staring into Amnesia) som var enormt betagende. Den havde Arken modet til at tage hjem til Danmark. Jeg har købt en lille ting af Alicja Kwade. Hun har været vist i Danmark hos Christina Wilson. Jeg synes hun er spændende. Jeg har også noget i kikkerten i morgen, men vi forhandler stadig om prisen.

Tak.