Interview: Nanna Debois Buhl

Nanna Debois Buhl: Sneakers in the sky, 2007. 15 min. Dias- og lydinstallation

Introducer udstillingen!

Picture History viser forskellige projekter jeg har lavet fra 2006 til 2009. Det, der binder værkerne sammen, er undersøgelsen af forholdet imellem billede, ord og lyd. Alle værkerne fortæller på forskellig vis historier. Jeg er interesseret i historieskrivning og historiefortælling – i forholdet mellem den lille og den store historie. De fleste værker er baseret på samtaler, interviews, men også på dialoger med andre fotografers billeder.

Tematisk er det nogle ret forskellige værker; ét af dem er et projekt Sneakers in the Sky, hvor jeg går rundt i Brooklyn og undrer mig over, hvad det betyder når folk smider kondisko henover elmasterne og lygtepælene. Værket er en dias- og lydinstallation. Jeg lavede projektet, da jeg flyttede til New York for to år siden, og begyndte at undre mig over hvad det handlede om med de sko. Jeg startede med at gå rundt i kvarteret hvor jeg bor og fotograferede. Senere begyndte jeg at tage min båndoptager med ud - jeg stoppede folk på gaden og spurgte dem hvorfor de troede at de sko hang dér. Det som var sjovt var, at alle var sikre på at det betød noget helt bestemt, men det var nogle helt forskellige forklaringer jeg fik. Det var forklaringer der spændte fra gang-activity, salg af stoffer, en afdød persons sko, et minde om tabt uskyld, til børn der leger eller at det er manden inde i den kinesiske restaurant, der hænger dem op. Der var endda flere af dem jeg interviewede, som selv havde kastet sko op på ledningerne, og de havde også forskellige begrundelser for at gøre det.

For mig var udgangspunktet meget sprogligt. Det var skoene som tegn, jeg ville undersøge, men idet jeg gik rundt på gaden og begyndte at snakke med folk, kom vi til at tale om hvad det var for nogle områder af New york hvor man ser det her fænomen. Det er ikke noget man ser på Upper Westside, det er tit i mere fattige områder, fx området af Williamsburg, hvor jeg bor. Derfor blev det også hurtigt til en snak om kvarterer, der forandrer sig. Det jeg kom frem til var, at skoene var et vandrende tegn - et tegn, der betyder forskellige ting på forskellige tide, steder og for forskellige personer. Det er ingen konklusion på hvad det betyder, hvilket også var det, jeg syntes var sjovt. På lydsiden har jeg taget alle de interviews, jeg har lavet, og mixet dem sammen, så det virker som om folk taler med hinanden.

Nanna Debois Buhl: Sneakers in the sky, 2007. 15 min. Dias- og lydinstallation		Nanna Debois Buhl: Sneakers in the sky, 2007. 15 min. Dias- og lydinstallation

Hvordan med skoene som subkulturelt tegn, eller som noget, der skaber en gruppedynamik?

Det er det helt klart. Det er et tegn, og det betyder jo noget, men der er bare mange forskellige betydninger. Det var et projekt, som var sjovt at lave, fordi jeg lige var flyttet til New York. Jeg tror, man har en anden sensitivitet i forhold til sådan nogle fænomener, når man befinder sig et sted, som ikke er helt velkendt. For mig var det også en måde at komme i kontakt med folk i mit nye kvarter på. Efter et stykke tid kunne folk genkende mig på gaden og kom løbende efter mig for at fortælle, at de havde talt med nogle andre om fænomenet, som havde en helt anden idé om, hvad skoene betød.

Other Halves er et andet New York-baseret værk. I min research går jeg rundt i Chinatown i New York i fodsporerne på den danske fotograf Jacob Riis, som rejste til New York i slutningen af 1870'erne. Han var ludfattig da han ankom, men han blev politirapporter for New York Tribune og udgav senere bogen How the Other Half Lives. Det, som er spændende ved hans historie er, at han var én af de første fotografer der brugte blitz. Han hørte om opfindelsen af magnesiumblitz-pulveret, som gav helt nye muligheder for at gå ud i marken og fotografere. Han ville dokumentere livet i slumkvartererne i New York, og bruge sine fotografier til at oplyse det bedre borgerskab om, hvor slemt det stod til. Det er et meget fascinerende projekt fordi det på den ene side var meget visionært, men samtidig havde han nogle ret problematiske arbejdsmetoder. Der er fx nogle historier om, at han engang skulle fotografere en gruppe blinde mennesker, men han havde ikke helt styr på det her magnesiumblitz-pulver, så han kom til at sætte ild til deres hus. Han har også nogle meget interessante og problematiske karakteristikker af de forskellige invandrergrupper. Lower East Side i New York var det område, hvor invandrerne først bosatte sig når de kom til byen, og Jacob Riis har et meget klart hieraki for, hvem der var den gode indvandrer og hvem der var den mindre gode. For eksempel taler han om, at man aldrig får en værdig kristen ud af "John Kinamand", og det er jo interessant i sig selv, men det er lige så interessant at tænke på, hvad den slags karakteristikker betød dengang i forhold til idag.

Nanna Debois Buhl: Other Halves, 2007. 16 min. film		Nanna Debois Buhl: Other Halves, 2007. 16 min. film		Nanna Debois Buhl: Other Halves, 2007. 16 min. film

Hvad var det egentlig præcis du research'ede på?

Jeg var interesseret i hans projekt, i den måde, hvorpå han på én gang havde en meget idealistisk og visionær tanke om at bruge fotografiet som et politisk redskab. Han fotograferede meget i gaden Mulberry Street i Chinatown, og jeg gik i hans fodspor for at se hvordan området har forandret sig siden dengang. Endelig var jeg interesseret i at tænke over hvad det vil sige, at læse hans fotografier i dag mere end 100 år efter de blev taget.

Jacob Riis brugte sine fotografier i lysbilledforedrag, der havde form af en slags guided tur, og det er den form, min film er inspireret af. Filmen består af hans stillbilleder og mine stillbilleder, med tre forskellige stemmer, som taler; en, der læser citater fra Riis bøger, en turistguide, som fortæller mere faktuelt om området, og min stemme, som er en slags researcher, der reflekterer og undrer sig. Der taler jeg også om min egen oplevelse af at gå rundt i området med mit kamera og om hvilke problematikker jeg løber ind i.

Hvordan forholder Riis' og dine egne fotografier sig til hinanden, når de væves sammen i installationen?

Vi fotograferer i det samme område, men jeg fotograferer på en anden måde end han gjorde, jeg var nok mere diskret med mit kamera, jeg følte mig bestemt som en gæst i området I løbet af projektet blev jeg klar over, hvor tæt jeg ville gå, Jacob Riis kæmpede for en specifik sag og brugte fotografiet som et redskab. Jeg var interesseret i at undersøge fotografiets ideologiske betydninger, dengang som nu, i fotografiets rolle i forhold til repræsentationen af den såkaldt anden. Via Riis’ projekt overvejede jeg min egen rolle som fotograf, der bevæger sig gennem Chinatown i dag.

I udstillingens forskellige værker veksler jeg imellem at fortælle en historie og reflekterer over, hvad det vil sige at fortælle en historie, samt tænke over sproget der benyttes. Der er hele tiden de her metareflektioner, der optræder i større eller mindre grad, og i nogle værker er det fortællingen, der får lov at få plads. Fx kan værket Rejsende Planter læses som en fortælling om to planter og som en metafor for en politisk tilstand, hvor jeg i andre af værkerne taler mere om repræsentation og sprog.

Nanna Debois Buhl: Rejsende Planter, 2006. film		Nanna Debois Buhl: Rejsende Planter, 2006. film

Rejsende Planter var et værk jeg lavede til Exit 06. Det opstod imens jeg lavede research til et værk ude på Holmen, hvor jeg kom i snak med en gammel u-bådsbygger, som havde arbejdet skibsværftet. Han fortalte, at på Flådens område, voksede der en vinranke, som oprindeligt stammede fra Madeira. Den var kommer hertil fordi danske søfolk havde taget en stikling med hjem fra en rejse og plantet her. Engang i slutningen af 1800-tallet udbrød der en vinpest på Madeira, som udryddede alle vinplanterne. Det siges at der blev sendt bud efter en dansk vinranke, som endte med at redde den fortsatte Madeira-produktion. Jeg besluttede mig for, at undersøge historien nærmere; jeg tog ud på Holmen, talte med nogle folk, som arbejdede i arkiverne og de sagde, at det var rigtigt at der blev sendt en dansk plante derned, men at det ikke var den, der reddede vinproduktionen. De sagde, at den samme historie bliver fortalt på flådebaser i Norge og England, og at det var en vandrehistorie. Jeg tog også ind i botanisk have, hvor de ikke havde hørt historien men fortalte, at man kunne afgøre spørgsmålet ved at lave en dna analyse af de to planter. Det var ikke så meget spørgsmålet om hvad der var sandt eller falsk, jeg var interesseret i, men snarere det fænomen, at historier forandrer sig - så jeg fandt aldrig ud af om det var rigtigt at en dansk vinplante havde reddet vinproduktionen på Madeira.

Historien fik mig til at tænke på bjørnekloen, som også er en importeret til Europa i slutningen af 1800-tallet - af viktorianske opdagelsesrejsende. I Danmark har den nu fået enorm kraft: Den breder sig uhæmmet og udrydder såkaldt oprindelig vegetation, og nu er den faktisk blevet forbudt. I værket sammenligner jeg de to planters forskellige skæbner. Man kan se historien som en reflektion over elementer, der rejser fra én kultur til en anden og den hårfine grænse mellem at være ønsket og eksotisk eller ukrudt.

Nanna Debois Buhl: Optog, 2007. fotografi med vægtekst		Nanna Debois Buhl: Optog, 2007. fotografi med vægtekst

Er det også det sociale element omkring vandrehistorien, der interesserer dig?

Ja, jeg er interesseret I hvordan vi bruger fortællinger til at forstå vores omverden men også i hvordan historien hele tiden får en ny facet - det kalejdoskopiske i, at historien som bliver fortalt igen og igen, ændrer sig en lille smule hver gang. Nogle gange når jeg laver research til et projekt, kommer der en historie op, som ikke nødvendigvis passer ind i det projekt jeg var i gang med. Så går jeg og tænker over den, og tager måske fat i den lidt senere. Jeg synes, det er sjovt at begynde at trævle en historie op for at få de her forskellige udlægninger. Men samtidig er det også et udtryk for at historieskrivning ikke er fast størrelse men foranderlig - afhængig af tid og synsvinkel.

Et andet værk består af to historiske fotografier af nytårsoptog på Skt. Croix. Jeg fandt dem i Det Kgl Biblioteks arkiv, hvor de har nogle ret fantastiske albums fra kolonitiden lavet af danskere som havde opholdt sig på de Vestindiske øer. Det spændende ved de album er, at de består af en blanding postkort og fotografier, det er næsmest nogle personlige historieskrivninger, hvor folk har samlet billeder, valgt en rækkefølge og skrevet billedtekster til. Det ene foto viser et karnevalsoptog, hvor en sort person er klædt ud som hvid. Figuren hedder Mocko Jumbie, og der er mange forskellige fortolkninger af, hvad han er for en figur. Det andet foto viser et katolsk optog. Jeg har skrevet nogle fortolkende billedtekster til de to fotografier, hvor jeg prøver at læne mig op ad sproget, som man ville finde det i en historiebog eller et leksikon. Det er et værk hvor jeg samtidigt reflekterer over billedteksters rolle i vores læsning af et fotografi og over hvordan koloniherrerne udøvede magt - udfra forskellige overbevisninger.

Nanna Debois Buhl: Fra Guidebogen, 2008. 3 min. film

Sidste år var jeg på to rejser til the US Virgin Islands (tidligere dansk Vestindien) , og inden jeg skulle afsted, købte jeg rejsebogen Turen går til Dansk Vestindien - en titel, der i sig selv er ret sjov, da det jo er 100 år siden, at øerne var danske. Bogen starter ud med at forklarer, at "Vi kalder øerne for Dansk Vestindien, for nemhedens skyld". Da jeg så læste bogen undrede det mig, at der hele tiden stod "vi", og jeg syntes at hele bogen havde en lidt pudsig forestilling om hvem "vi" er i forhold til "dem". "De lytter til stort set det samme musik, som vi gør", fx. Jeg samlede alle de sætninger, jeg kunne finde, som omhandlede dette forhold, og de udgør så filmens undertekst. Visuelt består filmen af et lille klip, som viser swimmingpoolen på det hotel, hvor jeg boede. Det er en film, som står og vipper imellem at være fotografi og film, fordi man egentlig bare ser lidt bevægelse i vandet - næsten fotografi i bevægelse. Jeg synes, at forholdet imellem det stillestående og det bevægelige billede er et interessant felt at operere i. Måden jeg arbejder med film på er meget fotografisk. Undersøgelsen af forholdet mellem det stillestående og det bevægelige billeder går igen i mange af udstillingens værker.

Nanna Debois Buhl: A Conversation, 2008. Fotografi og digt af Jill Magi

Det sidste og nyeste værk på udstillingen, A Conversation, indeholder et foto, som jeg har taget i en gammel apotekerbutik, hvor der stod de her gamle remedier fremme ledsaget af et skilt, med teksten; "Respect history. Do not touch." Jeg synes det var skægt fordi mange af mine værker jo netop handler om at pille ved historien. Jeg inviterede en kollega, den amerikanske forfatter Jill Magi, til at skrive en tekst, som skulle binde mine værker sammen. Hun har skrevet en tekst, som kan læses som et brev, men også som en række skriveøvelser, hvor hun reflekterer over min måde at bruge ord og billede på.

Så hendes tekst binder udstillingen sammen?

Ja, den gør det ved at tale om metode i forhold til at arbejde med ord og billeder. Det, som var sjovt ved at lave dette værk var, at mange af mine værker handler om samtalen; man hører en historie og bliver overrasket, finder frem til et menneske, der ved noget mere og bygger på. Det er hele tiden en dialog, så jeg syntes det var interessant at sende staffetten videre til en anden, som kommenterer ved at skrive tilbage til mig.

Dine værker har allesammen et præg af planlagt tilfældighed...?

Der er helt klart nogle tematikker, jeg interesserer mig for, men jeg kan godt lide at have et element af tilfældighed i mit arbejde, fordi det får karakter af en leg, hvor man aldrig ved, hvad der gemmer sig om det næste hjørne. Det er en drivkraft for mig, at der er et tilfældighedselement, som gør, at historien og projektet pludselig antager en helt uventet karakter. Måske er det også noget, som bliver meget tydeligt når man rejser til et nyt sted. Man bliver mere modtagelig overfor tilfældighederne, når man rykker ud af sine vante omgivelser. I mange af mine værker har jeg været på ukendt territorie, hvor jeg har måtte famle mig lidt frem, men også lytte meget til de historier, som folk fortalte mig.

Tak.