Interview: Mille Rude & Charlotte Bergmann Johansen

Mille Rude & Charlotte Bergmann Johansen: Film stills fra videoen Divine Madness Tour for Two, 2009.		Mille Rude & Charlotte Bergmann Johansen: Film stills fra videoen Divine Madness Tour for Two, 2009.

I har haft en lang 'inkubationstid' på en 4-5 år, hvordan har arbejdet med idéen til udstillingen været, fra start til slut?

Mille Rude: Vi er fra samme årgang på Kunstakademiet og talte på vores exit om projektet. Charlottes vejleder, Judith Kirshner, overhørte det, og sagde; ”go for it”. Hun formidlede også kontakten til Bette Midler. Vi gik i gang med at undersøge vores sketch, kontaktede Bette Midler, skrev en historie og tog til USA for at udleve den historie og lade den udvikle sig. Vi søgte en masse fonde og fik midlerne, tog to store kameraer og kostumer med til Californien, Arizona, Nevada, Hawaii og New York i seks uger, hvor vi filmede. I løbet af rejsen fandt vi ud af, hvad historien egentlig skulle handle om. Der er noget selvbiografisk i det, det er selvoplevet. Vi omsatte idéerne on location og tingene begyndte at tage form.

Fortæl om filmen.

Mille Rude: Filmen handler om, at figurerne hele tiden er lidt ude af kontekst. Man ser havfruerne befinde sig i ørkenen og i Grand Canyon, og det er ikke der, man forventer at se havfruer. Man ser også to nordiske kvinder rejse rundt i USA, og de er også hele tiden lidt malplaceret. Det samme kommer til at ske til de performances, vi opfører ti gange i alt: Når de to havfruer kommer kørende ind i elektriske kørestole, er de også malplaceret i forhold til Kunsthallen Nikolaj. Plottet er, at havfruerne stiller sig åbne over for det syn, de får og vælger at forfølge det. Hvad det så fører til, må man finde ud af i udstillingen. Vi leger med det at være malplaceret i en kontekst, og vi tror, det bliver befriende for publikum, når de får brudt forestillingen om deres rolle som kunstpublikum og begynder at lege med. Det er en undersøgelse af, hvad det er for en sammenhæng, og om vi overhovedet kan nå at aflæse den og analysere rigtigt, for hvad er en rigtig måde at agere og være på som gruppe eller individ?

Mille Rude & Charlotte Bergmann Johansen: Skitser til Divine Madness Tour for Two, 2009.		Mille Rude & Charlotte Bergmann Johansen: Skitser til Divine Madness Tour for Two, 2009.

Hvad var det ved Bette Midler, der inspirerede jer?

Charlotte Bergmann Johansen: Vi har begge været fan som teenagere. Jeg faldt for den dér fandenivoldskhed, og så faldt jeg ret hurtigt for sketchen med hendes karakter, Delores Delago, som er en falleret stjerne i havfruekjole i en elektrisk kørestol, der aldrig rigtig har klaret den og er blevet til noget. Der var en friskhed over det, en eller anden sjov historie.

Mille Rude: Vi tændte på hendes selvironi og humor omkring hendes egen rolle. Hun var en af de første kvindelige stand-up'ere, der opførte one-woman shows i starten af 70'erne for et gay-publikum. Hendes shows lå et sted, man ikke havde set før med en kvinde, der fortalte dirty jokes om sin rolle i showbizz, iført havfruekostume og fordrukkenhed, mens hun fyrede den helt af og sang og dansede rundt i den dér kørestol. Den måde at gå til kunstnerrollen på og den situation med at være kvinde og slå igennem – det har været et forbillede og en kæmpestor inspiration, også for os som kunstnere. Vi sørger for at have den dér platte humor med, som vi ikke har set så meget af i billedkunsten. Vi har grebet det her projekt meget humoristisk an, og det har været en drivkraft – vi har husket at øve i kørestolene, og hver gang griner vi. Vi har mindet hinanden om, at vi er privilegerede, fordi vi arbejder med noget, vi selv former meget, og som er meget morsomt – også for os selv.

Hvad er det, humor kan i jeres Delores-verden eller kunstnertilværelse?

Mille Rude: Den kan det, at man godt kan være fordrukken, falleret og ikke være slået igennem, men hvis du har din humor, så kan du stadigvæk stille dig op og fyre den af.

Det bliver ikke patetisk; det kan godt være, det er en tragisk situation, men du er klar over det, og du kan bruge det som en drivkraft. Bette Midlers måde at gribe sin karriere an på har inspireret mig til at bruge humoren konstruktivt - til at komme videre på.

Kan sammenstødet imellem humor og performance noget specielt; politisk gendrivelse, udvendiggørelse, afsløring, trække grænser op…?

Charlotte Bergmann Johansen: Det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Jeg tænker i stedet på performance i retning af de gamle musicals fra trediverne, hvor vi har fundet mange skitser til vores skulpturer og bevæget os ind i sådan en showbizz-carbaretstemning, men også tager billedkunsten med, fordi vi er billedkunstnere.

Mille Rude: Det er på en måde et politisk statement. Man kan sige, at tredivernes musical kom i en finanskrisetid, hvor folk brugte musicals som en form for eskapisme, og det blev bare større og vildere med flere og flere dameben og solopgange. Det er interessant at gribe den forløsende stemning, men er det eskapisme, eller har man brug for at kunne drømme sig ud i Grand Canyon, selvom man sidder på Christianshavn?

Charlotte Bergmann Johansen: Der er også noget på spil for os. Vi lever os selv ud: Vi kan blive til grin og vi er på slap line. Vi sætter ikke bare tingene op, går igen og kigger forbi til ferniseringen, men vi er på, og vi danser. Som publikum til humor og performance er oplevelsen, at det nogle gange bare bliver menneskeligt igen, fordi man kan se sig selv i det. Så griner man også af sig selv. Det er derfor, det virker så stærkt, og faktisk går renere ind, end hvis man diskuterede det i et panel i Kunsthallen Nikolaj...

Mille Rude: Performance virker utrolig stærkt – det synes jeg i hvert fald selv. Det handler om at balancere det underholdende element, for vi laver det ikke kun for at være underholdende. Jeg synes også, det er et politisk statement at bringe det underholdende ind i billedkunsten, uden at det handler om at sælge billetter. Det er jo ikke derfor, vi gør det.

Mille Rude & Charlotte Bergmann Johansen: Skitse og model, Divine Madness Tour for Two, 2009.		Mille Rude & Charlotte Bergmann Johansen: Skitse og model, Divine Madness Tour for Two, 2009.

Hvis I skal indkredse problemstillingen og berører det kønspolitiske tema, hvad handler det så om?

Mille Rude: Det handler hele tiden om spejling: Vi er to kunstnere, to kvinder, der spejler os i en identitet som havfruer, der tager ud i den store verden, samtidig med at vi spejler os i en Thelma and Louise problematik om afgrunden som det sidste. Vi havde en diskussion om, hvorvidt drenge kan spejle sig i havfruemyten og i to unge kvinder on the road. Vores pointe har været, at her er det kvinderne, der er repræsentanter for mennesket. Vi er vant til at se mændene som repræsentanter. Det har været vores pointe vedrørende det kønspolitiske. Vi er to kvinder, og vi behøver ikke diskutere det så meget. Det samme med havfruen, vi beslutter bare, at alle kan identificere sig med den, end of story. Havfruen er i forvejen delvist forandret som halvt menneske, halvt dyr. Identificeringen med den menneskelige historie og de besværligheder, der følger med, går forud for det kønsbestemte.

Hvad skal man tage med fra udstillingen?

Mille Rude: Jeg synes, du skal lægge noget fra dig og turde opleve situationen uden de forbehold, man altid går ind i et rum med. Der må erfaringen ligge i, om man tør det. Jeg tror, børn er bedre rustet end de voksne, for de er ofte meget mere kompetente til at erfare ting åbent og turde sanse. Vi er mere spændte på, om vores voksenpublikum tør springe ind i lyskeglerne og danse med. Man må sætte sig på sandbanken, i kørestolene, stå og sidde på lagkagen, gå om bag kulisserne. Det er meningen, man må røre ved tingene og agere i rummet. Det ville vi også have lavet til en voksenudstilling, men jeg tror, børn har lettere ved det, mens voksne oftest skal hjælpes. De har flere barrierer.

Mille Rude & Charlotte Bergmann Johansen: Materialer, Divine Madness Tour for Two, 2009.		Mille Rude & Charlotte Bergmann Johansen: Materialer, Divine Madness Tour for Two, 2009.

Det er en åben diskurs, I arbejder med, frem for en specifik kritik mod nogen eller noget. Hvorfor skal der være den tilgang i det her tema?

Charlotte Bergmann Johansen: Hele pointen er, at det er sådan, det er. Det er åbent, og man må selv finde ud af, hvordan man vil være. Fordi vi lige fremstiller det sådan i skikkelse af to forvirrede havfruer, så skal vi netop sørge for den grænseløse og åbne tilgang. I et helt livsforløb udvikler man sig. Pointen er, at det ikke må blive for lukket. Det er et grundvilkår, at man ikke kan være sikker.

Mille Rude: Det er jo en igangværende diskussion. Lost and Found i Nikolaj handler om transgender, queer og queerteorier, der diskuterer, om identitet er performativ og noget, du frit kan vælge. Er det en blød størrelse, du kan modellere eller er det en legoklods, du har med dig, når du bliver født? Vi lægger os i forlængelse af det, fordi vi performer de her identiteter ud. De er ikke en fast størrelse, og de er ikke bare én identitet, men har flere muligheder. Vi kan være havfruer, vi kan være workingmaids, vi kan være os selv, men vi er også os selv, når vi er havfruer og workingmaids, så det er en undersøgelse eller en leg med identitet. Det er den holdning, at det at være menneske er en undersøgelse. Du skal ikke bare tage din identitet for givet. Man må hele tiden undersøge, hvad det vil sige at være mig i den her krop. Sådan tænker jeg om vores tilgang til projektet.

Tak.