Interview: Michael Elmgreen in Venice

Den nordiske pavillion, view udefra.		Den danske pavillion, view udefra.

Hvad var startskudet til udstillingen her?

Vi blev udpeget til at skulle kuratere den nordisk pavillion på Venedig Biennalen i år, og så ville skæbnen jo, at det danske board også havde bestemt sig for os. Så slog vi dem sammen, for det ville jo have været lidt latterligt at lave to konkurrerende udstillinger, særligt når de nu er naboer. Dette her er en samtidsversion af Naboerne - hvis man kan huske den...

En nabostridighed?

Det er forskellige livsstile, og det er forskellige arkitekturer. Den danske pavillion er jo forfærdelig, fordi den har sådan en klassicistisk kerne med noget gult forstads mustensbyggeri omking den. Det ligner et hus, der er blevet maltrakteret igennem generationer, så det var oplagt, at det skulle være et familiehjem. Rummene ligner også det bedre borgerskabs familiebolig, hvorimod den nordisk pavillion er én stor åben struktur, som egentlig burde ligge i LA og ikke i Giardini. Derfor har vi lavet den til sådan en swanky bacherlorbolig. Vi har lavet det til et case study house fra midten af sidste århundrede, hvor man stadig turde at eksperimentere med livsformer og boformer. Der er nedsænkede sofaer, indbygget seng og ingen skillevægge. Man bor åbent. Det er til en enlig herre, som havde en lidt vild livsstil, så han endte op i svømmepølen udenfor. Vores vagter er nogle castede smukke unge mænd fra Venedig, som hænger ud i huset iført hvide t-shirts og cowboybukser, og de er hans efterladenskaber.

Han & Him: Butterflies, 2009, 180 x 150 x 6 cm. Steel frame, glass, fabric.		Jonathan Monk: Maquette for a Giant Spinning O, 2006, Ø 194 cm, Aluminium.

Nu har vi kaldt udstillingen for The Collectors, så de to pavillioner repræsenterer også to forskellige måder at samle på. Denne her herre samler ikke kun på samtidskunst, der understøtter hans egen seksualitet, men han samler også på smagfuldt samtidsdesign og brugt svømmetøj fra hans ex-elskere, som han hænger op på række ligesom sommerfugle med små navneskilte under. Og så er det jo klart, at man havner i et svømmebassin med hovedet nedad før eller siden...

Hans naboer er lidt mere stramme. Jeg tror familiefaderen er arkitekt med en stram linial, der holder kernefamilieværdierne højt. Desværre har de så en teenagedatter. Klara Lidén har lavet et rimelig punket teenageværelse med en hundelem ud til det fri. Det er det eneste håb for familien fremover...

Klara Lidén: Teenage Room, 2009, 270 x 435 x 430 cm. Mixed media installation.		Den danske pavillion, installationsview med værker af Elmgreen & Dragset, Maurizio Cattelan og Jani Leinonen.

Det vi har villet, er at vise at folk samler på grund af mange andre ting, end det, der har med investeringer, kunstmarkedet, auktionspriser og 'who's hot, who's not' at gøre. I de sidste ti år har al snakken om at samle foregået på det plan, men de fleste samler jo bare fordi de er rablende skøre eller har et enormt begær for noget. Der findes fx også folk, der samler på snørrebånd og frimærker. I den danske pavillion har vi en fluesamling - ikke en sommerfuglesamling som Damien Hirst, men en samling af fluer fra en svensk passioneret, men almindelig og ordinær fluesamler, som har pindet dem op og skrevet detaljer nedenunder. Så den familie, der bor i den danske pavillion, samler generelt for at prøve at få orden på deres samspilsramte virkelighed.

Og the bachelor samler af andre grunde?

Ja, man kan jo samle med pengepungen og man kan samle med hovedet, men man kan også samle med pikken.

Værker af Tom of Finland.		Wolfgang Tillmans: FKK / naturists, 2008, 181 x 269 x 6 cm. C-print.

Så det er det, han gør - og skriver erotica...

Ikke kun. Der er masse af forskellige queer approaches i den nordiske pavillion, og der er jo fordi Hr. Dragset og jeg selv tilhører den gruppe. En af de ting, vi gerne ville understrege, er at kunst med en queer reference kan se meget forskelligt ud og have meget forskelligt indhold. Derfor er der mange forskellige positioner af bøsse-relateret kunst i pavilionen. Der er alt fra Tom of Finland, som jo har et herligt navn når man skal være national repræsentant, og som nok er én af de mest kendte kunstnere fra Skandinavien, men som ikke helt er stueren nok til de pænere museer. Han er rimelig plain on seksuel. Så er der Wolfgang Tillmans, som har betydet enormt meget for bøsseidentitet igennem 90'erne, fordi han brød med det camp i bøsseportrættet ved at vise nogle alternative bøssemiljøer. Så er der en ikke så kendt kunstner, som har betydet rigtig meget, men som man har glemt igen, som hedder Pepe Espaliú. Han har lavet en meget formel skulptur med to bærerstænger monteret på en sort klods. Han lavede den lige før han døde af aids til en aktion, hvor han sad inden i den og blev båret igennem Madrids gader, så den er en rekvisit, som har en alvorlig side.

Vi har prøvet at skabe nogle karakterer, og denne her herre i den nordisk pavillion var et eller andet sted imellem at være en erotisk romanforfatter og komponist. Jeg tror simpelthen han havde så mange penge på bankbogen, så han havde det sådan lidt: "Should I write a book or should I go to the stage?" Jeg tror i virkeligheden mest han var interesseret i de her unge drenge, der sidder derinde nu.

Pepe Espaliú: Carrying VI, 1992, 143 x 200 x 107 cm. Iron.		Værker af hhv. Elmgreen & Dragset og Maurizio Cattelan.

Det er også betegnende at det, som han skriver, er meget selvreferencielt: Det handler om en forfatter, der sidder og skriver erotisk litteratur.

Ja. Han har også nogle malerier, der er lavet af den norske maler Vibeke Slyngstad, som rent faktisk er motiver fra det rum, som vi har sat op. Det afspejler nogle af de mange tætte samarbejder med kunstnerne, som virkelig har været med på spøgen. Vibeke lavede billederne ud fra nogle computerrenderinger, hvor vi havde lavet det arkitektoniske set up for, hvordan vi ville transformere rummet. Maurizio Cattelan leverede familiehunden til den danske pavillion, og så havde vi en skulptur på lager med stemme af James Franco, som vi lavede til en tidligere lejlighed. Dem satte vi sammen, så de opleves som en helhed. Sådan har det været hele vejen igennem: Der har overhovedet ikke været nogle primadonna'er. Jeg er blevet helt nervøs for, om kunstnere generelt er så flinke overfor kuratorer, for så er jeg selv en værre bitch i sammenligning. Så nu går jeg og overvejer som jeg skal til at tænke over min opførsel...

Vibeke Slyngstad: The Nordic Pavilion I, 2009. 182 x 260 cm Oil on canvas		Vibeke Slyngstad: The Nordic Pavilion II, 2009. 182 x 260 cm Oil on canvas

Hvad har været jeres motivation for at bygge det op på denne her måde?

Vi kom og så den nordiske pavillion, som vi jo godt kendte i forvejen. Det er jo rimelig ladet arkitektur og et forholdsvis dårligt udstillingsrum, men det ville til gengæld være dejligt at bo i. Vi har mange gange nogle ret simple aproaches til at lave udstillingerne. Vi prøver at gå ind i det og forholde os til hvad der er muligt, så vi ikke skal fløjte imod vinden fra begyndelsen.

Hvordan er i nået frem til præcis de to typer beboere?

Mr. B ligger jo rimelig lige for, for sådan nogle som os.

I den danske pavillion arbejdede vi med den arkitektur, som var der. Det er to gange stramhed smækket oven på hinanden: først klassicismen og så de gule mursten. Det er sådan cirka det værste af dansk arkitektur, der er blevet repræsenteret dér. Dansk byggebranche må være virkelig kede af det, særligt under arkitekturbiennalen, for det er ligesom at have et skilt udenfor med påskriften: 'Så galt kan det gå, hvis du får en dansk arkitekt til at lave dit hus'. Så vi besluttede at sætte den til salg, faktisk før alle begyndte at snakke om recession. Det var wishful thinking: Måske kunne vi få den solgt og bygge noget andet!

Men det er ikke lykkedes?

Nej, ikke endnu, men der kommer jo et forholdsvis købestærkt publikum her, og den ligger jo perfekt i forhold til biennalen...

Den nordiske pavillion, installationsview.		Den nordiske pavillion, installationsview.

I har gjort meget ud af at tingene skulle passe ind i jeres overordnede koncept, så det er en ret stram kuratering i har lavet...

Nogle gange udstiller man i nogle eksperimentarier, hvor der næsten ikke kommer noget publikum, og hvor man derfor kan lave kunsten nærmest som i et laboratorium for at komme frem til nogle ting. Her har vi et stort publikum, som betaler for at komme ind, og det har været i højsædet. Vi har både været i en helt masse dialog og været nogle rigtige diktatorer, fordi fx den nordiske pavillion nogle gange har lidt af noget forfejlet socialdemokrati, hvor alle skulle have lige mange kvadratmeter og være x antal meter væk fra de andre kunstnere. Så for at få samling på det hele har vi været nødt til at sætte nogle rammer op, for at gøre det oplevelsesværdigt.

Der er mange kuratorer, der er meget virituose rent visuelt, men der er også rigtig mange, som har rigtig gode idéer og koncepter, der fungerer perfekt på det tekstuelle plan. Men når det så kommer op i 3D og skal fylde noget i rummet, så fungerer det ikke længere, for de ved ikke, hvor lang tid det tager at lave kunstværker eller hvilken slags visuel udsigelse der vil myrde den udsigelse, der hænge lige ved siden af og den slags. Nu hvor kuratoren er blevet et fast element i kunstverdenen tror jeg det ville være godt, hvis man indbyggede lidt mere praktisk øje i den uddannelse, så man lærer folk, at man ikke kan tænke det op på væggen. Dér har vi som installationskunstnere den fordel, at vi godt ved hvilken smerte og portion arbejde der ligger i at lave værkerne.

Thora Dolven Balke: Safety Measures, 2009. var. dimensions Polaroid photos, photo album		Thora Dolven Balke: Safety Measures, 2009. var. dimensions Polaroid photos, photo album

Har i gjort jer nogle overvejelser omkring biennalens tradition for at se udstillingerne som nationale repræsentationer?

Ingen. Jeg er dansk, Ingar er norsk, vi har boet i Berlin i 12 år og jeg er lige flyttet til London. Jeg mener: Nationalitet? Undskyld mig, men hvor tit kommer den frem? Er det ikke sådan noget med vikinger i teaktræ med sælskinsskæg, som man kan købe inde på Vesterbrogade?

Der har heller ikke været noget pres for at i skulle lave noget, som tematiserede noget nordisk?

Overhovedet ikke.

Du virker tilfreds?

Det er jeg. Der har været en masse arbejde, og hvis i havde spurgt for tre uger siden, ville jeg have været dybt frustreret. Vi prøvede først at grave swimmingpoolen ned imellem de to pavillioner, hvilket vi havde fået tilladelse til, og så stødte vi på sådan en gasledning. Sådan noget tegner man ikke på italienske tegninger om undergrunden, så den gik i stykker og der begyndte at sive gas ud, hvilket gjorde at alt arbejde blev nedlagt. Så skulle vi søge en ny tilladelse til at placere den et andet sted, og når man lige har slået hul på en gasledning er det ikke helt så nemt at få igennem... Så sådan nogle praktiske småting har været en lille smule stressende, men nu har det stået færdigt i tre dage, og vi er virkelig glade for resultatet.

Tak.

Porcelænssamling i den danske pavillion.		Den danske pavilion, installation view med værker af Martin Jacobsen, Norway says & Elmgreen & Dragset.		Laura Horelli: Äiti (Mother), 2009, 25 min. Dvd.

Polynesian sculptures in the nordic pavilion.		Nina Saunders: Payload, 2009, 105 x 205 x 108 cm. Mixed media.		Simon Fujiwara: Desk job, 2009, var. dimensions. Desk, photos, documents, texts.

Hernan Bas: The act of pollionation, 2009. 127 x 101,6 cm Acrylic on linen over panel		Hernan Bas: Opening night of a Russian futurist play based on the life of Gauguin (or, Under the Tahitian Moon), 2009. 101,6 x 76,2 cm Acrylic on linen over panel

Elmgreen & Dragset: Broken Door, 2009. 23 x 105 x 7 cm Mixed media		Elmgreen & Dragset: Rosa, 2006. 153 x 46 x 44 cm Gilded brass, steel, fiber glass with epoxy, garments, shoes

Martin Jacobsen: Exhibition, 2008. 102 x 73 cm Ink washed drawing on paper		Martin Jacobsen: Urn I & II, 2008. 40 cm Ø 25 cm Porcelain vases

Terence Koh: David, David It's a Long Cold Winter Let's Rest Forever till We Fall Asleep, 2007, 170 x 28 x 28 cm. Cracked plaster, glue, acrylic, powder, plinths.		Henrik Olesen: Cubes (after Sol LeWitt), 1998/2008, 100 x 100 x 100 cm. Polystyrene, milk carton, adhesive tape, composite packaging.

Jan Leinonen: Anything Helps, 2005-2009, var. dimensions. Begging signs, frames.		Laura Horelli: Äiti (Mother), 2009, 25 min., dvd.

Massimo Bartolini: Double shell, 2001. var. dimensions Pearl, guard		Massimo Bartolini: Double shell, 2001. var. dimensions Pearl, guard

William E. Jones: compilation including 150 films, All Male Mash Up & The Fall of Communism as Seen in Gay Pornography, 2009, 60 min. Video.		William E. Jones: compilation including 150 films, All Male Mash Up & The Fall of Communism as Seen in Gay Pornography, 2009, 60 min. Video.

Sturtevant: Stella Die Fahne hoch!, 1990. 320 x 203 cm Black enamel on canvas		Sturtevant: Stella Arbeit Macht Frei, 1989. 214 x 314 cm Black enamel on canvas