| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview med Ulrik Crone | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Annoncer: | [21. januar 2009] Interview ![]() Ulrik Crone på V1. Interview med Ulrik CroneUlrik Crone er aktuel med udstillingen The Means to The End, som kan ses på V1 Gallery på Vesterbro. Udstillingen på V1 består af tre installationer samt malerier, collager og papirarbejder, der alle kan opfattes som kommentarer til det samfund, der omgiver os.
Kopenhagen mødte Ulrik Crone til en snak om at konfrontere sig med angsten i stedet for at flygte fra den, kulturkritik og den ubærlige følelse af samtidens kulturelle undergang, man kan få på en regnvåd søndag efter et besøg på Glyptoteket.
Ulrik Crone (f. 1964) dimitterede fra Kunstakademiet i 1995. Interview:Sarah Støvring Foto:V1 & Torben Zenth Ulrik Crone The means to THE END 09. januar - 07. februar 2009 V1 Gallery Flæsketorvet 69-71, 1711 København V web site:www.v1gallery.com Onsdag-fredag 12-18, lørdag 12-16
Vil du introducere udstillingen? Udstillingen hedder The Means To The End, som oversat til dansk betyder Målet Helliger Midlet. På engelsk siger man normalt The Means To An End, som betyder midlerne til at nå målet, men jeg har i denne forbindelse omskrevet frasen, så den hedder The Means To The End. Titlen skal forstås som en overordnet paraply over udstillingen, der kan opfattes som en form for kulturkritik. Udstillingen er et personligt projekt – når mit liv ramler ned om ørene på mig, er dette en måde at samle stumperne op på. Man kan vælge at flytte på landet og fylde sig med psykofarmaka, selvmedicinere sig med alkohol og male landskabsbilleder. I stedet har jeg valgt at gå ind i de elementer, som er angstprovokerende, i et forsøg på at opsøge og konfrontere mig med angsten. Alle de fotografiske forlæg i billederne har jeg selv taget til fx fodboldkampe eller ude i forstæderne. Jeg har opsøgt personerne på billederne, snakket med dem og fået lov til at tage billeder af dem. I forhold til mine tidligere ting, hvor det tit har været en form for medieflow, som jeg har kommenteret på, så er det denne gang mine egne personlige oplevelser og konfrontationer, der ses på udstillingen.
I nogle af dine værker kombinerer du fotografi med noget mere malerteknisk. Hvad sker der med det oprindelige fotografi i den proces? Det, at bruge fotografiet, har for mig været en måde at komme ud og møde virkeligheden. Jeg har venner, der er blevet slået ned af en tosset nazi-hooligan, og værkerne bliver min måde at kommentere sådan en oplevelse på. Jeg er selv blevet truet af folk til fodboldkampe, når jeg har stået og taget billeder, og fotografiet bliver derfor en støttestok eller en undskyldning for at opsøge nogle forskellige miljøer. Dokumentarisme, der påstår, at den prøver at formidle virkeligheden, er taget som gidsel af folk der laver reportage. Jeg har et andet forhold til dokumentarisme; jeg mener faktisk, at det er okay, at man har et personligt projekt, når man laver dokumentarisme. Det er måske en måde at ramme det endnu mere ind, at udstillingen ikke er klassisk dokumentarisme eller reportage. Det er en måde at formidle min måde at se tingene på. Det er greb til at lave en uvirkelighedsfornemmelse. Jeg sætter også billederne op i collager, for jeg synes, at collagen er enormt begavet. I den vestlige verden er vi opdraget til at formidle tingene på en bestemt måde, som let bliver til en skakspils-diskussion, hvor man prøver at fange hinanden i at modsige sig selv. Det er i virkeligheden en kulturel ting for den vestlige verden. Der er mange kulturer, hvor man både kan sige noget på den ene side og noget andet samtidig. Og faktisk synes jeg, at det er en mere nuanceret måde at have en diskussion på. Det er dét, jeg synes collagen kan; du kan sige noget samtidig med, at der ligger noget nedenunder og afmonterer nogle af disse ting.
På udstillingen blander du både skulptur/installation med malerier, hvilken effekt skaber dette? Når man laver en udstilling som denne, så ved man, at der er en kæmpe forskel, fra når du eksempelvis har erhvervet et enkelt værk til at hænge op derhjemme – sammenblandingen af skulptur med maleri/fotografi er en måde at hjælpe oplevelsen på. Udstillingen er et værk i sig selv, som har enkeltdele, der hver i sær handler om det samme. Det er i virkeligheden et greb, for at værkerne ikke taler i munden på hinanden, at der nogle forskellige medier, som har samme omdrejningspunkt og samme indhold. Men generelt skelner jeg ikke så meget. Hvis jeg har et emne, som jeg synes er interessant at fokusere på, så vælger jeg det medie, der formidler det bedst.
Man bliver budt velkommen til udstillingen af en mand, der heiler med en brun papirspose over hovedet, og som også har tisset i bukserne. Placerede du helt bevidst denne skulptur ved indgangen, og hvorfor er han anonym? Jeg arbejder meget spontant og intuitivt, og det virkede bare som det bedste sted. For at svare på hvorfor han er anonym, kan jeg sige, at et af temaerne i udstillingen er tivoliseringen af seksualiteten, forstået på den måde at noget meget privat bliver eksponeret i det offentlige rum. En del af denne tivolisering er pornografi, prostitution etc., og en af de ting jeg har spottet, er at dette er med til at anonymisere folk. Man ser ikke personen bagved, man ser kun eksponeringen af seksualiteten – installationen med stripperen rammer denne pointe ind. I forhold til fodboldnazisten, er jeg ikke interesseret i det menneskelige aspekt i ham. Når en af mine venner bliver slået ned af en nazi-fodboldtosse, så er jeg ligeglad med hans menneskelighed, fordi det er så uforståeligt for mig. Det kan godt være, at det er meget synd for ham også – men det er jeg i virkeligheden ikke interesseret i. Et andet af temaerne i udstillingen er den angst, man hele tiden bliver konfronteret med, og jeg synes det bliver mere angstprovokerende af, at det er en anonym person. Han har tisset i bukserne, fordi jeg ikke ville flirte med fascinationen. Det er skåret ud i pap, at denne person er det laveste af det lave. Man skal i hvert fald ikke synes, at han er sej, for han er ren og skær low life. Hvilke kræfter ligger der i fodbolden? På en måde er det ikke helt retfærdigt, men jeg har altid været fascineret af fodbold. Når det fungerer godt, er det en oplevelse, man er fælles om, ligesom med en rockkoncert. Men jeg har valgt fodbold, fordi det også er et billede på en metavirkelighed. Når man har set udstillingen, er det svært ikke at opfatte titlen som pessimistisk. Er dit syn på samfundet og kulturen generelt pessimistisk? Titlen kan som sagt opfattes som en form for kulturkritik, men der ligger også en dobbelthed i den. Det er ikke en løftet pegefinger, for der er også et element af fascination i det. Der er en grund til, at jeg selv har opsøgt de her ting - der er en nysgerrighed. Jeg har jo selv været inde på stripbarer og taget billeder. Helt basalt, hvis man på en regnvåd søndag er gået ind på glyptoteket og har gennemgået 2000 års kultur, så kan man godt komme ud med en meget trist følelse af, at vi står i noget som virker som en kulturel undergang. Den tanke kan godt afstedkomme en følelse af håbløshed. Vi lever i et samfund, hvor folk synes, det er en menneskeret at have en Iphone og 2000 km. væk herfra, ligger folk og dør på gaden, fordi de ikke har rent drikkevand - det er ubærligt. Så udstillingen er en måde at prøve at komme videre på, at navigere rundt i meningsløsheden og prøve at finde noget at holde fast i. Det statement, der står inde på væggen, There is no Past, There is no Furure, There is Only Death, opsummerer følelsen af en regnvåd søndag, hvor man har denne ubærlige følelse.
Har personen i installationen begået selvmord? Det kommer lidt an på, hvilket humør jeg er i. Den repræsenterer nogle forskellige ting; der er et angstelement tilstede, fordi der er sket noget voldsomt med ham, måske er det Manson familien der har været forbi og skrevet på væggen. Punken havde et slogan der hed There is no Future, og det er i virkeligheden et misforstået slogan, fordi hvis der ikke er nogen fremtid, så er du i nuet, og det er den ultimative frihed at være i nuet. Men når There is no Past, There is no Future, There is Only Death bliver sat sammen, kan det kun opfattes meget negativt. Hvis der ikke er nogen fortid, så er det helt meningsløst kombineret med, at der ikke er noget fremtid – så er der jo ingenting! Jeg har ikke lagt mig fast på, om der er sket noget voldsomt, eller det er ham selv – det kommer an på hvilket humør jeg er i.
Tak.
| Related:fra kopenhagen.dk: [01. marts 2011] [26. oktober 2008] [19. oktober 2008] [06. februar 2007] [06. maj 2004] [04. februar 2004] [13. november 2003] [02. oktober 2003] [09. juli 2003] [02. juli 2003] [23. april 2003] [25. marts 2003] [05. december 2002] | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
© 2000 - 2006 kopenhagen publishing kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||