Interview med Mads Damsbo

Eva Koch: Postcard to a Ballerina, 2004. 7 min. Video still		Eva Koch: Postcard to a Ballerina, 2004. 7 min. Video still		Eva Koch: Postcard to a Ballerina, 2004. 7 min. Video still

I Eva Kochs videofilm, Postcard to a Ballerina, er rejsen i centrum. Hovedpersonen er et ældre familiemedlem, der beretter om en togrejse, og om hvordan han har fundet et postkort med en ballerina på. Det er forholdet imellem det meget nære: at få sendt postkortet, finde en postkasse, og så den meget personlige - men store - rejse han har været på.

Thomas Bangsted: Fuhrmann Junction, 2007. 127x195,5 cm archival ink-jet print		Thomas Bangsted: CEC Morning, 2007/08. 150x189,6 cm archival ink-jet print		Thomas Bangsted: Collapsed Barn, 2007.

Thomas Bangsted er en ung fotograf, der bor i New York. Jeg så ham første gang da han udstillede på Fotografisk Center i 2006, hvor jeg syntes at han var helt fantastisk. Bangsted arbejder med en forholdsvis romatisk natur, som er meget smuk, og som sættes op imod det menneskeskabte, som er et forfaldent, halvforslået moderne industrilandskab. Dette her er et af mine favoritbilleder, CEC Morning, hvor den store åbne himmel, der næsten minder om Friedrich, møder det meget lidt smukke industrielle skib. Et projekt omkring det moderne og naturen.

Thorbjørn Rødland: The Exorcism of Mother Teresa, 2004. 10 min. Video still		Thorbjørn Rødland: The Exorcism of Mother Teresa, 2004. 10 min. Video still

Thorbjørn Rødland har skabt en meget mysteriel film, The Exorcism of Mother Teresa, der handler om en mand, som søger efter sig selv i den norske natur. Det er et vinterlandskab, ligesom Bangsteds og de fleste andre værker på udstillingen, som spiller sammen med udstillingstitlen Et vintereventyr.

Marianne Grønnow: Deep Forest. Ecstatic Ponderings, 2004. Mixed media

Så fortsætter udstillingen igennem en fortryllet skov af Marianne Grønnow, som tilbage i 2004 lavede de her håndklippede papirklip. De har formet sig som en slags træstammer, der går fra gulv til loft. Værket hedder Deep Forest, og er på en måde et maleri foldet ud i tre dimensioner. Jeg ser værket som en meditation over skønheden. Hendes værker er meget smukke og forførende, og her på udstillingen giver det en overgang indtil en lidt anden typer værker.

Benny Dröscher: A strong presence beneath the trees (4), 2007. 90x90 cm Akryl på lærred		Benny Dröscher: A strong presence beneath the trees (7), 2007. 90x90 cm Akryl på lærred		Benny Dröscher: A strong presence beneath the trees (5), 2007. 100x150 cm Akryl på lærred

De næste værker har stadig rejsen og landskabet som motiv og tema, men det er i højere grad nogle indre, personlige landskaber. Her er det Benny Dröschers billeder, som er placeret i havesalen, så der opstod en dialog imellem inde og ude. Den natur, vi har i haven, er jo en enormt kontrolleret natur. Det er en helt særlig forestilling om naturen som meget ordentlig, som foregår i haven hvorimod Benny er meget optaget af romantikken, som man kan se i det lille kikhul i lærredet. Her kigger man ind på et guldalderlandskab. Begge dele er med vores nutidige perspektiv kunstige forestillinger om naturen, og det, jeg synes er det fine ved rummet her er, at man har flere perioders billede af en "naturlig natur" nærværende.

Peter Callesen: Nature's Maze, 2005. 90x55x3 cm Papir		Peter Callesen: Nature's Maze, 2005. 90x55x3 cm Papir

Jeg har forsøgt at skabe meget variation i udstillingen, bl.a. med lyse og mørke rum og forskellige formater. Dette rum, som er det mørke, har vi Peter Callesens islabyrint, Nature's Maze, vi har Tove Storch, hvis værk er brugt til udstillingsplakaten, og så har vi Nathalie Djurberg med en film, som hedder Désastres de la guerre, "krigens katastrofer", som er et af hendes tidligere værker fra 2003.

I alle tre tilfælde er det meget kunstige landskaber, eller meditationer over hvad landskabet er for en størrelse og hvilke fortællinger, det kan rumme. I Peter Callesens værk er det to mikroskopiske figurer, en mand og en kvinde, som er i hver sin ende af labyrinthen og skal møde hinanden ved at krydse isflagerne. På labyrintisk vis findes der kun én vej over.

Tove Storch: Untitled, 2007. Projection

I Tove Storchs værk er det et ret klassisk forhold imellem objektet og dets billede, dvs. forholdet imellem den virkelige blomsterbuket og illusionen, der er i spil. Det handler meget om illusion, men samtidig har det en romantisk og forførende aura. Vi syntes, det passede godt til Blixen, som også har en skønhedspræget tilgang til en form for handling.

Den kobling imellem eventyret og Blixen, jeg synes er mest oplagt i forhold til udstillingen, handler om forskydningen. I Blixens fortællinger er handlingen altid forskudt til en fortid, hvor tingene var lidt mere dramatiske og havde lidt mere patos. Mange af værkerne på udstillingen bruger samme greb, hvor handlingen eller motivet forskydes til et sted udenfor værket. Eventyret i sig selv er jo en form for forskydning fra virkeligheden til et sted, hvor andre tanker kan tænkes og andre møder kan ske. Det er dét vi har tænkt med denne her udstilling; at det skulle være et rum på eventyrets præmisser.

Nathalie Djurberg: Désastres de la guerre, 2003. 4 min. Animations video still		Nathalie Djurberg: Désastres de la guerre, 2003. 4 min. Animations video still

Nathalie Djurberg bruger nogle klassiske Hollywood-klicheer; det er entertaineren, gangsteren - den stereotype figur - som gå igen i hendes værker, men nu i groteske former. Figuren ligner måske en cirkusdirektør, men i virkeligheden er det ådselsædere, der er i gang med at fortærer tre mænd, som ligger på prærien. Hendes værk har en bestemt form, som svarer til det sted i eventyret, hvor man er kommet til at gå ind af den forkerte dør. Så sker alt det groteske, uheldsvangre og makabre.

Peter Callesen: Ice Castle, 2005. varible størrelser Papir		Peter Callesen: Ice Castle, 2005. varible størrelser Papir

Et andet værk af Peter Callesen hedder Ice Castle. Det har været vist før, men er så blevet tilpasset til denne udstilling. Værket består af en række snefnug, som drysser ud fra isslottet, der står henne i hjørnet, og tematiserer den skrøbelighed, som der dybest set er ved menneskelivet. Callesen arbejder meget med forholdet imellem det menneskelige hovmod og skrøbeligheden. På den måde passer det godt til Blixen, og det meget fatale univers, hvor skæbnen regerer. Helt konkret bliver skrøbeligheden tematiseret i dette her værk, ved at publikum kan gå og træde på papirklippene, og på den måde bliver selve publikums bevægelser bragt i spil gennem værket.

Christian Lemmerz: City of God, 2006. 610x250 cm Foam		Christian Lemmerz: City of God, 2006. 610x250 cm Foam

Her har vi Christian Lemmertz værk, der hedder City of God og er fra 2006. Værket er for mig en ironisk kommentar til hele denne her terrorangst, der har huseret efter 2001. Det er jo i al stilfærdighed et monumentalt billede af København efter en krig eller lignende. Der er jo selvfølgelig en eller anden dystopisk vision i det, en eller anden dyster udsigt, som jo ikke er reel, men som måske er et billede på folks frygt eller en projektion af det allerværste vi kunne forestille os. Værket er placeret i det eneste rum vi har som kun har en indgang. Det er et meditativt rum, som er oplyst af en enlig pære, og som bliver en slags udstillingens klimaks.

Ulrik Møller: Ferry (Fynshav), 2008. 30x35 cm Olie på lærred		Ulrik Møller: Kraftwerk, 2008. 30x35 cm Olie på lærred		Ulrik Møller: Street in Skagen II, 2008. 30x35 cm Olie på lærred

Ulrik Møller: Trawler, 2008. 30x35 cm Olie på lærred		Ulrik Møller: Sports ground, 2008. 30x25 cm Olie på lærred		Ulrik Møller: Svelmø, 2008. 30x35 cm Olie på lærred

For stille og roligt at gelejde folk ud af de mørke rum igen, har vi placeret Ulrik Møller tæt ved udgangen. For mig at se laver Ulrik Møller erindringsbilleder. Publikum responderer altid meget spontant på dem, fordi de umiddelbart ligner et sted, alle har været. De fleste mennesker kan få et umiddelbart forhold til dem, fordi der er en spontan genkendelse i dem, som fungere vældig godt. Desuden synes jeg at hvert enkelt billede viser en egen fortælling, men vi har alligevel hængt otte billeder op i en form for forløb, så de tilsammen antyder en handling eller en rejse.

Et Vintereventyr på Gl. Holtegaard.

Hvilke ambitioner har du, som ny direktør på Gl. Holtegaard, for stedets udstillingsprofil?

Vintereventyr er en forsigtig start, på det vi gerne vil fremover, som handler om at vise ny kunst på Gl. Holtegaard. Det er forsigtigt fordi vi skulle afprøve nogle formater og finde ud af hvad huset kunne bære. Jeg synes det er blevet meget vellykket, og at huset kan rigtig meget, Det kan det fordi huset er så solidt i sit eget udtryk, at man kan gøre mange også ret teatralske ting med det, som det responderer kraftigt på. Derfor kommer vi til både udendørs og indendørs at gøre meget mere med lys og lyd fremover. Der er også nogle ting, som vi ikke må; vi må ikke rive væggene ned fx og derfor er nye medier, som inkluderer lyd og lys meget velegnede til et sted som dette her.

Samtidig er der det faktum, at vi er et meget lokalt forankret sted med et stort lokalt publikum, der har været vant til et højt, men meget klassisk niveau og udstillingsprofil. I min forgængers tid har her primært været modernistiske udstillinger af kunst i rammer. Det betyder at de måske lige skal vænnes lidt til en ny slags profil...

Er det dér, Karen Blixen kommer ind i billedet?

Det er i hvert fald en måde at give folk et dørhåndtag ind til noget nutidigt. Både noget, at hænge det nutidige op på, men også en måde at skabe en dialog med en forfatter, som de fleste har læst og har et forhold til. Det er ny kunst, og - synes jeg - helt fantastiske værker, men vi er heller ikke helt ovre i tyrkisk politisk samtidskunst. Vi starter lokalt, og i et sprog som folk både kan forholde sig til og gå ind i uden de helt store forudsætninger. Det er ret bevidst at vi starter ud med samtidskunst, men hjælper folk lidt hen ad vejen.

Hvad er det for en vej? Hvor skal Gl. Holtegaard hen?

Jeg blev ansat på at skrive i min ansøgning, at Gl. Holtegaard skal være et regionalt center for international samtidskunst. Med "regionalt", mener jeg Øresundsregionen. Vi skal ikke, som Louisiana eller Arken, være et internationalt kunsthal, for det er vi simpelthen for små til, men vi skal kunne trække et publikum både fra Sydsverige og fra hele Sjælland. Vi skal også gerne kunne markere os i forhold til turister, der kommer til København og får lyst til at tage lidt ud af byen for at opleve ny kunst.

Med hensyn til "international samtidskunst", så synes jeg personligt at flere af de store museer i hovedstadsregionen forsømmer samtidskunsten. Jeg synes ikke at man har mulighed for at se nok af de internationale kunstnere, som jeg i hvert fald selv har lyst til at opleve. På Gl. Holtegaard har vi mulighed for at lave nogle koncentrerede udstillinger, for vi har ikke voldsomt mange udstillingskvadratmeter, men har til gengæld nogle åbenlyse kvaliteter i huset og barokhaven, som gør at vi er et attraktivt sted at tage på søndagsudflugt.

Overordnet set vil vi 2/3 af tiden vise samtidskunst, og 1/3 af tiden vil vi fortsat bruge på den ældre kunst. I et hus som Gl. Holtegaard, hvor fortiden er så nærværende, kan man slet ikke undgå at have en dialog med fortiden. Derfor vil vi løbende skbe udstillinger, med rod i nutiden, men som også har en fornemmelse for, hvad der er gået forud. Næste sommer arbejder jeg på, at lave en stor udendørsudstilling, der skal handle om idéen om paradiset, og haven som et paradis. Det var én af barokkens visioner, men det er også interessant at overveje hvordan forestillingen om paradis, utopia og det evige ser ud i kunsten i dag. I kraft af stedets karakter kan man ikke undgå at de kunstnere vi præsenterer på sådan en udstilling kommer til at indgå i en dialog med fortiden. Frem for at forsøge at modarbejde det og lade som om vi ikke er et lille barokslot, har jeg valgt at tænke det som én af de kvaliteter vi har, at vi kan lave de dialoger, koblinger og forbindelser. Gl. Holtegaard er bygget i en periode, hvor borgerlig liberalisme og enevældig absolutisme stod side om side. Krydsfeltet imellem en gammel og en ny verden er derved rummet i dette her anlæg, og de to mytologier er polerne imellem hvilke jeg prøver at ligge nogle ting, der kan italesætte begge de to myter.

For mig betyder dette her job både muligheden for at arbejde med samtidskunst, og samtidig være kunsthistoriker.

Nogle af vores kommende udstillinger vil være eksperimenterende i forhold til Gl. Holtegaards traditionelle profil, så der skal også skrues op for formidlingen. For mig er der en balance imellem koncept og sanselighed. Når man udstiller Kirkeby bliver det let lidt for sanseligt, og meget lidt konceptuelt, imens hvis man snakker U-turn eller nogle af berlinergallerierne, så bliver det overvejende konceptuelt. Jeg kan selv, som kunstinteresseret publikum leve med begge dele, men personlig foretrækker jeg en kobling. Ved benhårde konceptuelle udstillinger savner jeg ofte en stoflighed i værkerne, men når værkerne bliver ren stof, kan jeg nogle gange godt savne ideen. Som i måske også kan fornemme på Et vintereventyr, så er jeg meget optaget af, at værkerne har en sanselig dimension, og at udstillingen er visuelt appellerende. Selvfølgelig er der værker, der er rent idébaserede, men for mig er der altid en eller anden æstetik eller visualitet, der følger med. Så vores udstillinger vil altid være se-værdige, og have en oplevelsesdimension.

Tak.