Interview med Lisbeth Eugenie Christensen

Lisbeth Eugenie Christensen: Spin, 2009. 105 x 205 cm Akryl og blyant på lærred

Du har givet udstillingen titlen Damage Control, der jo kan læses på flere måder. Først og fremmest som en proces, der omhandler skadebegrænsning. I flere af dine værker får man indtryk af en umiddelbar og spontan arbejdsproces, der til trods samler sig i et styret og komponeret system på billedfladen. Hvordan vil du karakterisere din arbejdsproces?

På den ene side har jeg en stor hang til orden og kontrol. Deraf opstår de formbare elementer som arabesken, ornamentikken, lysten til gentagelsen, det uendelige system, et mønster som aldrig for en ende ect. På den anden side så benytter jeg mig også af improviserende greb. Det vil sige, at jeg selv kaster et eller andet ind i maleriet, lad os kalde det en bombe, som er ødelæggende. Efterfølgende forsøger jeg manisk “at slukke den ildebrand,” som bomben har forårsaget. Eksempelvis kan bomben være et malerisk fejlgreb, som jeg ikke kan overskue følgerne af. Eller en nødvendig destruktiv overmaling på et område af lærredet, som ikke fungere! Det kan være en grænseoverskridende beslutning at tage og udføre, men som i den sidste ende ofte får afgørende betydning for værket. Derfor har jeg valgt at kalde udstillingen Damage Control, fordi jeg ønsker at fortælle om nogle mekanismer, som jeg er blevet opmærksom på i min arbejdsproces, og som gentager sig gang på gang. Så jeg må konstatere, at jeg arbejder kontiuerligt med vekselvirkningen mellem kontrol og det uhæmmede.

Lisbeth Eugenie Christensen: Damage Control, 2009. 190 x 230 cm Akryl og blyant på lærred		Lisbeth Eugenie Christensen: Untitled II, 2004-05. 180 x 200 cm Akryl på lærred

Damage Control dækker også over et ønske om at fravælge eller undvige kontrollen; hvor det irrationelle træder i stedet for det rationelle, det ubevidste i stedet for det bevidste og det ukomponerede i stedet for det komponerede. Hvordan forholder du dig til de poler, og hvilken rolle indtager du i den proces?

Jeg ved, at modpoler er en fast bestanddel i min arbejdsproces, men alligevel kan jeg bevidst forsøge at glemme og omgå eksempelvis det kaotiske og uhæmmede, fordi det kan være en psykisk belastning, at skulle træffe det valg, at overmale en stor del af et lærred, som jeg måske har brugt lang tid på at udføre, men som ganske enkelt ikke er godt nok! Men jeg ved bare, at på et eller andet tidspunkt i arbejdsprocessen med et maleri, så kommer det øjeblik, hvor jeg bliver nødt til at erkende, at nu skal jeg være så modig, at jeg tør udfordre mig selv med en handing, som jeg ikke kan overskue følgerne af, fordi der er noget, der ikke svinger, men også med det mål for øje at kunne udvikle noget nyt!

Det er derfor en konstant dialog imellem lærredets forskellige delelementer og den udøvende kunstner, hvor jeg bliver en form for sparringspartner, nogle dage styrende, og andre dage hænger jeg bare på og ser hvad der sker!

Malerierne er ikke påtrængende - de er snarere insisterende. De er abstrakte og dog genkendelige – med former, struktur, stoflighed og farver skabes associationer – tankerækker. De hænger omkring os som glimt af en refleksion, en tanke, en oplevelse eller en erindring, der flytter sig fra maleriets univers til beskuerens. Vi møder dem med nysgerrige blikke, i flere af værkerne, eksempelvis The Gift, skabes en illusion om et tyndt klæde, der smyger sig som en fin og gennemsigtig hinde over fladen og under den anes flere lag. Hvilke tanker gør du dig om beskuerens involvering og det at afsløre eller afdække lag?

Det er et interessant og paradoksalt spørgmål, for måske ligger svaret implicit i maleriet, fordi det er maleri. Jeg kan kun fortælle, hvad jeg gør. At jeg kontrollere en baggrund, hvor jeg har placeret forskellige bevidst udvalgte betydningsladede delelementer, hvorefter jeg beslutter mig for at skabe illusionen af eksempelvis et fint stykke gennemsigtigt stof, som hænger ned og deler værket op i baggrund og forgrund. En forgrund, som jeg efterfølgende igen kontrollere 100% ved at lave illusionen af broderi på stoffet, som eksempelvis på The Gift. Et uendeligt mønster, som jeg kan fordybe mig i og nærmest meditativt udføre.

Men selve det rum der opstår qua det gennemsigtige klæde mellem baggrund og forgrund, rummet hvor nogle delelementer fra baggrunden træder frem og blander sig med forgrunden og andre ikke, det er netop det rum, som er super fedt! Det er ikke under kontrol, her kan den ubekendte faktor få plads, her synes jeg, at selve kunstens formål berettiges. Både i forhold til det skrevne og sagte ord. Man kan se noget, men ikke præcis hvad afdækkes, der antydes noget, men det bliver ikke skåret ud i pap. Det skal bare have lov til at være, stå og svinge frem og tilbage. Det er den klokke, som Baselitz så rigtigt har sagt, er vigtigt et billede indeholder. “Der skal være en lille klokke, som står og ringer et eller andet sted på lærredet.”

Lisbeth Eugenie Christensen: Urban, 2009. 200 x 180 cm Akryl på lærred		Lisbeth Eugenie Christensen: The Gift, 2008. 130 x 120 cm Akryl på lærred

Blandt værkerne på udstillingen finder man titler som Berlin IV, Urban, The move, Root, Home I og Traveller. Det bringer temaer som at rejse og ude/hjemme dialektikken frem. Du har bl.a. opholdt dig i Berlin i en længere periode. I værket Urban gror byen og industriens arkitektur frem som ornamentik, der blander sig med grønne organiske mønstre. Hvorledes betragter du forholdet mellem byen og det moderne menneske?

I de seneste to udstillinger henholdsvis i København og Hjørring har jeg fokuseret meget på selve arbejdsprocessen, og hvilke kunsneriske ingredienser jeg benytter mig af, så maleriet hele tiden holdes i kog. Men det er naturligvis ikke kun arbejdsprocessen, der interesserer mig. Jeg undersøger også forskellige temaer, som jeg er optaget af!

Jeg var så heldig, at få tildelt Jyllands-Postens legatlejlighed i Berlin for et stykke tid siden, og her brugte jeg lejligheden, som base for at få lavet en del nye skitser, som var direkte resultat af de mange gåture rundt i Berlin. Skitser som senere er blevet udgangspunkt for flere malerier.

Steder og steders infrastuktur af interessante fænomener set med et moderne menneskes øje. Vi er ikke længere forpligtet til at blive på det samme sted igennem livet, som generationerne før os qua familiære bånd og naturligheden i at overtage forældrenes livsform. Vi kan rejse fra den ene side af jordkloden til den anden uden problemer, men også på et splitsekund via de eletroniske medier. Det er et interessant emne, den digitale verden og det rum en virtuel verden skaber illusionen af, og som computerskærmen lokker en til at træde ind i. For er det der eller er det der ikke?

Computerens elektroniske kredsløb printpladen minder i sin opbygning om den oldnordiske gamle hjerne i kød og blod. Og det samme gælder et moderne motorvejsnet og hjertet og kredsløbets opbygning. Det er temaer, som jeg har arbejdet med i mit seneste værk Urban, hvor hjertet og kredsløbets opbygning kobles sammen med den urbaniserede by og byens komplicerede infrastruktur. Overgangen fra kød og blod til det digitale univers bliver mere og mere flydende, hvad er maskine og hvad er menneske. Denne morfing er virkelig interessant at arbejde med visuelt.

Tak.

Lisbeth Eugenie Christensen: Province I, 2008. 51 x 38 cm Blandingsteknik på papir		Lisbeth Eugenie Christensen: Province II, 2008. 51 x 38 cm Blandingsteknik på papir

Lisbeth Eugenie Christensen: The Move, 2009. 100 x 70 cm Akryl på lærred		Lisbeth Eugenie Christensen: Echo, 2009. 130 x 100 cm Akryl på lærred