Interview med Eske Kath

Interviewets spørgsmål		interviewets spørgsmål

Hvordan har du opbygget denne udstillingen? Hvad handler den om?

Jeg har brugt den japanske myten om Namazu, der betyder malle, som udgangspunkt for værkerne. Jeg har glædet mig til at lave denne udstilling, fordi de værker, som omhandler Namazu-myten har ligget og gæret siden 2005. Ifølge myten om Namazu'en hvilede hele Japan på ryggen af en stor malle. Arten findes, og de kan være store, men myten fortalte at den var enorm. En gud holdt fisken fast med en hellig sten på hovedet, og så længe han holdt den sådan, kunne fisken ikke røre sig. Ind i mellem havde guden brug for at gå til møde eller lignende, og uden stenen på hovedet kunne fisken bevæge sig, og det var dét som forårsagede jordskælv. I 1855 var det et stort jordskælv i dét, som engang hed Eto-området, som nu er Tokyo. Efter det blev det lavet en række tresnit, kaldet Namazu-E, som blev brugt til at forklare mange ting omkring skælvet og følgene af det. Jordskælvet skabte, trods al elendigheden, også arbejdspladser, næring og udvikling. Nogle tjente store penge på det, og det var derfor et følsomt tema, også politisk. Mange af trykkene er anonyme, fordi de var politisk meget kontroversielle.

I mange af trykkene er fisken den gode og på ofrenes side. I enkelte tryk tvinger fisken for eksempel de rige mennesker til at kaste penge op og donere penge til de fattige arbejdere. I andre tryk var fisken ond. Fisken blev et symbol på jordskælvet og blev ofte skildret som en mand med et fiskehoved, sådan som jeg har skabt karakteren i performancen. Jeg er interesseret i den accept, som blev vist den mytiske karakter. Enhver ved at en fisk har brug for at bevæge sig, og at den vil gøre det, lige så snart den ikke holdes fast. Den gør det ikke, fordi den vil os ondt; myten om Namazu'en handler ikke om straf. Den bevæger sig fordi det er dens natur at gøre det. Jordskælvet blev sådan set ikke betragtet som en straf eller en ond handling, men mere som at naturen har brug for at puste. Det handler om naturen som noget større og mere egenrådigt end mennesket. Det er spændende at man opfattede det på den måde længe før man kendte til de tektoniske pladers bevægelser.

Skulptur-installationen og collagerne introducerer temaet og de forskellige mytologiske aspekter. I collagerne har jeg brugt materiale fra 70'er og 80'er fotografier af det ydre rum blandet med silhouetter af huse og tentakler. Tentaklene er formelle bindestreger til tema'et om Namazu-myten; den store fisken havde lange tentakler eller følehorn. Collageserien hedder Gravity og tager udgangspunkt i min interesse for gravitation. Gravitation er paradoksalt, fordi det både er opløsende og sammenbindende. Husene i collagerne er helt enkle billeder på, hvordan mennesker organiserer sig i verden. Jeg er interesseret i naturvidenskab og i hvordan for eksempel rumforskning danner moderne myter, ikke helt ulig myten om Namazu'en.

Maleriene er mine Namazu-e'er. De er komplekse, de har været krævende at lave og har som jeg nævnte ligget og gæret længe. I dette billede fx ser vi Namazu'en og mennesket i en traditionel japansk brydekamp.

I ødelæggelser som fx jordskælvet i 1855 ligger der et paradoks: de er grunden til at, vi er i live, samtidig med at vi betragter dem som noget, der er ude på, at gøre os ondt. Uden jordflagernes bevægelser havde ikke vi eksisteret. Symbolværdien i fisken er derfor ganske fantastisk; den er bare natur!

Eske Kath, installationview med resterne fra performancen med Oh Land.		Eske Kath, installationview med resterne fra performancen med Oh Land.

Du lavede din første performance i forbindelse med udstillingens åbningen. Kan du fortælle kort om den?

Det startede med, at jeg lavede coveret til Oh Land´s nye plade Fauna, hvor jeg fik en idé om at bruge en mand med fiskehoved, lige som på trykkene af Namazu'en. På coveret var den skikkelsen en tragisk figur som interagerede intimt med Oh Land. Mennesket kontra naturen. To af fotografiene fra den serie er med på udstillingen. Jeg ville oversætte elementene fra fotografiene til en performance. I performancen stiller Oh Land og jeg os op på en slags kvadratisk scene, og stiller gipshuse op i rækker som et samfund. Oh Land spiller og synger om myten. Senere kommer jeg ind med fiskehovedet på og i sølvfarvet tøj. Jeg begynder nysgerrigt og lidt sløvt at kikke på og røre ved husene. Vi hører lyden af et jordskælv og så skubber vi scenen fra hinanden, sådan at den revner midt på. Namazu'en har brug for at være fri og bevæge sig, og derfor kommer den til at ødelægge mange af husene. Det er ubehjælpsomt mere end det er Godzilla-agtigt.

Vil du lave flere performances i fremtiden?

Ja. Jeg har haft ideer til performances tidligere, men jeg har været så kritisk, at det ikke er blevet til noget. Jeg ændrede da også i denne her helt indtil det sidste. Jeg er blevet glad for den, selv om jeg ikke har turde se videoen endnu…

Eske Kath: Namazu Gravity, 2008. 92"x100" acryl på lærred		Eske Kath: Namazu Gravity, 2008. 92"x100" acryl på lærred

Forvredne strukturer og ødelagte overflader i pastelfarver, hus og hjem svævende frit i rummet…Ser vi konturene af en post-apokalyptisk spådom? Markedet, de dårlige huslån, den stigende rente? Hvis ja, er dette filosofisk, formelt eller en blanding?

Post-apokalyptiske profetier har man altid lavet. Jeg er jo også barn af den kolde krig og atomkapløbet. Hvis man var religiøst opdraget, havde man nok også lært at apokalypsen kunne komme når som helst. Min generation voksede op med, at menneskeheden kunne udrydde sig selv når som helst, og den trussel ligger ret dybt i én.

Jeg går ikke rundt og er bange. Vi kender til så mange mulige trusler, at vi har svært ved at rumme dem, hvis vi stadig skal have et liv. Jeg blev spurgt om det samme da jeg lavede udstillingen My Tsunami i 2003. Tsunamien slog som bekendt til i 2004.

Er du clairvoyant?

Haha... Overhovedet ikke. Jeg tog det ord, fordi det var smukt og ukendt for de fleste. Nu kender alle det og jeg ville aldrig have brugt det i dag. Hvis jeg kunne gå tilbage og ændre navnet, ville jeg gøre det. I virkeligheden snakker jeg mere om, hvordan vi dyrker denne frygten for at noget skal ske, mere end om hvorvidt jeg selv er bange eller dyster. Vi har en tendens til at dyrke frygten helt enormt, og på mange måder nyder vi det også. Fx nyder vi at se katastrofefilm.

Hele temaet om frygt er sindsygt fascinerende. Tag fx Rubens billeder, som viser verdens kollaps. Jeg frygter næsten mere for konsekvenserne af, at vi frygter alt mulig. Fx frygter jeg den europæiske højredrejning. Dansk Folkeparti spiller på frygt for det fremmede og for ændringer, og får vind i sejlene ved at skræmme folk. Og se fx på hvordan USA's regering reagerede efter 9/11 - ureflekteret og aggressivt.

Eske Kath, Namazu Event		Eske Kath, Namazu Event

Jeg er netop ved at læse en bog, der handler om det: The Shock Doctrine af Naomi Klein. Hun beskriver hvordan USA fx indskrænkede borger-rettigheder i det vakuum af frygt som opstod efter 9/11, og hvordan USA spillede en tvivlsom rolle i Chile i forbindelse med Pinochet og kuppet. Det handler om at folk mister overblikket, og bliver lette ofre i frygten.

Ja, og i England, hvor man i forvejen har verdens mest omfattende muligheder for varetægtsfængsling, der vil de nu yderligere udvide varetægten. Det er jo misbrug af folks frygt at få sådan en lov vedtaget. Sådan er religionen også altid blevet misbrugt til at udnytte folks frygt politisk: fordi folk var bange for at havne i helvede, gjorde man alt som ikke var i systemets interesse til en dødssynd. Hele tiden er det folks frygt som bliver brugt til at kontrollere dem. Dét burde man frygte, lige så meget som dét man frygter.

Ser du op til andre kunstnere eller kulturproducenter? Kan du nævne nogle helte?

Der er mange kunstnere, jeg ser op til af forskellige grunde, som at de har en interessant teknik, interessante ideer, eller at det fungerer godt formelt. Men deciderede helte…altså, de fleste kunstnere jeg godt kan lide blander forskellige medier. Mike Kelley har altid ligget i systemet. Det griber mig altid. Jeg kan godt lide at hans idéer, når jeg ser dem giver mig en umiddelbar forståelse, samtidig med at jeg ikke forstår det. Jeg kan godt lide stemningen i Tony Ourslers ting. Matthew Barney: selv om han kan synes at være en lidt irriterende supermand-Lance Armstrong-type, og selv om jeg også har nogle problemer med hans arbejde, synes jeg resultatene er ret fantastisk. Kerry James Marshall fordi han formår at male mennesker uden at det bliver patetisk. På malersiden er jeg mest inspireret af kunstnere som Malevich og gammelt maleri. Jeg tror Rubens er min yndlingsmaler. Teknisk er vi helt forskellige men kompositorisk er jeg meget optaget af Rubens. Jeg kan lide hans apokalyptiske forestillinger om menneskemasser, der vælter ned i helvedet. Der er et link til mine ting, som også beskæftiger sig med forestillinger om hvordan ting hænger sammen. Det er tydelig at Rubens´ fantasi løber løbsk! Generelt er jeg glad for barokt maleri og renæssancemaleri. Det er interessant hvordan maleri fra den tiden var låst fast til religiøse temaer og hvordan man samtidig kan se kunstnerisk og åndelig frihed i maleriene. Det giver et godt billede af mediets muligheder. Netop på grund af rammerne har man en masse frihed.

Eske Kath: Namazu Attraction, 2008. 64"x50" acryl på lærred		Eske Kath: Tug of War, 2008. 64"x50" acryl på lærred

Hvilke spørgsmål vil du ikke stilles i dette interview?

Lidt for personlige ting. Jeg er også kommet til at snakke lidt for meget om hypokonderi et par ganger. Det har været vigtigt i en kunstnerisk henseende, men det blev fremstillet som om jeg selv var meget hypokondrisk. Eller det om heltefigure, som jeg jo allerede er blevet spurgt om. Det er ofte ikke særlig relevant. Jeg vil reklamere for dem, selv om Rubens næppe trænger min reklame, men det er ikke særlig relevant at tale om. Jeg vil helst snakke om værket og udstillingen og så lade andre om at placere mig. Det er også irriterende hvordan man hele tiden skal kategoriseres, fordi det ofte overskygger det kunstneren egentlig vil snakke om.

Man bliver ofte kategoriseret ud fra lidt overfladiske ting som stil og medie...

Det kommer netop til at handle meget om stil, ikke sandt? Hvilken type er du og hvor hører du hjemme? Men alting hægter sig jo på noget andet, så det er en utopi at tro at man kan være uafhængig af alt andet. Det burde man nok indse, og så prøve at tale mere om det som udgør forskellene i stedet for om lighederne.

Eske Kath: Namazu-e Gravity 3, 2008. 27"x21" mixed media		Eske Kath: namazu-e Gravity 4, 2008. 27"x21" mixed media

Hvad - ud over andet kunst - er dine værker inspireret af? Hvad er du interesseret i ud over kunst, som påvirker dit arbejde?

Først og fremmest er jeg interesseret i alt muligt andet, som driver værkene frem. Det kan være naturvidenskab, mytologier eller religion. Jeg er optaget af hvordan man gennem tiden har opfattet verden, hvordan vi opfatter den nu og hvordan vi også nu lever i en tid hvor vi føler os fuldstændig sikre på en bestemt opfattelse af verden, akkurat som man var før. Naturvidenskaben er sikkert kommet tættere på en form for sandhed, men der er stadigvæk så meget vi ikke ved.

Hvordan eksponerer du dig for de tema'er?

Mest via videnskabelige bøger og på nettet. Jeg følger generelt med. Så finder tingene vej ind i mine værker, og jeg mener at sådan må det være: jo mere man danner sig et sprog kunstnerisk, jo mere frihed er der i værkerne. Man kan ikke undgå at ens ideer og interesser finder vej ind i værket. Det er der jeg synes det bliver interessant at lave kunst.

Eske Kath: Namazu-e Gravity 5, 2008. 27"x21" mixed media		Eske Kath: Namazu-e Gravity 7, 2008. 27"x21" mixed media

Har du et imaginært publikum eller et drømmepublikum som du laver kunst for? Hvilke beskuere er vigtige for dig?

Nej, det har jeg ikke. Men det er sikkert sådan for de fleste kunstnere, at ens drømmepublikum er nogle som har lyst til at bruge tid på ens kunst. Nogle som vil se mere end farver og striber og som har lyst til at sætte sig lidt ind i den verden man forsøger at skabe. Det umiddelbare og formelle har selvfølgelig en værdi, men jeg bliver enormt glad når folk forsøger at leve sig ind i tingene. Om de har regnet ud hvad jeg gerne vil sige eller ikke er sådan set underordnet. Det vigtigste er at vedkommende er blevet trukket ind i det og tænkt noget.

Er det ligegyldigt for dig fx hvilke meninger eller interesser dit publikummet har?

Det spiller ingen rolle for mig hvad de mener eller hvem de er. Men jeg synes det er interessant og fint når videnskabsmænd har fattet interesse for mine værker, fordi de har en anden indgangsvinkel til tingene. Det eneste jeg ikke synes er specielt interessant er når folk siger, at farverne er lidt klarere eller mattere end sidste gang og ikke lægger mærke til de ryk, som betyder noget for mig. Så mit yndlingspublikum er dem, som giver noget tilbage.

Eske Kath: Aftermath, 2008. 50"x63" acryl på lærred

Har du lyst til at tage et spørgsmål til?

Hvilke et synes du det skal være?

Skandinavien-spørgsmålet (spørgsmål 13)

Jeg ved ikke hvor meget, jeg egentlig har at sige om det. Det er rigtig at folk i Danmark er meget optaget af maleri. Det handler vel meget om da Tal slog igennem og om den forundringen det vagte at det kunne lade sig gøre. Det har ført til at vi har fået meget, specielt ekspressivt, maleri i Danmark. Min inspiration kommer mest et andet sted fra, men jeg er stadigvæk maler. Det er rigtig nok at Danmark er et maler-land, og jeg håber ikke det er fordi maleri er lettere at sælge.

Har det været sådan siden 60'erne? Jeg tænker på Asger Jorn & co...

Da jeg startet på akademiet i 1997 handlet det meget om at prøve at få os malere til at stoppe med at male. Maleri var en fy-ting gennem 90'erne. Da Tal og de andre i den flok slog igennem, så kom det et maler-boom som stadigvæk er der. Jeg holdte også op med at male på et tidspunkt fordi det ligesom var det man skulle.

Det gjorde jeg også; stoppede med at male da jeg kom ind på akademiet, og begyndte igen et par år efter…

Ja, men det var nok godt; det maleri jeg kom tilbage til var et helt andet end det jeg forlod. Jeg var meget mere interesseret I materialet før. Efter pausen var jeg mere interesseret i indholdet, og prøvede at skabe et udtryk for dét, i stedet for at materialet skulle diktere.

Eske Kath: Namazu-e Gravity 6, 2008. 27"x21" mixed media

Ser du dig selv som en konceptuel maler?

Al kunst er konceptuel. Det handler om hvor man sætter grænsen. Om man for eksempel siger: ”mine ting må ikke handle om noget”. Jeg prøver ikke at være konceptuel. Men hvis jeg skal male et billede, er det ikke nok motivation for mig at ville lave noget som hænger sammen som billede. For eksempel har de her værker været superfede at lave, fordi jeg har glædet mig til at se om det kunne lykkes at få Namazu-myten integreret. Med udgangspunkt I de ideer jeg har fortalt om, var det spændende at se hvorvidt det lod sig gøre I praksis.

Det virker som en ekstra spændende proces eftersom det har ligget og gæret siden 2005.

Jeg har sjældent haft det så sjovt når jeg laver en udstilling som denne gang. Måske netop fordi jeg har fundet denne her figur, som jeg kan sætte mig ind i og prøve at forstå. Tidligere har mine ting været langt mere abstrakte i deres udgangspunkt. De skeletter og huse som jeg fremstiller i værkene er døde ting, rester efter os. De udviser ingen direkte følelse. Fisken går ind og bliver begge deler: den udstråler en personlighed og samtidig har den ingen. Den er fleksibel, kan man sige. Personlig har jeg fået meget ud af at introducere den figur.

Tak.

Eske Kath, Namazu Fauna, 2008, fotografi.		Eske Kath, Namazu Fauna, 2008, fotografi.

Eske Kath, performance med Oh Land.

Eske Kath feat. Oh Land: Namazu-Event performance