Interview: Malene Ratcliffe

Kunne du forklare lidt om, hvad udstillingen Rethink - The Implicit går ud på?

Grunden til, at denne del hedder Rethink - The Implicit, er, at da vi blev inviteret til at lave en temaudstilling, tænkte jeg, at det allervigtigste var, at vi ikke lavede en pragmatisk klimaudstilling. For at tage emnet seriøst og behandle det på en interessant måde har jeg valgt at lave en udstilling, som er sanselig; en udstilling, der har med kroppen at gøre, og som fokuserer på, hvad vil det egentlig vil sige at være menneske i denne her nye situation. Denne her nye situation betyder, at hele vores verdensbillede ændrer sig. Vi har brug for selv at finde ud af, hvordan vi sanser verden nu og fremover. Udstillingen er et forsøg på at skabe et refleksionsrum, hvor folk kan prøve at udvide deres perception. De seks installationer, som udstillingen består af, lægger sig i vores ”blinde punkter”, så de kræver, at vi virkelig strækker vores evne til at sanse.

Henrik Håkansson: Atmosphere (Selva Lacandona), 2009.

Det er derfor enormt vigtig, at man starter med Elín Hansdóttirs værk, som jeg egentlig altid foretrækker ikke at fortælle for meget om, før folk har været derinde. Når man træder ind i hendes Path, kan man ikke bruge sin navigationsevne i rummet. Dvs. den måde, du normalt perciperer på, eller den måde, du normalt bare bevæger dig på, er blevet gjort handicappet. Du er pludselig nødt til at finde en måde at komme rundt i rummet uden hele tiden at støde ind i væggene. Det er et enormt grænseoverskridende værk, som har en stor effekt på de fleste. Følelsen af at være konfus vil jeg gerne have, at folk bærer med sig ind i de andre værker. Ruten igennem udstillingen er så at komme videre ind til Henrik Håkanssons værk Atmosphere, som er lyst helt op i blåt og har lyde fra junglen i Mexico. Han optager som regel lyd to timer, inden solen står op, og det blå lys simulerer dette tidspunkt i junglen. Det er egentlig truede dyre- og plantearter, som han har optaget ude i blandt. Man går ind i det her æstetiske rum, og så man finder man langsomt ud af, hvad det handler om. Det jo alt det, der er ved at forsvinde fra os, der bliver fokuseret på.

Thilo Frank: Vertical Skip, 2009.		Thilo Frank: Vertical Skip, 2009.

Derfra går vi ind i Thilo Franks rum med Vertical Skip, som er denne her lyskegle, der langsomt bevæger sig. Der er fire sensorer inde i rummet, dvs. den reagerer på mine bevægelser, på dine bevægelser og på vores interaktion med hinanden inde i rummet. Det er et fantastisk smukt værk, som er med, fordi jeg synes, at værket på en meget æstetisk, næsten abstrakt måde viser, at alle vores handlinger har konsekvenser. Her er det ikke kun mig i forhold til et objekt, men mig i forhold til andre. Det er ikke kun det rum, man er i sammen med folk, men det er samtidig den abstrakte bevidsthed om, at vi hører sammen.

Kerstin Ergenzinger: Study for longing/seeing, 2008.

I næste rum finder man Kerstin Ergenzingers Study for Longing, der er et bjerglignende landskab med bevægelige flapper, som hun har fået tilknyttet seismografer og en geofon. Seismografen opfanger jordens ”puls”, bevægelser i jorden, efterdønninger af jordskælv eller bare jordens kontinuerlige bevægelser indeni, mens geofonen opfanger dine bevægelser i rummet, men også når toget kører forbi her ved Østerport. Ergenzinger har programmeret det, så der skabes overlap, for hun er interesseret i, hvordan vores krop og sanseapparat justerer sig til vores oplevelser. Derfor har hun krydset de bevægelser, der opfanges, på en måde, så det er de langbølgede bevægelser, altså jordens bevægelser, som bliver mere tydeliggjort i bevægelserne af flapperne, mens dine og mine bevægelser kun giver små udfald. Så det, vores krop har lettest ved at registrere, ser vi svagest, og det, vi egentlig slet ikke har mulighed for at registrere, det gør hun synligt.

Bright Ugochukwo Eke: Acid Rain, 2008. Bright Ugochukwo Eke: Acid Rain, 2008.

Når man så går ind i Bright Ugochukwu Ekes værk Acid Rain efter at have koncentreret sig om værket, der ligger og bølger på jorden, vendes ens blik opad, for pludselig hænger der de her fantastiske krystaller oppe i luften, der reflekteres af lyset. For de fleste vil det være en meget æstetisk oplevelse, men når man opdager, at titlen er Acid Rain, vendes det æstetiske på hovedet, og det bliver egentlig det mest grufulde, man står under.

Tove Storchs montrer virker enormt hårde og klassiske, når man har været igennem de andre værker – bang, her står tre kasser, der ligner frossent glas, men som er lavet af et blødt materiale. Og kasserne er på ingen måde en afsluttet enhed, og man står overfor et materiale, som man ikke kan afgøre, hvad er. Det var i hvert fald overhovedet ikke det, som det umiddelbart forekom at være. Vi får heller ikke en fornemmelse af, hvad der egentlig er inde i montrerne. Det er ret frustrerende, at man ikke bliver tilfredsstillet i sin registrering af, hvad tingene er. Vi er vant til at kunne afkode vores omverden og genstande, men det får vi ikke lov til her.

Jeg kan egentlig godt lide at slutte af med det her værk, fordi hele udstillingen handler jo om at gentænke det implicitte eller det, vi tager for givet. Det gør den ud fra en inspiration fra Latours tekst ”A Plea for Earthly Sciences”. Når vi er i en situation som forandres - nu er det så klimaforandring - så bliver tingene eksplicitte, nu bliver det lige pludselig ikke ligegyldigt, hvem der har ret til at trække vejret i ren luft, og hvem der får rent vand. Udstillingen stiller spørgsmål ved alt det, vi tager for givet, fordi vi skal til at se på verden på en helt ny måde. Hvis vi bliver bevidste om det, vi tager for givet, så har vi igennem en kropslig erkendelse muligheden for at ændre vores vaner. Eller vi bliver måske opmærksomme på, hvordan vores perception er konstrueret. Det er egentlig idéen med udstillingen.

Tove Storch: Untitled, 2009.

Kan man sige, at du har valgt en lidt mere abstrakt tilgang til, hvad klimaforandringer betyder for os?

I virkeligheden mener jeg, at klimakrisen giver os et helt andet verdensbillede. Der bliver rykket ved vores grundforestilling om, hvad verden egentlig er, og det er det, jeg gerne vil have, at folk reflekterer over. Jeg har inviteret kunstnerne til at gentænke det implicitte. Det her er en abstrakt måde at gå til emnet på, fordi kunsten og udstillingen vinder mere end ved at lave en pragmatisk klimaudstilling.

Vi er i gang med en forandring, og vi bliver nødt til også at forandre vores vaner. Hvis man skal det, er det ikke nok, at man får faktuel viden, det skal være en kropslig erkendelse. Vi ved godt rent rationelt, at der er en masse forandringer på fære, men jeg tror ikke, vi har erfaret det kropsligt endnu.

Derfor har jeg valgt en mere fænomenologisk tilgang til emnet, fordi jeg mener, at kunst er en måde at være på i verden. Kunst er også en anledning til at tænke over, hvordan vi er påvirket af en klimasituation. Vi ønsker ikke hele den her debat om, hvorvidt kunst kan handle om klima, for selvfølgelig kan kunsten handle om noget, der berører vores samtid. Det ville da være vanvittigt, hvis den ikke kunne det. Der er jo ikke nogen, der ønsker at påtvinge værkerne betydninger, men man prøver at finde nogle værker, der arbejder med de tematikker indenfor det store overordnede tema. Det implicitte, det givne blev så denne udstillingen fokus, og de andre har så relationerne og det kakotopiske som udgangspunkt. Det er de temaer, som man skal læse værkerne ind i, under den overordnede hat.

Det er interessant at se, hvordan nogle tror, at kunsten skal komme med en løsning. Jeg vil snarere sige, at kunsten kan være et værktøj til erkendelse, kunsten gør det ved at hjælpe vores bevidsthed i gang, kan man sige. Det er vel en del af løsningen.

Tak.