Interview: Malene Bach

Malene Bach: Extended Color på Brænderigården, Viborg

Det første, jeg bider mærke i, når jeg oplever dine malerier, er den stoflighed, som de meget tykke lag maling frembringer...

Man kan putte alt muligt i maling, så det får den tykkelse og transparens, man vil have. Når man arbejder med maling på denne måde bliver billedet meget 1:1. Man tænker tit, at det billedlige er et billede af noget andet, eller at der er et billedrum, som er et andet rum, end det du selv er i - et mentalt rum, kan man sige. Her bliver det meget nærværende og meget 1:1. Der kommer også en tidslig dimension i det, når malingen er frosset fast i dråber. Det er en bevægelse, der er stivnet.

Jeg tænker tit på, at når man ser et godt maleri, er det som om kunstneren lige er gået ud af døren, selv om det måske er malet for 400 år siden. Det nærvær på tværs af tid, synes jeg er fascinerende, og der kan man sige, at den her praksis godt kan give lidt af det nærvær.

Malene Bach: The Alchemist, 2008. 180 x 240 cm. Acrylic paint gel medium on canvas

Hvordan forholder det nærvær sig til ophængningen? Flere af værkerne er placeret ind i sorte eller lyse farvefelter på væggen, og den ramme de sætter, kunne man måske også opfatte, som om billederne var placeret ind i et neutralt eller alternativt rum, som netop ikke er det fysiske...

Jo, men farvefelterne er et konkret alternativt rum: Et alternativt rum, der er fuldstændig konkret nærværende.

Når man arbejder, skal man undersøge, hvad sker der, hvis når man gør forskellige ting, og mine værker er så forskellige, fordi de hele tiden skal prøve de samme ting af på en anden måde. Men derfor er de sorte felter på væggen stadigvæk en virkelighed i den anden virkelighed, vi er i. Billederne operere jo heller ikke på det samme virkelighedsplan, som det vi er i når vi kører ned til købmanden, og på den måde må vi altid forholde os til billedets virkelighed på et helt andet plan.

Her vender vi så tilbage til den stoflighed, som malingen frembringer. Flere steder er lagene i billedet så tykke, at de nærmest fremstår tredimentionelle - man kunne sige, at de er på vej ud i det rum, som vi kan køre ned til købmanden i...

Vi kan i hvert fald skride derned ad. Disse to billeder hedder Slip, hvilket på engelsk betyder at skride, og handler om det, der sker når man glider - nemlig at man må give slip.

Malene Bach: The Alchemist, 2008. 175 x 135 cm. Acrylic paint gel medium on canvas Malene Bach: The Alchemist, 2008. 135 x 75 cm. Acrylic paint on canvas Malene Bach: The Alchemist, 2008. 160 x 120 cm. Acrylic paint gel medium on canvas

Afspejler titlen også en arbejdsproces, et tilfældighedsprincip?

Helt klart. Når man ser de her billeder, bliver man nødt til at give fuldstændig slip på alt, hvad man ved, tror eller forestiller sig. Man bliver nødt til at give slip og starte fuldstændig forfra, for de har ikke noget, du kan holde fast i i forhold til den virkelighed, du kender i forvejen. Derfor må man give slip i begge ordets betydninger, for oftest skal der en overraskelse, en smutter eller en fejltagelse til, før man kommer derhen hvor man møder værket.

Det er også derfor, farverne er i fokus. David Batchelor har skrevet en bog, der hedder Chromofobia. Kromofobi er angsten for farver. Farver de er farlige, fordi du kan ikke holde dem fast: Du kan ikke bestemme dem, og du kan ikke kontrollere med farver, fordi de har så meget deres eget liv og hver person har en individuel opfattelse af dem.

Det, jeg synes, er så interessant ved farver, er netop det anarki, der ligger i dem, og for mig er farverne helt klart et udtryk for en ikke-autoritær holdning. Du kan godt arbejde autoritært med farver, men så er du nede i det meget lille register af nogle ganske få farver, som udtrykker autoritet. Jeg arbejder med et udtryk, der ikke er autoritært eller dominant. Det må gerne være fuldstændig åbent, og på den måde bliver det helt vildt farligt, fordi der ikke er noget at holde fast i. På den måde bliver det et anarkistisk projekt.

Malene Bach: Slip, 2008. 175 x 135 cm. Acrylic paint gel medium on canvas		Malene Bach: Slip, 2002-08. 165 x 130 cm. Acrylic paint gel medium on canvas

Betyder det så også, at det for dig er beskuerens møde med værket, der færdiggør processen eller giver værket sin betydning?

Ja, det er helt klart lagt op til den enkelte. Kierkegaard siger, at han skriver for hin enkelte - og jeg maler for hinenkelte. Den enkelte er hermed inviteret, og så må de selv gå videre med det. Jeg lægger noget frem, som ikke bliver defineret eller forklaret, og å må man selv tage det og arbejde videre. Sådan kan jeg også bedst lide livet; at man selv kan arbejde videre med de ting, man møder.

Denne serie hedder The Alchemist. Det er netop interessant, at man står i et værksted, og hælder nogle ting ud af nogle bøtter, og så begynder der at opstå noget betydning i det. Jeg er interesseret i det punkt, hvor det skifter fra ikke at være betydningsbærende til at være betydningsbærende, og det er dét, jeg undersøger i mine værker. Man kan gøre noget på en flade, og så siger det ikke en skid – og man kan gøre noget på en flade, og så sker der en hel masse. Pludselig begynder det at generere tanker og at være betydningsbærende. Det, at der så opstår en betydning ud af det, er ligesom alkymisten, der tager noget, der ikke er en skid værd og forædler det, sådan at det kommer op i et andet niveau. Der er ikke noget helligt i det - det er bare dét, der sker.

Det hele er en slags malerisk sproglig undersøgelse af dét at skabe betydning. Men hvis du så spørger mig, hvad det konkret betyder, så kan jeg alligevel ikke svare. Det må i hvert fald ikke betyde magt og derfor skal det helst være så åbent som muligt. Det er en balancegang, for kunsten skal jo stadig åbne op for et rum, hvor man kan tænke og hvor betydningsdannelsen kan ske. Derfor leder jeg efter det punkt, hvor betydningen opstår. Jeg vil gerne sætte noget igang, men det er dertil og ikke længere.

Malene Bach: Sample 98, 1997. 41 x 23 x 4 cm. MDF board, acrylic paint gel		Malene Bach: Space Object (sampled version 98), 1999. 74 x 60 x 4 cm. MDF board, acrylic paint gel

Et kunstnerisk dillemma: At sætte noget i værk uden at blive autoritær.

Lige præcis. Mine værker er jo helt vildt abstrakte, fordi de netop er frirum - eller alternative rum, hvis vi nu skal blive i terminologien. Vi er ude et sted, hvor vi kan få lov at tænke nogle af de ting, der måske ikke er så mange andre steder, der giver plads til at tænke.

Så abstraktionen er dét, der sikrer et tankemæssigt frirum?

Ja, det vigtige er dét, der sker i mellemrummene og udenfor formen. Det er også derfor, det er sjældent, der foregår noget i midten af mine værker. Hvis der foregår noget i midten, så ser man jo ikke andet end det. I mine værker foregår alt væk fra midten, sådan at der er rum til dig og dine tanker og refleksioner. Miles Davis sagde: Pauserne er de vigtigste! Når han spillede en tone, og så gik der helt vildt lang tid og så spillede han en tone igen. Det var det der var imellem de to toner, der var det vigtige. Det synes jeg også, det er, for det er der, der er plads til dig.

Malene Bach: The Bride, 2009. 36 x 51 cm. Ink and acrylic paint gel on paper		Malene Bach: The Bride, 2009. 30 x 40 cm. Ink and acrylic paint gel on paper		Malene Bach: Himmelrum, 2003. 46 x 61 cm. Acrylic paint gel collage on paper

Det minder mig om det videoværk, som også er med på udstillingen, hvor der også opstår et rum imellem billedet og lyden. Både billede og lyd er loopede, men lydsekvensen er længere end billedsekvensen, så de to elementer hele tiden rammer hinanden forskelligt. Er det det samme, som når vi snakker om mellemrum i malerierne?

Det er klart, og her er igen fokus på tilfældigheder, og man kommer aldrig til at opleve den samme passage med den samme lyd. Nogle gange, så møder de to hinanden på et sted, hvor det giver en særlig betydning. Og så andre gange, så er det nogle andre ting, der mødes og giver en anden særlig betydning. Så der er et rum indimellem, et tilfældighedsrum, hvor beskueren og lytteren får plads.Det er dig, som kan være heldig at de to rammer hinanden på en måde, hvor det lige netop siger dig noget.

Igen betyder tilfældighedsrummet vel også, at der opstår et mellemrum, hvor beskueren skal koble de to sekvenser sammen til en betydning. Så det er vel ikke kun spørgsmålet om at være heldig, at de rammer på det rigtige tidspunkt, men også et spørgsmål om koblingen?

Koblingen, og at du synes, du kan bruge det til noget. Man skal være heldig at opleve et sammenfald på et par sekunder for at værket åbner sig for én, men det må ikke blive ren Mickey Mouse.

Mickey Mouse?

Ja, når musen taber noget på gulvet følger lydsiden op med et 'pling'! Det er også en form for autoritet, forstået på den måde, at jeg så har overtrådt den grænse vi talte om før, hvor jeg lægger en betydning i værket, som beskueren så skal afkode. Derfor looper billede og lyd uafhængigt af hinanden, og værket har derfor heller ikke hverken begyndelse eller slutning.

Det er jo et meget konkret tilfældighedsprincip vi her snakker om, men hvordan forholder det sig i de enkelte billeder? Hvor kontrolleret eller planlagt arbejder du med fx kompositionen?

Det er meget svært at forklare. Det meste, det opstår jo bare, når man maler. Nogle gange har man placeret noget på forhold, og nogle gange følger man bare med værket. Det er ikke processen, der er det vigtige, men det overordnede udtryk. Kompositionen skulle gerne være ligesom universet; det har sin egen indre logik, og så har det en gennemgående ligeværdig fordeling, på den måde, at der ikke er noget hierarki i lærredet.

I de gamle kompositioner, der havde man sådan nogle hierarkier med, at der var nogle særlige vigtige ting, man skulle placere bestemte steder. Det vil jeg ikke have. Derfor bliver det sådan, at du har det, du kalder en balance på lærredet, fordi det skal være ligeværdigt. Alle nano-kvadratmillimeter på lærredet er ligeværdige og hvis man går ind med en hvilken som helst afskærmning af billedet, uanset hvor stor og hvor på lærredet, du gør det, så har du et billede, der fungerer selvstændigt for sig selv. Du kan gå ind i et hvilket som helst udsnit, og så kan det fungere som selvstændigt billede.

Det er jo nemt at se i video-værket, for der er tid og man kan se bevægelserne. Men den dynamik og bevægelse vil jeg også gerne have i malerierne. Som vi snakkede om før, vil jeg gerne formidle fornemmelsen af, at tingene er på vej. De står ikke stille - de er på vej fra et stadie til et andet stadie.

Malene Bach: Light Year Sample, 2009. 240 x 190 cm. Acrylic paint gel medium, ink, on canvas		Malene Bach: Light Year Sample, 2009. 240 x 190 cm. Acrylic paint gel medium, ink, on canvas

Her har vi ni billeder, som hedder Light Year Samples. Her har vi så at gøre med en anden tid, i den forstand at når vi taler lysår, så taler vi om en fuldstændig uoverskuelig tidsramme. Værkerne arbejder med en tid, som vi ikke kan forstå konkret, og hvor man derfor ikke behøver at forholde sig til 'det aktuelle'.

Siden 1996 har jeg arbejdet med mit Samples-projekt, hvor jeg arbejder med farven på en bestemt måde. Hvert værk i er en model af et maleri, og farven har en selvstændig virkelighed. Har man modellen for, hvordan man gør det, så kan man lave 1000, og de er forskellige alle sammen. i denne serie er der ni malerier, som meget tydeligt arbejder med forskellige farver. Det er en måde at lave et rum på, eller, det er et særligt rum, man åbner for. Det er selvfølgelig forskellige rum, fordi farverne er forskellige, men vi er ude i det samme, store abstrakte rum. Det er sådan en model for, hvordan du kan male lysår og de abstrakte rumligheder, det frembringer.

Du kan se det lidt som en sky, der dannes, kan forandrer sig og forsvinde igen. Det virker tilfældigt, men en sky har en struktur, og den opstår af nogle særlige omstændigheder. Det vil sige, at den har en logik, den har en model for, hvordan den er opstået. Der er en eller anden struktur, der gør, at de bliver som de gør, men samtidig er de helt bløde og kan forsvinde uden af efterlade sig spor.

Den type struktur synes jeg er interessant. Vi har talt om den tidligere, i forbindelse med den totalt abstraktion og det frie rum: der er en struktur, men den holder ikke noget endegyldigt fast, og er således helt forskellig fra den arkitektoniske struktur, som vi ellers bruger.

Menneskets opfattelse og beskrivelse af sig selv foregår gennem arkitekturen, og nogle gange er det som om, vi kun definerer os i forhold til en arkitektonisk virkelighed. Jeg vil prøve at gøre mig fri af den virkelighed og så prøve at sætte et totalt frit rum op.

Kunsten er noget vi kommunikerer til hinanden, og det rum, vi har til fælles, er det arkitektoniske rum. Det er der, vi møder hinanden, og det er der, vi er sammen. Det andet rum, er et sted, man er alene. Man kunne kalde det et introspektivt rum, og derfor er det enormt svært at tale om. Fordi vi altid oplever det alene, så er der ikke nogle genkendelige referencer, som understøtter vores kommunikation. Det er dét rum, jeg er interesseret i.

Malene Bach: Light Year Sample, 2009. 240 x 190 cm. Acrylic paint gel medium, ink, on canvas		Malene Bach: Light Year Sample, 2009. 240 x 190 cm. Acrylic paint gel medium, ink, on canvas		Malene Bach: Light Year Sample, 2009. 240 x 190 cm. Acrylic paint gel medium, ink, on canvas

Da vi talte sammen tidligere, nævnte du kort den konkrete kunst. Føler du er slægtskab med den del af kunsthistorien?

Kunstnere som Malevich og Mondrian og hele den periode, er den mest spændende i den moderne kunsthistorie, fordi det er der maleriet frigør sig fra virkeligheden, og definerer en reel malerisk virkelighed. Den totale frihed for maleriet blev erobret med Malevich’ sorte kvadrat. Jeg kan ikke se nogen som helst grund til at give afkald på den frihed.

Derfor er mine værker også fuldstændig abstrakte. Jeg arbejder med en malerisk virkelighed, og den virkelighed er jo meget konkret. Nogen synes, at Malevich er fladt maleri, men for mig er det rumligt. Hvis du ser på Mondrians malerier, så er det jo også et tredimensionelt rum, han bygger op. Det er ikke et illusorisk men et mentalt tredimensionelt rum, han bygger op, og sådan opfatter jeg også Malevich’ sorte kvadrat. Første gang jeg så det, tænkte jeg, ”Det er totalt selvrefererende, det dér: Du har et hvidt kvadrat med et sort kvadrat indeni. Genialt, men det refererer jo bare til det tomme billede af ikonet, ikke!? " Men sådan er det ikke: Det svæver frit i universet.

Tak

Malene Bach: The Bride and the Alchemist, 2009. 120 x 160 cm. Acrylic paint gel medium, ink, on canvas		Malene Bach: The Bride, 2009. 120 x 160 cm. Acrylic paint gel medium, ink, on canvas		Malene Bach: The Bride, 2009. 120 x 160 cm. Acrylic paint gel medium, ink, on canvas