Interview: Maiken Bent

I udstillingens store, skarpt oplyste rum findes der en masse forskellige skulpturer og objekter, der minder om gymnastikredskaber. Hvorfor gymnastik?

Gymnastiktemaet kom flere steder fra. Den første gang jeg så IMOs rå gallerirum tænkte jeg, at det lignede en sportshal. Mine værker forholder sig som regel til kroppen og den kropslige skala, så jeg funderede over, hvordan jeg skulle tage fat i det her kæmpe rum. Men i en gymnastiksal er der netop store vidder og små ting, så det skalaforhold blev min indgang. Og det med gymnastikredskaber havde jeg liggende i baghovedet, fordi jeg sidste år lavede et skitseforslag til den udfoldelsespark, som nu er åbnet i Ørestad Nord. Det var nogle skulpturer til et aktivitetsområde, og jeg tegnede nogle traditionelle gymnastikredskaber i rustfrit stål – en hest, en buk og stativer med ringe. Den underlige blanding af gymnastiksal og klinisk operationsstue ville de selvfølgelig ikke have, men det var helt oplagt at gå videre med gymnastikredskaberne i IMOs rum.

Og så har gymnastikredskaber jo alle de her fantastiske funktionelle løsninger, som jeg altid har været optaget af og har en næsten fetichagtig passion for. Jeg henter bl.a. tricks fra den skandinaviske møbeltradition, byggemarkedets hylder og den seksuelle legetøjsindustri – alt det her med læderet, træet og spænderne. Den måde, en Kaare Klint-stol er sat sammen på, eller den måde, som gymnastikbukkens ben forlænges ved, at man putter en pind ind i nogle huller... Jeg elsker sådan nogle løsninger – og måske især, når de ikke skal løse noget som helst, når de blot er dysfunktionelle “billeder”.

Maiken Bent: Every Room has a Smell, 2009. Installationview.		Maiken Bent: Every Room has a Smell, 2009. Installationview.

Da jeg trådte ind i udstillingen, blev jeg straks mindet om min gamle angst for redskabsgymnastik...

Mange vil have erindringer om skolens gymnastiksal. Jeg var også lidt bange for redskaberne, men jeg syntes også, de var smukke og fantastiske. Og det er den dobbelthed, der er interessant. Når man står dér på springbrættet er det måske lidt farligt, men så kan der bagefter være opturen over at være kommet over forhindringen. Adrenalinen giver et kick, og det sker først, hvis du bliver udfordret lidt. Men for mig handler udstillingen altså meget lidt om gymnastik! Gymnastik-setup’et er jo bare noget, jeg snylter på, for at få lov til at dyrke min interesse for form og æstetik. Jeg laver objekter, som forholder sig til kroppen, og som kan skabe en helt umiddelbar forbindelse med kroppen, uden at man behøver at røre eller bruge tingene. Kroppen er ret god til at tænke selv, og det synes jeg er interessant at lege med. Det er et psykologisk erindringsrum befolket med stemningsbærende, fysiske genstande.

Maiken Bent: Untitled, 2009. 62 x 91 x 12 cm. Syntetisk læder, skumplast metal, vokset bomuldstråd.		Maiken Bent: Camouflaged Affection #1 and #2, 2009. Hver del: 190 x 56 x 4 cm. Skumplast, syntetisk læder, vokset bomuldstråd.

Din interesse for form er tydelig, men det formelle dyrkes aldrig i sig selv, og værkerne er heller aldrig bare rene, metaskulpturelle øvelser. Der er altid noget motivisk genkendeligt, som fremkalder diverse erindringer, og derfor tror jeg overhovedet ikke på det, du lige sagde – at gymnastiktingene bare er et “påskud” til at dyrke det formelle.

Nej, det ER jo altid det genkendelige, som kickstarter noget narrativt, og det er i høj grad også netop det motiviske, som sætter gang i den kropslige genkendelse. Værkerne Camouflaged Affection #1-2 skal hænge på væggen og være kunst, men fordi de også er yogamåtter eller liggeunderlag, forestiller man sig, at man kunne tage dem ned og bruge dem til noget. Og samtidig er de for mig en leg med hierarkier mellem forskellige sfærer, med spændingen mellem det rent visuelle og det funktionelle, mellem kunst og brugsgenstand. De stjæler både fra gymnastikken og fra kunsthistorien, og jeg kan lide, at det, jeg laver, har en masse forskellige links. Ribberne er ribber, men er fx også en leg med Donald Judd og det serielle, med det monokrome maleri og triptykonet, tableauet og det at sammensætte et værk via opstillinger. Det er der måske nogen, der vil se, mens andre ser noget andet.

Jeg prøvede et år at gå på klassisk billedhuggerskole og arbejde med “krop og klump” og alle de her klassiske skulpturproblematikker. Men at arbejde med de ting i sig selv interesserer mig ikke. På samme måde kan den rene sammensætning af irret kobber og brændt træ da godt have sine kvaliteter, men i sig selv er sådan et møde ikke nok for mig. Ligesom det ikke er nok kun at arbejde med kunsthistorie, modernisme og metabegreber. Eller med, hvordan det er at være kvinde eller være mig. Der skal være en god blanding af det hele. Og i denne udstilling sker blandingen så med gymnastik som en narrativ ramme. Inden for den kan man gøre alt muligt og lege med alle mulige værktyper, kunsthistorier, kunstbegreber, hierarkier og stemninger. Jeg kan godt lide at sætte den slags rammer, men det betyder altså bare ikke, at alt det, der foregår inden for rammen – i dette tilfælde en gymnastiksal – kun handler om dén.

Maiken Bent: Shed, 2009. Installation. Blandet materiale.		Maiken Bent: Shed, 2009. Installation. Blandet materiale.

I udstillingen iscenesætter du en kontrast mellem to rum: Det store, traditionelle udstillingsrum og det lille, lavloftede redskabsrum, der er bygget i det ene hjørne. De orange og blå vægge har spor efter ting, der er slæbt ud og ind, og umiddelbart tænkte jeg, at det var en sær blanding af et patineret Paul Gadegaard-rum på Angli-fabrikken i Herning og et noget mere urovækkende, Josef Fritzl-agtigt kælderrum.

Fantastisk spænd mellem rum og stemninger! Og nok på mange måder ret præcist. Men i udgangspunktet har legen med redskabsrummet måske mere handlet om at lave sådan et rum, hvor ting står i venteposition og endnu ikke er sat i spil. Eller er blevet gemt væk. Måske fordi de ikke er gode nok til at få plads i den hvide kube. I det hvide gallerirum med det kolde lys er der regelsæt og orden, mens man i redskabsrummet med det varme lys kan gemme sig og lege med redskaberne på en anden måde end ude i det åbne rum. Det er jo i redskabsrummet, at hesten rent faktisk kan blive til en hest. De to rum er en leg med alle mulige modsætninger: forskellige bevidsthedsniveauer, de to hjernehalvdele, hierarkier mellem forskellige rum, udstillingsformer, ritualer, værkstatusser osv.

Dine ting er altid udført med stor håndværksmæssig finish, og det meste er lavet af dig selv. Er det vigtigt for dig at lave alting selv?

Jeg har i hvert fald ikke noget behov for den distance, som mange kunstnere har dyrket ved at vælge det mere fabriksagtige. Jeg er ikke så bange for at sætte mit fingeraftryk. Og håndværket betyder noget, fordi jeg udforsker det og eksperimenterer med det undervejs. Jeg kan ikke nødvendigvis finde ud af at dyvle ting sammen på den helt rigtige måde, men jeg kan få det til at se ud som om. Jeg er jo heller ikke specialist i læderarbejde, men det er i det lidt ubehjælpelige håndværk, at tingene bliver mine. Samtidig er der masser af præfabrikerede ting fra Silvan, hvor jeg bruger jeg enormt meget tid.

Maiken Bent: Equipage (light brown legs), 2009. 100 x 120 x 86 cm. Ærtepose, træ, syntetisk læder, lak. Maiken Bent: Equipage (dark brown legs), 2009. 190 x 56 x 4 cm. Træ, læder, metal, pletter.

Tidligere, i grove træk til og med din EXIT-udstilling i 2006, har du især bevæget dig i parcelhussfæren og arbejdet med forskellige møbler. Herefter synes du at være rykket et andet og måske lidt “hårdere” sted hen?

I 2007 slækkede jeg på en dogmeregel, som jeg havde arbejdet efter i en periode. Nemlig at alt, hvad jeg lavede, skulle rumme en eller anden meget konkret funktion – værket skulle også være en lampe, et ur, have en lille hylde eller lignende. Jeg har arbejdet meget med krydsfeltet mellem kunst og design og med funktion og ikke-funktion, og med at ophæve hierarkiet mellem det ene og det andet. Jeg har været meget optaget af den private sfære og de æstetiske spilleregler, der ligger her, og jeg vil enormt gerne ind i folks hjem, fordi det for mig er et af de bedste steder, mine værker kan udfoldes. Derfor fik alle værkerne i en periode én eller anden funktion, men det funktionsdogme fik jeg altså lyst til at udvide og udfordre.

Jeg begyndte også at arbejde på en anden måde og har fx valgt at give min intuition lidt friere tøjler. Intuition er et ord, man bare ikke bruger på akademiet, hvor man konstant skal kunne forsvare og forklare, hvad man gør, og hvor tingene skal “gå op”. Den største fælde ved at lære at lave kunst på den måde er, at man ender med at lave skoleopgaver på en “dygtig” måde, hvor man har sine kilder i orden og detaljeret kan kortlægge forholdet mellem research, koncept og realiseret værk. Mine EXIT-værker kunne jeg dissekere ned i mindste detalje. Det var en sjov og lærerig leg, men det bliver ikke nødvendigvis de bedste værker.

Så nu har jeg løsnet lidt op, og det er i høj grad et valg i forhold til min arbejdsproces for at gøre den mere interessant. For hvis det sjove kun ligger i den indledende fase, hvor man får ideer og udtænker værket, så kan selve fremstillingsprocessen godt ende med bare at være kedelig produktion, hvor der ikke opstår nye, overraskende muligheder. Tidligere kunne jeg blive helt misundelige på malerne, der kunne stå og “mane” noget frem undervejs, så nu “maner” jeg også noget frem i arbejdsprocessen i langt højere grad, end jeg gjorde tidligere. Og det giver en helt anden type værk og produktion.

Maiken Bent: Sticks, 2009. Variable mål. Træ, nylontråd, bomuldstråd, metal.

I udstillingen er der flere ting, der kunne minde om avanceret seksuelt afstraffelsesudstyr – et tema, du havde fat i på din sidste udstilling. Kan du sige lidt om det?

Denne udstilling har umiddelbart færre direkte referencer til smerte og lyst end den udstilling, jeg havde sidste år på Bendixen Contemporary Art (Principles of Pain and Pleasure, 2008). Det er ikke interessant for mig at lave to udstillinger med den samme stemning, men det er klart, at der følger nogle ting med fra projekt til projekt. Folk spørger ofte til det seksuelle i mine værker. Det er ok og er selvfølgelig også umiddelbart forståeligt, men for mig er det mere et arbejde med psykiske tilstande, helt basale menneskelige reaktioner og det at være fastlåst og miste kontrol. Men det er som om, folk bedst kan sætte ord på værkerne ved at koble dem til sexlivets verden, fordi man kender alle de her designløsninger fra det univers og kan koble dem til en seksuel leg. Uden at det nu skal lyde alt for frelst, så har det for mig ikke noget specifikt eller entydigt med det seksuelle rum at gøre. Det seksuelle rum ligger i min boblende idégryde på lige fod med interessen for mange andre ting, eksempelvis ritualer og rituelle handlinger, diverse mønstre og boligindretninger, tøj, kunst og et skandinavisk designunivers med Kaare Klint, Børge Mogensen, Bruno Mathsson osv.

Kaare Klint og bondage – det er ret svært at sige i samme åndedrag...

Lige præcis det felt mellem dansk møbelkunst og swingerklub, dét synes jeg er et ret interessant rum! Men det er ikke noget, jeg har sat på formel, eller noget, som jeg målrettet går efter i alle mine værker, og jeg synes altså langt fra selv, at mine værker er så kinky, som mange andre åbenbart synes.

Maiken Bent: Arôme #1 - #3, 2009. Variable mål. Spejl, jernstyr, træ, nylontråd, bomuldstråd.		Maiken Bent: Circle, 2009. ø 78 cm. Ring, syntetisk læder, vokset bomuldstråd.

Dine værker lægger sig i alle mulige spændingsfelter og synes tit at udfordre gængse normer for god smag og kunst?

Sådan er der vist mange, der har det, og det har jeg det rigtig fint med. Jeg vil gerne lave værker, der er mere “oliven” end “vingummibamse”. De første gange, man smagte oliven eller sushi, var det den slags smage, der lå lige på vippen, og jeg vil gerne ramme netop det sted, hvor man næsten godt kan lide noget. Et sted, der pirrer lidt mere end lasagne, som alle elsker med det samme. Jeg vil meget gerne skabe skønhed, og i redskabsgymnastik er der jo virkelig tale om, at krop og objekt smelter sammen og bliver til kunst eller det skønne. Men der er ingen interessant skønhed uden det farlige og det grimme. Modsætningerne er vigtige og interessante. Jeg er fx optaget af, at smerte og lyst hænger sammen. Også i den seksuelle leg, for nu at vende tilbage til det. Det er da interessant, at smerte og lyst fremkalder de samme endorfiner i hjernen.

Til sidst vil jeg gerne runde den lille film, som vises på IMO samtidig med din udstilling: Busby Berkeleys ti minutter lange synkronsvømmerscene fra filmen Footlight Parade, 1933. Hvordan ser du filmklippet i forhold til din udstilling?

I filmen er der al den krop, som ikke er i min udstilling. Eller måske er det snarere omvendt, da kroppen i filmen bliver til ren form, mønster og materiale. Berkeleys formarbejde er ret fantastisk – og så er det da helt forrygende, at der pludselig dukker sådan en sekvens op midt i en almindelig kærlighedsfilm.

Tak.