Interview m. Søren Lose

Kan du fortælle om tilblivelsen af projektet?

Jeg bor i Berlin og kører rundt i byen til daglig. I løbet af foråret ser jeg mere og mere af Palast der Republik blive pillet ned og tænker på, hvilken rolle arkitekturen spiller i et byrum. Hvordan orienterer man sig i et byrum? Hvordan knytter historie og erindring sig til de bygninger, der er, og som i Berlin forsvinder på daglig basis? Det gamle socialistiske og modernistiske byggeri, som fx Palast der Republik, bliver bare kværnet og fjernet. Bare i løbet af den korte tid, jeg har boet i Berlin, er der mange steder, der er fuldstændig uigenkendelige. Det bliver homogeniseret, så alt ligner hinanden. Du kan ikke længere se særlig meget forskel på øst og vest. Det er selvfølgelig en politisk beslutning at homogenisere rummet – herhjemme kalder man det at normalisere – så det på en eller anden måde glider lettere. Men det er for mig at se Berlins store potentiale, at der er den modstand.

Jeg har været meget optaget af, hvordan formerne gentager sig. Palast der Republik er et byggeri, der skulle pege på det nye, der ville komme: Det skulle være en fremtidens bygning. DDR eksisterede i knap 40 år og havde en nationalsang, der hed Auferstanden aus Ruinen (opbygget på ruiner), hvilket er meget symptomatisk i forhold til, at historien nu indhenter sig selv og bygningen er revet ned så kort tid efter.

Projektet handler om omvæltningen og samtidig rekonstruktionen i forhold til nedrivningen, Berlins historie og også Walter Benjamins historiefilosofi. Berlin er oplagt at beskæftige sig med i forhold til erindring og historie. Det tyske sprogområde og det tyske fotografi er noget, som altid har tiltalt mig, og som jeg har beskæftiget mig med længe.

Her ved indgangen til udstillingen har jeg rekonstrueret et tilfældigt hjørne af det originale Palast der Republik. Det er ikke et specielt hjørne. Jeg har bare taget et, som så bliver til den underlige figur, som står der og spejler og ligner noget plastic-agtigt. At have det blændværk knytter også an til titlen på udstillingen, Phantasmagorie.

Søren Lose: Phantasmagorie, installationsview.		Søren Lose: Phantasmagorie, installationsview.

I udstillingen vælger du ét helt bestemt bygningsværk til at fortælle en mere generel historie. Hvad er det for en historie du vil fortælle, og hvad vil du, at beskueren tager med hjem fra udstillingen?

Nu handler det ikke nødvendigvis særlig meget om den bygning, eller om DDR, men om hvordan du omgås din historie og omgås arkitektur. I Berlin har man valgt at fjerne denne bygning. De største argumenter for det er æstetiske: Man synes den er grim. Men den symboliserer også mest af alt DDR. Som beskuer skal man ikke have noget bestemt med fra udstillingen, men man skal måske tænke over, hvad det er for et byrum, man omgiver sig med, og hvad arkitektur er. Man kunne kalde det at have en mere fænomenologisk tilgang til de ting, man omgiver sig med og er en del af. I kraft af at bygningen bliver så meget et symbol på et forrigt regime, får den en rolle af at være mere end bare “et stykke arkitektur”. Den er mere et billede på en tilstand, på hvad der engang var i Berlin. Det er det, man gerne vil løsrive sig fra. Det er absurd, at man vil genopbygge det slot som lå samme sted indtil det blev bombet under 2. verdenskrig. Et preussisk barokpalads som ikke har tilknytning til noget som helst i dag. Hvis man skulle begynde at grave i det, så er det, slottet repræsenterer, om noget belastet og totalitært. En decideret militærstat. Men igen, med Walter Benjamins øjne: Hvem er det, der skriver historie? Hvad er det for en historie, man gerne vil fremhæve?

Mit projekt handler om erindring, rum og samspillet mellem dem. Det er det, jeg synes er interessant, det underlige konglomerat af betydninger, regimer og paradigmer som knalder sammen. Der kommer ikke til at være en mindesplade for Palast der Republik på stedet, men et slot i en mærkelig miskmask af materialer: beton og nye materialer indeni og en skal af noget andet. Det kommer til at minde mest af alt om det shoppingmall, som også ligger på Alexanderplatz, som hedder Alexa, som er noget lyserødt beton med bølger på, og som får en sjov Speer’sk belysning.

Søren Lose: Phantasmagorie, installationsview.		Søren Lose: History In Reverse, 2009.

I og med at man vælger at rive bygningen ned, så kan man vel sige, at man meget aktivt går ind og redigerer i sin egen historie. Man sætter den i scene, så den passer ind i den fortælling, man gerne vil have. Bliver det ikke for poleret?

Når det bliver for homogent, i Berlin, lige såvel som i København, så keder jeg mig. Det tror jeg også, man gør som menig mand: Man behøver ikke være kunstner eller specielt æstetisk orienteret, for at ville have kontraster. Jeg vil godt opleve, hvis jeg rejser et sted hen, at der er diversitet. Det, som jeg synes er skide farligt, men som sker også i globaliseringens navn, er, at man homogeniserer. Kontrasterne forsvinder og bliver til en eller anden “global style” på et tidspunkt. Det er en generel tendens. Fx i forhold til moderne skyskraberbyggeri, så er det de samme arkitekter, der bygger over hele verden, om det så er i Dubai, New York eller i København. Det ser ens ud. Det synes jeg man kunne tænke over.

Hvordan har beslutningen om at rive Palast der Republik været modtaget hos befolkningen?

Der har været protester og fire folkeafstemninger. Bølgen har været gennemgående fra øst i starten, at man ville væk med alt, der signalerede Stasi, DDR og totalitarisme, til at i løbet af 90’erne vende sig til nostalgi a’la “Det var bedre i gamle dage”. Mange i vores generation har også et lidt nostalgisk forhold til det der var. Man skal ikke glemme at Palast der Republik faktisk var et meget folkekært sted. Der var ti restauranter og alle mulige underholdningsaktiviteter. Selvfølgelig var det ret kontrolleret, men stadigvæk et sted man kom som almindelig borger i DDR. Et sted som havde åbent og som havde et udbud af varer og mad som man ikke rigtig kunne få andre steder. Befolkningens syn på det bygningen repræsenterer er dobbelt. Det er interessant og derfor er den væg vi står foran transparent. Udefra kan man se igennem, og alligevel ikke rigtig, fordi den spejler os. Bagfra kan man se væggene er lavet af billigt, cheap “bronze”. Det ser billigt ud og det skal det. Det skal se ud som om det godt kan vælte ned i hovedet på en. Alle materialer i installationerne er blotlagt, så man kan se hvad det er. Det ser meget godt ud men er en underlig fake.

Søren Lose: Phantasmagorie, installationsview.		Søren Lose: Phantasmagorie, installationsview.

Hvordan var den oprindelige bygning bygget?

Der var rigtig mange, blandt andet den russiske hær, som byggede på den i døgndrift. Det blev bygget på rekordtid, ligesom Neue Reichkanslei som Speer og Hitler byggede, som også var et repræsentativt byggeri. Palats der Republik blev bygget fra 1973 til 1976. Der blev kræset om bygningen. Hele stålproduktionen i DDR og meget af Østeuropa blev sat i stå for den. Alle sejl blev sat til og budgetterne overskredet i flere omgange. Man importerede dyre vinduer fra Belgien. Overvågningsudstyret og udstyret til at transmittere tv var også importeret fra vesten. Bygningen blev indrettet efter alle kunstens regler med tekstiler, hvor hvert dæk havde sin egen farvekode. Det var et gesamtkunstværk.

Det var et prestigeprojekt?

I den grad. Det var netop et repræsentativt byggeri som skulle sige: “Her går det godt”. Det gjorde det også i DDR i starten af 1970’erne. De vandt mange konkurrencer internationalt. Bagefter har vi hørt alt om de fuldstændig testosteron-pumpede svømmepiger. Palast der Republik skulle samle DDR som folkets hus og parlament.

Kommer bygningen ikke i høj grad til at stå som et symbol på en kulturel identitet som man nu fravælger? Den gang må man have lagt en masse identitet og følelser i den. Når man nu udraderer bygningen så bortvisker man også et stykke historie. Det vækker nogle spørgsmål om det er den rigtige måde at behandle historien på?

Absolut. Hvordan omgås man sin historie? Om den så end er rosenrød eller om den er negativ? Hvad den end er, mener jeg, at man må leve med og reflektere over sin historie. Jeg mener, at det bliver endnu mere mytologiseret hvis man nedriver de symboler og monumenter der har været i fortiden, hvad den så end består af. Der er heller ikke er noget mindesmærke for Neue Reichskanzlei eller i Berchtesgaden hvor Berghof (Hitlers bolig) lå i Sydtyskland. Jeg mener, det er derfor de steder bliver valfartsteder og kultsteder for nynazister. Hvis man nu havde fundet ud af at lave Palast der Republik om til noget andet, lave Humboldtforum derinde som man nu i stedet vil gøre i slottet? Kunne man ikke redefinere historien på en ny måde i samtiden, lære at leve med det symbol som på skallen repræsenterer noget der var der før, men indefra får nyt liv. På den måde kunne man undgå at bygningen får lov til at stå og blive til en mytisk kolos.

Søren Lose: Phantasmagorie, installationsview.		Søren Lose: Phantasmagorie, installationsview.

Kan man forestille sig at det er for hårdt at bearbejde et Stasi-trauma, ovenpå tyskernes store trauma efter 2. verdenskrig?

Det kan man godt forestille sig. Jeg synes det er at feje tingene væk, i stedet for at tænke sig om og lære at leve med den historie. Der sker det, at der kommer et underligt vakuum. Befolkningen kan ikke greje det hurtige skift, det tager generationer at komme sig over de her ting. Det bliver ved med at være et traume, hvis man ikke bearbejder det.

Nu har du indtaget rummet her på Overgaden med ikke bare en fotoudstilling, men en totalinstallation. Hvordan forholder du dig til rummet og til installationen som medie?

Jeg er uddannet på billedhuggerafdelingen på akademiet, så på den måde har jeg den rumlige tilgang, som jeg også hele tiden har forsøgt at have i mit fotografi. Det handler jo om rum og erfaring i rum mere end det handler om at lave flotte fotografier i klassisk forstand. Her på Overgaden er rummene meget uhomogene, med søjler, højt til loftet og den lange gang. Til at starte med ville jeg have en skulptur der brød ind i rummet og spærrede. Den skulle som en underlig tom skal føre ind i udstillingen, samtidig med at man også kunne blive klemt inde under den, hvis man vælger at gå den anden vej. Det var meget bevidst at jeg lavede den figur. Lampeinstallationen kom til efterhånden fordi jeg godt ville have noget der fyldte den lange gang. Der var det lampesystem som hang inde i foyen i den originale bygning, som jeg blev inspireret af. Igen er det “fake”, lavet i nogen billige byggemarkedsmaterialer. Elektrikerrør og pvc-skaller. Men det ligner, det ser godt ud! Som bolchepapir. Når man går ned igennem begynder lamperne efterhånden at dampe ud. I starten har vi en meget glossy, stor og fin façade, og så kommer man længere og længere ned igennem og tingene begynder at falde fra hinanden.

Søren Lose: Palast, 2008. Foto		Søren Lose: Palast der Republik (privatfoto fra DDR), uden årstal. Foto

Du arbejder ofte med fotografier i lag på lag hvor du kombinerer flere fotos. Kan du fortælle mere om fotografiet her?

Billedet History In Reverse består af to fotografier, det til højre er taget for en måned siden af nedrivningspladsen hvor paladset tidligere stod, og hvor slottet stod i sin tid. Det til venstre er en kopi af et historisk foto fra 1972-73 hvor man er igang med at støbe fundamentet til paladset. Her møder tingene hinanden, Det er noget som jeg har arbejdet med før. Her er det virkelig synligt, at du er nede på det samme lag og ikke rigtig kan se forskel på, hvad der er hvad. Billedet er blevet inspireret af plakatvægge i Berlin, hvor der klistres plakater oven i hinanden indtil de falder ned.

Det andet foto i dette rum er et udsnit af det hjørne som jeg har rekonstrueret. Det er taget i sommers under nedrivningen og har en dobbeltkarakter: Bliver det bygget op? Bliver det revet ned? Jeg har været optaget af, at det ikke er helt tydeligt hvad der er hvad. Det handler ikke bare om nedrivning, men der er en opbygningsdimension i det.

Søren Lose: Monument, 2008. Foto		Søren Lose: Ruin Tower, 2008. Foto

Der er også en video med på udstillingen?

Videoen er rent dokumentarmateriale fra 1960 hvor man sprænger slottet som stod hvor Palast der Republik blev bygget senere. Det er det slot man vil rekonstruere nu, 50 år senere. Her møder tingene igen hinanden. Måske rekonstruerer man Palast der Republik igen om 50 år?

Vil du med dit projekt få folk til at huske det der har været?

Mit projekt er ikke et memento mori eller historieskrivning men en reflektion over, at der ikke er én historie, men at der er mange lag i historien. I et større perspektiv handler det om, hvordan man skriver historie, hvordan man iscenesætter sig selv, hvordan man beskriver sin kulturelle identitet og hvad den består af. Hvordan kan man opleve den historie, når man går rundt i Berlin eller i København i dag? Det handler om den forestillingsverden, som tingene uværligt bliver blandet med. Ligesom når man ser fotos af sig selv som lille barn og pludselig kan huske en masse fra dengang - eller kan man? Det er igen en forestilling; måske er det noget, man har set på tv, i et andet familiealbum eller fået fortalt. Men er det en reel erindring? Jeg har fx ikke set det slot dokumentarfilmen viser og ved ikke hvad det handler om. Jeg kan kun se filmen og forestille mig det.

Udstillingen er helt klart en opfordring til, at reflektere en smule over de byrum vi bevæger os i. Jeg plæderer ikke for, at vi skal leve i et frilandsmuseum. Men jeg ville synes det var fantastisk, hvis man kunne komme til Berlin og se et hus med skudhuller, som har fået lov til at stå. Så der er noget, som får os til at stoppe op i vores trumlen af sted, hvor der bliver revet gammelt ned og bygget nyt op - endnu en shoppingmall eller McDonalds - uden at der bliver reflekteret over det.

Tak.