Interview m. Sian Kristoffersen

Sian Kristoffersen: Lacrimosa, 2009. Installationsview.

Hvad sidder du og arbejder med her lige op til åbningen af udstillingen på Co-Lab?

Jeg har lige lavet en edderkoppe-stol færdig. Den var med på den udstilling, jeg for nyligt havde i Edinburgh (på Gallery Sierra Metro, red.), men jeg var ikke helt glad for det bløde gople-agtige udseende den havde fået. Den havde lange sorte nylonpølser som ben, som var sådan lidt bulede. Jeg ville have den til at være mere hurtig, spids og farlig, men alligevel skrøbeligt svævende. Det er den blevet nu, synes jeg.

Desuden sidder jeg og syr på et tekstilværk, der som sådan ikke er vildt kompliceret, men et besværligt og meget langsomt arbejde. Værket tager udgangspunkt i et fotografi af Tableau Vivant-danserinden Olga Desmond, der i 1907 sammen med hendes trup af dansere optrådte over hele Europa som levende skulpturer, kun iført hvid kropsmaling, med det de kaldte Schönheitsabende - aftener af skønhed.

Hun var meget skandale-ombrust på sin tid, og hendes optrædender blev forbudt mange steder. På en turne i Rusland var hun for eksempel tæt på at blive sat for retten for forførelse men klarede frisag.

Jeg blev først opmærksom på hende i forbindelse med den udstilling, Mike Kelley kuraterede i 2004 i Liverpool, der hed The Uncanny. Der var et billede af hende, som var taget på sådan en Schönheitsabende, og det er dét fotografi, jeg har arbejdet med som udgangspunkt for textilværket.

Sian Kristoffersen: Glorious Spectacle (Olga Desmond's Evening of Beauty), 2009. 200 x 300 cm Tekstil		Sian Kristoffersen: Glorious Spectacle (Olga Desmond's Evening of Beauty)(detalje), 2009. 200 x 300 cm Tekstil

Titlen på Liverpool-udstillingen, The Uncanny, minder mig om en psykoanalytisk kunstner der engang fortalte mig hvordan den kvindelige hysteriker, ifølge Freud, ofte klæder sig som en mand. Det er jo nogle vildt generaliserende kategoriseringer, der laves, men jeg kom alligevel til at tænke på det i forhold til dit arbejde: Sammenkædningen af køn/krops-identificeringer og enactments i forhold til det emotionelt højspændte - som vi kan oversætte det frygtelige ord ’ hysterisk’ med. Desuden beskæftiger du dig med specifikke personlige forløb, hvilket kan minde om de her ’case studies’ hvor subjektet bliver fortælling... ofte en tragisk én.

Den personlige fortælling, hvor subjektet bliver undersøgt og inddraget, er nærliggende at arbejde med, fordi de særlige personlige omstændigheder er hjertet i den tragiske fortælling, uanset om den er fiktiv eller ej. Det er noget jeg har været igang med længe, i formel forstand, igennem mit fokus på muserne og nu også med andre typer emner. Det er på ingen måde et afsluttet projekt, men jeg har indraget Olga Desmond og Tableau Vivant, både fordi jeg er interesseret i de her begærs-orienterede problematikker som oftest er drivkraften bag tragedien som form, men også fordi jeg ofte selv gør brug af det lidt kitchede/obskure, som Tableau Vivant også er. Jeg kan godt lide, når der er en lille smule for meget af noget - når det nærmest bliver lidt corny midt i al det alvorstunge.

Desmond adskiller sig fra de andre damer jeg har interesseret mig for, idet hun er

mindre et case-study. Historien om hende er ikke umiddelbart så patos-fyldt og dramaet er ikke af en psykologisk, følelsesmæssig karakter men mere et drama, der beskæftiger sig med nogen samfundsbestemte normer om køn og krop. Udover det, så er hun interessant for mig, fordi jeg i denne her udstilling har arbejdet med tableaur og vanitas-motiver, og Desmond kombinerer dét aspekt med det nærmest komisk højtidelige og romantiske, som samtidig osse har en indfølt alvor i sig, en særlig følsomhed - det, du kalder emotionel højspændthed...

Men der findes jo også en slags ’frysninger’ af teatralske højdepunkter i de andre af dine arbejder...hvad med Frk. Julie Tableau'et, Scene Of A One-Night Stand (The Final Shenanigans of Miss Julia)?

Strindbergs stykke foregår i et køkken og er en klassiker indenfor kærlighedstragedien. Frk. Julie, en godsejerdatter og hendes far’s kammertjener, Jean, sidder Skt. Hans nat og drikker sammen, imens de flirter heftigt. På et tidspunkt går de i seng med hinanden, og derefter går alt galt. Det er allerede mere eller mindre galt med Frk. Julie: Hun har netop afbrudt en forlovelse og er almindelig kendt som en pige, der ikke ’kender sin plads’. Hun har svært ved at acceptere sine egne vilkår og bliver set ned på af tjenestefolkene, fordi hun blander sig med dem. For at gøre en lang historie kort, så handler stykket, som jeg har læst det, i høj grad om kvinders vilkår på den tid, om det umulige i at bestemme over sin egen skæbne, og om at være underlagt stærke kræfter udenfor ens kontrol som f.eks. klasse, køn og normer.

Udover det har stykket en klassisk tragisk udgang, idet Frk. Julie tilsidst begår selvmord i fuldstændig afmagt. Strindberg gik ikke selv ind for kvindefrigørelsen. Han havde nogen gustne holdninger, i forhold til andre af hans samtidige, men dette værk er i mine øjne en benhård milepæl i forhold til det kønspolitiske kunstneriske arbejde.

Sian Kristoffersen: Scene Of A One-Night Stand (The Final Shenanigans of Miss Julia), 2009. Mixed media		Sian Kristoffersen: Seats of Escapade, 2009. 40 x 60 cm Mixed media

Kan du fortælle om dit materialevalg? Du arbejder tit med fx. porcelæn og silke, og den slags dekadente og erotiske overflader...

Jeg kan godt lide luxuriøse, meget smukke materialer, og det giver mening for mig at bruge materialer af en vis ædelhed, materialer der i sig selv - endda uden at blive bearbejdet - har en særlig pirrende karakter. Så udover at det selvfølgelig bidrager til værkernes indholdsmæssige betydninger, er det fordi det er dejligt at arbejde med og ser fantastisk ud undervejs. Lidt materiale-fetischist er man vel altid, ikke?

Jeg bruger også en del nylonstrømper… nogle dejligt hudfarvede nogle...

Jo, det ville da være ærgeligt, hvis man ikke skulle kunne blive lidt æstetisk opstemt, når man sidder der i sit grå atelier og syr i silke. Men dyre stoffer, porcelæn, blomster og nylonstrømper... risikerer det ikke at blive lidt for stilliseret damet?

Jo, det kan godt nogen gange gøre mig nervøs at det kan opfattes sådan, men hvad skal man stille op, hvis det er det, man synes fungerer bedst? Jeg har flere gange talt med hende, jeg deler atelier med, om det dér med ’pige- eller kvinde-kunst’ og der er sådan noget lidt nedladende i de kategoriseringer. Til det kan jeg kun t sige, at der findes så mange måder at undertrykke sig selv og andre på, og dette her er én af dem. Hvorfor er det forkert at arbejde med noget, der har et tydeligt feminint udtryk og bruge 10 spande beige maling og noget silke, hvis det er det, der fungerer bedst i forhold til det man vil? Det er en ældgammel overvejelse. Jeg kan godt forstå, at der altid er en fare for at lave pastiche, men det burde gælde for alle og ikke kun for damerne. Det, jeg laver, er på flere måder et projekt, der relaterer til køn og krop, og det kommer blandt andet til udtryk i materialerne, og det vil jeg gerne stå ved. Men når det så er sagt, bliver jeg da lidt bleg, hvis flere på en og samme dag har sagt 'mormor', når de har kigget forbi mit atelier og set noget, jeg var i gang med...

Sian Kristoffersen: Inner Sensations (Cornucopia), 2009. 140 x 170 cm Mixed media

Rokoko-mormor...(griner)

Det er de dér nylonstrømper, der gør det! Jeg forstår det jo godt, men jeg ser det bare anderledes, fordi jeg kender baggrunden for arbejdet og den er langtfra nuttet eller fimset - synes jeg selv. Og ja, jeg er altid meget nervøs for, hvordan mit arbejde bliver opfattet. Kollegers respekt er i mine øjne den højeste udmærkelse, man kan få, for der er ikke andre, der ved hvad det koster af psykisk energi at lave noget, eller hvor meget benhårdt arbejde det kræver. Men de fleste er også nogle hårde kritikere, så det er godt at være på tæerne så meget man kan, og det er kun en god ting. Det er et svært arbejde, og det er svært at vise noget. Mange udstillinger har svage punkter, og jeg er for det meste selv helt klar over ’fejlene’, hvis der er nogle, og det prøver jeg så efter bedste evne at arbejde med næste gang jeg laver noget. Det er dét, der er udfordringen ved at lave det her, men det er også det hårde ved det. Det giver utroligt meget mening for mig, men det bliver bare aldrig færdigt.

Sian Kristoffersen: You Only Tell Me You Love Me When You're Drunk, 2009. Mixed media		Sian Kristoffersen: The Audience, 2009. Blyant på papir

Er vanitas-motiverne og det komiske noget, du har tænkt at udvikle ydeligere? Du nævnte at Olga Desmond er langt mindre tragisk end de tidligere muser, du har beskæftiget dig med. Er det sådan at det kan hænde at ende i ren farce, hvor det absurde helt overtager det tragiske?

Jeg har helt sikkert tænkt mig at udvikle og arbejde videre med det, og jeg tror ikke, at der er nogen fare for, at det rigtigt bliver farce, men der er altid den mulighed, at det gør. Hvis det gør, håber jeg det bliver rigtigt sjovt og ikke ufrivilligt sjovt. Det er aldrig til at vide præcist, hvor det ender henne. Jeg synes, at det rummer nogle muligheder for at arbejde på forskellige måder med den dér patos vedrørende altings forgængelighed, som jeg synes er interessant- også selvom det er fuldstændig oldschool. Alle ved for eksempel hvilke forskellige betydningslag en simpel buket blomster indeholder, men jeg har en stor fest ud at bruge sådan et meget brugt klassisk motiv på min egen facon. Et eksempel er værket You Only Tell me You Love Me When You’re Drunk - titlen er i øvrigt også titlen på en Pet Shop Boys sang, som du sikkert ved. Værket består i al enkelthed af en af de blomster-buketter, som nogle på gader og barer prøver at sælge til folk, der er så fulde og glade, at de gerne vil betale 50 kr. for en fjollet plastikblomst. Jeg fik den i ferniseringsgave i Edinburgh af min kæreste, en hel buket af dem, komplet med en masse blinkende dimser og kaninører med lys i til at tage på hovedet. Den var perfekt. Jeg behøvede ikke engang at gøre noget særligt ved den<, i sig selv er den et tragikomisk objekt, udover at være en virkelig god gave. Jeg kan virkelig godt lide den slags.

Jeg har tænkt mig at blive i de her temaer indtil videre, men jeg holder selvfølgelig døren åben for nogen andre stemninger og ideer hen ad vejen. Selvom Olga Desmond som person ikke har en ond skæbne, som mange af de andre muser, så er hendes historie stadig en kontroversiel historie, og det er jo stadigvæk, blandt andre ting, alvoren i den der interesserer mig. Forskellen er bare at den ikke umiddelbart er så 'rock’n’roll suicide'-agtig som nogen af de andre. Det er en historie, der indeholder nogen overvejelser omkring det man må og ikke må som kvinde dengang og idag.

Nu ved jeg at du skal udstille i mexico om et par måneder – er det ikke langt fra det Strindberg'ske tungsind, vi sidder og piller i her i det nordiske?

Jeg tror da bestemt, at de har sans for det dramatiske derovre, men jeg ved ikke så frygteligt meget om det, selvom jeg har været der før. Dengang var jeg optaget af nogen helt andre ting og så ikke rigtigt noget kunst. Ikke noget af det, man forstår ved samtidskunst ihvertfald. Måske piller de ikke så meget navle der, men man kan da altid håbe på store armbevægelser og masser af sanselighed og drama. Ikke at tungsindet generer mig særlig meget, egentlig. Jeg føler mig ret godt hjemme i det…

Tak.

Sian Kristoffersen: Grain, 2009. Mixed media på lærred