Interview m. Kirstine Roepstorff

Kan du starte med at fortælle lidt om baggrunden for udstillingen?

Den er ikke så kompliceret. Kunsthallens infrastruktur brød sammen i sommer, dvs. direktøren blev fyret, og bestyrelsen skred. Den eneste, der var tilbage, var Angela Rosenberg, som lynhurtigt blev udpeget som kunstnerisk leder. I starten af juli måned stod hun uden nogen udstillinger fra september og frem, og derfor ringede hun til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at kuratere en udstilling. Min første reaktion var, at det, syntes jeg, var et virkelig mærkeligt spørgsmål, for jeg interesserer mig ikke specielt meget for kunst og ser meget få udstillinger.

Jeg havde heller ikke fulgt meget med i den politiske diskussion om kunsthallen. Men det af diskussionen, som jeg havde opsnappet, var, at folk havde været irriterede over, at et udstillingssted, som kalder sig Berlins kunsthal, et helt år udelukkende har vist solopræsentationer og monografiske udstillinger. Folk følte, at det var for ekskluderende, og at der ikke havde været nok kunst for berlinerne. Med det i baghovedet var jeg måske ikke den rigtige til at kuratere den første store berlinerudstilling, fordi jeg simpelthen ikke er vidende nok. Så jeg sagde til Angela, at jeg syntes, at de skulle overveje at finde en anden, fordi jeg i princippet kun kunne kuratere min venner. But we love your friends that’s why we called you!, sagde hun, og så sad jeg i en underlig ’Catch-22’ situation, hvor jeg på den ene side gerne ville hjælpe kunsthallen og lave en udstilling med mine venner, men hvor jeg på den anden side ikke følte, at jeg kunne lave noget, som var repræsentativt for Berlin.

Men vi aftalte et møde, og mens vi sad og snakkede, og jeg fortsat prøvede at overbevise dem om, at det ikke var mig, der skulle kuratere udstillingen, fik jeg pludselig et billede af en rampe med skulpturer på placeret i kunsthallens udstillingsrum. Så midt i samtalen sagde jeg: Okay. Glem det jeg lige sagde, vi laver udstillingen, men det kræver, at vi bygger en rampe. Og på mange måder var det egentlig udgangspunktet for udstillingen.

Hvordan valgte du at gribe din rolle som kurator an?

Da vi startede, var der kun 2 ½ måned til at udstillingen skulle åbne, og derfor er udstillingen stort set baseret på værker, som allerede befandt sig i Berlin, for der var hverken penge til transport eller tid til at få lavet nye værker. Jeg blev også lynhurtigt enig med mig selv om, at jeg ikke kunne imitere en kurator og prøve at lave en velkonstrueret tematisk udstilling, men at jeg måtte benytte mig af de samme redskaber, som jeg allerede bruger, når jeg laver mine egne billeder. Så jeg satte mig ned og lavede et intuitivt udkast, som jeg efterfølgende videreudviklede. Nogle gange er det bedre at arbejde hurtigt, for så aktiverer man intuitionen mere, end hvis man har tid til at tænke over det. Jeg skrev 22 navne ned, som jeg ikke kunne undvære i en udstilling om Berlin, og det er mere eller mindre de navne, som er kommet med på udstillingen. Herefter kiggede jeg på om, der var noget som bandt disse kunstnere sammen, om der var en rød tråd. Helt åbenlyst er det kunstnere, som kommer alle mulige steder fra, men som har defineret deres rolle i Berlin i kraft af murens fald og nedbrydningen af historien, fordi Berlin dengang, for 10 år siden, var et ’wasteland’, hvor der ikke rigtig var nogen regler. Her var masser af plads, det var billigt, og man kunne lave sine egne ting. Alt var baseret på et fundament af udefinerbarhed, og det er også noget, som kendetegner mange af de kunstnere, som jeg har udvalgt. En eller anden form for oprør mod det etablerede system.

En anden ting, som jeg også nævnte før, er, at arbejdet med udstillingen svarer meget til den måde, jeg arbejder på i mine collager. Jeg arbejder jo med fundne materialer. Ikke dermed sagt at udstillingen fungerer som en collage, men jeg har benyttet samme strategi og valgt at betragte den som min egen ’collagehave’; den består af spirer, der er vokset ud gennem ruinerne fra murens fald. Deraf ordet ”garden”. Jeg arbejder også selv med haven som en tematik i mine collager, og for mig handler det om den måde, vi redigerer vores bevidsthed og vælger at forholde os til den – og til vores image. Vi vælger jo at flytte nogle bestemte ting frem i solen og give det plads og god jord, så det kan gro, mens andre ting placeres i skyggen eller luges ud, fordi man måske ikke er så stolt af dem.

Performanceprogrammet er også meget vigtigt, fordi jeg enormt godt kan lide performance. Det har en indbygget umulighed eller klodsethed i sig. På nuværende tidspunkt er der mange performancekunstnere i Berlin, som man aldrig rigtig får mulighed for at se. Gallerierne tager sig ikke af det, fordi der ikke er penge nok i det, så det foregår altid til en eller anden obskur fernisering eller i en kælder, hvor man aldrig kommer. Jeg havde lyst til at give alle de performancekunstnere, jeg har mødt undervejs de sidste mange år en platform i form af fire performanceaftener, som jeg selv er meget spændt på, for jeg ved ikke, hvad de har tænkt sig at lave. Jeg har bare inviteret de folk, jeg godt kan lide, og derfor er jeg ekstra glad for, at de er så velbesøgte. Der var 200 gæster i mandags. Det er jo et tegn på, at det ikke kun er mig, som har et behov for at se performances.

Scorpio's Garden, 2009. Installationsview.		Amelie von Wulffen: Ohne Titel, 2008. 248 x 320 cm. Akvarel, akryl, blæk og retoucheringsfarve på papir. Courtesy Amelie von Wulffen: Galerie Crone, Berlin.

Mange af værkerne på udstillingen beskæftiger sig med køn og seksualitet, er det noget du bevidst har valgt?

Det er fordi, jeg har mange homovenner. Nej, det er selvfølgelig ikke kun derfor, men en ting, jeg har observeret, er, at jeg holder meget af folk, som på en eller anden måde har været nødt til at tage sig selv op til revurdering på forskellig vis. Jeg har ikke noget imod konformitet, jeg er jo selv heteroseksuel og har et barn – men jeg holder meget af, at folk ved, hvorfor de gør, som de gør og finder deres egen vej, og jeg tror, at man automatisk som minoritet bliver nødt til at tage sin egen identitet og sin egen vilje op til overvejelse. Det holder jeg af, og derfor er der nok flere folk i min bekendtskabskreds, som er lidt ’skæve’, og i og med jeg har trukket meget på mine venner og bekendte i forbindelse med udstillingen, er det nok en af årsagerne.

Et andet gennemgående tema på udstillingen er nedbrydning og forfald, fx Henrik Olesens sammenstyrtede søjle; tror du, at opløsning er en af styrkerne ved Berlins kunstscene?

Måske, det har jeg ikke så mange meninger om. Men der er sket meget de seneste fem år. Da jeg kom hertil for syv år siden, var kunstscenen sur, indelukket, mørk og attituderig på en ikke særlig charmerende måde, men der er kommet meget interessant ud af det. Det er jo et frirum. Før boede jeg i New York og København, hvor der er nogle stærke tendenser i forhold til, hvad man skal gøre, og hvad der er rigtigt. Det er der ikke i Berlin, og derfor bliver kunstscenen stærkere og stærkere. Nedbrydning, hvad enten det gælder økonomi eller værdier, er godt for kunsten, og der er foregået ting i Berlin, som aldrig ville kunne være foregået andre steder, ikke mindst fordi her er billig husleje og masser af plads.

Monica Bonvicini: Turning Walls, 2001. 250 x 700 x 600 cm. Træ, rustfrit stål, kæder, vinyl, gitter, beton, aluminiums konsoller, sikkerhedsglas og planter. Collection Paul Maenz, Berlin.		Scorpio's Garden, 2009. Installationsview.

Kan man måske sammenligne Monica Bonvicinis installation, som har et meget ekskluderende, indelukket udtryk, med Berlins kunstscene?

Ja, jeg tror, den er meget repræsentativ for, hvordan kunstscenen er her, men specielt for hvordan den var. Monica er en rigtig berlinerkunstner, og hun er sammen med fx Henrik Olesen og Julian Göthe nogle af de kunstnere, som jeg ikke ville kunne have lavet udstillingen uden. Især Monica har mange værker med, som repræsenterer den kunstscene, jeg mødte, da jeg flyttede herned.

Da jeg først flyttede hertil var det i udgangspunktet kun for en måned, og derefter var det meningen, at jeg skulle hjem igen. Men efter den første måned tænkte jeg: Jeg har ikke set Berlin endnu. Byen er så stor, og det tager virkelig tid at komme ind under overfladen. Hver måned troede jeg, at én måned til ville være nok, så jeg ringede to år i træk og fik min lejlighed forlænget en måned ad gangen. Som sagt kom jeg hertil fra New York, og du kan ikke finde noget mere modsætningsfyldt end New York og Berlin. New York var meget åben og imødekommende socialt med stiletter og sjov hele tiden, mens Berlin bare var grå og indelukket. Men jeg fandt ud af, at det var et privilegium for mig at være et sted, hvor jeg ikke holdt af at være, for det betød, at jeg kunne gøre, hvad jeg selv ville. Jeg ville ikke have noget fra Berlin, og jeg ville ikke have nogen af gallerierne. På den måde gav det mig al den frihed, jeg havde brug for.

Tror du, det er derfor, der er så mange danske kunstnere, der vælger at flytte til Berlin?

Ja, og så fordi København er for dyr! Jeg tror, at vi har succeded ourself to death, og det har dræbt spontaniteten, det hele er blevet så poleret. Der er ikke nogen områder, som ikke er tæmmede i Danmark. Det er let at få sin hverdag til at fungere, men det er ikke kreativt og inspirerende, og for mig at se er det en af grundene til, at folk flygter derfra i massevis. Her er til gengæld stor frihed, det vil nok også ændre sig, men det går langsomt. En af Berlins byggesten er modstand. Der er en træghed i byen, som gør, at den udvikler sig langsomt, og det, synes jeg, er meget charmerende i en verden, hvor det hele ikke kan gå hurtigt nok.

Tak.

Alexandra Hopf: Aristocrats of the Universe, 2009. 70 x 100 cm. Glas, spraymaling og MDF.