Interview: Lars Schwander

Lisa Marker: Belmar, Hotel Maintenance Officer, Manila, The Philippines, 2006, 2009. Fotografi.		Lea Porsager: Uden titel, 2009. Fotografi.

Kan du introducere jubilæumsudstillingen Ung Dansk Fotografi ’09?

Først og fremmest har jeg ikke kurateret udstillingen ud fra et bestemt tema eller et bestemt område. De 10 gange den har været, har jeg altid lagt vægt på at vælge de fotografer, som giver et bud på fotografiet i dag eller giver et bud på, hvordan man kan komme videre i fotografiet. Selvfølgelig har der også været nitter imellem, men selvom det er kunstnere med meget korte CV’er, og mange af dem, som udstiller, knap nok vil have deres CV i vores katalog, fordi de siger, at det er så kort at det næsten ikke kan betale sig, så er der alligevel mange kunstnere, som senere hen er begyndt at tegne det danske fotografi. Fx Søren Lose, Simon Dybbroe Møller, Jakob Fuglsang Mikkelsen, Myne Søe-Pedersen, Astrid Kruse Jensen og Thomas Bangsted, m.fl. For blot at nævne et par andre eksempler er der Trine Søndergaard, som udgiver bøger på Steidl nu, samt Adam Jeppesen som også er på Steidl. Når man sådan ser tilbage, så er der mange fra Ung Dansk Fotografi, der virkelig er slået igennem.

Er du med til at skabe kunsternes succes, når du udvælger dem til at udstille i Ung Dansk Fotografi? Du synes at have et godt øje for, hvem der bliver fremtrædende efter de har udstillet her.

Jeg har svært ved at tale om succes, fordi det ikke er mit krav. Mit krav er at lave gode udstillinger, eller at videreformidle dem som jeg synes er gode. Succeskriteriet, som jeg forstår det, ligger et helt andet sted.

Med succes mener jeg, om de bliver anerkendte, efter du har udvalgt dem til at udstillet i Ung Dansk Fotografi. Fx sammenlignet med Charles Saatchi, der i sin tid udvalgte nogle unge talenter og skabt konceptet Young British Artists (YBA) med Bl.a. Damien Hirst. Mange af de kunstnere Saatchi valgte at udstille, har senere hen fået meget succes.

Jeg tror det nok, men ved det ikke. Jeg har været med til at opdage kunstnere som fx Aino Kannisto fra Finland. Hende gav jeg den første udstilling i udlandet. Jeffrey Silverthorne, som vi havde her for et par år siden, er virkelig et stort navn nu. Han er fx helt aktuel med i Art in America.

Ung Dansk Fotografi, installationsview med værker af Alexander Tillegreen.		Ung Dansk Fotografi, installationsview med værker af Alexander Tillegreen.

Hvad er det som er specielt ved de kunstnere, som udstiller i Ung Dansk Fotografi i år?

Jeg synes de er talentfulde på hver sin måde. Det, der er vigtigt for mig, er at det er kunstnere, som har noget på hjertet og kan fortælle et eller andet. Det er ikke kun kønne billeder eller gode billeder. Det er kunstnere, som enten har henvendt sig til Fotografisk Center eller kunstnere, som jeg har set på andre udstillinger. Fx har jeg valgt Alexander Tillegreen, som er meget ung. Kun 17 år og det er jo ikke ret meget.

Et modigt valg må man sige.

Ja, det synes jeg også, men når jeg sammenlignede ham med andre meget unge fotografer, synes jeg i højere grad, at han havde et budskab. Det var mere end bare ’pæne billeder’. Jeg synes, at der ligger et eller andet i Alexander Tillegreens billeder, som er meget vanskeligt at forklare, men han har en vis dybde og vægt. Og så kan jeg også godt lide, at han også har arbejdet som DJ, samt producer, og at han har lydinstallation sammen med sine billeder. (i udstillingen er små iPods sat fast til væggen med høretelefoner, så man kan lytte, samtidigt med at man ser de tilhørende billeder red.) Det giver en udvidelse af hans råderum, så at sige.

Hvordan skal vi forstå hans billeder sammen med musikken?

Det ved jeg ikke. Det er heller ikke min opgave at vide det: Jeg ser meget min opgave her som primært at formidle. Hvis jeg synes, der er nogen, som er formidlingsværdigt eller virkelig godt at formidle, så formidler jeg det. Så har jeg nærmest en ekstrem glæde og passion ved det.

Ung Dansk Fotografi, installationsview med værker af Lea Porsager.		Ung Dansk Fotografi, installationsview med værker af Lea Porsager.

Skal jeg forstå det sådan, at du formidler det, fordi du fornemmer, at der er en dybde, men ikke helt forstår det?

Nogen gange synes jeg, at jeg forstår det rigtigt godt og andre gange næsten ikke. Fx Lea Porsager, som er en af de andre, der udstiller nu, havde jeg meget store problemer med, da jeg skulle skrive katalogtekst og pressemeddelelse. For jeg forstod simpelthen ikke hvad det var hun ville, fordi alt er meget mørkt.

Fandt du frem til det?

Ja, jeg tror jeg fandt lidt mere frem til det. Hun kan godt lide magi og overtro. I pressemeddelelsen skriver jeg, at det er mytisk. Hun er interessant i den måde, hun arbejder med fotografiet på. Fotografi betyder at skrive med lys, og lys og skygge har altid været grundsøjlerne i fotografiet. I det øjeblik man arbejder med mørke, så udvider man faktisk forskningen, i forhold til det mørke. For mig at se handler det et eller andet sted om at trække et bestemt emne og tematik frem indenfor fotografiet og udforske den. Billederne kan ses næsten som spejlbilleder, fordi hun også gerne ville have, at den, som ser på hendes billeder, kunne spejle sig i dem. Det, at billederne reflekterer, er ikke tilfældigt. Hun ville gerne have haft, at billederne i udstillingen også havde spejlet sig i hinanden.

Jeg synes at de er utrolig smukke. Hvis man ser dem i forhold til Erik Steffensen, som er mere figurativ, så lavede han også nogle landskabsbilleder, som var næsten sorte. De hang for øvrigt i samme rum engang. Det var en udstilling, som handlede som skønhed. Der havde han tonet sine billeder helt ned til det punkt hvor man næsten ikke kunne se motivet. Han havde indrammet dem i flødefarvet rammer. Effekten var at rummet rent fysisk, fremstod som en smuk installation. Og det synes jeg kan sammenlignes med Lea Porsagers udstilling. Hun bestemte selv hvor billederne skulle hænge pr. millimeter. Ophængningen er derfor en del af hendes udstilling. Hun har også en film med, hvor hun har fotografier, der bliver projiceret på et sort felt, så det faktisk bliver sølvfarvet. Udover at det er fotografi, så bliver det også en slags metafotografi, med refleksionen af sølvet. Man kan næsten ikke se hvad det forestiller, men der er nogle grundformer alligevel, som er meget monumentale.

Alexander Tillegreen: Private Shore, 2009. Fotografi.		Marianne Vierø: Even Gun Metal Gray Has a Shade of Blue, 2009. Fotografi.

Kan man sige at hun leger med det fotografiske medie?

Ja, hun trækker simpelthen ekstremitet. Jeg ved ikke, om jeg forstår det ordentligt, men i begyndelsen syntes jeg, at hun var meget lukket - altså helt ekstrem lukket - omkring sit eget værk, også hvis man ser hendes tidligere ting fx hendes tidligere videoer, hvor man kan se nogle meget mørke billeder. Men jeg synes, at hun trækker denne ekstremitet i det mørke og i skyggen frem, som er en del af fotografiets grundsøjler. Hun gør det godt, og så er det også en virkelig smuk installation, hun har lavet.

Hvordan skal teksten, der udstilles med billederne, linkes sammen med billederne?

Ohh, det synes jeg er tilskuerens opgave at finde ud af.

Vil du alligevel prøve at forklare sammenhængen lidt nærmere?

Lea Porsager har taget nogle breve til sig selv, og så har hun slettet en masse ord med sort tusch. Det er ikke nyt; der er mange amerikanske kunstnere, som også har brugt det princip. Men hun har gjort det på en sådan måde, at teksten også lukker sig ned omkring det mørke.

Ung Dansk Fotografi, installationsview med værker af Marianne Vierø.		Ung Dansk Fotografi, installationsview med værker af Marianne Vierø.

Kan du beskrive de to andre kunstnere, som også er med i udstillingen Ung Dansk Fotografi ’09?

Ja, Marianne Vierø bor i Amsterdam og er uddannet der. Hendes billeder er en leg med balancer. På en eller anden måde er de næsten ekstremt popkunstneriske tilgængelige, både motiver og farver. De er bl.a. brugt som plakat og katalog forside. Der er meget ’pang’ i dem, og de er meget tilgængelige, men omvendt så er den her balance også ubalance. Der er ikke nogen af hendes billeder, der ikke på en eller anden måde vælter, eller er ude af kontrol.

På hvilken måde vælter de, og er ude af kontrol? Jeg synes de virker meget kontrollerede?

Fx er der et billede med en trekant, som består af træplader og et billede af knækbrød, som er ved at falde fra hinanden. Der er alligevel et eller andet, som skærer lidt i øjnene.

Der er altså en ’spænding’ i billederne?

Ja, der er en spænding, så det ikke bare bliver pænt, men noget der virkelig bliver en leg med formerne. Nogle gange sætter hun endda nye former ind, fx en understregningstusch, for at få en anden vægt i billedet. Det synes jeg, er virkeligt smukt.

Kan man sige er det næsten går hen og bliver ’malerisk’?

Nu er jeg ikke tilhænger af ’malerisk’.

Er der et andet udtryk du ville bruge?

Nej, man kan også sige malerisk, men mit problem er, at når man har arbejdet med fotografiet i snart 25 år, sådan som jeg har, så bliver jeg irriteret over, at godt fotografi bliver betegnet ’malerisk’. Jeg vil hellere tale om, ligesom Susan Sontag, at det er et spørgsmål om sensibiliteter, frem for om det er malerisk eller ikke malerisk. Altså, hvilken sensibilitet har Marianne Vierø og hvor hun ligger i forhold til det?

Kan du forklare lidt nærmere, hvad du mener med ’sensibilitet’?

Susan Sontag skriver på et tidspunkt - jeg tror det er i bogen On Photography eller Mod Fortolkning - at der ikke eksisterer forskellige kunstneriske genrer, men forskellige sensibiliteter. Det er bl.a. derfor Man Ray kunne gå fra maleri til fotografi til skulptur til litteratur, uden problemer, så at sige. Det er det, som man også kalder et renæssancemenneske, men det var fordi, han havde en bestemt sensibilitet, som egnede sig til alting. Jeg synes faktisk, at han var bedre som fotograf end som maler, men det er så noget helt andet. Han havde en sensibilitet, som bredte sig meget ud.

Jeg ville sige, at han blot brugte forskellige medier...

Det er en længere diskussion, men jeg mener ikke, at genrer er så afgrænsede, som andre måske tror. Fordi folk, der læser kunsthistorie lærer om nogle bestemte genrer, bliver det meget fastlåst. Min lære på Universitetet, Tage Hind, sagde at ”det nye fødes i det gamles skød”. Dvs. at det nye også er i opposition til det gamle, for eksempel impressionisme i forhold til det naturalistiske maleri. De brugte mange af de samme elementer i billederne. Impressionisterne kom med nogle nybrud, som også skabte skandale. Og Erik Satie for eksempel, da han skrev sine små musikstykker, brugte også datidens populærmusik i sine fraser, så det var nemt at høre. Alle elsker jo Satie, selvom han også havde elementer, som gik folk på nerverne, dengang han skrev dem. Og sådan vil det altid være. For mig at se, er det mere et spørgsmål om de sensibiliteter, om de kunstnere, der står bag, hvordan de levede deres liv, hvordan de har udviklet deres kunst osv. Hvordan har de givet deres bidrag til kunsten?

Ung Dansk Fotografi, installationsview med værker af Lisa marker.		Ung Dansk Fotografi, installationsview med værker af Lisa Marker.

Lad os vende tilbage til udstillingen og tale om dens sidste deltager, Lisa Marker. Kan du fortælle mig om hendes fotografier?

Lisa Marker bor i Belgien og har taget nogle portrætter af folk i forskellige uniformer - både det man kan kalde ’rigtige’ uniformer, men også uniformer som fx rengøringsuniform - for at studere, hvordan folk egentlig ser ud i forhold til deres erhverv. Hun er nok den mest traditionelle fotograf af de fire, som udstiller.

Hendes billeder er mere tilgængelige end de andre, men hvorfor har du valgt netop hende?

Det har været et spørgsmål om også at præsentere forskellige genrer. Ung Dansk Fotografi har haft en definition, som siger kunstnere skal være fra 30 år og nedefter, men det handler ikke kun om fotografernes alder. Jeg synes godt, at man kan definere det som ’ung dansk fotografi’, selvom de er ældre, end de burde være. Derfor har jeg forsøgt at bibeholde en ramme, men uden at være for politi-agtig. Det gælder også, når jeg har valgt forskellige slags fotografer. Man kan sige, at Lisa Marker er den største traditionalist af dem, som udstiller, men jeg synes hun gør det fremragende. Hendes billeder er smukke, men det er også hele det undersøgelsesmoment, hun har i sine billeder, som er interessant.

Nu har vi tidligere talt om, at du har udvalgt kunstnere, som giver et bud på fotografiet i dag, og som giver et bud på, hvordan man kan komme videre i fotografiet. Kan man sige, at Lisa er den klassiske og tidløse fotograf, som altid vil være på den fotografiske scene?

Det kan man sagtens sige, og derfor er hun også relevant i udstillingen.

Er det noget du har lyst til at fortælle om Ung Dansk Fotografi inden vi runder af?

Ja. I starten betragtede jeg meget Ung Dansk Fotografi som et slags appendiks til del endelige program, fordi vi havde Joseph Koudelka og alle de store navne. Heriblandt også Christer Strömholm, Yoko Ono, Giselé Freund m.fl. Vi havde alle de store klassikere. I begyndelsen blev udstillingen også sat sidst på året, hvor alle havde travlt med juleindkøb. Selvom der var et år, hvor jeg ikke synes talentmassen var stor, så viste det sig alligevel, i forbindelse med at vi oprettede det digitale rum i Fotografisk Center, at mange unge fotografer kom for at få vejledning i at scanne. På dem måde opdagede jeg også nogle dygtige fotografer. Vi havde faktisk nedlagt serien Ung Dansk Fotografi, men efter at have opdaget nogle unge talenter via bl.a. det digitale rum, genoptog vi udstillingerne. Siden da har Ung Dansk Fotografi været en af vores største succeser, både fordi der er mange, som bryder igennem efterfølgende, men også fordi det har fået så meget opmærksomhed.

Hvad kommer man hjem med efter at have set udstillingen?

Forhåbentlig en masse oplevelser vil jeg tro. Men det er klart, at vi ikke kan styre folks oplevelser. Det vi kan gøre er, at formidle så godt vi kan her i huset. Der er nogle gange hvor folk kommer og så går de fem min efter. Så kan jeg finde på at siger, at det var da hurtigt, og spørge om de vil have pengene tilbage. Så er der andre, som kan stå i timevis og vogte over et bestemt billede. Man kan ikke afgøre på forhånd, hvordan publikum vil reagere.

Men med kataloget, bliver man da hjulpet lidt på vej, gør man ikke?

Jo, du har fuldstændig ret. Nu har jeg skrevet om kunstnerne kort og præcist, som kan hjælpe med at sætte nogle tanker i gang. Men det tror jeg nu billederne i sig selv også vil gøre.

Tak.