Interview: Lars Bent Petersen

Lars Bent Petersen: Drømme, løgne og andre arbejder på Overgaden

Du har udtalt, at konteksten er vigtig for dig, men på en retrospektive udstilling samler man jo værker, som er lavet til forskellige kontekster?

Nu kan kontekst jo ikke bare forstås som noget stedspecifikt, men også i relation til tid og historie. De fleste af værkerne, undtagen de nyeste, er selvfølgelig lavet til alle mulige andre steder end netop her, så når jeg fremhæver konteksten i den her forbindelse, er det ikke så meget det specifikke steds betydning, der er vigtig, men mere dét aspekt at værkerne er lavet i en bestemt tidslig kontekst. Med andre ord er de forskellige værker lavet ud fra nogle begivenheder, der fandt sted dengang værkerne blev til, og som de på en eller anden måde forholder sig til sådan rent historisk.

Men hvorfor giver det så mening at vise dem i dag som sådan en slags greatest hits på Overgaden?

Jamen, det gør det fordi, at selvom nogle af værkerne i princippet er mere end femten år gamle, så omhandler de nogle tematikker, som desværre giver alt for god mening også i dag. For eksempel giver værkerne med de mere politiske konnotationer jo stadig mening i dagens politiske kontekst med debatten om eksempelvis danskhed og flygtninge og indvandrere. Det ville da helt klart være federe, hvis de ikke gjorde, men det gør de altså desværre. Så på den måde kan man godt vise dem igen, fordi de handler om nogle ting, som stadig er aktuelle. Noget andet er så, at det også er sjovt for mig at se en eller anden udvikling i mine værker, forstået på den måde, at de jo ikke bare er opstået ud af ingenting, men netop kommer et sted fra.

Hvordan har du foretaget udvalget af værker i tilrettelæggelsen af denne udstilling?

Jeg har valgt at fokusere på installationer, selvom det har betydet, at jeg har færre værker med på udstillingen. Installationer er jo temporære på den måde, at de bliver sat op og er lavet til et bestemt sted og til en bestemt tid, og så bliver de pillet ned, og man ser dem aldrig igen. Derfor ender det også ofte med, at det er de klassiske værker, altså dem der kan stå på en sokkel eller hænge på en væg, der overlever. Et godt eksempel på det er mit værk Nationalisme. Golden Days in Copenhagen, som man kun har kunnet se én gang tilbage i 1994, da det blev lavet til en udstilling i Kunsthallen Nikolaj. Derfor syntes jeg, det kunne være interessant at genskabe nogle af installationerne; både for min egen fornøjelses skyld og for at se, om det, jeg har lavet, hænger sammen, og ikke mindst om det stadig holder i dag.

Holder det så i dag?

Det må du spørge nogle andre om. Nej, jeg er meget godt tilfreds, jeg synes ikke umiddelbart, at man kan se, at der er tale om værker, der er lavet over et tidsmæssigt spænd på tyve år.

Kan du udpege nogen tematiske tråde, som kendetegner udvalget af værker til udstillingen hér?

Der er nogle om ikke politiske, så i hvert fald samfundsrelaterede spor. Som også titlen, Drømme, løgne og andre værker, henviser til, handler mange af værkerne om drømme om, hvad man gerne vil være, drømme der balancerer mellem sandhed og løgn. For eksempel handler Golden Days-værket om forestillingen om, hvad det vil sige at være dansk og om, hvad Danmark er. Værket består først og fremmest af et stort Dannebrogsflag og er ledsaget af en tekst af Marianne Saabye, som i sin beskrivelse af det særligt danske fremhæver fodboldlandsholdet, nationalsangen og landskabet, der bugter sig i bakkedal. Det er jo også rigtig nok, men det er jo også bare en løgn, en myte om, hvad det er.

Så en del af værkerne kredser om det repræsentationskritiske?

Ja, det kan jeg nok ikke slippe udenom, omend nogle af de nyere ting, som for eksempel Your feelings are wrong, er lidt mere dobbelte. Man behøver ikke nødvendigvis at læse dem repræsentationskritisk, man kan også læse dem meget mere ekspressivt og konkret. Det sammen gælder mine appropriationer af Magritte-skabene, som selvfølgelig er repræsentationskritiske, men også et forsøg på at lave noget, som man kan adressere uden et allegorisk niveau. Jeg synes, at der i dag er en lidt kedelig tendens til, at man skal vide alting i forvejen, når man ser på et kunstværk – ikke fordi det gør noget som sådan, men i mine øjne er det lige så vigtigt, at man kan opleve og aflæse et kunstværk uden en masse forhåndsviden. Det har også været mit sigte med de forgyldte brystimplantater. De har både en repræsentationskritisk side, der tager udgangspunkt i, at der har siddet en person og modelleret det perfekte bryst i silikone, der så bliver masseproduceret på en eller anden fabrik og er helt ens hver gang. Jeg synes det er en interessant tanke, at kroppen ender med at blive det perfekte kunstværk, i mit værk er der dog ikke et sæt, der er ens, hvert bryst har en forskellig størrelse, facon og volumen. Men det er samtidig et værk, man ikke behøver at vide noget om, man kan også bare se på de blanke, lækre og måske lidt mærkelige former. Man behøver derfor ikke at sætte sig ind i den repræsentationskritiske baggrund, fordi værket kan opleves uden et teoretisk niveau, og det kan jeg godt lide ved mine nye ting.

Hvorfor er de forgyldte brystimplantater placeret på træstubbe?

Det er dels en reference til Brancusi, og dels så synes jeg, det var meget sjovt med kontrasten mellem det standardiserede, ”fejlfri” brystimplantat og træstubbenes organiske og til en vis grad tilfældig fremvækst. Helt banalt er silikonebrysterne jo et forsøg på at rette op naturens tilfældigheder, så det er egentlig bare en meget pædagogisk pointe, og så synes jeg, det så godt ud. Det gav med andre ord både mening på det indholdsmæssige plan og det æstetiske plan.

Drømme, løgne og andre arbejder, 2009. Installationsview. Drømme, løgne og andre arbejder, 2009. Installationsview.

Udstillingen handler også om begær, kan du fortælle lidt om det?

Ja, det gør den på forskellige niveauer, og ikke nødvendigvis i seksuel forstand. Jeg tror stadig, det var en fejllæsning af Freud at tro, at det hele kunne omskrives til seksuel drift, men begæret er en vigtig drift, der kan tage alle former, og i mine øjne er begæret en kraft, som driver mennesket frem. Selvfølgelig relaterer begæret sig til seksualiteten, men også til kunsten og objektdyrkelsen. Kunstværker er jo genstande, der ikke har nogen funktion, de er funktionsløse, og på den måde er de lidt perverse. De er kun lavet fordi, at kunstneren havde lyst til at lave dem, det er ligesom det bærende, og så er der nogen, som synes, de er interessante, og derfor begære de dem, køber dem eller ser på dem. Det handler altså om en slags vareagtige begær, som også handler om, hvorfor man på forskellige planer kan lide noget mere end noget andet. De falliske skulpturer, som jeg har lavet hænger sammen med Magritte-skabene som rummer repræsentationer af det maskuline begær, i form af en række fetichobjekter, for eksempel et par Prada-sko og en vagina i guld. I et andet af skabene er der stort dukkehus, og inde i det ligger der et nummer af Playboy fra 2002, som hedder Women of Enron. Baggrunden for det nummer var den store finansskandalen i 2002, hvor det amerikanske energiselskab Enron havde pumpet priserne urealistisk højt op uden at havde dækning for det, lidt ligesom det er sket med kunsten; så længe vi tror på det, holder det. I det her nummer af Playboy fik de så nogle af de fyrede kvinder fra Enron til at poserer uden tøj på, og denne blanding af begær, seksualitet, blik, kunst og kapital, synes jeg er enormt spændende. Det hele vindes sammen i en fortælling, som på en eller anden måde bliver meget større end de enkelte dele.

Nu har du jo lavet politisk kunst, og der har de sidste par år været en diskussion om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre at lave politisk kunst, så her til sidst kunne jeg godt tænkte mig at spørge dig, hvad god politisk kunst er for dig?

Jeg ville ikke selv sige, at jeg har lavet politisk kunst, men snarere kritisk kunst der på en eller anden måde har med politik at gøre. Jeg synes, at politisk kunst, sådan helt ’old school’-agtigt, er en kunst, der er instrumentel i forhold til det ideologiske, men for mig er omdrejningspunktet egentlig mere at forholde sig kritisk til virkeligheden og til de dominerende fortællinger eller politiske størrelser, hvad enten de kommer fra højre- og venstrefløjen. Hvor jeg tidligere har været ude efter højrefløjen så har jeg i dag mere et horn i siden på venstrefløjen, ikke fordi jeg er mere enig med højrefløjen, men de siger da åbent, hvad deres politik går ud på, de har et klart formuleret projekt. Venstrefløjen kan ikke rigtig formulere, hvad de vil, og det gør deres politik vag og uambitiøs, så hvis jeg skulle lave politisk kunst, ville jeg lave et værk, der kritiserede venstrefløjens manglende evne til at formulere et politisk projekt.

Tak