Interview: Kuratorer Jane Rowley & Louise Wolthers

Conny Karlsson: I am other (Candy & me), 2007-08.

Kan I præsentere udstillingen ved at først at fortælle, hvad der har inspireret jer og, hvad der har været jeres mål for udstillingen?

Louise Wolthers: Det, der har inspireret os, ligger i titlen Lost and Found, nemlig de elementer, som har manglet i den gængse historieskrivning i almindelige arkiver. Det er de mere queer historier, erfaringer og følelser, der ikke deles af normen eller majoriteten. Det har vi så fundet en lang række kunstnere, der kommer med nogle bud på. De queerer historieskrivningen ved at stille spørgsmålstegn ved det traditionelle arkiv.

Jane Rowley: Lost and Found betyder også 'hittegodskontor' og det er et sted, hvor man opbevarer nogle andre fortællinger - de ting der bliver efterladt. Det er disse erfaringer, som mange af kunstnerne fra udstillingen specifikt arbejder med. De arbejder med nogle ting, som resten af samfundet måske ville kalde affald og bruger det som en form for historiefortælling.

Ingo Taubhorn: Die Kleider meiner Mutter, 1993-2001. Foto		Ingo Taubhorn: Die Kleider meiner Mutter, 1993-2001. Foto

Kan I komme med nogle eksempler på, hvordan det kommer til udtryk i værkerne?

Louise Wolthers: Vi kan starte med Ingo Taubhorn, der har lavet en serie, som hedder Die Kleider meiner Mutter. Det er en enorm serie på 65 billeder, hvoraf vi har valgt nogle ud til denne udstilling. De stammer fra en performance, hvor han, som titlen antyder, har ladet sig fotografere i sin mors tøj. Det er ikke kun en drag-queen-performance, men ved at tage moderens tøj på, mimer han også hendes gestik og hendes måde at være i hjemmet på. På den måde bliver det også en erindring om hende.

Hvordan overskrider en udstilling som denne kønsroller og seksualitet? Kan I forklare nogle universelle aspekter fx i forbindelse med vores reaktion på omverdens syn, oplevelsen af at blive betragtet som minoritet eller anderledes?

Jane Rowley: Det, vi appellerer til er, at den besøgende tænker over og spørger sig selv, hvad de ville putte i deres eget arkiv. Hvad husker de og hvad vil de helst glemme?

Kommer det ikke an på hvad det skal være et arkiv over? Er det i forhold til min seksualitet, mine relationer eller noget andet? Også som heteroseksuel kan min seksualitet vel påvirke alle aspekter af mine relationer?

Louise Wolthers: Det, som man kalder ’intersektionalitet, er netop en stor pointe ved udstillingen. Man er ikke kun sit køn eller sin seksualitet, sin race eller sin klasse. Man består af en masse dele.

Noget andet, som også er en god pointe i forhold til dit spørgsmål er, at vi ikke ønsker at vise ’homokunst’. Det handler om queer theory, og man kan jo ligeså godt være queer, når man er heteroseksuel. Queer er et særligt blik på verden og det handler om at stille spørgsmålstegn til noget, man ellers tager for givet, og ved måden vi normalt tænker historie på.

Benny Nemerofsky Ramsay: Lyric, 2004. Video

Kan i eksemplificere det med Benny Nemerofsky Ramsays værk?

Jane Rowley: Han er en canadisk kunstner, som har lavet en videoinstallation der hedder Lyric. Det er en performance af 1000 brudstykker af popsange. Netop spørgsmålet om, hvad du ville komme i dit arkiv, er også en væsentlig pointe med udstillingen; at stille spørgsmålstegn ved de kategorier og de kriterier, der har været for de arkiver, som vi kender i dag.

Hvilke arkiver tænker du på her?

Jane Rowley: Det kunne eksempelvis være fotoarkivet på Det Kongelige Bibliotek, et bymuseumsarkiv eller et arkæologisk arkiv, et arkiv, der består af erindringer fra berømte mennesker eller et lovgivningsarkiv. Faktisk alle former for arkiver. Hvad er det, som afgører, hvad der bliver smidt væk og, hvad der bliver betragtet som bevaringsværdigt? På den måde kan man sige, at Benny Nemerofsky Ramsay har lavet sit eget arkiv af nogle popsange, og derved tilfører dem en værdi.

...og det har jo ikke noget at gøre med hans seksualitet?

Louise Wolthers: Nej, ikke direkte. Det er dét, man som betragter og gæst på udstillingen selv må læse ind i det.

Jane Rowley: Det har noget med følelser at gøre. Det er kærlighedssange, som han har samplet på en meget subtil, men også humoristisk måde. Han lader ord fra en sang lede over til ord i den næste sang osv. Og så står han og synger dem i en to timers performance.

Kan i definere forholdet imellem queer og homoseksualitet? Det lyder for mig som om i ønsker at udforske queer begrebet med udgangspunkt i nogle kunstnere, som er homoseksuelle?

Jane Rowley: Det er ikke alle udstillingens kunstnere, der er homoseksuelle eller biseksuelle, men jeg synes, at mange kunstnere, der laver god kunst, trækker på dem selv og deres egne erfaringer. Ikke alle, men mange. Når man laver værker, der virker med meget stor affekt og rører folk, synes jeg, det kan være en væsentlig del af værket, men det er ikke det afgørende. Det, som er afgørende er, at de stiller spørgsmålstegn ved vores gængse opfattelse af køn.

Cecilia Barriga: Meeting Two Queens, 1991.		Cecilia Barriga: Meeting Two Queens, 1991.

Kan I gå mere i dybden med queer-begrebet og fortælle, hvordan I ønsker, at den besøgende skal bruge begrebet, når de kommer og ser udstillingen? Fx i forhold til værket Meeting Two Queens af Cecilia Barriga.

Louise Wolthers: Det er et svært begreb. Èn ting er, at det historisk er en paraplybetegnelse for seksuelle minoriteter. Det blev engang brugt som skældsord mod homoseksuelle. Nogle homoseksuelle aktivister tog det på sig og kaldte sig selv queer nation. På den måde satte de sig bevidst udenfor normen og majoriteten. Det har udviklet sig indenfor queer-teori, hvor det er blevet en måde at se kritisk på identitetskategorier generel - åltså hvordan man definerer folk som mænd og kvinder, heteroseksuelle og homoseksuelle. Hvorfor har samfundet behov for at skabe sig nogle kategorier og sætte folk ind i dem? Det er dét, der ligger i queer teorien. Det vi ønsker er, at sætte spørgsmålstegn ved de mekanismer, der skaber majoriteter og minoriteter. De mekanismer, som prioriterer en bestemt form for kvinde, frem for en anden. Det, der skaber et bestemt blik på, hvordan fx lesbiske ser ud sammenlignet med ikke-lesbiske. Det er en måde at stille spørgsmålstegn ved, hvordan vi har tendens til at presse hinanden ind i identitetskategorier.

Kan du konkretisere det i forhold til filmen?

Jane Rowley: For det første har vi to divaer fra fortidens Hollywood, der har taget en varietet af roller på sig. For det andet har vi en kunstner, som har kikket på mainstream kultur - normativ kultur - og så har hun lavet sin egen version. Det synes jeg er enorm dejligt i forhold til mange værker her. Mange af kunstnerne har lavet deres gen-version af arkivet. Så hun har byttet deres egentlige roller ud med en ulykkelig kærlighedshistorie mellem Malene Dietrich og Greta Garbo, som aldrig har fundet sted. Men fordi de har haft rygte for at være biseksuelle eller ligefrem lesbiske, så har hun gjort det til en virkelighed på skærmen.

Mary Coble: Untitled (from the portofolio Blood Script), 2008. Foto

Lad os se på det følelsesmæssige aspekt af udstillingens begreber i værket Blood Script af Mary Coble. I det værk, synes jeg, hun går udover kønsroller og seksualitet...

Louise Wolthers: Det er en performance, hvor hun har fået tatoveret 75 skældsord på sin krop uden blæk. Det er ikke kun skældsord, som er blevet brugt mod homoseksuelle og lesbiske, men skældsord, der er blevet brugt mod alle. På den måde samler det erfaringer fra alle, der på et eller andet tidspunkt, har følt sig truet, eller er blevet såret af skældsord. Men når det er sagt, retter det også fokus på et meget aktuelt problem, nemlig stigmatiseringen af især homoseksuelle, fordi der jo stadig findes diskrimination og hate-crimes. Mary Coble har også tidligere i en lignende performance adresseret netop hate-crimes, hvor hun fik tatoveret navnene på over 400 ofre for hate-crimes.

Det er som om mange af værkerne, på hver deres måde, udtrykker smerte og frustration. Er det generelt for udstillingen?

Louise Wolthers: Når vi ser grundlæggende på, hvornår det er interessant overhovedet at skabe kunst, så er det når man har noget på hjertet. Dét er jo tit modstanden, det komplicerede, det smertefulde og det problematiske.

Kimberly Austin: Learning Normalcy, 1997.		Kimberly Austin: Learning Normalcy, 1997.

Lad os gå videre til det næste værk af Kimberly Austin, der hedder Learning Normalcy. Hvad handler det om?

Louise Wolthers: Kimberlys overdimensionerede byggeklodser. Værkets titel siger allerede en hel del, om hvad det handler om. Det er også queer på den måde, at det stiller kritisk spørgsmålstegn ved, hvad der er normalt. Det pointerer, at det normale ikke bare er noget, der er naturligt men noget, som vi bliver tillært fra barnsben. Blandt andet er kønsroller noget, som vi socialiseres til gennem lejetøj og påklædning.

Jane Rowley: Det, Kimberly har gjort er, at hun har taget børneopdragelsesbøger og hygiejnehæfter fra starten af det forrige århundrede. Hun er gået dem igennem og har fundet nogle citater, som er enorm sigende i forhold til, hvordan vi bliver opdraget til et bestemt køn.

Hvad kan I fortælle om Heidi Lunabbas værk Studio Vilefortis?

Jane Rowley: Det er ikke decideret værker, men dokumentation af performances, som vi har i løbet af udstillingen. Lunabba kommer til København d. 25. og 26. juli og laver en Skæg Salon på pladsen udenfor Kunsthallen Nikolaj, hvor forbipasserende mænd og kvinder kan få påsat skæg. Hun har et katalog med skæg, som man kan vælge imellem. Hun bruger omkring fyrre minutter på minutiøst at påføre skægget. Så kan man gå videre med sin dag med en anden kønsidentitet, end den man kom med.

Heidi Lunabba: Studio Vilgefortis, 2008-. Performance.		Heidi Lunabba: Studio Vilgefortis, 2008-. Performance.

Kan I beskrive Tejal Shahs værk, What are you?

Jane Rowley: Det er en stor projektion på to store lærreder. Tejal Shah kommer fra Indien, og værket omhandler det transkønnede hijra-samfund i Mumbai. Det er folk, der er født som hankøn og har taget kvindekønnet på sig, og som derved bliver betragtet som et tredje køn. Værket handler, ligesom Ingo Taubhorns værk, Die Kleider meiner Mutter, om gestik, og om hvordan man performer køn. Disse smukke kvinder i de smukkeste sarier performer femininitet. Værket omhandler også en kønsskifte operation, men i stedet for at lave det til et freakshow, som man normalt ser i TV-dokumentare, er det her hijraen selv, som viser sin egen operation på fotografier.

Er der noget I vil sige afslutningsvis?

Jane Rowley: Lost and Found er en udstilling, som ikke kun er for en snæver minoritet og den dunker heller ikke folk i hovedet. Jeg synes at der er noget for enhver. Alle kan finde noget her.

Tak.

Tejal Shah: What are you?, 2005.

Tejal Shah: What are you ?, 2005.

Flemming Rolighed: Darkroom, 2008.