Interview: Kurator Maria Gadegaard

Ivan Andersen's værk. Til højre ses Jonas Hvid Søndergaard's værk, og gennem døren anes Malene Landgreen's bidrag.

Hvad er baggrunden for Til Vægs udstillingen?

Udstillingen hedder selvfølgelig Til Vægs fordi værkerne er udført direkte på væggen, men også fordi Charlottenborg selv er sat til vægs. Via den selvironiske titel har vi lagt op til åbenhed og ærlighed omkring situationen. Vi kan ikke lade som om alting bare kører videre. Vi er nødt til at standse op og overveje situationen, og det er altså en mærkværdig præmis for et stort hus som dette her. Så baggrunden for projektet er, at økonomien er så anspændt, at vi er nødt til at tænke anderledes i forhold til de udstillingsprojekter vi laver. Sådan bliver det ikke for hvert eneste udstillingsprojekt i den periode, hvor vi er trængte, men sådan bliver det ind imellem for at få tingene til at hænge sammen på årsbasis.

Men i var ude for, at næste alle de kunstnere, i henvendte jer til, gerne ville deltage i projektet?

Ja, og det var faktisk rigtig overraskende, at så mange kunne se, at det var dét, der skulle til, for at få huset til at fungere på en anden måde, og at der kunne ligge en udfordring i det for dem. Alle de kunstnere, der deltager i udstillingen, er valgt ud på den baggrund, at der er en lille del, som er ret godt kørende i det danske kunstmiljø, mens langt størstedelen har lidt mindre eksponering herhjemme og i udlandet. Vi har kigget efter dem, der spirer rundt omkring i kældergallerierne, og som ville synes, at det var fedt at få en fem meter lang væg på Charlottenborg og derved en anden eksponeringsmulighed. Nogle af kunstnerne kunne vi på forhånd regne ud, ville gribe opgaven an på en bestemt måde, mens der var andre, hvor vi ikke vidste, hvordan resultatet ville se ud. Jo mindre produktion en kunstner har bag sig, jo større er vores usikkerheden omkring, hvordan det endelige resultat bliver, men det er den chance, man tager. Der er nogle ubekendte faktorer i denne her udstilling, men jeg er på ingen måde blevet skuffet. Jeg synes det er enormt imponerende med hvilket engagement, de er gået til opgaven.

Nogle af de deltagende kunstnere er meget rutinerede i udsmykningsopgaver og værker i stort format, fx Malene Landgreen og Nils Erik Gjerdevik. Men andre af kunstnerne har man ikke tidligere set i den skala...

Nej, der er som sagt nogle ubekendte i sådan en procesudstilling, som er noget jeg elsker at arbejde med! Der er noget interessant i, at man som kurator ikke kan styre det hele - særligt når præmissen er, som den er her. Det kan simpelthen ikke blive, præcis som man forestiller sig det, så man må regne med, at det er noget vi løfter i flok.

Malene Landgreen og Nils Erik Gjerdevik er jo to garvede udsmykkere, der forstår at arbejde arkitektonisk og rumligt, mens andre af kunstnerne slet ikke er vant til de skalaforhold, de arbejder med her. Jeg synes, at det er enormt interessant, at der også er nogle kunstnere, der bruger det tomme rum som en del af fladen, som Kirstine Vaaben for eksempel gør det. Så der er rigtig mange forskellige måder, at arbejde med fladen på repræsenteret på udstillingen, og det er den spændvidde, som vi gerne vil have; fra detaljen til den store kropslige og installatoriske oplevelse.

I hvor høj grad oplever du, at de kunstnere, der er placeret i samme rum, er gået i dialog med hinanden?

I meget højere grad end jeg havde forventet, men vi har lagt op til det fra starten. Da vi lavede planen over, hvor de forskellige kunstnere skulle være, tog vi højde for hvis produktioner, der spiller godt sammen. Men jeg tænkte også på, at selv om jeg har tildelt dem en væg hver, kan det jo godt være, at nogle værker fx kun kan fungere, hvis de har et hjørne til rådighed. I sådan et tilfælde ville det jo være tåbeligt at være rigide og ufleksible, og derfor har kunstnerene fået tilsendt en liste med hinandens kontaktoplysninger, ligesom vi har opfordret dem til at tage kontakt til dem, de deler rum med. På den måde har de kunne flytte rundt, som det passede dem, så længe de blev indenfor samme rum. Der er en plan med, hvorfor de er placeret i det samme rum, hvor vi har forsøgt at koble folk sammen i nogle interessante grupperinger.

Kaspar Bonnen's værk.

Det er nu præcis ét år siden, kopenhagen sad her med Bo Nilsson og snakkede om Danskjävlar, og på en måde minder de to udstillinger om hinanden. Det er en lang række danske kunstnere, der bliver sat sammen på kryds og tværs, men der er kun meget få gengangere. Det er som om, det er et nyt hold, der rykker ind på Charlottenborg nu...

Jeg blev faktisk enormt inspireret af den anmeldelse, som Peter Michael Hornung lavede af kopenhagens bog, Ny Dansk Kunst 08. Det var interessant, at han netop pointerede, at her har vi 570 sider om et dansk kunstliv, som ikke nævner et ord om fx sammenslutningerne. Det er jo enormt relevant i forhold til et hus som Charlottenborg, med den historiske baggrund vi har. Ikke fordi sammenslutningerne ikke er velkomne, for det er de og de kan søge ind på lige vilkår med alle andre. Det er ikke sådan, at de de facto er udelukket, men de skal kigge på ansøgningsproceduren og finde nogle nye måder at sammensætte sig selv på. Denne her udstilling er lige præcis udtryk for, at der er andre spillere på kunstscenen end dem, som nogle gange tager dagsordenen i pressen. Det er enormt vigtigt for Charlottenborg at vise, at de kunstnere kan trække fulde huse, når de bliver sat sammen og udfordret i højde, drøjde og tyngde. Til sammen kan de give et indtryk af en anden kunstverden, og vi har også skelet til, at der er nogle kunstnere i det danske kunstliv, som kunne have brug for en større eksponeringsflade.

Er det udtryk for en decideret ny profil her på stedet?

Charlottenborg skulle gerne være et sted for alle slags kunstbrugere i alle aldre. Det skal ikke kun være en ældre generation, der kommer her. I fremtiden vil nogle udstillinger koncentrere sig om nogle generationer og nogle om andre. Det er bestemt udtryk for, at Charlottenborg er relevant for den yngre kunstscene, lige såvel som den ældre. På den måde er det ikke en ny profil, men det er udtryk for, at vi ønsker at udvide kredsen af brugere.

Hvad er Charlottenborgs fremtidsplaner? Hvad sker der når denne her udstilling lukker?

Så kommer Forårsudstillingen på den 4. april, og til efteråret har vi en Carnegie Art Award udstilling. Vi mangler stadig at få justeret nogle ting omkring sommer- og vinterudstillingerne. Så der kommer til at ske en masse her hele det næste år men med en økonomi, der er noget mindre. Der skal tænkes nogle andre løsninger i forhold til at få ambitioner og virkelighed til at hænge sammen.

Som du har været inde på, er denne her udstilling betinget af den lidt specielle situation, som Charlottenborg er i. Hvad er det egentlig for en situation?

Den situation, som vi står i, er, at vi har et reelt underskud på 3,2 millioner, som skal betales af. Vi har fået tilført et lån fra staten, der virker som en saltvandsindsprøjtning, sådan så vi ikke går helt ned, men det er at betragte som et lån. Det betyder, at i 2010-2013 skal vi betale af på det, og rent praktisk sker det sådan, at vi får mindre i bevilling fra staten. Så alt i alt har vi bare ikke så mange penge, som vi gerne ville have. Vi har fortsat en bevilling, som vi skal bruge og forvalte på en ordentlig måde. Det skal ske på meget kontrolleret vis, hvilket vil sige, at vi stadig er under administration.

Så i kommer til at køre for nedsat blus - i hvert fald rent økonomisk - i de kommende år?

Ja, det gør vi.

Hvad har i egentlig brugt alle de penge til?

Man kan sige, at der er blevet lavet nogle forkerte prioriteringer, i forhold til den økonomi der var, men detaljerne i det må du spørge Bo Nilsson om. Jeg synes også, at man i forhold til den udstilling vi har nu, skal huske på, at vi prøver at gøre noget aktivt og interessant ud af en ret heftig præmis. Nu må vi forholde os til den faktiske situation og finde ud af, hvordan vi kommer videre herfra på en måde, hvor vi aktivt kan gøre noget for og med de mange kunstgrupper, som findes derude. Det er ikke fordi, huset ikke stadigvæk har den samme profil og de samme ambitioner, men de skal geares i forhold til den virkelighed, vi er i. Det er ambitionen, at de to ting i fremtiden skal hænge bedre sammen.

Ida Kvetny's værk.

Så vidt jeg kan se, er Til Vægs også udtryk for, at der er en massiv opbakning til Charlottenborg...

Da jeg ringede rundt til omkring 40 kunstnere, sagde jeg, at det her er den værst tænkelige præmis, man kan arbejde under: Vi har ingen penge, og vi har enormt kort tid. Jeg appellerede til, at vi havde brug for deres hjælp og opbakning til at få flyttet Charlottenborg et nyt sted hen. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også appellerede til, at vi skulle løfte i flok, for at få en anden dagsorden her i huset.

Hvad sker der, når udstillingen lukker og i skal til at forberede Forårsudstillingen? Skal i så male det hele over igen, eller er der noget, der bliver stående?

Nej, vi skal male alting hvidt igen, når udstillingen lukker. Vi er en kunsthal og ikke et museum, så vi skal kunne præsentere nye udstillinger hele tiden. De ekstremt sparsomme økonomiske midler, der er til rådighed i forbindelse med Til Vægs, bliver brugt til to ting: Det ene er, at når udstillingen er overstået, kommer Anders Sune Berg, og affotograferer det hele. Desuden har vi taget virkelig mange procesbilleder, og begge dele bliver anvendt i en omfattende publikation, som vi laver med Rasmus Koch Studio. Det andet sted, hvor vi bruger penge, er hos et malerfirma, som skal male det hele over igen. Malingen har vi fået sponsoreret af Dyrup, men der skal selvfølgelig nogle mennesker til at gøre det.

Overmalingen er en del af præmissen for at kunne lave den type udstilling her. Man må komme og se det mens man kan, og når man det ikke, kan man ty til publikationen. På den positive side er det også med til at skabe en bestemt stemning omkring projektet. Kunstnerne bruger måske 20 dage på et værk, som bliver malet over igen om to måneder, og et eller andet sted er det jo helt absurd. Den absurditet har mange af dem indarbejdet i deres tilgang til arbejdet, og derved får projektet også en performativ karakter. Det er procesforløbet, der bliver interessant, idet det hele forsvinder igen. Eksempelvis Lars Christensens værk, som består af ekstremt mange små klatter maling minutiøst placeret i et omfattende mønster, er jo det rene sisyfosarbejde.

Sidste år var der nye toner på Forårsudstillingen, hvor i havde en designer til at kuratere det hele. Hvad kommer der til at ske i år?

De nye toner fortsætter sådan set, men på en anden måde. I gamle dage havde man nogle jury-grupper i forskellige kategorier, hvilket man opgav, fordi mange kunstnere idag arbejder i krydsfelterne imellem de kategorier. Nu har vi i stedet bedt fem forskellige grupper med fem i hver om at være jury. De fem grupper består af henholdsvis kritikere, samlere og mæcener, kunstnere, kuratorer og gallerister. De indsendte værker opdeles i fem og fordeles på fem grupper, bestående af én person fra hver af de oprindelige grupper. Når værkerne er udvalgt, bliver de ophængt efter hvilken hovedgruppe, de blev udvalg af. Det betyder at alle galleristernes valg hænger sammen, alle samlernes valg hænger sammen osv.

På den måde fokuserer udstillingen på forskellen, imellem øjnene der ser, for selvfølgelig vil en kritiker udvælge nogle andre værker, end en gallerist vil. Derved forsætter vi med at omtænke det kuratoriske: Juryens opgave og kuratorens opgave sammentænkes på en anerledes måde end tidligere.

Tak.