Interview: Kirstine Roepstorff

Kirstine Roepstorff: Nuit : Sun forms of beneath, 2009. Installationsview.		Kirstine Roepstorff: Nuit : Sun forms of beneath, 2009. Installationsview.

Kirstine, din udstilling på Kunsthallen Brandts er din første store soloudstilling i Danmark, efter at du har udstillet intenst i udlandet gennem de senere år. Hvad er det for en udstilling, vi kommer til at se?

Udstillingen handler på flere niveauer om tid. Den er bygget op af syv selvstændige collage-serier, som jeg har produceret gennem de sidste fire år. Serierne er ikke placeret kronologisk efter en tidslinje, og udstillingen respekterer ikke den kontinuerlige, logiske tid. De syv serier er hver for sig udstillinger i udstillingen, universer som vil opleves som syv selvstændige tidslommer. Men tilsammen skaber de på et abstrakt niveau en immanent følelse af tid og tidslighed. I sin helhed vil udstillingen være en bevægelse igennem vores fælles tid, vores historie og vores kulturarv, som jeg bearbejder i collagerne og placerer i forskellige forståelsesrammer i de syv serier.

Hvordan vil du præsentere de syv serier?

Serierne skyder sig på hver deres måde ind på tidsbegrebet og vores fælles kulturarv. Serien Rocks handler om sten, som fascinerer mig, fordi de både er meget konkrete og repræsenterer jordens tidlige geologiske fase, ligesom de fungerer som symboler. Serien Where the World Wander - The Road to Excelsior slår ned på fænomenerne migration og immigration og det rejsende menneske. Den serie er produceret ovenpå avispapir fra avisen Herald Tribune, som er en ret neutral international avis, der ligger i alle lufthavne, airport-lounges, og som man kan få alle steder i verden. Den hæver sig over de lokale aviser, med en lille smule nyheder fra alle steder i verden. I serien Rainbows handler det om øjeblikket, om dét at koncentrere sig, og involvere sig i et bestemt øjeblik i en sådan grad, at man nærmest går i ét med det – jeg kalder det, at man opløser sig ind i sin baggrund. The History of Anthropology and Human Kind handler ret direkte om vores kultur og kulturarv, mens serien One Hand ser på den historiske tid, den historiske timing eller tilfældighed. Jeg bruger Winston Churchill som metafor for historiens principper, og dét, at når en energi findes på det rette sted på den rette tid, så kan den som med Churchill få enorm historisk betydning – selv med et ”handikap”. I collagen lader jeg ham kun bruge den ene hånd. En hånd, som han bruger til at hilse og vinke med, tegne med, holde sine børnebørn med osv.

Serien It is not the eye of the needle that changed har tre underserier: The Time, The Self og The Frame. Overordnet handler denne serie om, at verden er skabt gennem de øjne, der ser. Det er ikke nålens øje, der har ændret sig, men snarere vores bevidsthed og derigennem vores syn. Endelig er der The King is Dead, som afslutter udstillingen. Den handler om en ny verdensorden, en helt ny tid, hvor det tidligere maskuline patriarkat afløses af andre former for magtbalancer og måler sig i andre typer styrkeprøver, hvor kulturel og menneskelig indsigt f.eks. er vigtigere i en krig end dét at have de stærkeste bomber – uden at det skal betyde, at jeg mener, at kvinder har eneret på disse nye styrker.

Kirstine Roepstorff: South, 2009. 324,5 x 224 cm Mixed media		Kirstine Roepstorff: Rock in Rocks, Version 1, 2008. 261 x 181 cm Mixed media

Hvordan bruger du det serielle greb i dine værker som metode, og hvordan kommer det frem her?

Jeg bruger serierne til at beskyde den samme tematik fra forskellige vinkler, skyde mig ind på spørgsmål til verden, som jeg intuitivt er optaget af, og derigennem give dem et sprog og en form i mine collage-serier. Det er en metode, som kan sammenlignes med det at analysere en genstand ved at betragte den fra flere vinkler for at forstå dens natur og sammensætning.

I denne udstilling, hvor jeg præsenterer syv collage-serier, er det første ord, der kommer til mig ordet urformer – forstået som et lidt abstrakt ord: Det kan enten være en konkret ting, som f.eks. stenen eller kongen, eller det kan være en energi i form af en følelse, eller tilstedeværelsen af en særlig følsomhed som f.eks. glæde, sorg, vrede eller jalousi, der hos mig kan blive til en form eller en størrelse. Jeg arbejder på den måde, at jeg går ind og henter dét, jeg tænker på som former i vores fælles billedarkiv, vores fælles historiske forståelsesramme, og bearbejder det, beskyder det fra forskellige vinkler. Jeg kommenterer på de billeder, som repræsenterer vores urfølelser.

Sten er for eksempel urformer, både konkret og i overført betydning. Og kongen, som jeg bruger i The King is Dead er en urform – en figur, der repræsenterer patriarkatet. Lidt ligesom i eventyrene , der næsten altid har særlige rollefigurer. Regnbuen, i serien Rainbows, repræsenterer et visuelt fænomen, som vi alle kan se, men som ikke har en materialitet – det er interessant i forhold til spørgsmål om tætheder og energier. Den tematik arbejdede jeg også med i teaterstykket Stille Teater fra 2008.

Jeg henter mine urformer fra forskellige kulturer og kontekster og forskyder de betydninger, de repræsenterer og de værdier, vi tillægger dem.

Kirstine Roepstorff: Nuit: Sun forms of beneath, 2009. Installationsview.		Kirstine Roepstorff: Nuit: Sun forms of beneath, 2009. Installationsview.

Det er karakteristisk for dig og også tydeligt i denne udstilling, at du henter dit stof i verden omkring dig, både tankegodset, kulturarven og helt konkret det materiale, som du bruger til dine billeder, som du klipper ud af f.eks. aviser. Et af avantgardens historiske træk, var jo at udviske det kunstneriske subjekt og erstatte det med noget kollektivt, noget fælles og derfor er lige præcis collagen jo en af avantgardens urformer. Du er også ofte blevet sammenlignet med f.eks. Hanna Höch. Men ser du egentlig dig selv som en kunstner, der arbejder i sporet fra de historiske avantgarder?

Jeg bliver ofte læst og forstået sådan. Men jeg tænker ikke sådan, og det interesserer mig ikke så meget. For mig var avantgarden også en tradition af opgør og protest, og jeg har ikke noget oprør i mig mere – det forsvandt faktisk, før jeg begyndte at arbejde med kunst. Min arbejdsproces er intuitiv, og mit oprør lavede jeg overfor mine forældre og mine skolelærere, da jeg var 13-18 år. Selvfølgelig har jeg mine personlige politiske holdninger, men jeg har ikke noget politisk oprør, jeg skal af med i min kunst. Så jeg kan ikke sige, at jeg har en politisk mission eller idé om, hvordan verden skal se ud. Jeg er optaget af os som menneskehed og ser verden som en helhed af energier og sammenhænge, hvor din udvikling også er min udvikling. På vores klode hænger alting sammen, alting er forbundet og alting har en interaktion, og det er den helhed, jeg fornemmer, og som jeg beskæftiger mig med ved at slå ned på forskellige aspekter og former. Det kan være klima og storpolitik, men det kan også være nære relationer f.eks. imellem manden og kvinden, mellem barnet og den voksne. Mit vigtigste arbejde som kunstner er at finde frem til det enkelte projekts eller den enkelte series indre lov, derefter kan jeg i princippet give slip på det, og overlade det til andre – også når det gælder fortolkningen af kunstværket, der har jeg ingen eneret, når værket først er færdigt.

Er du så i højere grad et medie, der har sin bevidsthed rettet ud mod verden, som opfanger signaler, billeder og kommunikation, omsætter det og sender det tilbage ud i verden i det særlige Kirstine Roepstorff-sprog, som er blevet så karakteristisk for dig?

Sådan ser jeg ikke verden. Det du snakker om, giver kun mening hvis man har et dualistisk perspektiv, hvor mit indre er sat i modsætning til verden omkring mig. Hvor man opererer med et inde og ude, et oppe og nede, lys og mørk, og hvor tingene ligesom definerer sig selv i forhold til deres modpol. Jeg opfatter ikke verden sådan, for mig at se, er der ikke noget indre og ydre. Derfor kan jeg også forholdsvis frit arbejde med store temaer – som jeg gør i denne udstilling – uden at det forstyrrer mig, eller uden at jeg føler, at det bliver min mission at skulle lægge dem ud til dig, så du kan forstå dem. Med collage-teknikken kan jeg helt konkret sætte elementer sammen, uanset om de har noget med hinanden at gøre og derved spørge til verden, idet jeg også sætter betragterens hjerne på arbejde for at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen. Collage-teknikken er med andre ord en måde, hvorpå jeg uden anstrengelse kan udtrykke det, jeg gerne vil – jeg er en frygtelig håndværker og ville aldrig kunne tegne alle disse billeder selv, men ved at appropriere og re-arrangere billeder, jeg har klippet ud, kan jeg sige, det jeg vil. I starten af min kunstnerkarriere var det meget vigtigt for mig, at være sikker på, at folk forstod det samme, som jeg selv så i mine værker, men det behov har jeg ikke længere. Det er fint med mig, at andre sammenligner mig f.eks. med Hannah Höch, men det kunsthistoriske fundament jeg står på, er ikke noget jeg er optaget af. Jeg er faktisk ikke særligt kunsthistorisk interesseret, men langt mere optaget af vores fælles kulturarv og historie.

Kirstine Roepstorff: Moment Man, 2007. 204 x 292 cm Mixed media		Kirstine Roepstorff: If Balance stops and asks why, balance will die, 2006. 275 x 388 cm Mixed media

Ja, og det er, så vidt jeg forstår, også omdrejningspunktet for dit næste store projekt, som du skaber til en udstilling i Basel Museum for Gegenwartskunst i 2010. Her til sidst, vil du løfte lidt af sløret for, hvor det er du er på vej hen med den udstilling?

Ja. Det jeg gør i Basel er, at jeg helt konkret samler alverdens genstande ind til udstillingen. Det kommer sig netop af, at dét jeg egentlig interesserer mig for, er dét jeg tidligere kaldte urformerne i vores kultur og vores kulturarv i form af energi, materialer, eller brugsgenstande. Hvordan har stenalderfolkene udviklet en økse, hvordan har kineserne udviklet krukker, hvordan har mayaerne udviklet små totem-figurer osv. Alle disse genstande fra vores kultur har en enormt appellerende effekt på mig, og jeg har altid brugt dem som inspiration til at lave mine egne ting. Jeg har også altid godt kunnet tænke mig at samle disse genstande ind, når jeg ser dem på min vej – altså, jeg har sådan en let version af besidderiskhed eller samler i mig, som jeg ikke praktiserer. Men på min udstilling i Basel kunne jeg godt tænke mig at samle det hele til mit eget wunderkammer, mit eget inspirationskabinet eller en samlingsbank af genstande og objekter. Det kan være en kæmpestor sten, en træstamme, en samling sommerfugle eller mariehøns, hvor pletterne på skjoldet er kategoriseret eller sat i system.

The Beautiful Wonders…som en af dine tidlige collage-serier hed?

Ja, The Beautiful Wonders of the World! Simpelthen! Og så vil jeg ud fra dette raritetskabinet lave sammenstillinger, små historier, som jeg vil kalde Dug. Disse Dug, er en sammenstilling af transparente collager. For lige så materielle og fysiske tingene er, ligeså vigtigt er det for mig at kunne slippe dem og bevare flygtigheden. Duggen symboliserer noget, der bliver til små fysiske enheder om natten, men som forsvinder, når man sætter lys på dem om dagen. Lidt det samme vil jeg gerne tænke om menneskers rødder eller ophav, hvor det med barndommens kærlighed og tryghed i bagagen er vigtigt for at vi som voksne kan frigøre os fra at skulle slæbe hele vores tryghedskabinet af ting og sager med os. For mig at se er det vigtigt at kunne give slip på det, vi har erhvervet for derved at give mulighed for mere rum. For rum skal der til for at kunne tage verden ind.

Tak.

Kirstine Roepstorff: Star of Africa #2, 2007. 324,5 x 388 cm Mixed media