Interview: Justin Francavilla

Menneske vs. Natur eller menneskenatur? I Justin Francavillas enorme og detaljeorienterede tegninger, spilles der både på modsætningerne og forbindelserne imellem begreberne og deres plurale betydningsindhold.

Uanset hvordan man vinkler det, stiller der sig et grundlæggende spørgsmål omkring det menneskeliges eksistens, men også nutidens tankemæssige klima i fokus. Hos Justin Francavilla, er den kunstneriske praksis på en side drevet af en interesse i linjer og former, men ikke på den der abstrakte måde. Der skal være en mening med det og han ser ubetinget det figurative som en måde at sætte en række spørgsmål i scene og at nå et større publikum – begge dele har han opnået, med sine gigantiske og tidskrævende tegninger, på bare 1½ år

Jeg er ny på scenen – jeg har kun udstillet gennem et galleri i 1½ år – Jeg ville ikke træde ind på kunstscenen før jeg havde et solidt værkkorpus at præsentere.

Jeg nærer en dyb fascination for tegningen som medie – og selve processen med ink on paper. Når jeg begynder på et billede er det altid med en meget løs blyantskitse som udgangspunkt, men jeg går hurtigt videre til at tegne med blæk. På den måde udvikler det sig gradvist linje for linje, og der er en helt særlig konsekvens i at arbejde på den måde. Blækket kan jo ikke viskes ud og du kan ikke gå tilbage når først stregen er der. Blæktegningen er på den måde blevet mit udvalgte medium.

Justin Francavilla: Desert Crossing, 2009. 76 x 56 cm Ink and spray paint on paper		Justin Francavilla: Like A Dog, 2007. 244 x 139 cm Ink and spray paint on paper

Studierne i de konstellationer man kunne kalde menneskenatur, trækker i overvejende grad på medierne. Billeder fra sportsbegivenheder og krigszoner, tjener som en slags visuelle forarbejder, men transformeres gennem Justins stregprocesser, til mere universelle fortællinger.

Motiverne til mine billeder finder jeg bl.a. i New York Times. Men billederne er ikke valgt ud som direkte relaterede til en specifik begivenhed - de handler mere om en generel følelse eller fortælling. Figurerne i min serie I Said You Fckn Die! er en form for portrætter af The Capitalist Struggles, som beskriver nutidens samfund. Vi kender det bl.a. fra hele udviklingen med Enron og den skandale det førte til. Jeg er i høj grad ude efter tidens 'King of the Hell'-mentalitet, med al dens grådighed og aggressivitet. Begæret efter rigdom er jo netop en af de faktorer som har medført en global finanskrise.

Justin Francavilla: Hefties, 2009. 76 x 56 cm Ink and spray paint on paper

En mere filosofisk refleksiv udlægning af det menneskelige tilstand, ses i hans senere serier, hvor naturen tjener som motivverden. Men det er en natur som på mange måder er i forfald eller i opløsning. Man kan muligvis se billederne som allegoriske fortællinger over livet og verdens tilstand, men for Justin handler det også om håndteringen af en ængstelighed for det ukendte og døden, og et ønske om at efterlade sig spor i verden.

Mine seneste billeder Dead Flowers er mere et studie i skønheden, men også ældning og forfald. De visne blomster, rummer ideen om døden, mens frøkapslerne indeholder ideen om en ny start. De handler på visse punkter om frygten for døden, og det at kunne håndtere The Great Unknown. For nogle spiller religionen en rolle, men jeg har mine tegninger, som jeg håber vil efterlade sig spor i verden - også når jeg en dag ikke længere er her.

I andre af mine motiver er det maskinelle element tilstede som en baggrund, hvor plantelivet ses i modsætning til det mekaniske. Billedet med affaldsdyngen og alt skraldet (Hefties, red.), er en kommentar til forbrugssamfundet. Her reflekteres bl.a. over de måder, det har påvirket tiden på og de problemstillinger vi står overfor i nutidens hyper-speed verden og med al dens tids–forbrugende teknologier. Det kan drive mig til vanvid. Vi behøver ikke længere at huske på noget – vi har i stedet fået en google-hukommelse.

Jeg er optaget af det simple og det ikke-mekaniserede. Tegningen er en helt ren måde at arbejde på – der er bare min hånd på papiret, og man kan mærke alle kornene på papirets overflade.

Også på Human.Nature.Machine.:

Alex Dodge: At last We Became Our Selves, And So We Had To Learn Again, 2009, 91,5 x 122 cm. UV screenprint and watercolor on Yupo.		Alex Dodge: The Adonis Plant, 2008, 63 x 97 cm. 7 color waterbase and UV screenprint on 144lb Yupo.

Sebastiaan Bremer: Dolphin, 2009. 10 x 16,5 cm Inks on lamda print		Sebastiaan Bremer: Wavw of Scent, 2009. 16,2 x 22,2 cm Ink on lamda print

Jonathan Allen: The Best Way, 2007. 56 x 76 cm Paint, paper, ink and pencil on paper		Jonathan Allen: Red carpet ride, 2009. 41 x 51 cm Paint, lottery ticket, newsprint, photography and pencil on paper

Pilaiporn Pethrith: Super Nature 1, 2009. 100 x 80 cm Mixed media		Pilaiporn Pethrith: Super Nature 2, 2009. 100 x 80 cm Mixed media

Mikkel Olaf Eskildsen: The laboratory of discernment, 2009. 85,5 x 72 cm Water color on paper		Mikkel Olaf Eskildsen: The original fake moon crash landing, 2008. 64 x 78 cm Gouache on paper

Jean-Pierre Roy: Geometry for the Post-Divine, 2009, 101,5 x 76 cm. Oil on canvas.		Morten Schelde: The Castle, 2009, 120 x 160 cm. Lambdaprint.

Astrid Kruse Jensen: Hidden places, 2009. 120 x 150 cm Analog C-print

Trine Boesen: Lurking, 2009. 210 x 95 cm Acryl on canvas