Interview: Julie Sass

Julie Sass: New Ground, udstillingsinvitation

Hvorfor hedder udstillingen New Ground?

Titlen New Ground peger hen i mod det høje værk, Four Floors, som er lavet af gulvplader fra mit atelier og med udgangspunkt i spild eller rester fra tidligere maleriprocesser. Titlen peger således hen til processen og til maleriets grund. Samtidig henviser den til, at der er noget nyt på spil i mit maleri. Værket Four Floors er en dialog mellem noget, som jeg ikke kender, en slags "readymade" grund fra atelieret, og så det maleri, jeg indtil nu har beskæftiget mig med.

Er udstillingens andre værker skabt specifikt til lejligheden?

Ja, det er de faktisk – med undtagelse af #23 derovre, som er malet sidste år, men jeg syntes værket passede godt til denne udstilling. For mig har det været fantastisk at komme til at udstille herude. Jeg kan huske rummet fra mange år tilbage og tog for nylig herud og så det igen. Alle værkerne er valgt i forhold til værket Four Floors og med et ønske om både at vise et værk, der som dette er i flere dele, at vise nogle klassiske, forholdsvis almindelige malerier, og papirarbejder. Det er med til at vise bredden i forhold til min interesse for maleri.

Julie Sass: #23, Uden titel, 2008, 185 x 165 cm, mixed media		Julie Sass: #13, Uden titel (sort/gul), 2009, 70 x 80 cm, mixed media

Titlen Four Floors leder tankerne hen på noget arkitektonisk. Kan du fortælle om de arkitekturreferencer, du har arbejdet med i værket?

Jeg har i rigtig mange år været interesseret i arkitektur men også mere generelt i, hvordan man som menneske forholder sig til rum og alt det, der knytter sig til perception. Jeg ser i høj grad mine værker som bygget frem for malet. De er bygget op af nogle forskellige elementer. Hvis man kigger på de fire malerier, værket består af, er der i hvert af dem et midterfelt og to stykker ud til hver side, som nærmest kunne illudere søjler eller en anden form for konstruktion. Man kunne sige, at malerierne giver indblik i forskellige slags verdener, landskaber eller hvad man vil lægge i det. Men der er hele tiden en slags arkitektonisk reference til en konstruktion frem for et landskab.

Julie Sass: Four Floors, 2009, ca 550 x 244 cm, mixed media

Kan du beskrive din arbejdsproces?

Ofte skriver jeg en grundide ned. Jeg laver nogle gange skitser, men er mere og mere begyndt at lave skitser undervejs i processen. Arbejdet er hele tiden en refleksion over det, som er ved at ske på lærredet, og hvor jeg gerne vil have maleriet hen. Jeg prøver at bibeholde en spontanitet i skabelsesprocessen men også en eftertanke.

Det er mit ønske, at man ved det første møde med mine malerier kan opleve en umiddelbarhed, at det ikke er ren teori. Men ligeså snart man kigger nærmere på det, så vil man opdage, at alle tilfældigheder bliver kommenteret og bliver taget ind i de mange lag, jeg bygger op. Man kan fx tage den nederste del i Four Floors og se på det sorte oppe i det ene hjørne. Der er hele tiden den slags kommentarer på de forskellige lag i billedet, nogle små støtteklodser som holder det hele sammen, som bærende konstruktioner. Over for de lange penselstrøg og de pletter, som er opstået i tidligere processer, har jeg sat nogle andre, helt skarpt optegnede elementer, som hele tiden ligger og veksler mellem det, der er konstrueret og det, der er umiddelbart. Den dialog er jeg meget interesseret i at have i mine malerier.

Julie Sass: New Ground, installationsview

Hvordan arbejder du med rumlighed og flade i forhold til maleriets og i forhold til betragterens rum?

Jeg vil meget gerne have, at der skal være en dynamik i arbejderne, men mange af dem foregår mest på fladen. De små tegninger eller collager er små fortættede ting, som ikke er specielt rumlige, men mere fladeorienterede og bygget op af få lag. Andre værker taler meget mere til kroppen, fx Four Floors.

Jeg tror, at det er vigtigt, at man ser værkerne i forhold til hinanden. Den måde, man oplever dem som menneske er via nogle kontraster. Hvis kontrasterne er der, er det også muligt at blive nysgerrig efter både at se flader og rum. Jeg vil gerne beskrive det som en slags pulseren. Hvis du står overfor maleriet #23 og det mindre maleri #13 ved siden af, så trækker det ene maleri dig mere ind i rummet, mens det andet kommer ud mod dig. Ved at have den modsætning kan man måske ophæve det rum, hvor man befinder sig og gå in i maleriets rum og bare opleve det, eller man kan vælge at blive på fladen.

I forhold til maleriet #23 vil jeg gerne fremhæve, at jeg har placeret billedet dér, hvor der er et mønster i gulvet foran. En lille flig af det mønster går igen i billedet. Når man står her foran maleriet med ryggen til mønsteret i gulvet, kan man ikke huske det, men det mønster ligger alligevel i erindringen. Den erindring er taget med videre i værket, og på den måde åbner værket sig til rummet og det, der er omkring.

Julie Sass: New Ground, installationsview		Julie Sass: New Ground, installationsview

Hvilke overvejelser ligger der bag dine farvevalg?

For nogle år siden valgte jeg en farveskala, som bestod af trykkefarverne cyan, magenta og gul. De er blevet grundfarver for mig. Det var for at systematisere, men egentlig var det også med baggrund i et kursus på Kunstakademiet, hvor jeg opdagede, at præcis de farver kunne noget helt særligt, hvis man blandede dem på en bestemt måde på lærredet. Men det var også for at have en klar reference, som ikke havde noget at gøre med fx landskaber og grønne toner.

Jeg stræber efter en lethed og samtidig tyngde i de meget hvide flader og den helt sorte farve, som er meget mættet. Den sorte kontur og de hårde kontraster er hentet fra tegneserier, men jeg har også fundet inspiration i collager fra 1960’erne. Jeg vil gerne have, at farverne har en signalværdi. Det går tilbage til den umiddelbarhed, jeg omtalte før. Det skal være basale farver, som alle kan forholde sig til.

Hvorfor abstrakt maleri?

Som ganske ung var jeg meget forundret over, hvad ideen bag abstrakt maleri var. Jeg kan huske, at jeg fx så Barnett Newmans store maleri Who’s Afraid of Red, Yellow and Blue og tænkte: Hvorfor overhovedet lave sådan et billede? Det gjorde stort indtryk på mig. Jeg har været på en lang vandring for at finde ud af, hvad abstrakt maleri er, og hvad det skal – hvis det skal noget. Og om man overhovedet kan sige noget med et abstrakt billede. Jeg startede ud som figurativ maler, men for mig var det et problem, at fortællingen hele tiden forblev en lukket form. Jeg vil gerne have, at der hele tiden er en åbenhed omkring, hvordan man kan gå ind i værkerne, og mener, at abstrakt maleri er et sted med muligheder. Det er ikke meningen, at mit maleri skal være en lukket jazzclub, men snarere noget, der åbner sig mod verden og beskueren.

I denne sammenhæng vil jeg gerne nævne de generelle ting man kan være optaget af som menneske. Jeg interesserer mig fx for, hvordan et abstrakt maleri kan forholde sig rent politisk til et eller andet. Kan man overhovedet sige, at et abstrakt maleri er politisk? Jeg mener, at der i hvert værk er en sameksistens mellem mange forskellige strukturer. Det synes jeg, er utrolig vigtigt.

Julie Sass: New Ground, installationsview

Hvordan håber du, at man som betragter oplever dine værker?

Det kan godt være, at malerierne fremstår med en form for lethed og umiddelbarhed, men jeg vil tro, at man for at få billederne til at hænge sammen oplever, at man er nødt til at gøre et stykke arbejde. Men hvis man er villig til det, vil man fx i Four Floors opdage den gule farve, der går igen i værkets fire dele, og man vil blive trukket ind i maleriet ved mængden af forskellige perspektiver og lag. Det, jeg også synes er interessant i forhold til Four Floors er, at der er en pulseren mellem hvert delværk. Midterfeltet bliver større og mindre. Det samler sig og det åbner sig. Jeg håber, at folk kan følge strukturen i billedet og tage denne lille bevægelse til sig. Måske kan man lave en anden rækkefølge eller koble tingene sammen på en anden måde. Den frihed vil jeg gerne, at folk skal tage. Jeg synes, det er interessant, at man kan sample tingene – som hvis man hørte musik og samtidig hørte fragmenter af nogen, der talte ude på gaden. Det hele bliver forskellige slags spor, der samlet danner en rytme.

Julie Sass: Yellow Collage Drawing, 2009, 43 x 53 cm, mixed media		Julie Sass: Black Collage Drawing, 2009, 43 x 53 cm, mixed media		Julie Sass: Red Collage Drawing, 2009, 43 x 53 cm, mixed media		Julie Sass: White Collage Drawing, 2009, 43 x 53 cm, mixed media

Hvordan er arbejdet med collagen anderledes end maleriet?

Det spændende ved collagerne er, at de opstår mindre planlagt end malerierne. Jeg har en oplevelse af, at det mere er noget, jeg finder, frem for noget jeg frembringer. Jeg tager tit tidligere billeder og klipper dem op, så de bygger til en vis grad på genbrug. Det er positivt at man kan tage nogle af de bedste elementer fra et værk og sætte dem ind i en ny sammenhæng.

Det, der er anderledes ved disse collager i forhold til tidligere er, at de er meget koncentreret om én farve. Det går tilbage til min søgen efter noget grundlæggende. De mindre værker peger hen til den store collage, hvor det hele bliver forenet. Den store collage er den eneste, der ikke helt stramt omhandler bare én farve. Men den har stadig rumvirkningerne, åbningerne og bevægelserne af ind og ud på fladen. Det, som jeg synes er interessant ved dem, er alle de overlap, som jeg har lavet meget konkrete i billedets øverste lag. De er nærmest flettet sammen. Jeg ser collagen som en konstruktion, som er foldet om sig selv og med flere forskellige indgange.

I høj grad peger collagerne også hen i mod det, der var titlen på min soloudstilling på LARM Galleri sidste år, nemlig MATTERS, som jo har en dobbelt betydning på engelsk. Man kan sige "What’s the matter" og "It matters", men ordet henviser samtidig til selve materialet, stoffet, det tingene er gjort af. Collagerne er små undersøgelser af dette stof.

Julie Sass: New Ground, installationsview		Julie Sass: Large Collage Drawing, 2009, 83 x 102 cm, mixed media

Du har studeret og boet en årrække i New York – hvad mener du dit ophold i USA har givet dig som maler?

Jeg tror mit maleri har fået meget i mødet mellem den europæiske tradition og det amerikanske maleri, som jeg rejste efter. Det har samtidig været af stor betydning for mig, at kunne dykke ned i en grundig undersøgelse af maleriet. Jeg kom til New York på et tidspunkt, hvor der ikke rigtig var nogen, der malede. Jeg skulle selv ud og finde dem, der gad tale med mig om maleri. Men det utroligt heldige ved New York er jo, at tingene kommer dertil. Hvis man besøger byens gallerier og museer, kan man se alting. Ved siden af maleriet fik jeg også mulighed for at arbejde med scenografi til teater og med at katalogisere værker i Gilbert og Lila Silvermans Fluxus-samling, hvor jeg arbejdede for Jon Hendricks. At opleve alle de ting giver måske et bredere perspektiv på, hvordan man kan vælge i det hele taget. Alt det, jeg har set og oplevet, tror jeg, er en helt uvurderlig styrke at kunne trække på i mit videre arbejde.

Jeg er samtidig fantastisk glad for alle de mennesker, jeg har mødt og lægger stor vægt ved den dialog, der er mellem kunstnere, kunstkritikere etc. I New York mødte jeg flere gode kunstnerkollegaer som fx Ivelisse Jimenéz, som nu bor i Puerto Rico. Det, at have kollegaer ude i verden som har andre perspektiver på maleri, oplever jeg som utrolig meget værd. Vi giver hinanden opgaver og bliver ved med at udfordre hinanden.

Hvad er det næste projekt?

Jeg vil lave et flag og har tænkt mig at vise nogle fotografier i forbindelse med en kommende udstilling på Beaver Projects. Jeg bevæger mig ud i tekstil og fotografi, men det hele viser dog tilbage til maleriet. Jeg arbejder også på en udstilling sammen med Marianne Grønnow, Dorte Jelstrup og Al Masson, hvor jeg har fået til opgave af Marianne at lave en skulpturel ting.

Tak