Interview: Jonas Pihl

Spherology, installetionsview med værker af Jonas Pihl & Nils Erik Gjerdevik.

Kan du starte med at forklare om titlen på udstillingen? Spherology, hvad går det ud på?

Titlen Spherology, eller på dansk Sfærology, udspringer af filosoffen Peter Sloterdijks tanker om sfærer, der i hans monsterstore trilogi Sphären I-III, bliver allegorier for forskellige systemer og stadier i den menneskelige eksistens i kosmos, det være sig filosofisk, som mere materielt, lige fra menneskets første stadie i den beskyttende fosterhinde i moders liv, til tilværelsen i nationalstaternes ”makrolivmødre”. ”Indeni” disse overordnede ”sfærer”, lever hvert enkelt menneske i hver sin (ensomme) sfære, men her er det meget vigtigt at pointere at disse sfærer tangerer hinanden, som boblerne i et gigantisk skumbad, som udgør vores indbyrdes urforbindelse og fælles bevidsthed gennem den universelle skumdannelses system af sammenhængende overfladespændinger. Det nye, eller moderne ligger i, at vi i vores tid har fået øje på dette fletværk af rhizomale systemer, og ikke nok med det, også dyrker dette, som en urtehave af muligheder. Bare se på erhvervslivet: Det handler om at være omstillingsparat. Man har en sfære til man tager en ny. Denne udvikling kan diskuteres; men det, der appellerer til mig, er overgangen fra den store altomsluttende monosfære, til disse mangfoldige muligheder af enkeltsfærer. Der er så at sige sket en nedbrydning af det hierarkiske system med én sandhed i toppen af pyramiden, og dette synes jeg, som udgangspunkt, er positivt; men jeg tror det er vigtigt som kunstner og/eller intellektuel at behandle sin samtid og køre ”urterne” gennem den kritiske kompostmaskine . . . og ud kom en udstilling!

Nils Erik Gjerdevik: Uden titel, 190 x190 cm Olie på lærred		Nils Erik Gjerdevik: Uden titel, 190 x190 cm Olie på lærred

Du har været lidt inde på det, men kan du uddybe valget af tema? Hvorfor lige Spherology, og hvorfor er titlen på engelsk?

Titlen er på engelsk, således at dem, der ikke taler dansk kan forstå den.

Som sagt ligger denne sfæretanke, for mig at se, meget immanent i vores samtid; men for mig personligt, tror jeg Sloterdijks tanker umiddelbart appellerede til mig, fordi jeg allerede som ganske ung dreng fik idéer om altings sammenhæng i universet, sammenstillet med en etymologisk interesse: Selve ordet univers, uni – én, gav mig dengang idéer om én sammenhæng, et kosmos i det tilsyneladende kaos. Jeg har vel været en 9-10 år - jeg skrev sgu endda et digt om det, det kunne jo være sjovt, hvis jeg lige kunne huske det...jo, jeg tror det var noget med:

Der er kun én af mig i universet

Men jeg er ikke ensporet

Ligesom Mælkevejen

I verset

Der kom også noget meta ind, noget selvrefererende, at Mælkevejen i verset var, eller ikke var - jeg kan ikke selv huske, hvordan det skal forstås - ensporet. Med andre ord, jeg viste ikke om den virkelige Mælkevej er ensporet, men det var den i verset. Ak ja, en leg med ord; uni og vers, ét vers.

Jeg så i hvert fald ligheder mellem f.eks. elektroners kredsen om atomkernen bestående af protoner eller neutroner og planeternes kredsen om stjerner i galakser – og som en poetisk billedlig analogi – menneskers kredsen om hinanden med kærligheden som mørtel. Dette var selvfølgelig præpupertere idéer, men ikke desto mindre har idéerne om det sammenfiltrede fletværk af energistrømninger, tiltrækningskræfter og universer, der tangerer i isomorfologiske sammenhænge forfulgt mig, og gør det stadig, med disse strømledninger, sinuskurver og supersoniske grafer som konkret, visuel idébank.

Et andet idiosynkratisk aspekt, er min evige kamp med min egen foranderlighed, som i åbenhedsøjemed overfor fremmede tankebaner kan være en fordel, med åbenhed sfærerne imellem, men en ulempe med en følsomt bristefærdig hinde, hvor jeg konstant må revurdere og finde en ny sfære. Det er selvfølgelig en fordel i en kunstproduktion med konstant revurdering, men den kontinuerlige tryghed må man leve foruden. Der går kunsten så alligevel, på en paradoksal måde ind og bliver identitetsskabende, når man vågner hver morgen som et blankt ark, jeg hader at sige som et nøgent foster uden hinde, det bliver så Trampedach-patetisk - men i hvert fald at skulle genskabe sig selv hele tiden. Så sfærologien appellerer til mig.

Jonas Pihl: Uden titel, ca. 120 x 150 cm Akryl på mdf

Hvilke kriterier har du valgt de andre kunstnere udfra? Hvordan passer de ind i denne sfærologitanke?

Jesper Christiansen, Nils Erik Gjerdevik, Morten Ernlund Jørgensen og jeg har interreferentielle sfærologiske ligheder i vore værker.

Jesper Christiansen arbejder ofte med grundplaner af f.eks. gamle lejligheder, han har boet i, og dette aspekt omkring de urbane boligforhold med lejligheder, der tangerer hinanden som sfærer i et skumsystem, hvor beboerne måske ikke har kontakt med dem i nabolejligheden, men hvor man dog kan høre og fornemme livet i de andre lejligheder, dette aspekt behandler Sloterdijk også i sin sfærologitanke. Tanken om potentiel, men ikke reel berøring. Og denne idé, konkretiseret i lejlighedskomplekserne, er ligeledes meget tidstypisk. Vores potentiale for globalisering og åbenhed verden over, som reelt set udmøntes i virtuelle, og ikke reelle, tangeringer. At Jesper så også har rengøringsmidler med i maleriet på udstillingen underbygger jo bare sæbeskumstanken.

Nils Erik Gjerdevik arbejder, efter min mening, meget konkret med sfærer i hans billeder opbygget af flade, uhierarkiske og ekspanderende strukturer, hvor de enkelte boblesfærer eller stiliserede ”splash-formationer” tilsyneladende tangerer - men det gør de ikke! Og det er meget vigtigt; de tilfældige og styrede figurationer ligger side om side, uden at berøre hinanden, men støder dog op til hinanden, som en påstået linearitet. Og dette aspekt, sammenstillet med de mere konkrete sfærologiske referencer, går, efter min mening, fint i spænd med Sloterdijks tanker.

Ligeledes arbejder Morten Ernlund Jørgensen med flader, der tangerer i en flad(e)struktur. Ernlunds billeder både lægger sig i, og tager afstand fra den traditionelt ”kolde” formalisme, der i Ernlunds opdatering modsvares af en ”varm”, organisk, fænomenologisk og ”maler-tjavset” tilgang, hvor malingens egen (dis)kurs bestemmer kursen, dog inden for opstrammende rammer eller sfærer. Dette gør sig også gældende, når Ernlund monterer det rå, trevlende lærred uden blindramme i en smooth glasramme. Der gives, efter min mening et visuelt bud på paradokset: Frihed inden for rammer. Og dette aspekt ligger også i Sloterdijks sfærologi, at man har friheden til hele tiden at opfinde sig selv, hoppe over i en ny sfære, men sfærerne eksisterer dog kun i kraft af deres faste, overfladespændende hinde, der igen fraktalmæssigt indgår i et større system af hinder, bobler, sfærer.

Morten Ernlund Jørgensen: Uden titel, 75 x100 cm Akryl og lærred på lærred		Morten Ernlund Jørgensen: Uden titel, 180 x200 cm Akryl og lærred på lærred

Hvad med din egen tilgang til sfærologien i dit eget billede?

Min egen sfærologitilgang tror jeg vi har været inde på, men jeg kan lige tilføje, at min fascination også ligger i at arbejde med de storladne, almene problematikker omkring kosmos, som afstandtagen til de mere anekdotiske, nære narrationer. Jeg kan også fortælle lidt om formen, og det udvidede maleri. Jeg har jo valgt ikke at male på et firkantet lærred, men på en organisk form, fordi jeg også forsøger at ”sprænge rammerne”, ligesom vi var inde på før, i dette tilfælde i form af et ”splash”, som kan referere til, når man taber noget maling på gulvet, og det danner en tilfældigt formet klat. Ligesom Nils Erik arbejder jeg også med det tilfældige og det styrede, kaos og kosmos, hvor jeg prøver at amalgamere det til den Deleuzianske/Guattarianske term: Kaosmos. Og da jeg arbejder med idéen om ”Den Mærkelige Sløjfe”, eller moebiusbåndet, som Douglas R. Hoffstadter også har skrevet om i Gödel, Escher, Bach, hvor han beskriver synergien mellem deres systemer, der bider sig selv i halen ved at stige og stige, for til sidst at være tilbage ved udgangspunktet, ligesom i Kubricks 2001: A Space Oddysee, en mystisk cyklus, da skal mit maleri også bide sig i halen således at formen er indholdet. Maleriet har form som malerklatterne i det, samtidig med at dybden, både bogstaveligt, og i overført betydning, ligger i overfladen. Som et fraktal zoomer man ind på den enkelte malerklat, det enkelte malerstrøg, og deri ligger hele maleriet. ”Tilfældige” drips og splash i maleriet er ligeså styrede som maleriets udskårede ”splash-form”, og trompe l´oeil-effekten mellem den optiske illusion i billedet og det reelle rum, som ”splash-tentaklerne” griber ud i, understreges ved opmalingen af de stedsspecifikke slagskygger fra formen på væggen. Maleriet griber ud i rummet, og inkorporeres yderligere i væggens maling. Billedets indholdsmæssige maximalisme samt sprængningen af rammerne polariseres af den autistiske ordning af kaos. Og dette paradoks er immanent i sfærologiens myldrende system.

Jeg hæftede mig ved jeres flyer-foto. Kan du fortælle lidt om idéen bag ved?

Vi er fire sfærer, der svæver i det åbne rum...

Tak.

Jesper Christiansen: Ordning og Skuffelser, 200 x 275 cm Akryl på lærred