Interview: Jonas Hvid Søndergaard - Transit

Jonas Hvid Søndergaard: Transit på Randers Kunstmuseum

Hvordan trives du i krisen?

Siden 2002, mens jeg stadig gik på akademiet, nød jeg godt af samarbejdet med gallerist Kim Bendixen. Alligevel valgte jeg at opsige samarbejdet i foråret for at få rum til at fokusere på udvikling og være tro mod maleriet. Som kunstmarkedet har set ud indtil efteråret 2008, har der været god økonomi i kunsten. Pengene er en klar bekræftelse, men som kunstner kan man også føle det har handlet for meget om økonomi og markedets præmisser. Jeg vil gerne arbejde med gallerier, men jeg vil også holde fokus på maleriet og være til stede i en udviklings- og forskningsproces, hvor jeg ikke tænker maleriet som en vare.

Hvad er det nye ved dit maleri?

De nye malerier er mere opbrudte, hvor den tidligere fase forholdt sig mere til landskabsmaleri med en by i bunden osv. Gennemgående kommer det stramme kommer oven på det flydende, så modsætninger fremhæver hinanden.

Jonas Hvid Søndergaard: Transit på Randers Kunstmuseum		Jonas Hvid Søndergaard: Transit på Randers Kunstmuseum

Hvordan begyndte det?

Ordet ’kunst’ var meget appellerende for mig, faktisk helt tilbage fra dengang jeg var Rudolf Steiner elev i Herlev. Som teenager sad jeg og tegnede mig selv i et spejl, jeg gik til croquistegning og følte at verden blev mere forståelig, hvis jeg tegnede den. Da jeg var 15 år udstillede jeg malerier på det lokale Vanløse Bibliotek sammen med Thomas Foldberg [Foldberg er i dag professionel make-up artist med speciale i fuldmasker og special effects for film, senest Lars von Triers Antichrist, red.]. En folkeskolelærer anbefalede mig senere at søge til AKI, Academy for Art and Industry, i Enschede, så som 18-årig flyttede jeg til Holland og tog to år af en fem år lang master uddannelse i et internationalt, professionelt kunstmiljø. Det betød meget. Så da jeg i 1998 vendte tilbage til København trak kunstakademiet stadig – og efter kortvarigt at have arbejdet i filmmiljøet og som elektrikerarbejdsmand, søgte jeg som 21-årig ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi og blev optaget. Det var helt fantastisk. Det var jo et nåleøje, de tager kun cirka 30 ind om året, så jeg blev meget glad og meget overrasket. På akademiet fulgte jeg navnlig Elmer, Claus Carstensen, Jesper Christiansen og gæstelærer Nils Erik Gjerdevik.

Du blev også del af PAINT OVER, kan du fortælle om det?

I forskellige konstellationer arbejdede jeg sammen med Ivan Andersen, Lars Christensen, Torben Ribe og Troels Aagaard, under navnet PAINT OVER. Som gruppe producerede og udstillede vi seks fællesværker på fire år. Værkerne har været vist som totalinstallationer på soloudstillinger og som del af gruppeudstillinger på bl.a. Charlottenborgs Efterårsudstilling, Den Frie Udstillingsbygning, GRØNNINGEN, Statens Museum for Kunst og senest GL STRAND. Vi var – og er – alle først og fremmest malere, men vi ville gå sammen om at blende erfaringer og skabe digitale fællesværker med samplede elementer fra enkeltværker. Vi arbejdede analogt og individuelt med et statisk materiale, maleriet på væggen, hvor det handler om klassisk materiale nærvær. I de kollektive produktioner var processen digital, dynamisk og i teknisk forstand neutralt matematisk. PAINT OVER har altid været et malerisk laboratorium, et frirum, hvor vi kunne udforske rammerne i maleriet. Malerier er jo det oprindelige. Det er todimensionelt. Der findes ikke noget mere enkelt. I PAINT OVER brugte vi alle forhåndenværende teknikker. Vi eksperimenterede og legede, for at komme så langt ud som vi kunne, finde maleriets karakter og egenskaber så maleriet ender som et sprængt billede, der er opløst og driver forbi beskueren på fladskærme.

Jonas Hvid Søndergaard: Transit på Randers Kunstmuseum		Jonas Hvid Søndergaard: Transit på Randers Kunstmuseum

Bruger du også computeren i din egen praksis i dag?

Mange af de store malerier har været en tur gennem computeren. Jeg fotograferer et maleri under vejs og laver skitsevariationer, så jeg kan rykke rundt med mulige elementer til kompositionen er perfekt. I papirværkerne er processen mere intuitiv. Det samme gælder den befriende løssluppenhed over dele af processen ved de senere malerier, hvor en flydende baggrund holdes oppe af en stram forgrund. I 2006 kunne jeg se en ny tendens. Malerierne blev mere følsomme i det, med en umiddelbar og meget malerisk baggrund. Oven på det kommer et strammere, nærmest industrielt, lag med elementer fra arkitekturen.

Der er både kaos og komposition i de nye billeder!

Ja, jeg giver mere los i baggrunden og skruer op for det maleriske. Jeg kan mægtig godt lide at lave de her billeder. Det giver mening, selvom jeg endnu ikke har en bevidst erkendelse omkring det. I samarbejdet med PAINT OVER og de kuratoriske projekter, jeg har været med i, er det mere konceptuelt. Det nye er på en måde mere spirituelt. For hundrede år siden troede man stadig kunst kunne redde verden. Det tror man ikke længere. Det er svært overhovedet at tro, at der er noget, der kan redde verden. Der er en verden omkring os, der knalder ud hele tiden, så det er et besværligt sted at befinde sig, hvor det kan virke uoverflødigt og besynderligt at beskæftige sig med kunst. Men når jeg har lavet nogle vellykkede billeder, kan jeg mærke, at det vækker noget i folk. Der kommer en god respons og det er godt nok for mig at de ikke kan sætte nærmere ord på, hvad det så er, kunsten gør ved dem. Der er selvfølgelig nogle, der sætter ord på. Men for mange giver det dem bare en god oplevelse at se store billeder med farver på. I samtale med kolleger, er det mere en formel respons om, hvordan værkerne virker. Nye produktioner vil altid referere til anden kunst. Men den umiddelbare oplevelse kan også være stor.

Du har talt om huset som altings begyndelse?

Jeg har faktisk altid et hus med. Senest på Randers Kunstmuseum, hvor jeg viste Villa India. På mine seneste soloudstillinger har jeg arbejdet meget på at have en stor variation mellem de værker jeg viser. Jeg ser huset som begyndelsen. Som det faste element, der begynder at springe ud, møde beskueren og skabe nye mønstre. Jeg ser huset som en fasttømret konstruktion. Også filosofisk. Huset repræsenterer verden, når den hænger sammen. Selvom verden omkring os oftest er i frit fald, og der er så meget at være forvirret over, både som individ og i de store linier, så kan vi trods alt altid bygge huse, som kan beskytte os. De fungerer og de bliver for det meste stående. Husene er til at til at forstå! Kunst, navnlig abstrakte billeder, kan være svært tilgængelige. Folk er bange for at sige og mene noget forkert, når de står overfor et abstrakt billede. Det virker intellektuelt og krævende. For mig er de meget figurative billeder ligeså relevante som de meget abstrakte billeder. De kan noget forskelligt, men begge billedtyper fortæller historier. Forskellige historier. Og her er huset det, som er, inden kaos og den visuelle eksplosion. I de abstrakte billeder kan jeg lave alverdens krumspring og finurligheder. Det er et univers, hvor jeg kan tillade mig alt. Hvis jeg vil lave en lille streg, der snor sig, eller male store grå trekanter ovenpå en meget blå og poetisk baggrund – så kan jeg gøre det. Men de flader, som jeg lægger ovenpå den bløde baggrund, er de samme flader og elementer jeg har i huset. Huset, inden det sprænges.

Har både de figurative og de abstrakte billeder afsæt i virkeligheden?

Ja, for det inspirerer mig, at man i den virkelige verden kan finde nogle motiver, som man skal gøre så lidt ved som overhovedet muligt, for at de fungerer som malerier. Billeder fra virkeligheden kan have en komposition indbygget i sig, så de fungerer som et flademaleri. I den aktuelle udstilling er der et maleri af et hus fra Indien. Det har jeg affotograferet og malet op. Det er det samme, jeg har gjort med altanen. Altaner er fantastiske! Altanen er en udsigtspost, hvorfra man kan stå og se ud over verden. Man er på toppen og kan overskue tingene. Samtidig er det en udkigspost for malerierne. Man kan forestille sig, at man kan kravle op i en altan og se ud over de mere abstrakte malerier.

Hvad er der med altaner – du bliver ved med at vende tilbage til dem?

Altaner er spændende som symbol, form og motiv. Jeg har fotograferet Art Noveau altaner i Nice, men de duer ikke. Det er noget andet med altanerne i Danmark. Der er noget meget fint ved altanerne i socialt boligbyggeri fra 1960erne og frem, som del af et socialdemokratisk projekt om at alle skal have mulighed for at komme ud og trække lidt frisk luft. Så sætter man altaner op på alle lejligheder, som små fuglekasser. Det blev jeg meget fascineret af tilbage i 2004, og jeg har malet altaner lige siden. Dengang boede jeg selv i et socialt boligbyggeri med altan. Når man fotograferer en firkantet altan fra siden, bliver den tredimensionel, og der opstår nogle spændende former, der kan overføres til maleriet. Altanmalerierne har gerne formatet ca. en halv meter gange ca. en halv meter. Der kommer hele tiden nye billeder til.

Tak.