Interview: Jette Ellgaard

Jette Ellgaard: Forsamlingshus, 2009. Foto		Jette Ellgaard: Forsamlingshus, 2009. Foto

Hej Jette, vil du fortælle om din udstilling?

Efter at have besøgt Møstings Hus ved tidligere lejligheder tænkte jeg, at huset er oplagt til at vise videokunst i. Det har sådan set hele tiden været min intention at vise mine videoværker her, men oprindeligt havde jeg tænkt det i en mere retrospektiv form. Jeg arbejder også denne gang gennemgående med landbokulturen og mine kulturelle rødder i Vestjylland, og den tematik havde sådan set passet fint til en retrospektiv udstilling – men for mig er det enormt positivt, at udstillingen består af tre helt nye værker. Og så er der det med huset, og den balance der er i huset, der gør, at det egner sig godt til mørklægning og videokunst.

Jeg har, i forbindelse med udstillingen, tænkt meget på, om det overhovedet er muligt at placere Vestjylland i det her hus. Der opstår en stor kontrast mellem de to geografier, Frederiksberg og Vestjylland, men der er en tid i huset, som jeg synes gør, at de to steder og tidsligheder taler enormt godt sammen. Der er en masse ting på spil allerede i huset her. Jeg er glad for de kontraster udstillingen får foræret i det her hus; mellem landet og byen, det fine og det barske men også mellem arkitekturens pænhed og videomediets klarhed og teknik. Mine værker har en knaphed, hvor der ikke bliver sagt mere end det, der behøves, og med det opstår der er et fint spil i forhold til dette her lille dukkehus i kanten af Frederiksberg Have.

Den væg, jeg har bygget op med et stort foto af et forsamlingshu,s ville have fået nogle helt andre betydninger og konnotationer, hvis den havde stået i en White Cube for eksempel. Der er stor forskel på, hvordan de kulturelle symboler i mine værker opfører sig, alt efter i hvilken konkret fysisk sammenhæng de bliver præsenteret. Mine jyske venner genkender med det samme forsamlingshuset som tegn og har det med i erindringen, hvorimod mine venner fra byen måske ser et anderledes rum, en spændende arkitektur.

Udstillingens titel, Rundet af et randområde, er også knyttet til min oprindelige forestilling om udstillingen som en retrospektiv præsentation og mit omdrejningspunkt om det landområde, jeg vokset op i og rundet af, og som står i skærende kontrast til det liv, jeg i dag lever i København. Det er i og for sig en tematik, som jeg gerne vil fjerne mig fra, men som bliver ved med at dukke op i de ting jeg laver. De nye værker indeholder en klar fornemmelse af tid og historie, og jeg er bevidst om, at mine værker ikke må indeholde en ureflekteret nostalgi, der udelukkende er erindringsbåret, men at de i særdeleshed aktiverer historien samtidig med, at de kan være perspektiverende til aktuelle emner i samtiden.

Jette Ellgaard: Forsamlingshus, 2009. Video		Jette Ellgaard: Forsamlingshus, 2009. Video

Titlen referer til din generelle tematik og dit virke som billedkunstner, men jeg ser nogle mere abstrakte og performative sider i de nye værker…

Det er første gang, jeg så klart arbejder med en performativ tilgang som i værket De evige jagtmarker, og mine videoer har denne gang bevæget sig lidt væk fra det hverdagsdokumenterende – at lade mit kamera dokumentere en virkelig hændelse. To af de nye værker er iscenesatte og instruerede, og dermed anvender jeg et performativt greb. Scenen i forsamlingshuset er konstrueret, ligesom scenen på marken med jagtgeværet er det.

Værket Forsamlingshus udsprang af min interesse i at dokumentere en stemning og tilstand, som jeg kan huske hele vejen op igennem min barndom. Filmen var egentlig ikke tænkt som kunst eller som værk men som noget, jeg gerne ville kunne tage med mig. Der har været snak om, at forsamlingshuset skulle rives ned. Så jeg fik ringet rundt til en række mennesker fra sognet og fik samlet dem. Da jeg gennemså materialet tænkte jeg, at det her tør jeg ikke vise, fordi det er så sårbart og fordi, at den tillid de medvirkende viser mig, skal jeg også forvalte den anden vej rundt.

Jeg har i arbejdet med filmen på ingen måde instrueret de medvirkende. De blev ringet op, mødte op i deres fest tøj, stillede op og sang og gik hjem efter en halv time. Det er selvfølgelig konstrueret i og med de medvirkende ikke er samlet til en fest, men jeg kan godt lide, at situationen er optaget om dagen, og at folk har festtøjet på, men at der ikke er feststemning. Så værket har for mig fået en poesi, som det ikke ville have haft, hvis det havde været en dokumentarisk registrering.

Jeg looper bevidst filmen uden afbrydelsen, for at lade filmen være så insisterende som muligt. Det er et komplekst værk, og jeg har hørt nogle folk sige, at de bliver rørt af det, hvorimod andre siger, at det er klaustrofobisk – måske fordi kameraet panorerer rundt i en cirkel, og fordi de ikke forstår sproget og sangens betydning. Filmen er omsluttende og kan virke klaustrofobisk for den, der ikke forstår kulturen men også for den, der er opvokset i denne kultur, og som forsøger at flytte sig fra den. Den klaustrofobiske fornemmelse må gerne pege på en generel oplevelse af kulturer, man ikke kan gennemtrænge eller forstå. På den måde håber jeg, at værket kan være et kulturelt dokument såvel som en samfundsmæssig kommentar i samtiden.

Hvad drejer det sig om, når man synger denne her sang?

Det handler om at lukke festen. Det er et ritual – man lukker den tid, man har brugt sammen ceremonielt med dette ritual. Det er noget, jeg altid godt har kunnet lide ved den situation – folk evner at synge, og det ligger bare i kulturen, at ligesom man giver et fast håndtryk, så synger man denne her sang med den stemme, man nu har. Jeg vil gerne understrege det opstillede kamera og det iscenesatte i forhold til dette værk. At jeg ikke har registreret en hverdagshændelse, men at jeg har iscenesat den.

Jette Ellgaard: De Evige Jagtmarker, 2009. Video		Jette Ellgaard: De Evige Jagtmarker, 2009. Video

Jette Ellgaard: De Evige Jagtmarker, 2009. Video		Jette Ellgaard: De Evige Jagtmarker, 2009. Video

Vil du ikke tale om værket med flødekanderne?

Jo, De evige jagtmarker. Dette værk har hele tiden stået meget tydeligt for mig, både på idéplanet og med hensyn til den endelige udførelse. For mig handler denne film igen om noget rituelt – en handling og en akt – forbundet til en personlig proces om at gøre op med fortiden.

Som barn samlede jeg på flødekander af porcelæn. De repræsenterer noget enormt stærkt for mig, fordi jeg egentlig holdt meget af dem, og fordi de repræsenterer en masse billeder på, hvordan det var for en lille pige en dag, at skulle være en voksen kvinde: At jeg skulle kunne have et stort kaffebord, flot dækket op på en hvid dug. Flødekanderne repræsenterede den gang ikke noget konkret for mig, og det var måske helt tilfældigt, at det var dem, jeg kom til at samle på. I dag synes jeg, der er noget meget fint i det. Hvis det havde været sukkerskåle, ville jeg ikke have lavet projektet på denne måde – så havde det handlet om nogle helt andre ting. Det, at det er flødekander, lægger sig på en måde i forlængelse af en masse værker, jeg har lavet, der handler om landbokulturen, hvor mælken og fløden står helt centralt. Nu er det bare flyttet et andet sted hen over i et kvinde-tema, hvor mælken er flyttet fra en tilstand til en anden. På den måde er der en tråd til mine tidligere værker. Jeg har altid tænkt, at jeg fik brug for de flødekander på en eller anden måde, og de er flyttet med mig fra loftsrum til loftsrum mellem Århus og København. Nu har de fået et evigt liv gennem denne her rituelle handling.

Der er så få elementer i projektet: En gun, nogle flødekander, en mark, nogle pæle og så en person, der tilintetgør kanderne. Forhåbentlig ligger der i denne her iscenesættelse en humor og en poesi i det med at tilintetgøre symbolerne lige præcis der, hvor alle drømmene og forestillingerne havde sit udspring. Kanderne, men især de billeder på voksenlivet de har repræsenteret, bliver sat fri på den mark, og heldigvis er mit voksenliv ikke, som jeg forestillede mig dengang. Jeg har arbejdet frem og tilbage med muligheden for at lave en tekst, der skulle følges med det her værk for at forklare historien. Men jeg kunne ikke lave den tekst – fordi jeg selv agerer i filmen og er så meget med i den. Men det er væsentligt for mig at forklare, at det er mine kander, og at der ikke er tale om et opgør med ”gamle dage”, men at det er den personlige historie, der er væsentlig.

Selvom begge værkerne, Forsamlingshus og De evige jagtmarker, er iscenesatte, er de meget sårbare og i virkeligheden one take-agtige. Jeg ville ikke kunne ringe til alle de medvirkende i Forsamlingshus igen, og kanderne kunne kun skydes en gang.

Hvorfor har du valgt jagtgeværet og jagt-metaforen til dit værk?

Jeg har aldrig interesseret mig for at gå på jagt, men det er kontakten til naturen, jeg synes er interessant. Og så er jeg interesseret i kontrasten mellem marken og naturen overfor flødekanderne. Jagtgeværet er det, man har på de kanter, og en riffel ville være forkert - og det samme med en pistol. Jagtgeværet er det, som stabiliserer naturen. Det var første gang i mit liv jeg skød, og det er vigtigt for mig, at der er en form for ro i videoen og også en form for kejtethed, hvor man kan se, at jeg ikke er øvet i at håndtere våbnet. Jeg er interesseret i at formidle de billeder på livet, som flødekanderne repræsenterede for mig og den frisættelse, der sker i dette ritual. På en og samme tid er det en hyldest til de forestillinger, jeg gjorde mig om livet og en latterliggørelse af dem.

Jette Ellgaard: Brombær, 2009. Video

Den tredje video, der egentlig er video nr. to i udstillingen, Brombær, fremstår for mig, som en pause i udstillingen. Værket er et closeup af nogle brombær i et brombærkrat med real-lyd, men det fremstår meget abstrakt….

Jeg synes, at der er meget på spil med forsamlingshuset og med flødekanderne, så jeg ville ikke have et tredje værk, der rummer både tid, historie og ritual, så jeg søgte et værk, der fremstiller en tilstand. Og for mig er det en tilstand at være foran en brombærbusk. På en måde er det et meget pænt billede, smukt og sart, men samtidig er brombær noget af det mest sejlivede og der er en hvis aggressivitet i den plante – forrevne ben og hænder. Men jeg er glad for, at værket fremstår som en abstraktion frem for et symbol. Det er et værk, jeg ikke kan forklare hundrede procent. Det er det værk, der er mest undervejs for mig, og så er det også et formmæssigt værk, der udforsker grænserne mellem fotografi og video. Jeg er interesseret i at lade videoen være noget, der ikke er narrativt, men som alene er noget, der er flyttet fra et punkt til et andet. Det er klart, at man som beskuer måske vil lede efter en fortolkning og en konceptuel løsning i værket… Men det ligger der ikke som sådan. I modsætning til de andre værker er det ikke en undersøgelse af kulturelle tider, men af tilstandens tid, som for mig er noget helt andet.

Jeg vil også gerne lige omkring udstillingens første rum – her er det tomheden og fraværet af handling, jeg arbejder med. Jeg har sat en væg op i rummet med et stort fotografi af forsamlingshuset, der bliver et rum i rummet – og inde bag denne skærm kommer så filmens lyde fra forsamlingshuset som en kalden og en invitation.

Tak.

Jette Ellgaard: De Evige Jagtmarker, 2009. Video