Interview: Jesper Kristiansen

Vil du introducere udstillingen?

Hvis jeg starter med titlen, er den et resultat af, at jeg er blevet opfordret så mange gange af mine kollegaer til at komme med en udstilling. Jeg har været væk fra scenen et stykke tid, og i den periode har mange sagt; "åh, du er så god, kan du ikke..."

På et lidt dybere plan handler det, sådan som jeg ser det, om individets forhold til en socialitet. Om hvordan vi er som enkelte mennesker i forhold til andre, og om hvordan vi ser den rolle, vi selv har. Vi vil gerne gøre det godt alle sammen, og vi vil også gerne have at vide, at vi gør det godt. Det vil vi gerne som kunstnere, og det vil vi i al almindelighed. Det er noget, de fleste vil kunne forholde sig til.

Jesper Kristiansen: I love it when my friends call me talented, 2009. Installationsview.

Udstillingen handler meget om talent og det at være talentfuld, men man fornemmer alligevel en distance i udstillingstitlen

Ja, når man får at vide af en kollega, eller andre mennesker, at man er god, så er det jo som regel velment. Men det kan også være sådan lidt.. overfladisk. Det er et kompliment, som altid er god at give, fordi det modsatte bestemt ikke er godt. Hvis man laver noget, som man ikke har talent for, er der ingen, der rigtig bryder sig om at sige det, ligesom der ikke er nogen, der bryder sig om at høre det.

Men det jeg synes er sjovt med denne udstilling er, at ingen af de her værker kræver noget specielt talent eller kunnen. Man behøver ikke at kunne tegne eller male i formel forstand: Alle de billederne er trykt industrielt, og så er der malet ovenpå ligesom i en malebog, så det bliver en automatik. Baggrundsbilledet er lidt inderligt eller lidt smålummert, og man ikke rigtig kan finde ud af, hvad fanden der egentlig foregår. Det udtrykker en følelse; en lummer følelse, men stadig en følelse. Og derfor syntes jeg, det kunne være sjovt at lægge noget automatik ovenpå, fordi ellers bliver det 'inderligt' på 'inderligt'. Ved at lægge noget ovenpå som er maskinelt eller automatisk, så kommer der en afstand, som er nødvendig for mig, fordi ellers bliver det sgu for føle-føle-føle, og det er ikke så meget det, jeg er ude efter. Jeg vil hellere have, at der er nogle modsætninger i det.

Den gule farve, som går igen i alle værkerne er fx sådan en Y1 basis-gul, som de blander alle deres gule farver ud fra. Den er valgt fordi de strips, som sidder på nogle af billederne havde den farve, og så tænkte jeg, at var jeg fri for at tage stilling til det. Det kunne jo have været en hvilken som helst farve. Det, jeg er interesseret i er, hvor lidt jeg skal gøre for at der bliver så meget power i det som muligt. Hvor meget kan jeg skrue det ned? Grunden til, det ikke er super minimalistisk er, at jeg har brug for fysikken, jeg har brug for kroppen i det. Man kunne godt forestille sig de her statements uden baggrundsbillederne, men jeg er så gammeldags, at materien er nødvendig for mig.

Det ligger jo også i selve det greb, jeg har brugt, at der ikke er tale om noget, som kræver et egentligt talent. Det kræver bare, at man har fået ideen til det. Selve udførelsen, det kunne hvem som helst lave. Det er jo en enormt banal måde udstillingen er udført på, men jeg tror på, at i den der banalitet, der ligger en form for ægtehed. Det er bare et 'dumt', greb, og det har jeg erfaring for fungerer bedst for mig. Hvis jeg begynder at tænke det ihjel, så bliver det noget konstrueret; en konstruktion for konstruktionens skyld.

Så vil jeg hellere have, at det bliver det dér enkle greb, ligesom når børn tegner. Det er den tilstand, som jeg måske i virkeligheden jagter; en tilstand, hvor man ikke er så bevidst om, hvad man foretager sig.

Jesper Kristiansen: Ego (series of eight), 2008. 76 x 56 cm Udklip, alufolie og dymolabels på papir

Forholder titlen sig også til til ideen om, hvordan man italesætter det, at have et talent?

Ja, for det er blevet et lidt udhulet begreb, synes jeg. Når man ser på alle de her talentshows, der er i TV, så bliver det jo sådan, at man får klistret et 'verdensstjerne' på sig, uden at der er noget som helst i det. Det er en tom floskel at tale om talent på den måde, for hvad fanden vil det egentlig sige? Betyder det, at man kan tegne et portræt, så det ligner på en prik, eller betyder det, at man kan få en ide, eller hvad fanden betyder det egentlig?

I den slags talentshows er der jo tit en sondring imellem idé og originalitet på den ene side, og teknisk kunnen på den anden, hvor det sidste er altafgørende og det første noget man ikke forholder sig til. Kan man sige, at du udnytter samme skelnen med omvendt foretegn?

Det kan du godt sige. Nu har vi lige haft en periode, hvor det her fantasy har været meget populært i maleriet, og hvor man bruger et meget stramt figurative sprog. I forhold til, at det er blevet hypet meget, så syntes jeg, det kunne være sjovt at lave noget, der ikke krævede noget som helst teknik. Det er også noget med, at jeg bedst kan lide at bruge sådan nogle tarvelige, eller ukunstneriske, materialer. Den gule maling, er fx sådan noget radiatormaling, som er købt i en almindelig farvehandler. Billederne er printet på en fabrik og der er brugt fotokopier og staniol. Jeg tager bare, hvad jeg lige synes fungerer.

Selvfølgelig er det også et æstetisk projekt. Det tør jeg godt at sige, selvom det ikke er så populært. Jeg mener bare, at lige meget, hvilket kunstnerisk udsagn, man vælger, så er formen altid en del af det. Selv non-form er form. Så det mener jeg, man må tage stilling til, når man kaster sådan et udsagn ud i verden.

Når man kaster sådan et begreb som talent op, så har det også en anden side, en bagside, der handler om at fejle. Forholder du dig til det?

I selve processen var jeg ret nervøs for, hvordan det ville blive modtaget. Fordi det er over et år siden, jeg har lavet en aftale om at lave den her udstilling, og jeg har mødt folk op til udstillingen, der spørger hvornår det sker osv. Det bliver ligesom pumpet op, og det gør det jo ikke nemmere. Så tænker man jo, fuck mand, har jeg nu svigtet folk, dem der stolede på mig, eller har jeg svigtet mig selv? Kunne jeg godt have gjort det bedre? Og det kan man jo altid...

Jesper Kristiansen: Uden titel (I love it when my friends call me talented), 2008. 140 x 140 cm Print og alkyd på lærred		Jesper Kristiansen: Uden titel (I owe everything to my fellow artists who love and support me), 2009. 130 x 130 cm Print og alkyd på lærred

Kan du prøve at gå konkret ind i et af værkerne og fortælle, hvad der foregår i det?

Ja, i værket I owe everything to my fellow artists who love and support me er baggrundsbilledet et mere end ti år gammelt foto, jeg tog med selvudløser i Italien. Jeg kan ikke rigtig sige, hvorfor det præcis ser sådan ud, for der var egentlig ikke nogen intention med det. Men jeg har alligeel haft det liggende i arkivet i en række år, og det er selvfølgelig fordi jeg alligevel synes, at der er noget i det.

Hen over baggrunden står der 'I owe everything to my fellow artists, who love and support me', hvilket jo også er en slags ironisering. Selvfølgelig ved man at de kolleger, som står tæt på én, og som man har studeret med, er nogle, som bakker én op. Men i bund og grund så er vi jo en flok totale æggehoveder alle sammen. Og når det virkelig kommer til stykket, så er det måske begrænset hvor langt støtten rækker, for de fleste ville jo godt lige kunne møve én ud for selv at komme med på en udstilling. Det er ligesom en del af gamet, og derfor er det også en sjov vending at skrive hen over sit eget værk. Det er både en gestus i forhold til mine kolleger, men samtidig også en ironisering over denne her opbakning, som vi alle ved, ikke er ubetinget.

Hvad opnår du ved sammenspillet imellem tekst og billede?

Jeg synes, der er en sårbarhed i baggrundsbillederne, og den sårbarhed synes jeg er interessant. Den kan et eller andet, sat op mod et statement, som er meget bastant og med stor signalværdi. I love it when my friends call me talented er jo et meget selvsikkert udsagn, men selve billedet inde bag ved synes jeg, viser noget andet. Det viser en resignation. Man kan sige, at selve bogstavdelen ligger som en blokade ind over det der inderlige, følsomme, sårbare eller ensomme.

Jesper Kristiansen: Achievement 01, 2009. 174 x 30 cm Træ, alkyd, beslag, velcro, iPod-tilbehør og iPod		Jesper Kristiansen: Achievement 01(detalje), 2009. 174 x 30 cm Træ, alkyd, beslag, velcro, iPod-tilbehør og iPod

Hvad er der på spil i videoen?

I videoen ligger jeg og tager armbøjninger til calypsomusik, og det handlede om, at lave et 'se hvad jeg kan'-værk. Hvis man ser amerikanske militærfilm, så skal mændene altid ned og tage tredive armbøjninger, og det er vel en eller anden macho-ting. Men det er jo lidt tåbeligt. Det er bare noget, jeg gør for min egen skyld, så kan jeg sidde og se det bagefter. Jeg var lidt inspireret af det kæmpe behov, som nogle folk har for at iscenesætte sig selv ved at kyle hvad som helst på youtube. Det er også derfor, jeg har valgt at holde det i et meget lille format. Det giver en intimitet og et hjemmelavet præg.

Det tangerer en selvbiografisk udstilling, men den har alligevel hele tiden det dér ironiske lag. Er det en måde at skubbe det personlige lidt på afstand?

Jeg bruger mig selv i værkerne, og det har jeg sådan set altid gjort. Værkerne tager tit udgangspunkt i kroppen og fysikken, og det har måske noget at gøre med, at jeg har et handicap. Derfor er jeg bevidst om min krop på en anden måde - også i forhold til andre. Jeg synes, at det er interessant at formidle den overlegne historie om individet i forhold til omverdenen igennem et kropsligt udtryk.

Der er jo altid en balancegang mellem privat og personligt, og jeg er ikke interesseret i, at det skal være privat. For det er jo ikke interessant for ret mange andre end mig - og min mor. Til gengæld går jeg meget op i, at det er personligt. Jeg kan ikke lave kunst, der ikke er personlig. Jeg tror ikke, at jeg er så meget mere selvoptaget end mange andre, men jeg kan kun tage udgangspunkt i mig - i den måde verden påvirker mig på, og den måde, jeg agerer med verden. Jeg ville ikke kunne lave et eller andet projekt om befolkningstilvækst i Sudan. Jeg synes, det er interessant nok, at andre gør det, men jeg ville ikke få noget ud af det. Så skulle jeg have mig selv ind i det ved at tage derned... jeg er ikke nogen teoretisk kunstner.

Jesper Kristiansen: Ego (series of eight), 2008. 76 x 56 cm Udklip, alufolie og dymolabels på papir

Hvordan ved du, om det, du laver, er personligt eller privat? Er det noget, du intuitivt kan fornemme?

Ja, jeg har bare en eller anden fornemmelse af, hvornår det kammer over og ikke bliver til kunst, og så kan jeg bare håbe, at jeg rammer det punkt. Nogen gange gør man det ikke, og det er risikoen ved at arbejde på den måde.

Egentlig ser jeg mere mig selv som en figur i værkerne. Det kunne være hvem som helst, og jeg bruger bare mig selv, fordi det er en model, der altid er til rådighed.

Det startede egentlig med, at jeg lavede en fodbold-video for mange år siden. Jeg rendte rundt og spillede fodbold nede i en kælder, og jeg kan jo ikke spille fodbold, for jeg kan ikke løbe rigtig rundt. Men der fandt jeg ud af, at jeg kunne bruge mig selv. Det var der, jeg egentlig fandt ud af, hvad mit overordnede projekt gik ud på; at beskrive den dér utilpassethed i forhold til normaliteten. Man skal jo ikke stritte ret meget ud fra normen, for at man kommer udenfor. Med de samfundstendenser, der har været de sidste par år, bliver der flere og flere som står udenfor. Det bliver sværere og sværere at være kunstner, men der bliver mere og stof at tage fat i. Det er heldigt!

Der er også en samfundskritisk vinkel?

Ja, til en vis grad er det en politisk vinkel. Men igen så tager jeg altid udgangspunkt i undertegnede. Jeg bevæger mig rundt i verden, og jeg oplever altid, hvordan det er at være anderledes eller utilpasset, i forhold til hvad man burde og skulle. Der var en, der sagde til mig ,at man skulle sørge for at blive ved med at være utilpasset for...

...ellers gik det galt?

...ellers risikerer man at dø en stille død, ikke? Det er nok det, det meget går ud på, for mig: At pege på de mekanismer, som er ens livsvilkår. Hvordan man passer ind i en sammenhæng, hvordan man ikke passer ind - jeg tror nok, det er det, der er mit overordnede projekt.

Tak.