Interview: Jeppe Hein & kurator Marie Nipper

Jeppe Hein: Why Are You Here And Not Somewhere Else, 2004. 8 x 266 x 3 cm. Neon tubes, transformers Edition 5 + 2 AP

Marie, hvad har din rolle været i udstillingen?

Marie Nipper: Jeg er museumsinspektør her på stedet og har været det siden januar. Vi har altid en kurator til hver af de store udtillinger, og min første er Jeppe Heins udstilling. Jeg fungerer som tovholder og skal få det hele til at gå op. Med Jeppe har det også været en proces, hvor vi har arbejdet meget sammen, både omkring værkudvalget, og omkring hvordan det skulle bygges op. Det er en af de største udtillinger museet har haft til dato.

Det må være en stor mundfuld at starte op med.

Marie Nipper: Ja, det har været fuld tid siden januar. Jeg har været på museet før i min studietid, og jeg har været andre steder i København, men det er da det største projekt, jeg har været med til. Jeg må da indrømme, at det har været et kæmpe projekt.

At arbejde med Jeppe er jo som at arbejde med at helt studie. Han er en af de her modere kunstnere, der har et helt atelier fyldt med teknikere og assistenter, og selvom det er mange mennesker at arbejde sammen med, så faciliterer det jo en proces, på den måde at de er enormt velorganiseret. At få indsamlet data, rettigheder, fotografier og hvad ved jeg - det lyder lavpraktisk, men det er noget, man kan bruge virkelig meget tid på. De har hjulpet os med at finde værkerne frem og finde ud af, hvor de befandt sig rundt om i verden, når vi skulle låne dem hjem. Jeg har så haft den lidt kedelige opgave at skulle holde styr på økonomien. Sådant et projekt er jo rigtigt dyrt, og vi ville gerne have mange flere værker med, fx nogle af Jeppes vandpavillioner.

Jeppe Hein: Changing Neon Sculpture, 2006. 150 x 150 x 150 cm. Neon tubes, tranformers, controls Edition 3 + 2 AP		Jeppe Hein: No Presence - Presence, 2005. 60 x 90 x 90 cm. Neon tubes, transformer, sensor Edition 5 + 2 AP

Jeppe, kan du starte med at fortælle lidt om det her bykoncept, der er lagt ind over udstillingen? Hvorfor er det bygget op på den måde, og hvad går det ud på?

Jeppe Hein: Min tilgang til kunst i det hele taget handler jo meget om folks tilstedeværelse. Deres tilstedeværelse i rummet, i galleriet, eller i byen. Ud fra det kommer min interesse for kunsten i det offentlige rum, fordi den arbejder med nogle andre præmisser end kunsten i galleriet.

I galleriet defineres det som kunst, når du træder indenfor, men her har jeg arbejdet på, hvordan man kan lave noget, der nedbryder grænsen mellem museumsrummet og det offentlige, og hvordan vi sanser byen.

Jeg undersøger, hvordan man kan åbne op for en dialog. Eksempelvis startede vi med at stille nogle bænke op ude i byen og lavede et kort, over hvor bænkene var placeret og en tekst for, hvordan vi synes bænkene fungerede. Lidt som et hint, men også som et statement; hvad er det, en bænk gør ? En bænk handler jo om at skabe noget socialt.

Vi fandt ud af at en 2/3 del af bænkene i Århus var blevet fjernet de seneste år. Det har jeg tænkt meget over, fordi det er sådan samfundet er i de her år. Det bestemmes oppefra, hvor man skal have socialt samvær, og hvor man skal mødes.

Det handler jo om hvad det er der sker i byen, hvem det er der tilfører energien -og det gør vi jo, når vi er der. Det handler om hvad der sker ved folks tilstedeværelse.

Vi har prøvet at udarbejde en form for arkitektur, der fuldstændig opløser en by. Det, der skal være i fokus, er jer! Det handler netop om at se os selv gennem andre. At forsvinde lidt og måske vende blikket indad. Når man kommer ind til en by, har man nogle fikspunkter, nogle steder man tager hen til, og det vil man måske også have her på museet. Det, vi så har arbejdet med, er at ødelægge lidt.

Leg er sådan en god måde at starte en kommunikation og ødelægge det højtidelige.

På den her udstilling bliver du nød tilt vælge. Der er ikke den her typiske museumsrute, hvor du bliver ledt igennem udstillingen via skillevægge. Det er din egen nysgerrighed, der skal bevæge dig rundt. Vi har forsøgt at opfordre folk til at gøre noget andet, end de plejer. Vi lærer af vores samfund, vores skolegang og vores forældre at reducere. Vi lukker øjnene, vi hører ikke noget. De filtre man lærer at lægge på både sanser og følelser - det er dét, den her udstilling udfordrer. Her får man måske et andet værktøj.

Jeppe Hein: Rotating Labyrinth, 2007. 550 x 550 x 220 cm. High polished mirror lamellae, aluminum substructure, gear motors, sprocket, platform Edition 1 + 2 AP		Jeppe Hein: Rotating Pyramid I, 2007. 100 x 100 x 110 cm. Mirror, technical apparatus Edition 3 + 2 AP

Er der forskel på dine værker når de er indendøre fremfor ude i det offenlige rum? Ændrer vel karakter?

Jeppe Hein: Ja, i allerhøjeste grad! Udenfor har du ikke rammen. Værket har ikke det stempel af, at det er kunst. Det synes jeg er en kvalitet, fordi du får en meget mere direkte respons.

Du får virkelig at vide, hvis det er noget, der ikke fungerer, og også hvis noget er succesfuldt.

Hvordan indarbejder du beskueren i dine værker, og gør du meget ud af at evaluere værkerne bagefter, når du har set hvordan de virker, efter der kommer puplikum på?

Jeppe Hein: Det er en læringsproces for mig. Nogle af værkerne kan være problematiske, når der er en åbning med mange mennesker. Jeg har aldrig haft så mange værker på samme sted, som jeg har her, og det er meget spændende for mig at se, hvordan folk forholder sig til det. Det her er jo et led i en udvikling. Jeg snakker tit med kuratoren efter en åbning. Det er jo blandt andet dér, man ser om det virker. Jeg laver tit noget, der er teknisk betonet, og som selvfølgelig skal virke, men jeg er også interesseret i, hvordan folk forholder sig til værkerne, fx hvor tæt kommer de på dem.

Jeppe Hein: Screw on Wall, 2007. 0,3 x 5 cm. Motor 25 x 25 x 25 cm. Wood screw, motor, motion detector Edition 5 + 2 AP Jeppe Hein: 360° Illusion III, 2007. 200 x 735 x 400 cm. Each mirror 200 x 500 cm. Steel substructure, aluminium frame, mirror foil, gear motor Edition 1 + 2 AP Jeppe Hein: Let Me Show You The World, 2000. Ø 1 cm. Wood, pipeline, electrical fan Edition 5 + 2 AP

Hvorfra kommer kombinationen af det enormt minimalistiske og kommunikerende, og hvad er din inspiration hertil?

Jeppe Hein: Både kunsthistorien og andre kunstnere har inspireret mig meget. Det er jo klart, at man bliver inspereret af sine omgivelser og sin opvækst. Jeg er en meget social person, og interessen for det sociale reflekteres i min kunst.

Det minimale i kunstværkerne synes jeg er enorm spændende. Selv om jeg elsker John Bock, og jeg forsøger at lave et eller andet helt vildt, så ender jeg alligevel med at lave en kugle, der kører meget hårdt på en streg. Det er rigtigt, at udstillingen er cool eller kølig - det var noget af 60´er og 70'er kunsten jo også. Dengang ville de kun materialet og formen. Jeg lægger op til at vi skal bruge nogle andre sanser. Man kan sige, at jeg bruger den minimale form til at skabe dialog og kontakt. Mange af de her værker er jo kedelig at se på, men ændrer sig når du går ind i dem.

Jeg ønsker at kommunikere med mange forskellige mennesker. Det er fint at høre fra jer eller andre med en stor faglig baggrundsviden og en indfaldsvinkel derefter, men samtidig ønsker jeg, at kunne give en familien Jensen med to forvirrede børn en god oplevelse, når de kommer herind.

Dét, at sætte legen og kunst i en anden kontekst, tror jeg faktisk kan bidrage med rigtig meget et andet sted i samfundet. Jeg tror, vi skal tænke på kulturen og kunst på en anden måde. Jeg synes ARoS er tre skridt foran på flere områder. Det er ikke nemt at købe sådan en kuglebane, og der er noget meget udansk over det: "Nu skal vi vise verden, hvordan man gør det her". Her forleden holdt Nephew koncert, samtidig med at der blev vist videoer. Det er ikke op til mig at afgøre, om det er godt eller ej, det er op til publikum. Men ARoS prøver at definere sig som noget andet ved at få et andet publikum ind, og jeg tror det er den vej, samtidskunstmuseerne skal bevæge sig.

Jeppe Hein: Sense City, 2009. Installationsview.

Kan du sige noget om, hvordan det har været at installere kuglebanen i en eksisterende udstilling?

Jeppe Hein: Ja, det er jo første gang, jeg installerer og udstiller kuglebanen i en eksisterende udstilling, som er permanent. Derfor har jeg jo også forholdt mig til de andre kunstværker. Hvis man flytter alt kunsten, så bliver den et arkitektonisk værk, der sætter bygningen i kontekst. Hvis man omvendt stiller den i guldalderudstillingen, vil det jo være noget helt andet. .

Jeg glæder mig meget til at få en masse feedback fra kunstkollegaer og andre folk. Udstillingen er jo en måde at kommunikerer på. At skabe noget som forhåbenligt kan give inspiration til en masse ting også i resten af samfundet. Udstillingen handler om, hvordan man forholder sig til andre mennesker. Kenneth Balfelt sagde for nylig i et interview, at "kunstneren er vrangen på samfundet". Det synes jeg simpelthen er så flot formuleret. Kunstneren kan formgive, definere og forklare ting med et andet sprog, som folk kan forstå på en anden måde. Det er der rigtig meget brug for.

Tak.

Jeppe Hein: Sense City, 2009. Installationsview.

Jeppe Hein: Smoking Bench, 2002. 45 x 50 x 50 cm. Fog machine, stainless steel, technical apparatus, pillow, mirror edition 3 + 2 AP		Jeppe Hein: Sving, 2003. 180 x 220 x 105 cm. Steel, pillow, stone, electrical motor Edition 3 + 2 AP

Jeppe Hein: On Trail, 2009. Kugle: Ø 30 cm., pedestal: 105 x 60 x 60 cm. polished steel ball, powder coated aluminium bar, motor, spindle drive, wooden trestle edition 3 + 2 AP		Jeppe Hein: Enlightment, 2002. Ø 55 cm. Neon tubes, transformer, plexiglass, sensor Edition 5 + 2 AP

Jeppe Hein, 360° Presence, 2002. Ø 70 cm. Steel, electrical motor, battery, sensor. Edition 3 + 2 AP

Jeppe Hein: Invisible text, 2009. Variable dimensions. Fluorecent foil, lamp, sensor. Edition 5 + 2 AP