Interview: Jens Robert Jørgensen

Jens Robert Jørgensen: Systematisk kaos, installations view.

Udstillingen hedder Systematisk kaos, og alle værkerne har titler, der har med system, trafik og trafikformationer at gøre: knude, prop, sværm og forbindelse fx. Det er ikke så meget kaos som noget der er gået amok, vi ser, mere kaos som uendeligt, uafsluttet, og uden op og ned.

Titlen systematisk kaos er ikke ment som nogen kritik, og det skal ikke overfortolkes. Jeg er egentligt bare meget fascineret af kaos og af systemet. Jeg har tidligere beskæftiget mig med mønstre og gentagelse. I de her billeder er der struktur og frem for alt bevægelse som i et system. Mønstre har jeg tidligere været optaget af.

Jens Robert Jørgensen: Systematisk kaos, installations view.

Malerierne har ikke nogen horisont eller baggrund. Men de har dybde og rum. Der er strukturer der væves ind i hinanden og former, der går på tværs mellem dem. Hvordan har du opnået den effekt?

Den teknik, jeg har brugt til billederne her, har jeg udviklet gennem alle mine forrige malerier. På Kunstakademiet talte én af mine lærere, Nils Erik Gjerdevik, om ”greb”, som han hev frem, brugte, og lagde tilbage. Det synes jeg lød fantastisk, og det er egentligt sådan jeg selv arbejder nu; ved at udvikle og anvende forskellige greb. De her billeder er endnu en måde at beskrive det kaotiske på, et ”greb” til det.

Min fremgangsmåde er i princippet traditionel og ældgammel. Der er en forgrund, en mellemgrund og en baggrund. Det har jeg så bare overdrevet helt vildt. Jeg har lavet endnu en forgrund, og endnu en forgrund, så hvert billede er endt op med rigtig mange mellemgrunde. Hvis jeg var blevet ved på den måde, ville billederne ende op som monokrome. Men det, der er sket er, at de er blevet meget rummelige, selvom jeg på ingen måde har haft perspektiv inde i billedet som helhed. Det er opstået af alle lagene. Og når det ene billede har fået et lag til, har de andre det også – stort set... netop fordi de på en måde er taget ud af det samme forestillede billede.

Jens Robert Jørgensen: Mønster, 2008. 150x150 cm Akryl på lærred		Jens Robert Jørgensen: Forbindelser, 2008. 160x180 cm Akryl på lærred

Zeppelin-formerne er det mest figurative i malerierne i Systematisk kaos. De er objekterne, øjet hæfter sig ved i systemet. Alligevel ER det ikke zeppelinerne, det ER ikke sild eller noget egentligt figurativt.

Nej, der er ikke figurer som sådan i billederne. Men dén form, du kalder zeppeliner, synes jeg er indlysende. Den får os til at tænke på ”stimer” og ”trafik”. Den illuderer lige præcis noget bevægelse og fart. Den flyver fra den ene side til den anden. Det er systemet, jeg viser, men der skulle netop være noget, der transporteres i det. Og det er det, de former sørger for, at noget er i bevægelse, så der ikke blot er struktur.

Der er enkelte tilsyneladende tilfældige strøg rundt omkring i dine billeder, hvor resten virker mønsteragtigt og meget styret.

De tilfældige strøg er slet ikke så tilfældige. De skaber faktisk en eksplosion og noget fart ved at være der, der hvor de er. Noget bevægelse. Uden de strøg, kunne billedets øvrige elementer godt kunne komme til at se ud, som om de stod stille.

Alle billederne er lavet på fuldstændigt samme måde. Det er gentagelser. Det skulle gerne virke som, det er et stort billede, det hele er taget ud af. Det er fordelen ved en soloudstilling. Billederne skal fungere som udstilling, ikke blot som enkeltbillede. De små formater her kan fungere som en pause mellem alle de store, eller som tilløb.

Jens Robert Jørgensen: Knude, 2008. 180x180 cm Akryl på lærred		Jens Robert Jørgensen: Sammenfletning, 2008. 180x180 cm Akryl på lærred

Du er inspireret af bl.a. Bridget Riley op-art malerier, og hendes eksperimenter med maleriets evne til at forvirre øjet, skabe optiske illusioner af rum og bevægelse...

Hende - og også anden op-art - er jeg meget inspireret af. Jeg synes, det er fantastisk spændende at lade sig optage af effekten og forvirringen for øjet, som maleriet kan fremkalde, frem for at der nødvendigvis skal være en fortælling i et billede. Det er der nogle, der er gode til at have, men for mig virker det – indtil videre – godt at arbejde med selve det visuelle indtryk og rummet i billedet. Det er spændende i sig selv for et billede, at øjet forvirres og ikke kan finde et fokus, synes jeg. Nu er jeg ikke læge, så jeg kan ikke forklare det, men det gør jo noget ved øjet, som hjernen ikke kan fatte...

Tak.