Interview: Jakob S. Boeskov

Jakob S. Boeskov: Uden titel, 2008.

Hvem er Siggimund?

Det er en fyr fra en Sort Sol-sang, der hedder Siggimund Blue, som er en sang om en fyr, der kan se ind i fremtiden. Jeg har lavede en tegneserie i 1998, som også er med på udstillingen, hvor man kan se to fly, der flyver ind i nogle tvillingetårne – det var tre år før 9/11. Jeg har altid været fascineret af at se ind i fremtiden, fordi jeg kan det og er vokset op med det. Min farmor er fra Island, og hun forklarede mig altid lige fra jeg var barn, at islændinge kunne se ind i fremtiden. Hun er vokset op på et tidspunkt, hvor de ikke havde telefoner, så de kommunikerede telepatisk. Og sådan var det jo i oldnordisk kultur før kristendommen – sådan noget med skæbne og at kunne se ind i fremtiden, var en vigtig del af litteraturen dengang.

Så Siggimund bliver forbindelsesled mellem det oldnordiske og fremtiden?

Når man tager nogle beslutninger i sit liv; når man beslutter sig for at man vil være kunstner, eller man vil være forretningsmand eller én der rider på heste, så træffes sådan en beslutning ret tidligt i livet – for det meste. Og det er det Sort Sol-sangen handler om; barnet der vokser op, og hans far fortæller ham at alt vil blive sandt på et tidspunkt. Og jeg kan huske da jeg var barn, og var en tur på Louisiana, så vidste jeg, at jeg en dag ville hænge dér. Det er vigtige beslutninger man tager meget tidligt. Og når man selv véd, det er sandt, så bliver det sandt.

Jakob S. Boeskov: Murder at the Welfare Office, 2007.		Jakob S. Boeskov: Uden titel (The Copenhagen Riot), 2009.

Er det derfor at dine notesbøger helt tilbage fra din barndom er med på udstillingen – for at afspejle det faktum?

For mig er det magtpåliggende at vise, at kunst ikke er noget man lærer på et kunstakademi. Og det er også derfor at jeg gerne vil vise, at det startede før. For hele logikken i velfærdsstaten, hvor man kan lave en punkskole og få en cand.mag i punk og sådan noget, er så langt fra virkeligheden. Det er hele velfærdsstatens berettigelse, at vi kan give mulighed for alt, men der er mange ting som velfærdsstaten ikke kan – bl.a. integrere indvandrere, eller rumme mig.

Jeg blev jo mere eller mindre smidt ud af kunstakademiet, fordi jeg lavede tegneserier. Man skal bedømme et samfund på dets undtagelser og ikke på de brede masser – de brede masser er fuldstændig ligegyldige, de har altid været ligegyldige. Man skal derimod vurdere et samfund på, hvem der bliver smidt ud fra kunstakademiet, og på hvem der laver optøjer. Velfærdsstaten er en rigtig god idé, men der er nogle huller i den, hvor den ikke fungerer, og det er jeg ret interesseret i. Mange af de her værker er lavet mens jeg boede i USA, og hver eneste gang jeg tændte for TV’et eller internettet, så så man billeder fra Danmark med brændende biler osv.: den danske selvopfattelse er radikalt anderledes end hvordan Danmark efterhånden bliver opfattet i udlandet. Og jeg er interesseret i den skizofreni, der ligger i vores opfattelse af Danmark som sådan et hyperdemokratisk sted, samtidig med at verden ser os som et sted, hvor der brændes biler af.

Sidste gang vi mødtes til et interview, erklærede du den politiske kunst for stendød – nu er vi så et ret andet sted end for 3-4 år siden. Mener du stadig det? Eller kan du se nogle nye potentialer?

Det er vigtigt at kunst bliver separeret fra politik. Fx havde jeg virkelig et problem med U-turn, fordi kunsten blev underordnet politisk logik og politisk sprog - og det er ikke sådan, at man som kunstner ændrer verden, for hvis man troede, at det var sådan man ændrede på verden, var man blevet politiker og ikke kunstner. Jeg kan huske, at lige da jeg kom tilbage fra USA, så sagde alle: i USA er det bare pengene, der bestemmer. Og så sagde jeg ja, men i Europa er det bare politikerne, der bestemmer. I virkeligheden burde det være kunstnerne, der bestemte!

Jakob S. Boeskov: The Wreck, 2008.		Jakob S. Boeskov: Island of Death (After Arnold Böcklin), 2008.

Siden sidst har du boet i USA. Er du vendt tilbage til Danmark igen? Og får man et andet forhold til sin egen identitet, når man tager ud?

Man har jo ikke én identitet. Man har én kerne, men flere identiteter. Så jo, man kan godt sige, at man får et andet forhold til sin danske identitet. Hvis vi talte tysk sammen, ville vores samtale være radikalt anderledes, eller hvis vi talte engelsk sammen. Men jo, jeg tror det sætter en masse tanker i gang om, hvad det er for en skæbne, man har været tildelt i det her land – eller hvad det var for en skæbne, man havde valgt i det her land. Det har været lidt underligt at være tilbage – jeg har et ret stort socialliv i New York, og jeg har ikke rigtig noget i Danmark, og jeg ved ikke rigtig hvorfor. Eller jo, det ved jeg godt lidt; det er fordi, der er nogle ting, man ikke må sige her. Der er også nogle ting man ikke må sige i New York, men… jeg ved det ikke.

Føler du dig ikke helt inkluderet? Du talte om før, at det var langt mere interessant at kigge på dem, der farer rundt og laver optøjer i yderkanten – så på den måde trækker du vel også på dén position, en selvbestaltet outsiderrolle, som du bruger i din praksis?

Jeg har altid holdt alt, hvad jeg har lavet skjult – lige siden jeg var barn. Derfor er det meget underligt for mig at vise noget her på Statens Museum for Kunst. Du ved; mine forældre ville ikke have, at jeg lavede det, mine lærere ville ikke have det, ingen ville have det – og jeg blev smidt ud af Kunstakademiet. Og det er derfor, det er underligt at være tilbage i Danmark, for alle siger: alt er frit, du kan sige alt, alt er tilladt.

Den postmoderne ideologi siger at vi er nået til et tidspunkt hvor alt er tilladt, men virkeligheden forholder sig radikalt anderledes – alt er ikke tilladt eller frit. Og dette er ikke verdens lykkeligste samfund. Og problemet er at venstrefløjen opfatter det som noget, som Pia Kjærsgaard har gjort, men i virkeligheden er det anderledes. Racismen kommer inde fra hyggen: prøv og kig på andelsboligforeningerne fx, det er jo et super racistisk system, hvor ingen indvandrere kan bo, og det er et korrupt system, hvor du skal betale penge under bordet. Og der er et stort skisma mellem min erfaring om at lave kunst i Danmark, og hvad den officielle historie er. I virkeligheden er der en utrolig stor politisk selvcensur her i landet.

Men nu er du jo alligevel blevet inkluderet i den store moderinstitution, Statens Museum for Kunst?

Ja, men det er også derfor jeg tager til New York om to uger.

(latter)

Men ja, det er meget forvirrende for mig. Og derfor tager jeg væk. I virkeligheden tror jeg, at man har valgt alt i livet selv, og på den måde valgte jeg selv at blive smidt ud, jeg valgte selv at mine lærere og forældre ikke ville have det, fordi…måske ville jeg godt ha’, at det skulle være forbudt.

Men Jakob, nu fik vi jo slet ikke talt om de enkelte værker…

Nej, det er én af de mere underlige interviews jeg har lavet. Men måske det er meget sjovt…i hvert fald har du kunnet se, hvor underlig man bliver af at lave kunst – eller jeg gør i hvert fald. Det er ligesom musikeren, der er forfærdelig ked af det og derfor laver en sang om det. Og når sangen er færdig, så er det overstået, så er han ikke ked af det mere.

Tak.

Jakob S. Boeskov: Peggy (After Vladimir Tretchikoff), 2008.