Interview: Jacob Kirkegaard

Jacob Kirkegaard: Phonurgia Metallis, 2008. 1000x1000x1 mm pr. stk. Mixed media

Vil du introducere mig til din udstilling?

Udstillingen hedder Motion...Matters. I kombinationen af motion, bevægelse, og matter, materie, fremkommer som oftest en lyd, og det er egentlig dét min udstilling handler om.

Udstillingen består af en række fotos og tre metalplader. Pladerne har samme størrelse, 1 x 1 meter, og er én millimeter tykke. De bliver sat i svingninger med sig selv på en meget enkel måde: bag på pladen er der vedhæftet en kontaktmikrofon, som opfanger de her helt subtile vibrationer, som er i pladen. Det betyder, at hvis du lytter til pladen med et stetoskop, så ville du kunne høre rummet her, fordi den fungerer som en membran. Pladen er helt tynd, så den står faktisk og vibrerer med omgivelserne. De vibrationer bliver optaget og sendt ned i en forstærker, og derfra bliver signalet sendt direkte tilbage i pladen. På pladen sidder der også en kontakthøjtaler, dvs. en højtaler uden membran, hvilket betyder, at pladen kommer til at virke som højtaler. Det vil sige, at der er en slags kredsløb af feedback, hvor lyden hele tiden bliver optaget og sendt tilbage. Det vil sige, at den resonerer i sig selv og har sin egen tone.

De tre plader er lavet i forskellige materialer. Hvilken betydning har det for lyden?

Pladerne er af henholdsvis kobber, messing og jern. Det er jo alt sammen metaller, men kobber er det tungeste, og derfor vibrerer det langsommere, derefter kommer jernpladen, som er lidt lettere og blødere, og endelig messingpladen, som er helt blød. De har forskellige frekvenser, forskellige toner og forskellige måder at vibrere på.

Værket er inspireret af en jesuit, som hed Athanasius Kircher og levede i 1600-tallet. Han lavede en lang række forskellige forsøg med projektion, lyd, ekko og magnetisme, og skrev blandt andet en bog, som hed Phonurgia Nova (New ways of sound production, red.). Der beskrev han et forsøg med nogle glas, der indeholdte forskellige væsker. Han satte væskerne i svingninger ved at spille det samme musik til dem, og så observerede han, hvordan de forskellige væsker i deres forskellige tykkelser resonerede i forhold til den samme musik. Han var alkymist, og sammenlignede forsøget med, hvordan menneskers humør påvirkes. Man resonerer jo med omgivelserne, og nogle er mere modtagelige overfor de ting, der er i verden end andre. Jeg har prøvet at arbejde med den inspiration i pladerne, der er fuldstændig samme størrelse og bliver sat i vibration på helt samme vis, men som er lavet af forskelligt stof.

Hvordan forholder du dig til de alkymistiske undertoner, der ligger i Kirchers forsøg?

Det er noget jeg forholder mig til, men jeg er ikke ude i et projekt, hvor jeg vil "fornye alkymien" eller lignende. Jeg tror, at dét, der er alkymistisk ved mine værker eller min tankegang er, at jeg arbejder med lyd som noget spirituelt - uden at det bliver esoterisk. Jeg kan godt lide at tænke om lyd, at den lever i sig selv. At det er noget, som jeg kan være medspiller i forhold til, i stedet for noget, som jeg tager kontrol over. Jeg spiller også instrumenter, og dér skal tonen jo være præcis. Dér er det den, der spiller, som er i kontrol.

Jeg kan godt lide at arbejde med reallyd, fordi det har sit eget liv. Man kan lytte til det, forstærke det eller spejle det tilbage og se hvad der sker, men lyden er sin egen. Ud over det rent tekniske passer lyden i installationen sig selv, hvilket typisk er den måde, jeg arbejder på. Jeg går ikke ind og bestemmer, at der skal være en bestemt lyd, som en konventionel komponist ville gøre, når han fx analyserer sig frem til, at klimakset i et musikstykke skal ligge et bestemt sted. Jeg arbejder med den lyd, som er: Det er dén, jeg prøver at udfolde på forskellig vis i mine værker.

Jeg har tidligere lavet et værk i Tjernobyl, hvor jeg optog forladte rum. Jeg brugte en teknik, hvor jeg satte mikrofonen ind i de her forladte rum, satte den til at optage, og forlod rummet. Så kom jeg ind 13 minutter efter og stoppede optagelserne, og så spillede jeg optagelsen meget lavt tilbage i rummet via en højtaler som stod længere væk. Der er altid en lyd i et rum: vinduerne var smadrede og man kunne høre vinden suse i et træ udenfor eller der dryppede fugt ned fra loftet. Man opdager jo, at der altid er en lyd.

Lyden blev så spillet helt lavt tilbage i rummet, imens rummet blev optaget igen, og på den måde brugte jeg rummet som en resonanskrop. Det blev så gentaget og gentaget, og dét, der sker i ethvert rum er, at det begynder at synge i sine egne frekvenser. Når man har mange frekvenser på én gang så er der en masse forskydninger og vibrationer, og det kan rum godt have. Nogle har lange bløde rytmer, andre har en hurtigere puls. Der er en stemning i det, en blødhed eller et stress.

Jacob Kirkegaard: Nagaras, 2008. Foto		Jacob Kirkegaard: Nagaras, 2008. Foto

Jacob Kirkegaard: Nagaras, 2008. Foto		Jacob Kirkegaard: Nagaras, 2008. Foto

Udstillingen rummer også en række fotografier. Hvordan er sammenspillet imellem dem, og lydinstallationen?

I sidste måned var jeg i Oman, som ligger sydøst for Saudi Arabien, og dér er der noget sand, som synger - eller afgiver lyd, i hvert fald. Lyden kan opstå af sig selv, hvis der er vind på de steder i sandklitterne, hvor der er stejle skrænter og sandkornene har den rigtige karakter. Sandkornene skal være runde i formen og det skal være homogent, for så bevæger det sig på en bestemt måde når der sker et skred, men man ved ikke præcis hvor lyden kommer fra. Jeg var derfor med et fransk forskerhold nede for at undersøge det her fænomen og lave optagelser. Man kan sætte lyden i gang ved at kure ned af skrænterne, og jo mere sand man skubber foran sig, des mere vibrerer det, og des højere bliver lyden. Så man kan altså selv, også bare med hånden, skabe lyden og arbejde med den gennem bevægelse, og det er dét, jeg har fotograferet.

Jeg syntes, at det var en spændende udfordring i forhold til at arbejde i gallerirummet, at prøve at lave noget, som visualiserer lyd i stedet for at skabe det. Jeg fik fat i en hundrede år gammel bog, som indeholder en række beretninger om syngende sand. Det er et fænomen, som er blevet fortalt om igennem de sidste tusinde år af forskellige rejsende, bl.a. Marco Polo. De indeholder altid en beskrivelse af lyden, fordi man ikke kunne optage på det tidspunkt, hvor de er skrevet, og derfor har man været nødt til at forsøge at lave en beskrivelse. Man har typisk sammenlignet lyden med andre lyde, som man har kendt til. Det bliver fx sammenlignet med vindens susen i telefonmaster, torden eller de dybe strenge på en cello, ligesom der har været meget overtro forbundet med fænomenet. Nogle af de beretninger bliver hængt op i gallerirummet.

Tænker du værket som en oversættelsesproces?

Det kan man sige. Jeg prøver selv tage ud, ligesom fortidens rejsende har gjort, for at opleve fænomenet og afgive en beretning. Min beretning består så i fotografier. Her har jeg tænkt meget på begrebet lydmaleri: Hvad vil det sige? Er det muligt at se lyd? Man kan jo opleve lyd på flere forskellige måder, og jeg interesserer mig meget for at frigøre lyden fra højtalerne.

Du har en række cd-udgivelser bag dig. Hvordan oplever du forskellen på at arbejde i et pladeformat og med en mere installatorisk praksis?

Jeg tror, at det handler om min egen måde at putte ting i kasser på. Jeg har en baggrund i musik, men for mange år siden blev jeg træt af, at lave konventionel musik. Der er nogle af mine værker, som er egnet til udgivelse, og jeg synes stadig at der er noget spændende ved plademediet, fordi det har en fysisk tilstedeværelse. Generelt interesserer det mig, når lyden bliver materiel. På udstillingen her kan man se lyden, både i fotografierne og i pladerne, der vibrerer.

Tak.

Jacob Kirkegaard: Nagaras, 2008. Foto		Jacob Kirkegaard: Nagaras, 2008. Foto

Jacob Kirkegaard: Nagaras, 2008. Foto		Jacob Kirkegaard: Nagaras, 2008. Foto