Interview: Exit '09

Uden titel (hvis bare du ville stå på hovedet når jeg taler ville du forstå det ikke er omvendt), 2009.

A cappella, 2009.

Uden titel (den rigtige beslutning er ofte forkert på den anden side kan man altid tage det bagfra), 2009.

Hvad har du lavet?

Jeg har lavet forskellige 3 værker, der er placeret forskellige steder på udstillingen:

Uden titel (hvis bare du ville stå på hovedet når jeg taler ville du forstå det ikke er omvendt) har to elementer : En smal og 2 meter lang bog der ligger på gulvet og en tekst installeret omvendt på væggen i brysthøjde. Værket handler vores måde at opfatte verden på og måske om kommunikation, i særdeleshed om den umulighed det til tider kan være at spotte hinandens standpunkter og dèt, at det at vende sig 180° til tider kan hjælpe - forudsat man får det gjort den rigtige vej ...

A cappella er en 2.15 minutter lang video performance vist på en mini/overvågnings monitor. Værket handler om netop at have afsluttet 6 års uddannelse som billedkunstner og finde sig selv stående på en scene som et fejlbarligt mennske, der forsøger at levere en performance. Alligevel er det måske er lidt vanskeligt at blive overbevist af værket: en kærlighedssang omskrevet til en text, der afsværger enhver kommerciel side af kunsten og øvrigt proklamerer konceptkunsten som en art frelse. For hvad skal konceptkunst overhovedet forestille i samtidskunsten i dag - hvis det da overhovedet giver menig at tale om en koncept kunst i 2009 - og hvem er det forresten lige, der ikke gerne vil have det galleri, der gør det muligt at leve af at producere kunst?

Uden titel (den rigtige beslutning er ofte forkert på den anden side kan man altid tage det bagfra) er en tekst installeret som skulptur på 55 meter hylder rundt i gården på Gl. Strand. Det handler om det forhold at virkeligheden irriterende sjældent er entydig og om den umulighed det kan udgøre at træffe et valg, der skal være det rigtige.

Mia Møller Andersen: Uden titel (hvis bare du ville stå på hovedet når jeg taler ville du forstå det ikke er omvendt), 2009. Mixed media		Mia Møller Andersen: Uden titel (hvis bare du ville stå på hovedet når jeg taler ville du forstå det ikke er omvendt), 2009. Mixed media

Mia Møller Andersen: a cappella, 2009. 2:15 min Video

For The Love Of Hatred, 2009

Vejen Til Idiot Er Belagt Med Gode Intentioner, 2009

P-P Pige på spand: Power-Puff Menses Over Dirty Red Sea, 2009

Psydrugged Psyduck, 2009

Hvad har du lavet?

Jeg har lavet nogle forskellige ting, bl.a. et maleri af en care-bear, der har skåret halsen over på en teletubbie. Nu sidder han og ser bøsseporno på et fjernsyn, som er placeret i maven på teletubbien.

Jeg har også lavet en bronzefigur af en and, der tager sig til hovedet. Den stammer fra Pokemon, men her sidder den omhengnet af sprøjter og er helt ude af den.

Så har jeg lavet en installation af en bamse, der er gennemboret af en masse knive, og som står på en sokkel i et bed, hvor en masse bamser er begravet.

Endelig har jeg lavet en skulptur af en Power Puff Pige, der sidder på en regnbue og har ret kraftig mestruration. Under hende er der en rød tissemand, som kommer op af noget rødt i en spand. Det handler om alle de kemikalier, der er i vores hverdag, og at det betyder, at drengebørn bliver født med misdannede tissemænd og piger får bryster som syvårig.

Der er en ret morbid blanding af tegnefilm elementer og noget langt mindre uskyldigt i alle værkerne. Hvorfor det?

Jeg har altid syntes at tegnefilm var fascinerende. Det er jo et dybt forskruet og grotesk univers, hvis man kigger på det med voksen-øjne. Det tænker børn jo ikke over, men jeg har prøvet at kigge på det fra en vinkel, som forstærker det groteske. Fx Power Puff Pigerne kan man jo fortolke i ret ekstrem retning. Professoren putter kemikalie X i en gryde og skaber tre små perfekte piger. Vi ved jo godt, hvem der prøvede at skabe perfekte mennesker før i tiden. Jeg har med vilje mistolket de her tegnefilm

Mikkel S. Andersen: Vejen Til Idiot Er Belagt Med Gode Intentioner, 2009. Mixed media		Mikkel S. Andersen: For The Love Of Hatred, 2009. Olie og plastik på lærred

Mikkel S. Andersen: Psydrugged Psyduck, 2009. Bronze		Mikkel S. Andersen: P-P Pige på spand: Power-Puff Menses Over Dirty Red Sea, 2009. Mixed media

Provinsiel offentlighed, institutionaliseret solidaritet, 2009

Hvad viser du på Exit?

Jeg viser et værk som hedder Provinsiel offentlighed, institutionaliseret solidaritet. Det er en komparativ tryksagsæstetisk undersøgelse af to forskellige måder at repræsentere ”det afrikanske” på. Den ene er taget fra den samtidige danske konsumkultur, hvor et kolonialistisk syn på ”afrikaneren” stadig reproduceres. Den anden er taget fra iranske tryksager fra 1970’erne og 1980’erne. Her fremstilles ”afrikaneren” solidarisk som et symbol på en skæv og uretfærdig verdensorden. Værket består af et lysbilledeshow, der i en rolig rytme skifter mellem to projektorer ved hjælp af overblænding.

Hvorfor har du valgt dette medie?

Først og fremmest fordi jeg synes at dias som et analogt medie har en særlig ro og enkelhed over sig, som gør det velegnet til at skabe et kontemplativt rum. Desuden giver projektionen af lysbilleder et særlig fint lys.

Emil Madsen Brandt: Provensiel offentlighed, institutionaliseret solidaritet, 2009. 25 min Dias-projektion med overblænding		Emil Madsen Brandt: Provensiel offentlighed, institutionaliseret solidaritet, 2009. 25 min Dias-projektion med overblænding

Blændet, 2009

Blindet, 2009

Hvad har du lavet?

Jeg har forsøgt at lave nogle billeder, som faktisk er usynlige - eller i hvert fald meget svære at se. Jeg ville gerne prøve at få noget tid ind i maleriet, og det sker på den måde, at øjet skal have tid til at vænne sig til at se, og så udvikler farverne sig langsom for for øjnene af dig og tingene træder frem. Når du først ser billederne, er de nærmest monokrome, så bliver de abstrakte og så træder motiverne frem, så der er en tidsdimention. Sådan som jeg ser det, så lever værkerne når beskueren ser dem, og det at opleve værkerne er lidt som en performance af beskueren, for det kræver noget af den, der ser.

Hvorfor har værkerne titlerne Blændet og Blindet?

Blændet refererer til når du har været ude i solen, og ikke kan se noget på grund af lyset. Det er selvfølgelig de to lyse værker, der har den titel. At værket hedder Blændet har igen noget med beskueren at gøre: Jeg kunne også have kaldt dem Blændende, men værkerne handler om den, der oplever dem. Blindet er det modsatte; det er når det bliver mørkt. Jeg tænkte meget på, hvordan du ser om natten. Lige når man kommer ud i mørket, kan man ikke se noget, og så vænner øjnene sig til det.

Hvad interesserer dig ved det her med at kunne se versus ikke at kunne se?

Jeg har altid været meget optaget af farver, fordi det jo er en stor del af maleriets æstetik. Her ville jeg se, hvor langt ud jeg kunne gå, hvis jeg stadig skulle arbejde med farver; se hvor lidt, der skal til før der bliver skabt noget, og hvor meget øjet selv kan lave. Når du kigger længe på værkerne, så træder farverne tydeligere og tydeligere frem, så farver der først ser næsten hvide ud, bliver pludselig stærke, når du har stået og kigget et stykke tid. De forandrer sig.

Eva Louise Buus: Blindet, 2009. 150 x 225 cm Akryl på mdf		Eva Louise Buus: Blindet, 2009. 150 x 225 cm Akryl på mdf

Eva Louise Buus: Blændet, 2009. 150 x 225 cm Akryl på mdf		Eva Louise Buus: Blændet, 2009. 150 x 225 cm Akryl på mdf

... in daylight or cool white, 2009

Hvad har du lavet?

Jeg har lavet en installation, der består af et solarium. Det er et moderne solarium, taget direkte ud af et solcenter og installeret i rummet. Jeg har taget rørene ud og hængt op i ret subjektive geometriske tegn på væggen. Man kan sige, at rørene er blevet krænget ud, så udstillingsrummet potentielt set er blevet til det rum, der var inde i solariet før.

Hvorfor har du lavet det?

Det har jeg lavet ud fra en interesse i, at føje noget til den rolle som lys plejer at spille i kunst. Lyset har næsten altid en metafysisk dimension, der stammer helt tilbage fra religiøs kunst i middelalderen, hvor lyset repræsenterede noget guddommeligt. Den dimension er sådan set kommet med helt op til James Turell - og delvist også Olafur Eliasson. Hos Dan Flavin får det et lidt pop-art-agtigt udtryk, men det er stadigvæk meget rensede installationer, han laver. Alt det, der gør lyset fysisk, er gemt væk. Her viser jeg bare de fysiske rør, som gør, at det ikke er mystisk.

I værket er der også en anden kropslighed; det er ikke er en kontemplerende krop, så meget som det er en produceret, erotisk krop. En krop, som brunes i et solarium, hvilket også er det, der sker, mens du står og kigger på værket.

Det er også det opgør med den kropsforståelse, som har været hele vejen igennem modernismen, hvor al kunst skal indoptages gennem øjnene. Det er jo hele det kontemplative, der ligger i - også i abstrakt modernisme - at der ikke er en krop. Der er bare nogle øjne, der står og indoptager maleriet, og så går det direkte op til hjernen. I forhold til det, så er mit værk et fuck-up, for faktisk må man jo ikke kigge ind i rørene. Det vil sige principielt burde du faktisk ikke kigge på værket, hvilket jo sætter spørgsmålstegn ved, hvor værket så overhovedet befinder sig. Hvis ikke det er rørene, hvor er det så?

Det giver både en anden kropslighed og det giver en anden, mere konceptuel tanke, end en kontemplerende tanke, fordi man kan ikke stå og drømme sig hen og nyde det. Du bliver hele tiden skubbet videre.

Mikkel Carl: ...in daylight or cool white, 2009. Solarium (Ergoline Excellence 700 Turbo Power), ledninger og beslag		Mikkel Carl: ...in daylight or cool white, 2009. Solarium (Ergoline Excellence 700 Turbo Power), ledninger og beslag

Academy (Here and Elsewhere), 2009

Hvad har du lavet?

Jeg har lavet en fotoserie, som jeg har skudt på kunstakademiet i Congo.

Hvorfor har du lavet det?

Jeg har længe været interesseret i kunstpraksisser i dét, vi sådan lidt bredt definerer som undtagelsestilstande. Jeg syntes, at rammen her på Exit var helt perfekt til at vise lige præcis denne her serie, fordi Exit-udstillingen meget eksklusivt handler om Det Kgl. Danske Kunstakademi, så der er en form for dobbelt standart i billedserien.

Hvad interesserer dig ved disse kunstpraksisser?

Jeg synes det er interessant, hvordan de her omstændigheder genererer nogle forskellige former på dette her kunstakademi, og hvordan kunstnerne arbejder med de omstændigheder, undtagelsestilstande og krigstilstande.

Fotografierne har nogle ret omfattende individuelle titler. Hvor stammer de fra?

Jeg har brugt en slags fodnotesystem, hvor jeg bruger et uddrag fra tekster, som er skrevet fra et vestligt synspunkt om congolesisk kunst. Der er en narration igennem hele serien, hvor den ældste tekst er fra 1959 og den sidste er fra 2007, så de fortæller 50 års historie, hvor man kan fornemme at der sker nogle skift i synet på såkaldt 'native art'. Så bruger jeg en slags fodnotesystem, så man kan se, hvad der er for en slags tekst, som uddraget er taget fra. Det er altsammen tekster, der prøver at diskutere eller katagorisere congolesisk kunst som udtryk for en specifikt 'native' kunstsyn.

Christian Danielewitz: Academy (Here and Elsewhere), 2009. Foto		Christian Danielewitz: Academy (Here and Elsewhere), 2009. Foto		Christian Danielewitz: Academy (Here and Elsewhere), 2009. Foto

Christian Danielewitz: Academy (Here and Elsewhere), 2009. Foto		Christian Danielewitz: Academy (Here and Elsewhere), 2009. Foto		Christian Danielewitz: Academy (Here and Elsewhere), 2009. Foto

Christian Danielewitz: Academy (Here and Elsewhere), 2009. Foto		Christian Danielewitz: Academy (Here and Elsewhere), 2009. Foto		Christian Danielewitz: Academy (Here and Elsewhere), 2009. Foto

The Listener, 2009

Hvad du har lavet?

Mit værk er en videoinstallation, der handler om en, der spiller violin og en, der lytter til det. Det er en performance, der er optaget fra to forskellige vinkler, som bliver vist som dobbeltprojektion. Det handler om at lytte og hvem det er, der lytter, og det er lavet så personerne spejler hinanden. I performancesituationen kunne rollerne som den aktive og den passive lige så godt være byttet rundt.

Hvorfor har du valgt at arbejde med det tema?

Det er noget, der har optaget mig i rigtig lang tid. Det handler jo om forholdet i situationen; hvad vil det sige at lave en performance, og hvad vil det sige at være vidne til det? Og hvad det vil sige at dokumentere det audio-visuelt? Det er dét, jeg gerne vil gå ind og undersøge. Værket skal ses som et snit ind i en situation, som jeg prøver at strække ud, så man kan kigge med.

Maria Diekmann: The Listener, 2009. Video

Displaced, 2009

Hvad har du lavet?

Mit værk hedder Displaced, hvilket betyder forskudt, og det handler om forskudninger i tid, rum og materialer. Det er et værk, der tager udgangspunkt i en udstilling, der var på et galleri i New York i '67, som hed Lights and Orbits, og som handlede om lyskunst. Det var én af de første store udstillinger om lyskunst i USA. Jeg har taget udgangspunkt i en artikel, der har været i et fotomagasin et par måneder efter, hvor denne her udstilling blev anmeldt ud fra et fotografisk synspunkt. De havde været på galleriet og taget en masse billeder og var meget fascinerede af udstillingen, fordi der var så meget lys - og de kunne godt lide lys, fordi de var fotografer. Først skriver de så en artikel, der handler om, hvor meget man som fotograf skal fortolke kunstværket. Her snakker de om, at de har taget sig nogle friheder, fordi de syntes det var så fantastisk med alt det her lys. Dernæst har de lavet en DIY-guide til at lave lyskunst derhjemme, men med den pointe, at man ikke skal lave værkerne, men man skal lave et setup, som mimer nogle af de ting, der var på udstillingen, så man kan tage billeder af lyskunst hjemme hos sig selv. Det er altså et setup, så man kan tage billeder af noget, der skal forestille at være noget andet end det, det er. Jeg har fulgt denne her guide og taget de billeder, som de har beskrevet.

Så udstiller jeg billederne, nogle elementer fra udstillingen og det blad, som har skrevet om udstillingen. Så udgangspunktet er denne her udstilling fra '67, som bevæger sig igennem dette her blad og videre over i et setup, som består af nogle linser, nogle skærme, nogle lyskilder, og til sidst ender på væggene her.

Hvad var det ved den oprindelige udstilling og den udvikling, den har gennemgået, der fascinerede dig?

Det første var denne her tilgang, som artiklen havde, som var en enormt anderledes tilgang til fotografi end kunstverdenen normalt fordrer. Der var en ret stor forskel imellem selve udstillingen og dét, som artiklen kom til at handle om. Artiklen er meget praktisk og handler om, hvordan man selv kan gøre det derhjemme, hvor kunst jo normalt er noget, som man netop ikke bare kan gøre selv derhjemme, men som man går på museum for at se. Så synes jeg at det er meget interessant det skred der sker i hele kunstverdenen i og med det pludselig bliver opfattet som noget, som alle kan stå og lave hjemme i deres garage. Jeg syntes det var interessant at prøve at føre det tilbage til en kunstkontekst igen, så der sker nogle forskydelser i medier og i tilgange til objekter.

Silas Emmery: Displaced, 2009. Mixed media		Silas Emmery: Displaced, 2009. Mixed media

Silas Emmery: Displaced, 2009. Mixed media

Escape Button, 2009

Hvad har du lavet?

Jeg har forsøg at adressere min egen kunstneriske position i forhold til Exit, og samtidig forholde mig til finanskrisen. I den proces, det har været at tage Exit, opdagede jeg, at Exit ikke handlede om mig, men om institutionen. Det er en måde, hvorpå Akademiet legitimerer sig selv som institution, og hvor vi som studerende skal lave det store projekt, “den store afgang” ud fra en mesterværks-tankegang. Da jeg erkendte det institutionelle begær, der var projiceret ind i mig og som jeg selv havde internaliseret, voksede der en modstand frem imod at jeg skulle gøre det. For mig har processen været en de-autorisering af institutionen, men også af mig selv som kunstner.

I stedet for at vise et klassisk arkitektonisk værk jeg har udstillet meget i København, valgte jeg at lave en slags form for negation. Mit værk er ikke klassisk central-perspektivisk og foto-baseret, men mere abstrakt med et geometrisk objekt, der svæver i et uendeligt sort univers, omgivet af andre geometriske objekter, der er henlagt i mørke, hvilket peger på det andet aspekt. I Tyskland, hvor jeg bor, er finanskrisen til at føle på, fordi landet eksporterer meget. Og det har været en mærkelig periode, det sidste halve år, hvor svimlende summer er forsvundet. IMF antager, at der globalt har været et tab på 4000 milliarder milliarder dollars. Et helt astronomisk beløb, som er umuligt for nogen mennesker at begribe. Og den der fornemmelse af et stort, sort hul, hvor alle de her penge forsvinder ned i, har jeg været fascineret af. Det, som der er tilbage, er vores fysiske virkelighed. Der er sket en justering af vores forventninger til fremtiden. Jeg har forsøgt at ramme den psykologiske fornemmelse af devaluering og tab, jeg fornemmer mange steder.

I forhold til kataloget har jeg arbejdet med en ekstern skribent fra Berlin og der er en henvisning til en telt-lejr i Seattle for folk, der er direkte berørt af finanskrisen. Jeg tror endnu ikke man kan lave kunst på finanskrisen og det er heller ikke det, der er min intention. Jeg tror snarere, mit Exit værk er et slags forsøg på, både at være bevidst om hvilken institutionel kontekst jeg har skulle udstille i, og hvad det er, der foregår i vores globale virkelighed lige nu.

Asmund Havsteen-Mikkelsen: The Escape Button, 2009. 130 x 100 cm Olie på lærred

Uden titel, 2009

Hvad har du lavet?

Mit værk handler om, hvordan vi er forpligtet overfor hinanden. Jeg har taget udgangspunkt i den situation, hvor man smider skrald i andre menneskers cykelkurve. Jeg tænkte, at det var en god måde at diskutere mere bredt, hvordan vi er sammen og hvordan vi er forpligtet overfor hinanden.

Hvorfor har du valgt at arbejde med det tema?

Fordi jeg mener, at kunst skal kunne beskrive sin samtid.

Du har gang i en række forskellige medier. Kan du fortælle lidt om dét?

Det er en installation, eller måske nærmere en mini-udstilling i sig selv. På væggen hænger der et alter, hvor mit pas står. Hvis man slår op på første side i passet, så er der et billede af Jellingestenen.

Så er der en buste af Grundtvig, som står oven på nogle Arla-kasser. Der er også to dannebrogsflag: et almindeligt og et splitflag. Da vi havde en national vækkelse i Danmark, begyndte almindelige mennesker at bruge flaget. Det var monarkiet på det tidspunkt ikke interesseret i, fordi det tidligere var deres symbol. Kongen var ikke specielt interesseret i den opblomstring af nationalismen, fordi han regerede over mange forskellige sprog og mange forskelige folk. Derfor så truede det hans magtposition. Men for at imødekomme befolkningen lavede man så splitflaget, som bliver brugt af kongehuset og staten. Det almindelige flag, det må vi andre bruge. Endelig har jeg samlet forskellige kampagner, som handler om, hvordan man er forpligtet i forhold til samfundet, og hvordan man skal opfører sig.

Camilla Helsted-Bornæs: Uden titel, 2009. Mixed media

Gardel, 2009

Hvad har du lavet?

Jeg har lavet et multimedialt værk, som består af maleri, video og lydinstallation, som bruger en historisk figur, Carlos Gardell, som er tango-sangens opfinder fra Argentina i ti'erne eller tyve'rne. Jeg bruger nogle detaljer fra historien om ham til at folde en rumlig og tidslig figur ud, som forholder sig specifikt til det her trapperum. Det består dels af tre malerier, som hænger på hver af de tre etager, dels af lyden, som kan høres, når elevatorens døre åbner på de forskellige etager, og endelig af en video. I videoen ser man mig selv læse en tekst op, som jeg har skrevet om Gardel og serialitet, og som også bliver præsenteret ved siden af.

Hvorfor har du valgt at bruge Gardel i dit værk?

Jeg har brugt Carlos Gardel fordi han havde en historie, som var brugbar i forhold til at lave et spin-off på serialitet. Der er en masse detaljer om, at han ikke rigtig vidste, om han var fra Frankrig eller Uruguay. Hans fødselsår er anført som tre forskellige fødselsår, fordi man ikke ved, hvordan det i virkeligheden var, og han har selv været med til at mystificere det, for at skabe lidt kult omkring sig. Så der forelægger en personlig, biografisk serialitet, kan man sige. Desuden var han én af de første til at over-dubbe sin egen stemme til at kunne synge i flere lag på den samme sang. Det er en teknik, som også er en slags serialitet, og som nogle gange faldt ud i, at man så ikke kunne høre hans vejrtrækning imellem fraseringerne i numrene, hvilket igen udgør en tredie form for kropslig mangel på serialitet.

Jeg har skrevet en essayistisk tekst om nogle af de narrativer, der ligger i hans historie. Så jeg har brugt ham til at folde nogle narrativer og nogle tidslige og rumlige figurer ud, som skal spille sammen som en fælles krop, der skulle indtage det her rum. Jeg har altid haft det sådan, når jeg var på Gl. Strand, at jeg aldrig vidste, om jeg var på første eller på anden sal. Derfor har jeg lavet denne her tredobling, hvor det samme maleri hænger på hver etage, og derved genspiller den forvirring, der opstår fordi man ikke ved, hvilken etage man er på.

Honza Hoeck: Gardel, 2009. 42,5 x 65 cm Olie på lærred		Honza Hoeck: Gardel, 2009. 42,5 x 65 cm Olie på lærred		Honza Hoeck: Gardel, 2009. 42,5 x 65 cm Olie på lærred

Honza Hoeck: Gardel, 2009. 6:59 min Video

Gardin, 2009

Den sorte kjole, 2009

Bjerg 1, 2009

Den hvide kjole, 2009

Den blå kjole, 2009

Rolleskift (krimi skrevet af Dorthe Roholte, illustration af Stig Stjernvik), 2009

I live right next door to you, I am your neighbor, 2009

"Do you have time to kill me today?", 2007

Hvad har du lavet?

Mit projekt består af en video, jeg lavede mens jeg boede i LA. Da jeg kom derover, der mødte jeg min nabo, og kom til at spørge ham, om han ikke ville være med i en af mine film. Så filmede vi i tre måneder. Jeg trænede ham i at blive mere filmvandt, og det endte faktisk med at han begyndte at gå sindsygt meget op i det. Han tillagde mig enormt meget tillid på projektet og det skulle han netop også, for det var jo i USA og vi kørte rundt med blod og der kunne jo være sket noget. Så på en måde handler projektet om tillid. Men det handler også om, at vi lever i en amatørernes tid. Det er som om, det er amatørerne, der har taget over. Min nabo var også amatør, men blev hurtigt bedre og bedre, og til sidst tager han over. Så værket handler om hvem, der er manipulatoren; hvem har sat scenen op? Hvor kender vi den type scene, hvor en kvinde får skåret halsen over i en bil fra? Og hvem er det uskyldige offer?

Jeg ville gerne sætte objekter på scenen, for den har altid kun foregået i film. Jeg tog kontakt til en illustrator fra Hjemmet, som plejer at illustrere krimier, og spurgte om han ikke ville lave et billede hvor jeg siger tak til min nabo. Det hørte Hjemmet om, og de var ret nysgerrige på projektet. Det var lidt underligt for dem at jeg havde trænet en mand til at blive en bedre morder på film. Så jeg spurgte dem, om de ville lave en krimi, der omhandlede mit værk, altså at give mig deres version af projektet. De tog så kontakt til én, der har skrevet for dem i mange år, og som har den stil, som Hjemmets krimier har. Det er dét, jeg synes er interessant; hvordan en helt anden kommunikationsbranche vælger at præsentere sådan et projekt.

Så værket kom også til at handle om at give afkald på projektet. Sådan er det tit med performative værker; når andre skal viderefortælle dem, så forandrer de sig. Det synes jeg ikke projektet tager skade af, for det er jo netop en fiktion i udgangspunktet. Derved stiller jeg også spørgsmål ved, om den fiktion værket viser, er min egen fortælling.

Jeg kigger meget på relationel æstetik. Min praksis igennem de her år, jeg har været på Akademiet. Men hvor jeg nogle gange har stillet spørgsmål til, hvad er det for en deltagelse, der foregår i de her værker. På hvilke præmisser kan publikum også deltage.I forhold til anden deltagelseskunst, er dette her værk en overdrevet deltagelse, jeg har indbudt min nabo til. det overskrider nogle grænser og bliver meget intimt. På den må kommer værket også til at handle om at overskride nogle sociale grænser og normer.

Stine Marie Jacobsen: "Do you have time to kill me today?", 2007. 3 min Video		Stine Marie Jacobsen: Rolleskift, 2009. Illustration

Stine Marie Jacobsen: Rolleskift, 2009. Krimi		Stine Marie Jacobsen: "I live right next to you, I am your neighbor", 2009. Håndskrevne tekster, to nøglevedhæng, udvalgte projektfotos og falsk mamormontre

Untitled (replay), 2009

Hvad har du lavet?

Værket består kort fortalt af en samling af brugte bilbatterier fra smadrede biler, som føder strøm til nogle eksisterende rullegardiner i det rum, som batterierne står i. Det foregår via en moter, som trækker gardinerne op og ned. Når man kommer ind i rummet, er der en bevægelsessensor, der registrere at der kommer nogle ind, og sender besked til motoren om at lade gardinerne kører i 10-15 sekunder. Gardinerne kører utroligt langsomt, så det man får, er en fornemmelse af, at der sker en ændring af dagslystilstanden i rummet. Som beskuer er ens tilstedeværelse med til at sætte niveauet for dagslystilstanden.

Hvorfor har du valgt at lave det?

Jeg har en grundlæggende interesse for entropi, dvs. denne her restmængde i ethvert system af uorden, som der ikke kan redegøres for. Den prøver jeg at opsøge som konstruktioner. Jeg har lavet nogle tidligere forsøg med iscenesatte sammenbrud, fx i form af knaldperler kastet direkte på negativer, hvor de så danner små eksplosioner. Der finder en billeddannelse sted i og med den destruktionsproces, og det er et forsøg på at fange denne her entropi, denne her restenergi, der ligger i det. I dette her tilfælde er restenergien allerede tilstedeværende som en readymade jeg har været ude og hente, og som jeg prøver at omsætte eller genbruge. Bilbatterierne fungere også skulpturelt i rummet, og her en historie med, både æstetisk og overflademæssigt, men også som funktion og energi.

Jacob Jessen: Untitled (replay), 2009. Variable dimensioner Stratbatterier fra smadrede biler, eksisterende motoriserede mørkelægningsgardiner, bevægelsessensor, lavhastigheds gearmotorer

You, Looking at me, Looking at You, 2009

Fortæl om dit projekt.

Jeg har boet i LA det sidste års tid, og der ligger en lille danskekoloni nord for byen, der hedder Solvang. Kolonien er både dansk, og så alligevel ikke dansk. Jeg har fem videoprojectorer: Én af videoerne består af en række interviews, jeg laver med danskere i Solvang omkring danskhed, men hvor jeg ikke viser noget billede. Det handler om, hvordan de ser på det at være udlandsdansker, men konfrontation opstår forhold til, hvordan de ser på mig som dansker, og hvordan jeg kommer til at se på dem. Der er sådan en udveksling af blikke. Så er der to skærme, som handler om folkedansere, som danser rundt i danske folkedragte, men hvor det så viser sig, at de folkedragter rent faktisk ikke er danske, lige som danserne heller ikke er det. Det bliver et spørgsmål om autencitet og national identitet. Så er det en skærm mere, som viser en dansk folklorist, som skriver Phd om dette her sted, og som taler fra et mere etnografisk perspektiv. Her har jeg brugt en display-æstetik fra noget, der hedder Elverhøj Museum, som er et museum i Solvang, hvor de viser danske klenodier. Jeg var interesseret i alle de her forskellige blikke og i hvad der sker, når et dansk publikum kommer ind på Exit og ser denne her anden fremstilling af Danmark.

Hvorfor har du valgt at arbejde med danskhed som tema?

Jeg tror, det var fordi jeg var i LA og vidste, at jeg skulle lave noget til Exit, hvilket virkede meget fjernt på det tidspunkt. Jeg tænkte over, hvad Exit er, og hvad det betyder at skulle lave et projekt til det, og da jeg så helt tilfældigt tog til Solvang blev jeg meget interesseret i det. Jeg syntes, det kunne være sjovt at prøve at undersøge, hvad et udefrakommende blik på det ville være, fordi det på en måde både var min egen situation - at jeg var der imens jeg forberedte Exit - og nogle ting som bare ligger i samtiden i Danmark, hvor der hele tiden er de her diskussioner af begrebet. Ved at kigge på sig selv, i overført betydning, og se hvad det danske er, kunne man måske forstå hvad det er for nogle dynamikker, som ligger i vores kulturforståelse, som bliver problematiske i forhold til andre kulturer og globaliseringsspørgsmål.

Jane Jin Kaisen: You, Looking at Me, Looking at You, 2009. 5-channel video installation og diverse objekter

Jane Jin Kaisen: You, Looking at Me, Looking at You, 2009. 5-channel video installation og diverse objekter		Jane Jin Kaisen: You, Looking at Me, Looking at You, 2009. 5-channel video installation og diverse objekter

Lasse Ernlund Lorentzen

Model af MILES teknologien i skalaen 1:14

Horns Rev ved Blåvandshuk 2005-2009

A1 plakat der formidler installationen, som en præsentation af projektet MILES

Hvad har du lavet?

Jeg har lavet en installation i tre dele. Det første man ser, er en tekst, som formidler det her projekt, som jeg har arbejdet på i et års tid. Det handler om en teknologi som jeg har udviklet sammen med en anden, som skal være en bæredygtig løsning for den tunge trafik.

På endevæggen hænger et fotografi, som er taget ved Blåvandshug i 2005. Da jeg tog billedet var jeg ikke sikker på, hvad det egentlig betød, og det skyldes i særdeleshed at jeg ikke har kunnne forstå bevæggrunden til at opstille en havvindmøllepark på Danmarks vestligste punkt. Det har jeg gået og spekuleret over, siden jeg tog billedet i 2005, og derfor hedder billeder ...2005-2009. Hvorfor har man valgt at placere de vindmøller dér? Hvorfor har de ikke taget dem så langt ud, at man ikke skimter dem i horisonten? Og det er så det, jeg har fundet ud af. Derfor har jeg valgt at bruge billedet her, hvor det bliver sat i forbindele med en model af en lastbil, som er blevet modificeret til at kunne køre på en skinne via den teknologi, vi har udviklet.

En del af min kunstneriske praksis består af, at lave projekter som ligger i randområdet, eller direkte udenfor kunstverdenen. Men det er centralt at holde fast i, at jeg bruger de kompetencer, jeg har fra billedkunst til at kunne formidle de her ting med, for når det bliver et kunstværk indgår det i en sammenhæng, hvor der er plads til at erkende ting, man normalt ikke ville opdage.

Lasse Ernlund Lorentzen: Horns Rev ved Blåvandshuk, 2005-2009. 155 x 130 cm C-Print		Lasse Ernlund Lorentzen: 0odel af MILES teknologien i skalaen 1:14, 2009. Strømledende bane, modificeret fjernstyret lastbil, 24V strømforsyning

Lasse Ernlund Lorentzen: A1 plakat der formidler installationen, som en præsentation af projektet MILES, 2009.		Lasse Ernlund Lorentzen: 0odel af MILES teknologien i skalaen 1:14, 2009. Strømledende bane, modificeret fjernstyret lastbil, 24V strømforsyning

Acrylic, 2009

Hvad har du lavet?

Jeg har lavet to værker, der hænger diagonalt overfor hinanden. Desuden har jeg lavet en illustration af en lysfunktion, der består af en ledning med et dobbelt hanstik, som er potentielt farligt for publikum. Jeg har installeret det, så det ser ud som om det er farligt for den, som har lyst til at røre ved det, men det er ikke connected, for så ville det kortslutte. Det handler om at indsætte noget æstetik i et kredsløb, og selvfølgelig bærer det præg af noget destruktion. Det handler om en udstrækning med en æstetisk dimension, hvor det er i connection med værket ovenover, som det på en måde indrammer. Det er lidt en underscore - i stedet for at ramme hele væggen ind, så prøver jeg at gøre det så simpelt som muligt, ved bare at sætte en streg under den. Det er et æstetisk greb, som er fuldstændig overflødigt, og så alligevel ikke: al æstetik er jo grundlæggende overflødigt, samtidig med, at det er meget nødvendigt.

Jeg vil ikke begynde at analysere det, for det handler egentlig om at lave et arbejde, som man kan gå til så nøgent som muligt. Der er ikke nogle før-informationer, som er nødvendige for at kunne gå til det, men der er stadig nogle klare informationer i værket. Der er en tekst i kataloget, hvor værket er meget konkret beskrevet, og hvor der står, at der kommer vand ud af kontakten, som bliver samlet op i et kredsløb her og inde i væggen. Det er jo så fraværende i udstillingen, og det er meget vigtigt at dette her fravær er et man møder hér og ikke før man kommer ind.

Morten Skrøder Lund: Acrylic, 2009. 318 x 240 cm

I'm not here, 2009

So can you tell me a bit about your work?

I'm working with the gaze, I'm working with the idea of presence and I'm working with a state of consiousness where it's slips into daydreams. While I'm performing I'm trying to project this feeling of floating in between consiousness and selfconsiousness. And by doing that I'm also sort of dealing with the gaze and presence.

Why did you choose this theme for your work?

I just examine how I work, and the gaze is really central to my work. I've have been examining how my process, the perfoming process works. It's a combination of making a piece, while I was thinking about this space; how can one install a video piece, without having to build a special space? How can a video piece be a part of the exhibition naturally.

So I wanted to make this projection in daylight to work with the space that's available.

Tell me about the musical reference in your work.

It's the song from Radiohead called How to disappear completely, and there is this line in the song, which is I'm not here. The title I'm not here is actually a reference this state of performing; is it about the artist or it's an image, the caracter disappearing into the surroundings? So it's a play between these two things but also the projection is sort of almost not visibel, almost not there. I really wanted to make this sort of really introverted space. So instead of grabbing the attention, I wanted to take it back. It's almost nothing, it's so simple and so light that it's only almost visible or there. How to disappear completely is the theme, because it is disappearing, both the caracter and the presence.

Dodda Maggy: I'm not here, 2009. Video

Fragment (consider revising), 2009

Hvad har du lavet?

Jeg har en samling sproglige objekter, som er sat op i en salgs modulmetode, hvor hver del har sin bestemte betydning. Fx ligger der en bunke mursten, og selve det, at det er mursten har sin særegne betydning og dét at de er grønne har en anden betydning. Det er en slags semiotisk pegeleg; jeg ser det sådan, at hver værk peger imod den samme ting, men fra forskellige vinkler. Murstenene er det mest didaktiske eksempel: en bunke mursten står imellem at have været én ting til måske at blive til noget andet. Samtidig er der farven som er en specifik green-screen grøn, som er den man bruger i digitale effekter, men her vil den ikke blive sat i brug på noget tidspunkt. Den bliver brugt som et æstetisk effekt i stedet for, men har et potentiale til at kunne projektceres hvad som helst ind på. På den måde indeholder murstenene to ting, som peger imod dét at stå imellem funktioner.

En anden del består af rawplugs som sidder i væggen. De danner en teknisk tegning af den bugtalermekanisme, der sidder i dukken og styrer øjnene. Det er blinkemekanismen og hvordan øjenene bevæger sig, og det peger selvfølgelig på noget med reception, det at se og opfatte.

På hylden ligger manuskriptet til filmen Kan du høre hvad jeg ser? (eng. Hear no evil, see no evil). Joken i den film er, at den ene har, hvad den anden mangler. Den ene er blind og den anden er døv, og sammen skal de fungere som én krop for at kunne gennemføre en række strabadser.

Så har jeg en bunke briller, som skal spredes ud over udstillingen. Det er sådan nogle spøg-og-skæmt agent-briller. Det, jeg godt kan lide ved dem er, at de har et løfte i sig, omkring at kunne navigere i en ekstra dimention, som måske er analog med en kunstoplevelse. Når man har brillerne på ville det potentielt være ligegyldigt om man gik forlæns eller baglæns.

På væggen hænger der en gennemgang af et computerspil fra 80'erne. Spiludvikleren bag det var meget idealistisk omkring sit arbejde, på den måde at det i computerspil var muligt, at brugeren var medaktør i en fortælling. Det var et potentiale, han gerne ville undersøge. Så han lavede dette her spil, hvor der er presset alt muligt hollistisk new age teori som havde med spiritualitet at gøre ind i det, fordi han havde en idé om, at det kunne udvide sindet på de unge mennesker, som spillede det. Jeg har printet en gennemgang af spillet ud fra nettet på regnbuefarvet papir.

Hvordan er sammenspillet imellem alle de her værker?

De har den samme titel, som kommer fra Word text spelling. Når jeg tjekker stavefejl i word støder jeg altid på den sætning, fordi jeg let kommer til at skrive lidt for fragmentarisk. Jeg syntes, det var en meget god titel, fordi opsætningen her er fragmenter af en større fortælling eller et større hele. Enkeltdelene er mere end slags muligheder, end det er færdige værker. Jeg arbejder meget med at gøre objekterne dynamiske i modsætning til statiske, og forsøger at få dem til at være i konstant udvikling. Mange af elementerne her har indgået i andre sammenhænge og andre værker, før de endte i denne her opsætning, og der bliver hele tiden tilført nye elementer til, så de er i konstant udvikling.

Rolf Nowotny: Fragment (consider revising), 2009.		Rolf Nowotny: Fragment (consider revising), 2009. Chroma key green, bricks

Rolf Nowotny: Fragment (consider revising), 2009.		Rolf Nowotny: Fragment (consider revising), 2009.

Vaske grøntsager, 2009

Pandekage 4 m op i luften, 2009

Prikken over i'et, 2009

Bagt 2 timer & grillet 15 min., 2009

Kvinde i kontrol, 2009

Helena Hei-Sook Park, installationsview.		Helena Hei-Sook Park: Pandekage 4 m op i luften, 2009.

Helena Hei-Sook Park: Kvinde i kontrol, 2009. Performance		Helena Hei-Sook Park: Kvinde i kontrol, 2009. Performance

Helena Hei-Sook Park: Vaske grøntsager, 2009.		Helena Hei-Sook Park: Prikken over i'et, 2009. Glasurpose

Lukket Kiste, 2009

Halfdan Pisket: Lukket Kiste, 2009.

Halfdan Pisket: Diverse tegninger, 2009.

Box painting, 2009

Uden titel, 2009

Uden titel, 2009

Uden titel, 2009

Hvad har du lavet?

Jeg har lavet et maleri, hvor jeg har arbejdet med at stramme op i forhold til ting, jeg har lavet tidligere. Tidligere har jeg fokuseret meget på former og flader, og her er jeg gået mere ind i at arbejde med mønstre. Jeg har altid altid arbejdet meget med mønstre, ornamentik og dekoration i mine ting, men nu har jeg ladet det fylde mere. Jeg leger med perspektiv og med den måde, man forstår rum på, og i det bruger jeg de her mønstre.

De her mønstre er jo nogle, der kommer fra et bestemt sted, og måske også fra en bestemt tidsperiode. Jeg er interesseret i, hvad der er smukt og hvad der er grimt og måske også i, at vende lidt op og ned på opfattelsen af, hvad der er god smag.

Hvorfor er du interesseret i mønstre og Den Gode Smag?

Jeg synes, det er rigtig interessant, hvad folk synes er smukt og grimt, fordi det er jo helt vild individuelt. Jeg synes, det er rigtig interessant, hvad det er, der gør at det, som er smukt for nogle, er grimt for andre. Jeg arbejder med mine egne skønhedsidealer, og jeg kan mærke, at det, jeg synes, der er smukt, ligger lige på grænsen til det grimme. Der er den hårfine balance imellem de to poler, som jeg synes er helt vildt interessant.

Krista Rosenkilde: Box painting, 2009. 200 x 300 cm Olie og akryl på lærred		Krista Rosenkilde: Uden titel, 2009. 70 x 50 cm hver Collage

Monk Pedro de Zaldivia Shoots the Bandit

Maragato, 2009

Masar Sohail: Monk Pedro de Zaldivia Shoots the Bandit Maragato, 2009. Video		Masar Sohail: Monk Pedro de Zaldivia Shoots the Bandit Maragato, 2009. Video

My Lost Generation, 2009

Hvad har du lavet?

Mit værk er en video, som arbejder på flere niveauer. Det er en slags dokumentar, som man skal se fra start til slut. Den er 30 minutter lang, og handler om en rejse til mit hjemland, Bosnien, men det er også en indre rejse, hvor jeg konfronteres med min fortid og med krigen. Det er en slags undersøgelse af ondskab. I det, at jeg konfronteres med historien om den ondskab, som er foregået under krigen, konfronterer jeg også mig selv og den menneskelige ondskab, som er en ting der altid er nærværende. Filmen arbejder altså på de to niveauer, og handler om en generation af unge som er kommet fra Bosnien og som nu arbejder med kunst her. Videoen er en hyldest til den generation.

Det virker som et meget personligt og selvbiografisk projekt. Hvorfor har du valgt at vise det på Exit?

Jeg har arbejdet på denne her film i to år. Jeg har valgt det fordi det lige i øjeblikket ligger mig nærmest, og jeg synes altid man skal arbejde med det, der ligger en nærmest. Det er dét man har mest indsigt i, og det er dér kraften er koncentreret.

Vladimir Tomic: My Lost Generation, 2009. Video		Vladimir Tomic: My Lost Generation, 2009. Video		Vladimir Tomic: My Lost Generation, 2009. Video

Åbenbaring, 2009

Ophobninger, 2009

Abstrakt, 2009

Tuber, 2009

Stilstand, 2009

Skammel, 2009

Ophængt, 2009

Træt og Idéløs, 2009

Isoleret, 2009

Hvad har du lavet?

Jeg ved egentlig ikke, om det behøver så meget forklaring. Jeg er bange for at ødelægge noget, hvis jeg fortæller for meget, for værkerne er rimelig ligetil. Det er ni stilleben fra mit atelier, og de viser selvfølgelig det, man kunne forvente at finde på et maleratelier; malertuber, malerklatter og den slags. Men man kan også sige at det er en slags selvportræt; at de peger tilbage på mig selv og på tidligere malerier, jeg har lavet. Malerier af maling malet med maling. Jeg fik idéen, da der skulle tages et foto til Exit-kataloget, og vi fik at vide, at det helst skulle tages i atelieret. Titlerne spiller på sådan nogle kunstnerklicheer. I forvejen er det jo en ret stor kliché at stå og male sit eget atelier. Der er et af billederne, der hedder Åbenbaring, et andet hedder Træt og Idéløs. De spiller på klicheen om den ensomme kunstner i atelieret.Det har været et malerisk eksperiment for mig, fordi jeg ikke tidligere har prøvet det her med at kigge på en ting og så male den.

Hvorfor har du valgt at arbejde med dette tema, som er meget centreret omkring kunstnerollen?

Det startede som sagt med idéen om dette her metaplan i foto'et, og bevægede sig derfra over i maleriet. Billederne er en slags navlepillerier, hvilket kunstnerrollen på en måde også er; hvorfor står man egentlig dér og maler, og hvem er det man maler for? Det ville jeg gerne køre helt ud, ved at male de her navlebeskuende billeder.

Maltving 1:4 huset, Ritz & Rut, 2009

Hvad har du lavet?

Det er en grundplan af et hus, som viser tre forskellige etager. Udgangspunktet er en grundtegning på et flag som hænger ned fra loftet i udstillingsrummet. Desuden hører der to katte til, som er en del af huset, men som står frit i rummet.

Hvorfor har du valgt at lave et hus?

Jeg kan godt lide at arbejde med stof, og ville lave et hyldestflag. Tidligere har jeg lavet en hyldest til en skildpadde, og nu ville jeg så arbejde med mit eget hus og de katte, som bor i huset. Det handler både om det private og er en hyldest til det almindelige, det dagligdag. Jeg ville gerne at hverdagen stod mere frem og fik en større plads. At der blev lagt mere mærke til de små ting, som betyder noget.

Anna Örtemo: Maltving 1:4 huset, Ritz & Rut, 2009. Mixed media		Anna Örtemo: Maltving 1:4 huset, Ritz & Rut, 2009. Mixed media		Anna Örtemo: Maltving 1:4 huset, Ritz & Rut, 2009. Mixed media