Interview: Elisabeth Delin Hansen

Hvordan ser I på koblingen mellem kunst og klima? Hvad er det, kunsten kan i denne her sammenhæng?

Jeg mener, at kunsten kan reflektere på en anden måde end eksempelvis videnskaben, da der kommunikeres med og til nogle andre felter af bevidstheden. Billedkunsten kan gå ind og danne nogle billeder og være med til at forrykke nogle ting på en anden måde, end når man læser en videnskabelig rapport. Ikke dermed sagt at kunstnere kommer med konkret bud på, hvad vi så skal gøre, for det er klart, at det er noget, der opstår ud af en lang demokratisk debat med indsatser fra mange forskellige sider, fra politikere, naturvidenskabsfolk designere, ingeniører og almindelige mennesker. Det er et kolossalt komplekst felt, men derfor er det også interessant at høre kunstnernes bud i den her sag, for netop i dialogen kan der dannes noget frugtbart. De kunstnere, som vi har valgt ud til udstillingen her, beskæftiger sig ikke direkte med klima, men snarere med de samfundsmæssige og bevidsthedsmæssige ændringer, som nødvendigvis må indtræffe i kølvandet på det, der sker med klimaet. Nogle af kunstnerne fremsætter egentlige politiske statements, men de fleste af dem arbejder mere med vores verdensopfattelse, vores forhold til naturen og vores opfattelse af os selv i forhold til resten af universet.

En anden ting man skal huske på er, at man jo også laver en udstilling som denne, fordi kunstnerne rent faktisk beskæftiger sig med det i forvejen. Vi har nok fået produceret nogle nye værker til vores udstilling, og det er vi rigtig glade for, men en stor del af udstillingen består af ældre værker, endda værker, der går tilbage til 80’erne. Samtidskunsten, eller i hvert fald en meget stor del af den, beskæftiger sig jo med den tid, vi lever i, og med de politiske, sociale og kulturelle betingelser, som vi lever under i dag. Den ser det som sin opgave at gå ind og være med til at diskutere, og det gælder selvfølgelig også i forhold til konsekvenserne af klimaændringerne. Mange mennesker beskæftiger sig med det i dag, og hvorfor skulle kunsten ikke også gøre det? Derfor er der heller ikke hverken noget mærkeligt eller noget villet over temaet, for det er i høj grad til stede i kunsten allerede.

Rethink Kakotopia, 2009. Installationsview.		Tue Greenfort: Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk..., 2009.

Hvordan har I grebet udstilling an på Kunsthallen Nikolaj, og ser I den som en del af et samlet hele eller som en selvstændig udstilling?

Vi har i fællesskab talt os frem til den overordnede titel Rethink, men herudover skal man skal betragte udstillingerne som forskellige udstillinger, da de er kurateret ud fra udstillingsstedernes forskellige positioner og tilgangsvinkler. I forbindelse med udstillingen her på Nikolaj startede vi sådan set med at ville arbejde ud fra et dobbelt værdisæt, der rummede både utopiske og dystopiske, eller kakotopisk, aspekter, men det fungerede ikke i praksis. Dels fordi der var for få værker, der beskæftigede sig med det klima-utopiske, og dels fordi det blev for polariseret i en udstillingssammenhæng. Hvis vi skulle behandle det utopiske, tror jeg, at vi skulle have bevæget os over i et designagtigt felt, hvor man kommer med gode idéer og praktiske projekter, og det synes vi ikke var vores opgave i denne sammenhæng. Derfor bestemte vi os for at tage udgangspunkt i begrebet ’Kakotopia’, som er en betegnelse for en samfundstilstand præget af opløsning, kaos og dårlig regeringsførelse, kort sagt et anti-utopia. Det er jo nogle af de perspektiver, der bliver rullet op, når man hører naturvidenskabsfolkenes prognoser for klimaudviklingen, og de er med til at underminere den 200 år gamle fremskridtstro, som har kendetegnet den vestlige verden, hvor vi hverken kan forestille os, at det ikke går fremad, eller at vi ikke kan løse de problemer, der er. Men nu står vi i en situation, hvor vi ikke kan mestre naturen, og derfor bliver vi nødt til at revurdere vores forestillinger om forholdet mellem menneske og natur, og vi syntes, at det kunne være interessant at få indblik i kunstnernes tanker om det; både i forhold til hvordan ser det ud nu, men også i forhold til hvordan man måske kan tænke sig ud af det. Det er det, der er udgangspunkt for vores udstilling.

Så det man skal ”rethink'e” er altså et andet scenario end det, som vi har i dag?

Ja, man skal gentænke vores verdensopfattelse og prøve at gentænke de kakotopiske perspektiver, som den har afstedkommet. Og måske også netop vores fremskridtstro og industrialisering, for det er jo netop den, der har bragt os på kollisionskurs med en anden mere bæredygtig udvikling. Hele den verdensopfattelse må gentænkes, og man kan så spørge: hvordan gør man så det? Det mener jeg, at man gør gennem en dialog imellem mange forskellige aktører. Information har haft en spændende artikelserie om, hvad der sker, når vi læser alle mulige artikler om målinger af isen, der smelter osv. Der breder sig jo helt klart en form for afmagt, men den omsættes også til noget andet. På den ene side kan vi sætte sparepærer i vores lamper og gøre andre små nyttige ting, og det skal man selvfølgelig også, men der skal samtidig igangsættes en form for gentænkning af hele vores situation, hele vores samfundspraksis for at ændre det her.

Ruri: Glass Rain, 1984. Eric Andersen: Solplænen, 1982.

Hvordan har i udvalgt lige præcis de her kunstnere og værker?

Ud over at sætte fokus på klimaet har vi også prøvet at skabe en udstilling, der hang sammen, og derfor indgår der selvfølgelig ligeledes praktiske aspekter i overvejelserne. Men vi prøvede at finde en række kunstnere, der i belysningen af emnet både var forskelligartede og dog indgik i en form for dialog med hinanden. Den islandske kunstner Ruri har et værk med, hvor 500 meget spidse og ubehagelige glasstykker er ophængt i snore i loftet inden for et tæt felt og på en måde, så man kun et enkelt sted kan gå ind igennem, hvilket repræsenterer en form for billede på den situation, vi er i. Superflex’s nye værk er derimod et forsøg på at danne nye billeder af den situation, vi befinder os i. Deres bidrag er utraditionelt og måske oven i købet provokerende eller kontroversielt. De har lavet et projekt, som består af en række performances, hvoraf den første bliver holdt her hos os i december måned. Der vil komme en hypnotisør og hypnotisere nogle af de 25 mennesker, som kan være med til hver performance, og hvis man er heldig, kan man blive hypnotiseret til at opleve klimaforandringerne i år 2050 som en kakerlak. Det er også vældig ironisk, men det er jo netop et eksempel på, hvordan vi kan få dannet nogle nye billeder, og på hvordan vi overhovedet skal forholde os til denne udvikling. Herudover udstiller vi værket Safety Gear for Small Animals af den canadiske kunstner Bill Burns, som har fremstillet sikkerhedsudstyr fuldkommen mage til det, som man laver til mennesker, blot udformet i en størrelse, så de passer til små dyr som egern eller mus. Det er fantastisk at se på, det er jo på én gang meget rørende og samtidig fuldkommen absurd, og det sætter alle de forestillinger om, hvordan vi kan sikre os mod naturen med forskellige indgreb og udstyr i perspektiv. Små dyr og mennesker er måske ikke så forskelligt stillede, når det kommer til stykket.

Vi har også meget bevidst udvalgt kunstnere, der bruger humor og ironi for at undgå, at det bliver en tung udstilling, man næsten ikke kan bære at gå igennem. For eksempel kan Eric Andersens værk Solplænen læses i mange sammenhænge, og vi har så valgt at læse det i en klimasammenhæng. Man skærer et cirkulært stykke af en plæne ud, som monteres på en arm og en mekanik, der drejer plænen, mens den hele tiden bliver holdt vinkelret i forhold til solen. Det betyder, at den står fast i universet, mens jorden roterer nedenunder, så når man træder op på plænen, træder man uden for jordens rotation. Det kan tolkes som en måde, hvorpå man skaber en afstand til jorden, træder et skridt tilbage og genovervejer situationen. Et humoristisk eller sort indlæg. Vi har også et værk i det offentlige rum, og det er et værk, vi er rigtig glade for. Det er af de tyske kunstnere Haubitz og Zoche, som tager udgangspunkt i de havstigninger, der bliver konsekvensen, hvis Grønlands indlandsis smelter. Værket består dels af et kort, hvor den nye vandstand efter de her estimerede 7 meters stigning er indtegnet, og dels af en blå linje, som kunstnerne har optegnet i Københavns gader, der meget direkte viser, hvor vandet kommer til at stå. Altså et meget konkret billede på nogle klimamæssige forandringer.

Bill Burns: Safety Gear for Small Animals, 1994. Bill Burns: Safety Gear for Small Animals, 1994.

Har det været en anderledes udstilling at gå til som følge af emnet?

Det er selvfølgelig klart, at vi har tænkt over, at udstillingen kommer til at indgå i et kæmpestort felt af andre klimaytringer, men i forhold til kurateringen har jeg under hele processen betragtet det som enhver anden opgave. Man har et bestemt emne, som man gerne vil have belyst.

Hvad adskiller jeres udstilling fra de tre andre udstillinger?

Vores udstilling er nok den, der går tættest på nogle egentlige klimabilleder og konkrete klimarefleksioner, hvor de andre udstillinger forholder sig mere abstrakt til den problematik. På den måde synes jeg, at de supplerer hinanden godt. Der er ikke nogle svar, der er kun spørgsmål, men de bidrager til en øget bevidsthed om, hvordan vi forholder os til vores omverden. Værkerne sætter fokus på en debat, som vi jo bliver nødt til at tage, hvis man skal tro på de naturvidenskabelige rapporter – og det bliver det jo sværere og sværere at lade være med.

Tak.