Interview: Christine Buhl Andersen

Det er Kunstrådets internationale billedkunstudvalg, som er igangsætter af Elmgreen & Dragsets projekt på Venedig Biennalen?

Ja, jeg er formand for kunstrådets internationale billedkunstudvalg som har ansvaret for at udpege kunstnere til den danske Venedig pavillion, og derved også for kunstpolitisk set at definere, hvad man vil med Danmarks repræsentation på Venedig Biennalen. Den skulle gerne afspejle vores politik i det internationale billedkunstudvalg: Hvordan ser vi dansk kunst i en international sammenhæng?

Først og fremmest har vi diskuteret, hvilken rolle vi mener Venedig Biennalen spiller idag, hvor der er så mange biennaler. Efterhånden er det jo nærmest hver dag, der åbner noget nyt et eller andet sted i verden, og derfor er der selvfølgelig vigtigt at se på, hvad der giver mening at bruge danske kunststøttemidler på, og hvordan man kan bruge biennale-konteksten på en begavet måde, når det handler om at give danske kunstnere muligheder i udlandet. Derfor arbejder vi løbende med en biennale politik, hvor vi kigger på hvilke biennaler vi synes er interessante til det formål. Det er i lyset af det, man skal se Venedig Biennalen. Vi har vurderet at det stadig er en rigtig væsentlig kontekst, og vi tror at det er et sted, hvor rigtig mange internationale kunst kommer, bl.a. fordi den ligger lige op af messerne i Basel. Vi kan også se at de andre lande, både dem, der har pavillioner og dem, der ikke har, stadig satser meget på den.

Det, som er udfordringen er, at vi som udvalg ønsker at arbejde med dansk kunst i en global kontekst. Spørgsmålet er så, hvordan man gør det på en begavet måde på en national repræsentation, og det var udfordringen til de kunstnere, vi valgte. De skulle kunne løse den opgave, at lave global samtidskunst i en national repræsentation og samtidig tage livtag med pavillionens arkitektur. Vi syntes det var vigtigt, at hele bygningen blev behandlet, så der er de to ting i det: Et væsentligt biddrag fra dansk kunst i en global kontekst og en stærk behandling af selve stedet og bygningen.

Hvor meget fylder Venedig Biennalen i jeres daglige arbejde?

Det er en stor ting, for den ligger jo stadig som et politisk opdrag. Én af opgaverne for Det Internationale Billedkunstudvalg er, at tage sig af Venedig Biennalen.

Så i ville ikke kunne beslutte, at i syntes at Venedig Biennalen var irrelevant?

Nej, det er en bunden opgave. Hvis man skulle beslutte noget sådant, skal det op på et højere politisk niveau.

Hvor er det henne man beslutter den slags?

Det er i ministeriet. Men vi synes heller ikke der er nogen grund til at træffe sådan en beslutning. Vi tror på, at det er en meget vigtig platform for dansk kunst, men den skal bruges på den rigtige måde, og det mener vi, at der er nogle danske kunstnere, der kan. Det handler om at give den den rigtige vinkel. Hvis man ser pavillionerne i et historisk lys, så er der ikke nogle begrænsninger for, hvad man kan finde på. Tilbage i pavillionens første år var det for eksempel gruppeudstillinger med masser af kunstnere helt tilbage fra Skagensmalernes tid. De senere år er det blevet en hædersudstilling for en mid-career kunstner, som i en dansk kontekst har gjort det godt, men hvor man ikke har tænkt på, at det også skulle fungere i en international kontekst. Vi har prøvet stille spørgsmål til, hvordan man kan twiste udstillingen, så det overhovedet giver mening i en global kontekst.

Så med denne udstilling bevæger i jer væk fra at se Venedig Biennalen som et hædersbevis?

Det skal bare være et rigtig velfungerende kunstprojekt i den sammenhæng, der udstilles i. Det er klart, at man ikke vælger nogle kunstnere, som man ikke synes er dygtige nok til at løse den opgave, og derfor vil vi ikke vælge nogle, som er helt uprøvede. Men decideret at se udstillingen som en slags gyldne laurbær, det er vi gået væk fra. Vi ser det som en specifik kontekst, hvor det gælder om, at gøre det rigtig godt og begavet. De to kriterier jeg nævnte før, den globale kontekst og behandlingen af stedet, er det, der betyder noget for udvælgelsen.

Kan du fortælle om processen, der har ledt frem til den udstilling vi kan opleve nu?

Noget af det, vi har arbejdet med i udvalget, er at have en dialog med samarbejdspartnere udenfor Danmark. Vi har haft en løbende dialog med vores nordiske samarbejdspartnere, og i den dialog opstod ideen om, at slå os sammen. De to pavillioner er naboer i Giardini, hvilket gjorde det nemt at forestille sig, at man kunne nedbryde den nationale barriere og lave et transnationalt projekt. Det er jo grænseoverskridende på flere måder: Dels overskrider det den nationale repræsentation, og dels overskrider det alt hvad man 'plejer' at gøre. Den nordiske pavillion er anderledes end den danske, fordi den i forvejen rummer tre lande i sig, men ved at slå den sammen med den danske overskrider man også selve territoriet, hvilket jo er et symbolsk greb i sig selv.

Lige for at få én ting på det rene: der er en dansk og en nordisk pavillion. Er der så også en norsk og en svensk pavillion et andet sted?

Nej, Norge, Sverige og Finland har altid delt den nordiske pavillion, som er tegnet af den norske arkitekt Sverre Fehn, og de tre lande har så skiftedes til at vælge kunstnere. Det er en anden struktur end den vi har i Danmark, hvor vi har vores egen pavillion. Så de opererer i forvejen lidt anerledes end os, men de er første gang vi har slået pavillionerne sammen.

Det som yderligere er anerledes end vi plejer at gøre er, at der ikke kun vil være danske kunstnere i den danske pavillion. Vi har valgt et dansk-norsk internationalt funderet kunstnerpar, nemlig Elmgreen & Dragset, til at kuratere udstillingen, og det giver særligt mening at vælge dem, fordi de opererer iscenesættende i forvejen. Deres værker er i sig selv noget, der handler om at transformere forskellige steder og bygninger igennem fx arkitektoniske strukture og lignende, og derfor kan man sige, at de er både kuratorer og kunstnere, idet deres værk vil være, at iscenesætte hele området. Det værk inviterer de så en række andre kunstnere ind i, og de har mange forskellige nationale baggrunde. Og det er jo noget helt nyt og anderledes at man siger ja til at bruge nationale støttemidler til nogle kunstnere, som ikke er danske.

Hvor længe har processen været igang?

Vi blev nedsat som komite den 1. april 2007, hvor vi lavede vores handlingsplan. Der handlede det først og fremmest om at formulere, hvad der er for en kunstpolitik, vi ville stå for. Vi har arbejdet meget med globalisering og med en mere konkret behandling af, hvad det betyder. Venedig Biennalen er et symbolsk projekt for den politik udvalget står for, og vi har haft mange overvejelser omkring, hvordan man kunne løse opgaven, så den logisk afspejlede den måde, vi tænker på.

I efteråret 2007 begyndte vi så at gøre os nogle overvejelser omkring hvordan det hele skulle forløbe. Det var her vi kom i dialog med vores nordiske samarbejdspartnere og med kunstnerne, og i februar 2008 kunne vi offentligøre udpegningen af Elmgreen & Dragset. Derfra er projektet løbende blevet videreudviklet. De har fremlagt projektforslag, og der er blevet kigget på økonomi og indhold, og den proces har faktisk foregået frem til idag.

Et af de formål, vi har haft i Det Internationale Billedkunstudvalg, har været at vi gerne ville slå igennem internationalt. Det er meget ambitiøst at sige, for vi er jo i konkurrence med alle de andre pavillioner, og der sker generelt så meget på Venedig Biennalen, at man meget nemt bliver overset. Vi har valgt nogle kunstnere, som vi mente havde den gennemslagskraft, der skal til for overhovedet at markerer sig dernede. Nu får vi at se hvordan det går, men jeg tror på, at vi i år får meget mere international omtalen end den danske pavillion nogensinde har haft. Succesen vil vi bl.a. måle på mængden af international omtale men også på, om vores budskab går igennem. Vi har sat internatinale evaluatorer på, som efterfølgende skal analyserer projektet og se, om det lever op til vores kriterier, så det ikke kun er det danske kunstmiljø, som klapper sig selv på skuldrende.

Tak.