Interview: Camilla Berner & Sebastian Schiørring

Camilla Berner: Precious things and stuff we don't like, 2009.		Camilla Berner: Precious things and stuff we don't like (detalje), 2009.

Hvad har været jeres motivation for at lave denne udstilling?

Camilla Berner: Vi blev inviteret af Den Frie til at lave en udstilling som optakt til FN-topmødet i København til december. Ud fra den kontekst valgte vi at prøve at gå ind i nogle af de strategier, som er inden for den ramme af kunst, der opererer med klima-relaterede og miljø-orienteret problematikker. Det er strategier, som også er i forlængelse af en tradition, enviromental art, øko-kunst og for såvidt også helt tilbage i land art, som udstikker nogle retningslinjer for, hvad der er sket på området de sidste 40-50 år. Desuden har vi gerne ville vise, hvordan kunsten kan være en medspiller i den klimadebat, der foregår, og lige så meget som at vise det, lige så meget har vi gerne ville undersøge det, fordi præmissen for hvordan kunsten arbejder med dette tema ændrer sig, når alt omkring kunsten også pludselig kommer til at handle om det tema, og der bliver konsensus om det i den generelle samfundsdebat.

Hvordan er udstillingen sammensat? Hvad har i lagt vægt på i udvælgelsen af kunstnere og værker?

Sebastian Schiørring: Vi har gerne ville præsentere forskellige strategier og forskellige måder at arbejde med de her problematikker på. Selv om det er en lille udstilling i forhold til så stor en tematik, så har vi alligevel forsøgt at give en fornemmelse af, at der er mange måder at arbejde med det på. Ud over selve udstillingen har vi etableret en læsestation, hvor man meget hurtigt kan danne sig et overblik, over hvordan det historisk forholder sig med denne tradition. Så det har handlet om at have et kontemporært snit i hvordan billedkunstnere arbejder med de her problematikker i værkerne og så en historisk afdeling i læsestationen.

Camilla Berner: Vi har tænkt over, at den diskussion, der foregår i den brede offentlighed, især handler om CO2; om hvordan man skal nedbringe CO2-udslippet ved at slukke for lyset og bruge mindre vand - alt sammen nogle meget konkrete og praktiske ting. Der har vi forsøgt at vælge nogle værker, som går anderledes skævt ind i problemstillingen.

Sebastian Schiørring: Vi vil gerne gå ind i den værdi diskussion, der knytter sig til klimapolitikken, og give et bud på, hvordan kunsten i det rent politiske rum kunne stille nogle spørgsmål, som giver mening og som gør, at man kan være tilstede i denne her diskussion som beskuer.

Learning Site: Nye (og gamle) arbejder, 2008-09.		Learning Site: Nye (og gamle) arbejder (detalje), 2008-09.

Hvad kunne det være for nogle spørgsmål?

Sebastian Schiørring: Det er spørgsmål omkring, hvordan vi overhovedet forholder os i forhold til spørgsmålet om, hvordan vi lever vores liv. Hvad gør vi i forhold til de her meget store problemer, og hvordan kan vi overhovedet begribe den verden hvis vi skal have de her overvejelser med ind i vores liv?

Camilla Berner: Vi kalder udstillingen for Deep Green, og dermed har vi også ønsket at stille spørgsmålstegn ved diskussionen. I forhold til den verdensforståelse, der er opstået; "byg dit hus grønt, lev dit liv grønt" - hvordan gør man overhovedet det? Vi har arbejdet grafisk med titlen, og bevidst undgået at bruge farven grøn, for rent faktisk forholder det sig også sådan, at den gule farve er en af de værste miljøsyndere i trykkebranchen, og den indgår jo i grønt. Vi forsøger med titlen at spørge, hvad det egentlig vil sige at være "grøn".

Sebastian Schiørring: Vi lægger også vægt på det, at det en diskuterende udstilling. Det er netop ikke noget med, at have en masse grønne værker og folde dem ud som sådan en æstetisk boble. Det er tværtimod vigtigt at det er vidensproducerende værker i en udstilling, som diskuterer problematikkerne.

Den diskussion og undersøgelse i taler om, har den ført frem til en større bevidsthed eller konklussion hos jer?

Camilla Berner: Det er en meget anderledes præmis for denne type kunst, som tidligere har arbejdet i et felt som var marginaliseret i forhold til en generel kunstscene, men som nu pludselig er højaktuelt. Der synes jeg, at det er meget interessant at se hvad der sker, når den pludselig bliver trukket frem i så stor en aktualitet, som den vi oplever nu. Fx er den øko-kunst, som blev lavet i 70'erne ikke en type kunst, som kommer med på sådan en udstilling som Deep Green, fordi den er for konkret i forhold til de helt store tematikker, som bliver kastet op i luften her. Vi har Alexandra Mirs værk, som er en performance, hvor hun står på et isbjerg på Antarktis med et 'For Sale'-skilt. Det er et enormt fint og meget præcist billede af en handlen med naturen, der antyder vores arrogance overfor miljøet, men det går også ind og opererer i en stor global diskussion. Hun refererer til en kunstner, der hedder David Hammon, som solgte snebolde i New York i startfirserne. Han havde lavet en lille interimistisk shop på gaden, hvor han solgte forskellige størrelser. Mir sælger isbjerge i stedet for, og får derved også sagt, at hele denne her klimadiskussion ikke længere kun handler om, hvordan jeg løser mit affaldsproblem. Det kan den gøre på et meget konkret og personligt plan, men i kunsten er det helt tydeligt, at det er nogle større perspektiver, der bliver stukket ud.

Sebastian Schiørring: Vi er også blevet en lille smule overraskede over, hvor fraværende den diskussion har været, både i de mere kommercielle kunstverdener men også i museumsudstillinger herhjemme. Der har ikke været de store øko-relaterede, miljøengagerede udstillinger i forhold til hvad der har været andre steder. Når man kigger på det som diskurs, så har nogle af de andre - queer-theory eller feminisme, fx - været meget mere fremme som noget, man kunne bruge som kuratorisk princip, hvor denne diskurs har stået lidt i baggrunden. Jeg har ikke noget svar på, hvorfor det er sådan, men jeg har en idé´om, at hele miljøbevægelsen måske har været for ideologisk tung i forhold til, at man kunne gå ind og arbejde med det på sin egen måde. Nogle af de andre teorier havde en anden åbenhed, så man havde mulighed for gribe det an æstetisk.

Alexandra Mir: Sale, 2005. Performance.		Tue Greenfort: From Grey to Green, 2006-09.

For nogle år tilbage var der ikke den samme enighed på miljø området, men nu - og særligt i forbindelse med topmødet - er der en meget stor konsensus. Opfatter i det som en gave eller et problem i forhold til at kuratere en udstilling med dette tema, at der ikke er mere modstand?

Camilla Berner: Det er som sagt en meget anderledes præmis, ikke kun i forhold til hvordan den enkelte kunstner tematiserer problemstillingen, men også i forhold til den brede offentlighed: Der kan næsten blive for lidt modstand. Det er en af de ting, vi virkelig har syntes var spændende ved at udvikle udstillingen, for det er helt klart en udfordring. Jeg synes, at vi har fået nogle værker med, som viser, at de stadig har noget modstand i sig, og som altid vil have det, fordi kunsten er et uafhængigt talerør. Omvendt er der også værker på udstillingen, der falder lidt mere i tråd med den tendens, der er lige nu. Anja Frankes værk Water Sea Bar er fx af en mere innovativ karakter. Det er en drikkevandspost, der fungerer på den måde, at man pumper havvand op og renser det, så det kan drikkes direkte fra posten. På den måde er det et meget konkret værk, som gå med den tendens til at opfatte klimaproblematikker meget konkret, der har været. Samtidig vil vi selvfølgelig også prøve at opstille nogle mere utopiske værdier. Som eksempel på det kan man nævne Tue Greenforts værk...

Sebastian Schiørring: ... som er meget intervenerende. Værket stiller spørgsmålstegn ved, hvad er det for en type energi selve stedet her bruger og hvor den kommer fra. Hvorfor er det ikke grøn energi og hvad skal der til, for at det bliver grønt? Men os som mellemmænd stiller han spørgsmål til hvad DONG Energy er for en størrelse: Hvad sker der, når en institution henvender sig til dem for at diskutere de her spørgsmål? På den måde har værket en meget direkte intervenerende karakter.

Så selvom der nu er denne her aktualitet i Klimatopmødet, så er stort set alle kunstnerne på udstillingen en selvstændig og smidigt funderet praksis fra arbejdet med de her problematikker igennem mange år. Lige nu er emnet selvfølgelig enormt aktuelt pga. topmødet og den deraf følgende interesse, men kunstnernes arbejde med temaet ville også have eksisteret uden.

Camilla Berner: Åsa Sonjasdottir har lavet et stort kartoffelprojekt, der hedder The Order of the Potatoes, som er et projekt, hun har arbejdet med i mange år efterhånden. Her går hun ind og kigger på hvordan kartoflen er indvandret fra Sydamerika til Europa og hvordan vi ikke har adgang til alle de mange sorter af kartofler, der findes, fordi der er reguleringer på størrelse, smag og måden de gror på. Man har nogle EU direktiver, der gør, at det i virkeligheden er meget få kartofler, vi får adgang til. Sonjasdottir fremviser i sit værk en række af de kartofler, som vi ikke kan købe, og man kan så tage nogle af dem med hjem og dyrke i sin egen have. Dermed peger hun også på, at der er nogle politiske direktiver, der begrænser vores biologiske diversitet, og at det ikke kun er klimaforandringerne, der er med til at påvirke, hvilken mangfoldighed vi har i naturen.

Anja Franke: Water Sea Bar, 2008-09.		Anja Franke: Water Sea Bar (detalje), 2008-09.

Nu kommer der jo, må vi gå ud fra, enormt meget om klima og miljø i offentligheden i løbet af de næste mange måneder. Hvad har I gjort jer af tanker i forhold til at undgå, at udstillingen forsvinder i den politiske diskussion? Hvordan får det her sin egen identitet?

Sebastian Schiørring: Vi håber, at vores kuratering har været stærk nok til, at værkerne kan tale for sig selv. Vi synes, at det er heldigt, at udstillingen ligger nu,og ikke til december, for der tror jeg næsten, der vil være opstået en slags klima-træthed.

Camilla Berner: Vi vil også gerne undersøge kunsten, lige så meget som vi vil i forhold til enhver anden udstilling. Så vi har også valgt nogle værker, som vi syntes havde en stærk kunstnerisk stemme, og lagt vægt på, at de havde en stor integritet som kunst.

Sebastian Schiørring: Det er fx projekter imellem, som handler om utopia-forestillinger som en parallel til klimadiskussionen. Den brasilianske kunstner Sergio Vega har fundet en bog fra sekstenhundredetallet, der lokaliserer paradiset, et sted i Brasilien, og i sin rejse for at finde det her paradis, akkumulerer han materialer og samler ting ind som skal hjælpe ham i jagten. Det, han finder er det paradis, der er ved at forsvinde. Så han arbejder med hvilke forestillinger, vi gør os om naturen, og med hvilke mytologiske billeder vi knytter til ideen om det utopiske. Han stiller på den måde også spørgsmålet: Hvad er det for en natur vi gerne vil have, hvad er det for en kultur, vi gerne vil have og hvordan er den reelt i forhold til de forestillinger?

Tak.

Åsa Sonjasdotter: A Potato Perspective on: The Order of Potato, 2009.		Åsa Sonjasdotter: A Potato Perspective on: The Order of Potato (detalje), 2009.

Nils Norman: Bus Shelter 2015, Copenhagen, 2007-09.		Andrea Polli: Sonic Antarctica, 2008.

Free Soil: Free Soil Bus Tour of Silicon Valley, 2006-09.		Sergio Vega: Novo Mundo, Ashes to Ashes & Paradise burning, 2008.