| ||||||||||||||||||||||||||||||
| ||||||||||||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
||||||||||||||||||||||||||||||
| Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Bo Bjerggaard | ||||||||||||||||||||||||||||||
Annoncer: | [01. september 2009] Interview ![]() Bo Bjerggaard Interview: Bo BjerggaardGalleri Bo Bjerggaard repræsenterer nogle af de største internationale kunstnere, som er at finde på de mest anerkendte museer i verden. Bo Bjerggaard fortæller om galleriets historie og fortsatte succes på trods af en krisetid. Som tidligere PR og markedstingchef ved han, hvordan galleriet skal fejre sine første ti år nemlig ved at lade kunsthistoriker Mikael Wivel kuratere udstillingen, som tager den besøgende med på en rejse i galleriets fortid, nutid og fremtid.
Bo Bjerggaard er født den 4. oktober 1962 og er ejer Galleri Bo Bjerggaard, som han startede i 1999 sammen med partnerne Britt Bjerggaard og Morten Korsgaard. Han er uddannet Cand. merc. i afsætnings- og erhvervsøkonomi og har en HD i finansiering og kreditvæsen. Han har arbejdet i diverse banker som marketingkonsulent, projektleder, sektionschef, markeds- og informationschef, salgs- og marketingchef, inden han trådte ind i kunstverden som informations- og aktivitetschef på Louisiana i 1991-96. Efterfølgende blev han ansat som informations- og marketingdirektør i Tivoli fra 1997-99. I 1997 udgav han sin første kunstbog i samarbejde med sin kone Britt Bjergaard og fik for alvor smag for at starte galleri på fuldtid efter udgivelsen af deres anden kunstbog om Per Kirkeby, som blev en stor succes. Interview:Winnie Nielsen Foto:Galleri Bo Bjerggaard Ivan Andersen, Anna Barriball, Georg Baselitz (DE), Per Inge Bjørlo (NO), A.K.Dolven, Helmut Federle (US), Poul Gernes, Per Bak Jensen, Per Kirkeby, Jannis Kounellis, Jonathan Meese (DE), Elina Merenmies (FI), Sigmar Polke (PL), Eva Schlegel, Erik Steffensen, Eve Sussman (GB), Alexander Tovborg, Brigitte Waldach (DE), Erwin Wurm (AT) GBB 1999 -> 30. august - 07. november 2009 Galleri Bo Bjerggaard Flæsketorvet 85 A, 1711 København V web site:www.bjerggaard.com Tirsdag-fredag 13-18, lørdag 12-16
Kan du fortælle lidt om galleriets historie? Galleriet blev grundlagt for ti år siden i 1999. Vi åbnede vores galleri i Pilestræde 48, 2. sal. Grunden til at vi åbnede galleriet, var en indirekte følge af, at vi havde udgivet bogen Per Kirkeby Maleri. Den udgav vi året før vi åbnede galleriet. På det tidspunkt var jeg information- og marketingdirektør i Tivoli. Det var som en hobby, at vi begyndte at udgive kunstbøger. Den allerførste udgav vi allerede i 1997. Det var en monografi om Kehnet Nielsen og den anden bog var så Per Kirkeby Maleri skrevet af Paul Erik Tøjner. På det tidspunkt var der ingen af os der vidste at det ville gå hen og blive en af de bedst sælgende kunstbøger i Danmark. Som et led i den proces sad jeg en dag og talte med Per Kirkeby, som jeg havde lært at kende, imens jeg arbejdede på Louisiana. Vi var blevet gode venner og holdt kontakten ved lige, efter jeg var stoppet på Louisiana. En dag sad vi og snakkede om det projekt vi havde sat i gang med at udgive bogen Per Kirkeby Maleri og han spurgte, hvad jeg kunne tænke mig at lave på længere sigt. Jeg sagde, at jeg kunne godt tænke mig at have med kunst at gøre igen men at jeg var glad for at være i Tivoli. Så siger Per "at hvis du overvejer at åbne et, så kan du regne med mig". Det var sådan en stor opfordring og udfordring, at beslutningen blev truffet på stedet. Vi ville åbne et galleri. Både Morten, min kone Britt og jeg havde arbejdet sammen før. Vi havde rent faktisk åbnet vores første galleri ti år tidligere. Det hed Art Focus, lå i Åbenrå 29 og flyttede efterfølgende til Strandvejen i Hellerup. Galleriet var en hobby ved siden af vores daglige job og var drevet af en stor interesse for kunst og med en masse af ungdommens energi. Og det var det som gjorde at da vi ti år efter stod med muligheden for at åbne galleri var der ingen betænkningstid. Men ellers så kastede vi os ud i at være fuldtidsgallerister. Galleriets første udstilling var med Francis Picabia. Der havde ikke været nogen soloudstilling i Danmark med Picabia før os og det var fantastisk at kunne starte med en så betydningsfuld kunstner. I dag er det meget svært at lave en udstilling med ham, fordi han simpelthen er for dyr. Det var forskellige kontakter i udlandet, som gjorde at vi fik mulighed for at lave en udstilling med ham. Vi fik Per Kirkeby til at skrive teksten til kataloget til udstillingen. Vi havde helt bevidst ikke gjort meget for at skabe synlighed omkring udstillingen. Man skulle gøre en indsats for at finde galleriet. Til gengæld var vi helt klar på fra starten, at vi ville udgive kataloger til alle vores udstillinger og at de besøgende kunne få et gratis, når de kom til udstillingen. Hele vore udstillingshistorik kan findes gennem alle de kataloger vi har lavet. Vores fokus på katalogerne stammer fra vores interesse i kunstformidling, som vi havde helt fra begyndelsen, da vi udgav kunstbøger, inden galleriet åbnede.
Er galleriets succes bygget på de prominente kunstnere, som I havde i starten? Der er den lille anekdote at vi de første tre år af galleriets levetid faktisk ikke viste malerier af Per Kirkeby.
Picabia må vel også siges at have været temmelig kendt... Han var ikke kendt i Danmark. Han var kendt blandt de kunstinteresserede. De vidste hvem han var, men de brede cirkler vidste det ikke, men de vidste hvem Kirkeby var og derfor havde det været oplagt, og netop derfor gjorde vi det ikke.
I ville ikke starte med en udstilling af Kirkeby fordi han var for prominent? Det vi ville var ikke bare at gøre det nemme. Det synes vi var kedeligt. Så efter Picabia havde vi en udstilling med værker på papir. Værker på papir regnedes dengang ikke som rigtigt kunst.. Ellers løb det over stok og sten. Der har været mange kunstnere udover Kirkeby, som har båret galleriet igennem. F.eks. knyttede vi også Baselitz til galleriet. Vi tog til Tyskland tidligt og præsenterede vores ide om, at vi gerne ville lave en udstilling med ham og være hans nordiske repræsentant. Det synes han godt om. Nu har vi så lavet tre separatudstillinger med ham, alt i alt, siden. Hvordan finder I jeres kunstnere? Vi gør meget ud af at være aktive på messer internationalt. I efteråret er Berlin messen, Paris Photo og Art Basel Miami Beach på programmet. Det betyder at vi ser meget kunst og vi finder først og fremmest de kunstnere vi arbejder med, når vi er ude i verden og møder deres værker.
Vi har den filosofi at værket skal være overbevisende før kunstneren. Det vil sige, når vi har set deres værker og, vi synes, at det er interessant, så går vi videre derfra. Morten, Britt og jeg er fælles om at vælge kunstnerne. Når vi tager rundt omkring i verden og deltager i messer og ser udstillinger, så er det der, at vi laver valget. At vi så er så privilegerede, at vi i dag, med de lokaler vi har her på Flæsketorvet 85 A, kan tiltrække kunstnere som Jonathan Meese, Jannis Kounellis og senere nu f.eks. Erwin Wurm og Antony Gormley, er fantastisk. Vi har været heldige, synes jeg, at kunne fortsætte med at have så dygtige og forskellige kunstnere.
Har I nogle upcoming kunstnere tilknyttet galleriet? Alexander Tovborg er en ung kunstner, der stadig går på Kunstakademiet.Vi har valgt at knytte Alexander Tovborg til galleriet. I første omgang er han med på denne udstilling og først når han er færdiguddannet på Kunstakademiet kommer vi til at vise ham separat. Vi anser Alexander for at være en meget original kunstner med et stort talent, derfor har vi valgt at knytte ham til galleriet allerede så tidligt i en karriere. Af andre danske kunstnere arbejder vi udover Kirkeby med Erik Steffensen og Per Bak Jensen. To kunstnere, der arbejder med fotografiet som medie på to vidt forskellige måder. Det er to kunstnere som trods deres forskellighed møder positiv respons når vi viser dem internationalt og i dag sælger vi over halvdelen af deres værker i udlandet. For to år siden indledte vi et samarbejde med Ivan Andersen. Han er i dag bosat i Berlin og udvikler sig kolosalt meget i disse år. Derudover er vi begyndt at arbejde med Paul Gernes værker. Han døde i 1996 og vi repræsenterer ham både nationalt og internationalt. Hvad er det I gerne vil med galleriet? Vi har aldrig været et ”isme” galleri. Vi satser ikke entydigt på én type værker. Vi har altid haft den idé, at det er den enkeltes kunstners værker, som er interessante og så er det ikke afgørende, hvorvidt det ellers passer ind i det vi ellers gør. Vi har endda haft den filosofi, at det er vigtigt at den enkelte kunstner har sit eget territorium f.eks. arbejder Per Bak Jensen og Erik Steffensen.som nævnt med fotografiet men hvor Per Bak finder det umanipulerede motiv i verden, manipulerer og kolorerer Erik Steffensen sit motiv langt væk fra udgangspunktet og dermed får de hver sit territorium. Vores galleri består ikke af en bestemt stil eller type billeder, men er mere som et stort puslespil, hvor hver enkelt kunstner udgør en brik. I den forstand er det oplagt at knytte Tovborg til galleriet fordi han har sin egen stil og han får sit eget territorium. Derfor kan vi have kunstnere, der er så forskellige, som Ivan Andersen og Jannis Kounellis. Det er måske en anden måde at tænke på end mange andre gallerier. I fremtiden vil vi blive ved med at finde kunstnere, som kan være en ny brik i det store spil. Vi samarbejder primært med kunstnere, der er internationale. Hvis man ser på vores kunstnerliste, så er 2/3 af vores kunstnere fra udlandet. Der er ikke aktuelle planer om yderligere at udvide mængden af danske kunstnere i galleriet. De nye kunstnere, der kommer i den kommende tid er udover Erwin Wurm (Østrig), Daniel Richter (Tyskland) og Marcel Van Eeden (Holland). De to sidstnævnte viser vi i løbet af efteråret.
Du har ikke nævnt Nina Roos, som har en soloudstilling sideløbende med Jubilæumsudstillingen. Der vil komme et interview med hende snart på Kopenhagen. Hvad kan du sige om hende? Det er små to år siden, at vi påbegyndte en dialog med hende om at lave en udstilling her. Det er lidt fantastisk for os vi åbner, dagen efter at Moderne Museum i Stockholm åbner en separat udstilling med hende. Når udstillingen her i galleriet er slut, så skal den på Oslos førende kunsthal, Kunstnernes Hus, og vises der. For os er det et interessant nordisk samarbejde. Dels fordi vi har lånt værker ud til Moderne Museum i Stokholm, men også at hele udstillingen i fuldt sammenhæng skal vises i Oslo.
Gør det en forskel at galleriet ligger i København? Vi forsøger at have en bevægelse, som gør, at vi arbejder med internationale relationer. Det er fordelen ved at vi ligger i København. Når du arbejder med kunstnere som Kounellis og den type kunstnere, så ville vi ikke have en chance, hvis vi lå i Berlin, London eller New York. Fordi der er konkurrencen kolossal stor. Men fordi vi ligger i København, og har en stor berøringsflade i det nordiske, så er der mange af de kunstnere vi arbejder med, som synes at det er positivt, at der er nogen, som vil varetage deres interesser også i norden. De gallerier, der ellers arbejder med dem, de når aldrig op i det nordiske område. Det er en stor fordel fordi vi arbejder direkte med kunstnerne og vælger deres værker i atelieret. Værkerne kommer derfor ikke via andre gallerier.
Hvad kan I tilbyde jeres kunstnere, som andre gallerier ikke kan tilbyde? Vi kan tilbyde en aktivitet i et marked, hvor de ellers ikke ville blive synlige. Vi kan tilbyde en indsats i norden, som de ellers ikke ville få. Vi har to missioner: den ene er at vise verdensklassekunst i Danmark og gøre det synligt op nordpå, den anden er at vise de danske kunstnere, der er knyttet til galleriet, i resten af verden. I Europa, USA og hvor det ellers er muligt.
Udover at deltage i messer, hvad gør I så? Vi har en tæt kontakt til museumsverdenen rundt omkring i Europa og for den sags skyld også i USA. Vi låner mange værker ud i øjeblikket. Når Kirkeby vises på Tate Modern og i Düsseldorf eller Nina Roos vises på Moderna Museet i Stockholm, så har vi lånt værker ud.
Hvordan går det med salget af kunsten? Generelt godt. Det seneste museumssalg var to Paul Gernes værker til Museum Ludwig i Köln, så der er kontinuerligt en aktivitet, der ligger ved siden af salget til private og virksomheder. Hvis man skal gøre noget for kunstneren handler det om at varetage deres interesser så godt som muligt ikke kun salgsmæssigt. En stor del af at varetage kunstnernes interesser, det er, at støtte op om udstillinger rundt omkring i verden, ikke mindst i museal sammenhæng.
Hvordan får I galleriet til at løbe rundt i en krisetid, hvor mange gallerier lukker? Det er et godt spørgsmål. Vi får galleriet til at løbe rundt, fordi vi igennem det kvalitetsniveau vi har med at gøre har en stor kundekreds, der er interesseret i at købe værkerne. Vi kan alle sammen mærke krisen, men ikke mere end, når man har været med i så mange år, som vi har, så ved vi godt, at der har været forrygende tider og derfor skal vi også være klar til at tage nogle tider, hvor det ikke er helt så forrygende. Hvis du ikke ruster dig selv økonomisk mod de svære tider, så overlever du ikke på lang sigt. Så det er dels at sørge for at lægge til side i gode tider og dels at opretholde et højt og et kvalificeret aktivitetsniveau. Også i en periode, hvor tingene ikke sælges lige så godt. Det er det vi gør, og det har vi holdt fast i. Det går faktisk meget godt. Vi kan ikke ynke, der er kommet en del nye kunder til efter krisen og så er der nogle af vores store kunder, der holder lidt igen for tiden, men det må man så leve med.
Hvad kan de besøgende forvente af jubilæumsudstillingen? Vi var ikke interesserede i at lave en form for stor praleaktivitet, så vi fik den ide at vi ville spørge en kurator, i det her tilfælde, Mikael Wivel, om han ikke kunne tænke sig at udvælge og ophænge værker af en del af galleriets kunstnere. Det synes Mikael var en sjov udfordring. Vi stillede alle de værker vi har til rådighed for ham. Det er en af de få gruppeudstillinger vi har lavet i ti år. Man kan komme og møde en anderledes ophængning, end vi traditionelt har i galleriet. Dvs. at du går på opdagelse i galleriets historie, men du får også lige mødet med to nye kunstnere, som vi senere kommer til at introducere. Ideen er at du kan se nogle kunstnere, du kender, som Helmut Federle, Georg Baselitz, Per Kirkeby, Jannis Kounellis mfl. samtidig med, at vi har en soloudstilling med Nina Roos og, hvad vi byder på i fremtiden. Sidstnævnte er det første møde med Erwin Wurm og Alexander Tovborg. Det har været en ide om at tage temperaturen på galleriet. I stedet for at vi selv gjorde det, har vi bedt an klassisk kunsthistoriker, som Mikael Wivel om at kuratere udstillingen. Udstillingen bliver derfor meget anderledes end det vi er vant til. Man kommer også til at se Eve Sussman, som jeg glemte at nævne før. Hun var aktuel på Louisiana sidste år. Det bliver et møde med galleriets profil i en kurateret sammenhæng. Der er ikke katalog til jubilæumsudstillingen, men det er der til Nina Roos' udstilling. Hendes katalog indeholder en tekst af Mikkel Bogh. Mikael Wivel vil senere kuratere en anden gruppeudstilling, hvor han allerede har skrevet sit første bud på en tekst til den. Men det bliver først til næste år.
Er der noget du vil sige afslutningsvis? Det har været en kæmpe fornøjelse at flytte galleriet ud til Kødbyen. Udover at det har forøget vores areal betragteligt og givet os mulighed for at have to udstillinger parallelt så er der en fantastisk atmosfære herude og stemningen er rigtig god.
Tak.
| Related:fra kopenhagen.dk: [07. februar 2012] [16. august 2011] [16. maj 2011] [06. april 2011] [23. marts 2011] [11. januar 2011] [22. september 2010] [16. juni 2010] [01. juni 2010] [28. april 2010] [23. februar 2010] [09. februar 2010] [09. februar 2010] [30. november 2009] [26. oktober 2009] [09. oktober 2009] [23. juni 2009] [13. juni 2009] [06. maj 2009] [25. marts 2009] [20. februar 2009] [11. februar 2009] [21. januar 2009] [14. januar 2009] [25. november 2008] [19. november 2008] [18. november 2008] [22. oktober 2008] [21. oktober 2008] [29. september 2008] [04. september 2008] [21. august 2008] [30. maj 2008] [14. april 2008] [05. marts 2008] [20. februar 2008] [11. februar 2008] [27. november 2007] [10. oktober 2007] [18. september 2007] [31. juli 2007] [24. april 2007] [03. april 2007] [27. februar 2007] [27. februar 2007] [16. august 2006] [19. juni 2006] [18. juni 2006] [08. maj 2006] [18. april 2006] [02. april 2006] [29. marts 2006] [19. marts 2006] [07. marts 2006] [11. januar 2006] [10. december 2005] [12. oktober 2005] [26. september 2005] [06. september 2005] [07. juni 2005] [15. maj 2005] [05. maj 2005] [30. marts 2005] [12. februar 2004] fra www: | ||||||||||||||||||||||||||||
© 2000 - 2006 kopenhagen publishing kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA | ||||||||||||||||||||||||||||||