Interview: Bjørn Poulsen

Din udstilling hedder Indefra - Udefra. Hvad betyder denne titel?

Ja. Sagt enkelt så handler det om at skulpturerne på udstillingen, både trækker på en klassisk og en modernistisk tradition. Formen er noget , der vokser frem indefra, og er samtidig også en del af en mere nutidig tilgang til skulptur, hvor formen er noget der konstrueres udefra. En proces hvor hele “kerne” begrebet problematiseres.

Hvad vil du opnå med denne dobbeltposition?

Jeg vil opnå at skulpturerne bliver komplekse. At de afspejler det forhold at vi både som individ og som samfund, ikke kun er på vej mod noget nyt, men også kommer fra noget, vi bærer med os. Så der er ikke tale om en nostalgisk længsel mod det gamle, men snare om et forsøg på at favne det hele. I respekt til det at overveje traditionen, eller se den i en ny optik.

Skulpturerne er opbygget af ituslåede Margretheskåle og lignende objekter. Hvorfor det?

Det vi kan forbinde med disse objekter kan være tryghed, hverdag, orden osv. som på mange måder er det modsatte af det skulpturerne ellers associerer til. De handler mere om krop, død , kaos eller nærmest romantiske sfæriske længsler. Igen er jeg optaget af at lade disse modsætninger kollidere i skulpturerne. 

Men skålene og de andre objekters form refererer også til grundformerne; kuglen, cylinderen, keglen osv. og dermed har de også rødder i noget universelt. Dette aspekt nedbryder jeg, når jeg slår dem i stykker. Til gengæld bliver det genskabt, når jeg skruer dem sammen igen. Dog i en opbrudt og uegal struktur.

Indefra - Udefra, 2009. Installationsview. Indefra - Udefra, 2009. Installationsview.

Bjørn Poulsen: Ghost 31, 2009. 25 x 40 x 29 cm. Plastic og blå akryl Bjørn Poulsen: Ghost 29, 2009. 38 x 38 x 43 cm. Metal og blå akryl Bjørn Poulsen: Ghost 34, 2009. 21 x 44 x 21 cm. Modelsamlesæt, plastik og blå akryl

Mange af skulpturerne er helt eller delvist indkapslet i farvede akrylskærme eller montre. Hvad vil du opnå med dette greb?

Akrylskærmene er på et plan et fuldt integreret element i skulpturerne, men samtidig er de også noget, der skyder sig ind mellem beskueren og skulpturen, hvor de bogstaveligt farver og slører oplevelsen af den. Jeg ønsker, at skulpturen ved første blik skal udstråle noget fremmed og uudgrundeligt, og at man først i anden omgang genkender  elementerne som fragmenter af f.eks. margretheskålen. Her er akrylskærmen helt nødvendig. Samtidig isolerer de også objekterne, danner en geometrisk indhegning af et ekspansivt organisk legeme.

De er også meget forførende, og i starten måtte jeg tage et opgør med min indre puritaner, om det ligesom var legitimt at bruge så forførende et element. Men som sagt, var det helt nødvendigt.

Du har også nogle skulpturer opbygget af modelsamlesæt. Det er jo mere fortællende elementer, hvad vil du med dem?

Modelsamlesæt af denne type (jagerfly og Starwars red.) rummer en dobbelthed idet de refererer til både krig og leg. Jeg har brugt samlesættene til at skabe nogle meget fortællende skulpturer. ”Trofæ”, som forestiller et dyr, hvis horn ved en fejlslagen mutation vokser ind i dets egne øjne. Et stærkt symbol ladet billede, som modelsamlesættenes krigsreference forstærker, mens legetøjsreferencen trækker i en anden retning, og gør billedet mindre patetisk.

Derudover kommer skulpturerne til at handle om regler og regelbrud. Et modelsamlesæt har regler, en instruks om hvordan de korrekt skal samles, og den bryder jeg med på alle måder. Men er den nye struktur, der opstår så anarki, eller er der tale nye regler, subjektive regler? Det er spørgsmål af den karakter, skulpturerne kredser om.

Bjørn Poulsen: Ghost 32, 2009. 21 x 70 x 21 cm. Plastik og blå akryl Bjørn Poulsen: Ghost 11, 2009. 70 x 70 x 55 cm. Plastik og blå akryl Bjørn Poulsen: Ghost 27, 2009. 63 x 46 x 36 cm. Metal, plastik og grøn akryl

Bjørn Poulsen: Sky, 2009. 100 x 160 x 80 cm. Grill, metal og blå akryl Bjørn Poulsen: Sky, 2009. 100 x 160 x 80 cm. Grill, metal og blå akryl

Du har et stort værk med på udstillingen med titlen "Sky". Kan du fortælle lidt om dette værk?

Ja, skulpturen består af en grill, der er blevet pakket ind i delvist transparente bobler i blå akryl. Det er den første skulptur jeg har lavet over objekter, hvor objektet  ikke er blevet fragmenteret. I dette tilfælde en ’Cadac’ Grill (identisk med Webergrillen red.). I stedet er den blevet pakket ind i de her bobler, og  i den forstand skriver skulpturen sig ind i en lang tradition med readymades – baserede kunstværker i det 20’ende århundrede, hvor man ved forskellige greb, f.eks. gennem indpakning, har ændret et objekts betydning. Men i dette tilfælde går indpakningen et skridt videre og danner en næsten selvstændig skulpturel struktur, der overskrider begrebet indpakning.

Det billede der opstår er i slægt med udstillingens andre skulpturer, et forstads ikon, ’Cadac’ grillen, transformeres til at blive et mystisk ufo lignende sfærisk objekt.

Bjørn Poulsen: Ghost 28, 2009. 38 x 38 x 43 cm. Metal og orange akryl Bjørn Poulsen: Ghost 30, 2009. 124 x 27 x 27 cm. Plastik og grøn akryl Bjørn Poulsen: Ghost 33, 2009. 27 x 27 x 38 cm. Plastik og orange akryl

Bjørn Poulsen: Trofæ 2, 2009. 72 x 30 x 30 cm. Modelsamlesæt, Plastik og glas Bjørn Poulsen: Trofæ 1, 2009. 55 x 90 x 38 cm. Modelsamlesæt, plastik Bjørn Poulsen: Skjold, 2009. 35 x 40 x 35 cm. Modelsamlesæt, plastik og rød akryl

Du har også en robot skulptur med på udstillingen. Hvordan passer den ind i sammenhængen?

Det er jo teknologisk nærmest ren stenalder, en stang presser en form op og ned, og en masse andre former giver efter fordi de er fastgjort med hængsler. Ikke noget med interaktiv computerteknologi. Måske er det derfor, den trods alt fungerer sammen med de andre skulpturer, der ikke bevæger sig, noget der havde bekymret mig lidt inden udstillingen startede. Men tematisk knytter den sig til problematikken omkring den indre kraft. Et klassisk skulpturelt begreb, jeg har genfortolket i en lang række skulpturer, ikke mindst nogle store oppustede skulpturer, som nu hænger ude på arkitektskolen. Det handler for mig om at sækularisere dette begreb. At befri det for sine religiøse eller metafysiske undertoner. At lade en maskine udgøre den indre kraft, er et meget direkte greb, men der foregår også mange mere subtile ting i skulpturen. F.eks. er maskinen der trækker læsset en anelse underdimensioneret, hvorfor den må arbejde meget hårdt for at presse formen op. Det gør skulpturen meget mere levende end hvis bevægelsen var helt ensartet og ubesværet.

Gallerirummet er meget fyldt. Er det et klart greb og en del af udstillingen som koncept?

Skulpturerne opbygger meget deres indre kraft via en form for komprimering og ophobning. Jeg tænkte det kunne være interessant, hvis udstillingen samlet var opbygget efter samme principper. Man kan jo også sige rummene lægger op til det. Ligeså vigtigt har det været for mig at variere udstillingen i størrelse og ophængning. Skulpturerne går fra 3 meter til 20 cm. og skulpturerne hænger ned fra loftet, på væggen, i et hjørne, spænder fra væg til væg som en bro, eller står på gulvet.

Tak.

Bjørn Poulsen: Jernlunge, 2009. 70 x 90 x 90 cm. Metal Bjørn Poulsen: Grotte (Installation), 2009. 300 x 300 x 250 cm. Plastik og rød akryl